søndag den 1. december 2019

Ud i lyset

Anmeldereksemplar fra Muusmann Forlag
Katrine Quorning: "Flaskebarn. Minder fra en rødvinsplettet opvækst"
Udkom: 1. oktober 2019
Omfang: 93 sider
Vejl. pris: 179,95 kr.
"Tredje gang mor forsøgte at begå selvmord, var en fredag aften i november 2018."
I foråret 2019 startede jeg med at følge Instagramprofilen @flaskeboern, og det var på det tidspunkt en anonym person, der stod bag profilen. At være barn af en alkoholiker er nemlig både flovt, skamfuldt og afmægtigt. I sommeren 2019 valgte kvinden, der viste sig at stå bag profilens stærke tegninger og tekster, at stå frem. Hun hedder Katrine Quorning, og hun har igennem de seneste syv år bearbejdet minderne fra en barndom overskygget af sin mors alkoholmisbrug ved at tegne sig igennem dem.   
Det er der blevet denne på samme tid stærke, nøgterne og oplysende grafiske roman, "Flaskebarn", ud af, hvor forfatteren fortæller sin personlige og hudløst ærlige historie om at være barn af en alkoholiker. Bogen er desuden krydret med faktuelle oplysninger om de sociale og økonomiske omkostninger ved et tårnhøjt og ødelæggende misbrug af alkohol, hvilket breder budskabet ud - fra det personlige til det alment vedkommende.
Katrine Quorning fortæller ved hjælp af sine effektfulde og stærke tegninger historien fra barnets perspektiv, hvor hun alt for tidligt både fik og påtog sig et ansvar, ingen børn skal have. Hun beskriver, hvordan det at være barn af en alkoholiker er enormt tabuiseret og skamfuldt, og at der ingen ende er på de bestræbelser, man som pårørende vil gøre for at dække over misbruget.
Katrine Quorning skildrer også helt nøgternt, hvordan afmagten efterhånden sneg sig ind på hende, så hun, i et forsøg på at beskytte sig selv, distancerede sig fra sin mor, hvilket denne anmeldelses indledende citat, der også er bogens allerførste sætning, illustrerer med prosaisk klarhed.
Denne fine og vigtige udgivelse henvender sig til alle børn af alkoholikere, og den giver et stærkt håb om, at tabuet er til for at blive nedbrudt, og at det skamfulde skal trækkes ud i lyset, hvor det mister sin magt. "Flaskebarn" er også til alle os, der møder børn og unge hver dag. Voksne skal ikke, hvad enten de er professionelle eller ej, overse tegnene på mistrivsel hos et barn og af misforståede hensyn undgå at stille de ubehagelige spørgsmål.
Eneste malurt i bægeret er, at øjets naturlige læseretning indimellem er udfordret af den måde, teksten er placeret på siderne.
Læs "Flaskebarn" og bliv klogere.

søndag den 24. november 2019

Tankespind

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Britt Tippins Okking: "Ildfugl"
Udkom: 2. april 2019
Omfang: 366 sider
Forlaget Montagne
Vejl. pris: 249,- kr.
I denne thriller bliver vi smidt direkte ind i handlingen som vidner til det voldsomme overfald, der fire år tidligere rykkede tilværelsen i stykker for hovedpersonen, Julie, da hun ekstremt brutalt blev angrebet af sin mand, Jan, i deres fælles hjem. Jan led, efter en udsendelse til Afghanistan, af svær PTSD. Efter overfaldet bliver han via en anbringelsesdom dømt til forvaring på en lukket psykiatrisk afdeling, og Julie har siden forsøgt at samle stumperne af sit liv og har til en vis grad genvundet troen både på sig selv og andre mennesker.
Sammen med kæresten, Marcus, der er en anerkendt psykiater med speciale i krigstraumer, har Julie skabt en stabil tilværelse på landet, hvor man dog fornemmer, at der fortsat er meget usagt i forholdet. Julie er, uden Marcus' vidende, en del af en hemmelig fight club, der mødes i de sydsjællandske skove for at kæmpe med uortodokse metoder, der ikke tåler dagens lys - naturligvis foranlediget af, at Julie aldrig igen vil stå i en situation, hvor hun ikke kan forsvare sig selv mod en angriber. Det medvirker også til en vis form for ubalance i forholdet, at Julie har mødt Marcus som pårørende til Jan i det Traumecenter, hvor han i sin tid blev behandlet for sin PTSD af netop Marcus.
Den skrøbelige stabilitet i Julies liv, som hun på egen hånd forsøger at opretholde ved hjælp af pot, cannabisdråber og ufiltreret viljestyrke, ødelægges dog på et splitsekund, da Jan efter fire års tavshed sender hende en kultegning med en besked bagpå.
Herfra tager begivenhederne for alvor fart, og romanens handling og personer foldes langsomt, men sikkert ud på en måde, hvor forfatteren gentagne gange snyder os med uventede plottwists, så man adskillige gange tvivler på sin egen dømmekraft - for hvem er det egentlig, der narrer hvem?!
Hermed lever "Ildfugl" meget fornemt op til genrebetegnelsen domestic noir, hvor handlingen udspiller sig indenfor hjemmets fire vægge - deraf naturligvis 'domestic', mens 'noir' henviser til det onde og voldelige, der kan være på spil i en relation mellem to mennesker - fx i et parforhold.
Britt Okking lader så subtilt frygten sive ind i det helt normale hverdagsliv, hvor man ellers skal føle sig tryg. Hun skaber en dyster stemning, hvor det dysfunktionelle er på spil mellem linjerne ikke kun mellem Julie og Jan, men også mellem Julie og Marcus.
Det fungerer desuden virkelig godt, at synsvinklen skifter i de mange tilbageblik til tiden omkring overfaldet på Julie. Hvor det i den øvrige del af romanen er Julie, der er jeg-fortæller, er det i tilbageblikkene en 3. persons fortæller, hvilket skaber en distance, der fungerer rigtig godt for fremdriften i romanen. I bogens sidste del skifter synsvinklen helt, hvilket betyder, at brikkerne først falder på plads for læseren til allersidst - på en måde, hvor man faktisk ikke aner hvem af personerne, man kan stole på. Hvad er erindring, fantasi eller virkelighed for bogens karakterer?
"Ildfugl" er Britt Okkings tredje roman, og den får en varm læseanbefaling med herfra.

søndag den 10. november 2019

Drømmen om en flok

Anmeldereksemplar fra forlaget Gladiator
Anita Furu: "Jeg er en, der kan sige sådan!"
Udkom: 7. november 2019
Omfang: 182 sider
Vejl. pris: 249,- kr.
Sidste år vandt Anita Furu Bogforums Debutantpris 2018 foran et stærkt felt af unge kvinder, der blandt andet talte Sara Omar og hendes anmelderroste og meget eksponerede "Dødevaskeren". Juryen valgte "Mit halve liv" og anførte i begrundelsen for deres valg, at debuten var "en smuk, klog og nuanceret skildring af en pige- og kvindeskikkelse igennem hvis bevidsthed, læseren oplever verden." Romanen skildrer, hvordan den 6-årige forældreløse Nunja, tvunget af pogromerne i Ukraine i starten af 1900-tallet, ankommer til Danmark, hvor hun efter en adoption transformeres til danske Ruth Ballin. Nu er Anita Furu klar med den selvstændige opfølger, "Jeg er en, der kan sige sådan!", der så fint tager tråden og tonen op fra den gribende debut, der udkom i 2017.
Ruth er blevet 73 år, har overlevet to ægtemænd og stærkt animeret af sin energiske datter, Inge, indvilliger hun modstræbende i at rejse til England, hvor datteren har lokaliseret to af de tre søskende, som Ruth blev adskilt fra for 67 år siden. For Ruth bliver det en rejse fuld af modsatrettede følelser, hvor hun på den ene side brændende ønsker sig adgang til det skæbnefællesskab, som Ruth og hendes søskende deler. "Jeg vil ligne mine søskende. Jeg vil være en, der siger: Jeg er en natteravn, det er min bror også. Eller: Jeg har knyster på fødderne, det ligger til familien, min søster døjer også. Jeg er en, der kan sige sådan!" Samtidig er hun uhyre skeptisk overfor projektet, for hun har nærmest ingen erindring om den korte barndom, hun nåede at få med sine søskende, der alle er ældre end hende. "Ubalancen var givet på forhånd. For min søster er dette et gensyn. Hvad er det for mig?"
Anita Furu formår inderligt og intenst at skrive Ruths splittelse imellem at være misundelig over det, de to ældre søskende, i modsætning til hende, erindrer om livet med hinanden, forældrene og hende, til på samme tid at være rastløs og irriteret. Kan hun nogensinde slippe af med den grundfølelse af sorg og savn, der har været hendes følgesvend livet igennem? Vil mødet med hendes søskende overhovedet lukke det hul, der er blevet et livsvilkår for Ruth?
I modsætning til Anita Furus debut er synsvinklen i "Jeg er en, der kan sige sådan!" hos den ældre Ruth og ikke barnet Ruth, hvilket betyder, at jeg-personens refleksioner præsenteres med den tyngde et levet liv giver. I sin skildring af Ruth evner Anita Furu alligevel meget stærkt at vise, hvilken livslang indflydelse det har haft på Ruth at blive rykket op med rode som 6-årig og skilt fra sin familie, og hvordan rejsen til England udfordrer forholdet til både datteren, barnebarnet, de "nye" søskende og hendes livslange veninde, Kamma.
"Jeg er en, der kan sige sådan!" kan sagtens læses alene, men jeg vil på det varmeste anbefale dig at læse Anita Furus debut, "Mit halve liv", først.

søndag den 6. oktober 2019

Det bli'r sagt!

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Henriette Karlsen: "Ama'r halshug. Et systembarns rå fortælling"
Udkom: 16. september 2019
Omfang: 332 sider
Vejl. pris: 250,- kr.
"Han varmede sin brune heroin op på sølvpapir og sugede dernæst dampene ind gennem et sølvpapirsrør. Hver gang han sugede, holdt han det inde, tog så et ordentligt hvæs af en smøg og holdt også det inde, til det næsten slog sprækker i hans helt røde, indsunkne ansigt, før han omsider pustede ud og lod virkningen tordne ind i sin krop."
Henriette Karlsen er 15 år, stukket af hjemmefra og for at få tag over hovedet, flytter hun ind hos sin kæreste. Den travlt optagede mand i citatet er kærestens far, og dét, han har gang i, hedder at freebase. Hvis du, ligesom jeg, er nødt til at Google, hvad det betyder, er det formodentlig, fordi du har en middelklassebaggrund. Med sin rå og uslebne "Ama'r halshug" smækker Henriette Karlsen dog døren op på vid gab til Underklassedanmark og giver os et indblik i en verden, som de færreste kender til.
Bogen, som Henriette Karlsen har skrevet i samarbejde med journalist Anders Ryehauge, falder i tre dele. Hver del modsvarer i kronologisk rækkefølge hendes barndom, ungdom og begyndende voksentilværelse, og som et appendix til de to første dele er der uddrag af de sociale sagsakter fra Henriette Karlsen er 4 år, indtil hun flygter hjemmefra som 15-årig.
At være med begge sine forældre på værtshus hører til blandt Henriette Karlsens fremtrædende barndomsminder, og det er fortvivlende at læse, hvordan hendes 5-årige jeg erindrer, hvordan hun forsøgte at holde styr på, hvor meget hendes mor havde drukket. Den lille pige erfarer hurtigt, at voksne er uberegnelige og meget tørstige.
Da moderen flytter sammen med stedfaren, Thorkild, mindskes det uforudsigelige på ingen måde. Thorkild er voldelig fysisk og psykisk både overfor moderen, Henriette selv og hendes små søskende, som hun påtager sig opgaven med at skærme. Også moderen bruger tæsk som disciplineringsmetode.
Beskrivelsen af Henriette Karlsens barndomstilværelse er så hjerteskærende og grotesk - og på samme tid grotesk morsom, som da moderen griber en træ-and på sofabordet, som hun placerer helt rent i bulls eye og rammer Thorkild lige midt i ansigtet. Blodet sprøjter, men man kan ikke lade være med at grine højt, for det er simpelthen så crazy og langt ude!
Derudover får Henriette Karlsen fejlagtigt en borderlinediagnose, hvilket bliver særdeles afgørende. Herfra tror ingen på, hvad hun fortæller, når hun beretter om, hvad der foregår i hjemmet. Og så alligevel - for af sagsakterne kan man se, at en klasselærer gentagne gange har underrettet Københavns kommune uden effekt.
Da Henriette som 15-årig stikker af hjemmefra, bliver første stop Christiania, hvor hun må lære at begå sig i fristaden og blandt andet møder en kæreste, der, som beskrevet ovenfor, har sin egen belastede baggrund at slås med. Sidenhen bliver Henriette installeret på en døgninstitution hvor der, stik imod anbefalingerne i sagsakterne, ikke er voksent opsyn og støtte hele tiden. Om ikke med kommunal velsignelse så i hvert fald med kommunalt vidende, tager Henriette Karlsens deroute for alvor fart med et årelangt narkomisbrug.
Vendepunktet bliver mødet med gadeteamet Pigegruppen, og herfra rejser Henriette Karlsen sig som en anden fugl Føniks af asken efter 10 års misbrug, og barn- og ungdommens sump af håbløshed og svigt bliver forvandlet til en vigtig mission om, at ingen børn skal gå igennem det samme som hende.
Med sin hudløst ærlige erindringsbog giver Henriette Karlsen håb til andre udsatte unge. Der ér muligt at få et godt og indholdsrigt liv, selvom du fik en lorthånd, da tilværelsens kort blev delt ud. Hun sætter også et uhyre virkningsfuldt spot på, at stoffer er livsødelæggende, når hun slår porten op til en socialklasse, der ikke har megen taletid i Velfærdsdanmark. Endelig sender hun et velafrettet spark afsted til de sociale myndigheder, der tænker i kroner og ører og lukker øjnene for de børn og unge, der er faldet af samfundsvognen. Hun er med rette vred på det sociale system, der vendte det blinde øje til, da hun havde allermest brug for hjælp. Det nytter ikke noget, at fagpersoner pålægges at råbe vagt i gevær, når de møder børn i mistrivsel, hvis der ikke længere oppe i systemet lyttes til deres stemme på vegne af de børn, der ikke selv har én!
Det er så vigtigt, at det bliver sagt højt. Ama'r halshug!

mandag den 23. september 2019

Jagten på far

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Tom Rachman: "Den italienske mester"
Udkom: 21. februar 2019
Omfang: 346 sider
Vejl. pris: 250 kr.
Bear Bavinsky er på alle måder en bjørn - privat som storforbruger af kvinder, men også professionelt som kunstmaler, hvor han har opnået verdensomspændende anerkendelse for sine ekspressionistiske mesterværker. Midt i dette krydsfelt møder vi ved romanens begyndelse i 1955 den 5-årige Pinch, søn af Bear Bavinsky og den langt yngre Natalie. Hun er også kunstner, men det står hurtigt klart, at Bear Bavinskys kunstneriske udfoldelse til enhver tid trumfer hendes åbenlyse, men helt underkendte begavelse som kunstner. Som Natalie har forklaret sin søn, ligger Bears skaberevne nærmest udenfor ham selv: "…hvert af fars penselstrøg er skæringspunktet mellem ham og netop det øjeblik - den mindste afbrydelse, og kunsten går tabt for evigt. Og ingen hader denne anmassende kendsgerning mere end far selv, som hellere vil pjatte rundt her. Men sådan er det bare.
Vi følger Pinch som barn, hvor han skatter de sjældne timer i selskab med sin far som uvurderlige gaver, som han nærmest vil gøre alt for at blive skænket, hvilket dog besværliggøres af, at Bear - endnu en gang - rykker teltpælene op og etablerer sig med en ny kvinde og deraf følgende nye børn. I kontakten med sine børn, erfarer Pinch hurtigt, er Bear er både egoistisk og kompromisløs - børnenes egne ønsker og behov er underordnede.
Som ung fortsætter Pinchs higen efter faderens anerkendelse, da han begynder at studere kunsthistorie og famlende forsøger sig som udøvende kunstner, hvilket Bear dog ikke ser nådigt på. Pinchs betagelse af faderen og den vedvarende stræben efter Bears påskønnelse får i Pinchs voksenliv konsekvenser for hans kærlighedsliv, når kærester gennemskuer, hvad det er for et Sisyfosprojekt, Pinch har gang i, og relationen til moderen overskygges også vedvarende af, at hun netop ikke er faderen.
Efterhånden erkender Pinch, at længslen efter at blive set af sin far er en dødssejler, og følelser som vrede og frustration bliver en følgesvend i relationen til faderen. På et tidspunkt rejser Pinch alene ned til sin fars hus i Frankrig, og i afmagt ødelægger han et af Bears værker, der står i depot der. Øjeblikkeligt fortryder Pinch sin handling og for at råde bod på sin ugerning, maler Pinch en kopi af mesterværket. Herfra udvikler romanen sig til at blive andet og mere end beskrivelsen af et betændt far/søn-forhold, idet Pinch bryder ud af sin skyggetilværelse. Han bliver langsomt aktør i sit eget liv i stedet for et appendiks til faderen, ligesom Bears personlighed folder sig ud og tilføres flere facetter.
"Den italienske mester" er en udviklingsroman, men Tom Rachman formår også med vid og bid at give slet skjulte stikpiller til en kunstverden, der fremstilles inkompetent og hyklerisk, hvilket tilfører bogen en vis portion humor. I persontegningen synes jeg, at romanen udvikler sig farverigt og nuanceret særligt i den sidste del, og det løfter romanen til at blive en rigtig god og fængslende læseoplevelse.
På formsiden må jeg - igen - komplimentere Politikens Forlag, for "Den italienske mester" er en smuk bog, hvor der er kælet for detaljen, så den, udover indholdet, er virkelig lækker at få i hænderne. Det farverige smudsomslag flugter naturligvis med Bear Bavinskys ekspressionistiske udtryk, og det rød/sorte kapitælbånd passer til den røde farve, som bogen har uden smudsomslag. Og ja, I know - jeg er en sucker for det buede fremsnit, og det har "Den italienske mester", hvilket også medvirker til at gøre helhedsindtrykket helstøbt.

lørdag den 14. september 2019

Dømt ude

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Anders Wendt Jensen: "Uden min datter - syv års kamp for samvær"
Udkom: 11. juni 2019
Omfang: 193 sider
Vejl. pris: 99,95 kr.
Lad det være sagt med det samme: Denne bog er et partsindlæg i en på alle måder ulykkelig en sag om en fars brændende ønske om -  siden indædte kamp for - at få lov til at se sit eget barn. Som ved ethvert partsindlæg er præmissen, at beskrivelsen af de begivenheder, der præsenteres, i høj grad er subjektiv og ensidig - for vi hører kun om sagen fra den ene side, faderens. Den præmis køber man dog ret hurtigt, for Anders Wendt Jensen fremstår saglig, nuanceret og ordentlig. Han forsøger at handle "by the book" overfor en mor, der åbenlyst sætter det ene urene hug ind efter det andet i en sag, der, set fra min stol, kun har tabere.
Anders Wendt Jensen møder til et skolejubilæum en kvinde, som han indleder et forhold til, og hun bliver, til begges overraskelse, hurtigt gravid. Wendt Jensen er indledningsvist både overrumplet og tøvende - en reaktion han sidenhen skal komme til at fortryde bitterligt, men de beslutter i fællesskab at få barnet. Deres forhold bliver dog aldrig stabilt, og da kvinden er halvvejs i graviditeten, afbryder hun definitivt kontakten til Wendt Jensen. Et brud, hvor det bliver tydeligt, at konsekvenserne bliver store for ham. Moderen til hans ufødte barn gør det nemlig hurtigt klart, at hun under ingen omstændigheder ønsker, at han skal være en del af barnets liv.
Herefter starter det, der skal blive en tsunami af nederlag for en mand, der først kæmper for at blive far af navn og sidenhen af gavn. En kamp, hvor han føler, at han ikke blot kæmper med moderens modvilje - i hans optik bliver statsapparatet i form af en ekstremt fodslæbende Statsforvaltning et alvorligt benspænd for etableringen af en relation til datteren.
Anders Wendt Jensen fortæller via dagbogsnotater, psykolograpporter, brevveksling imellem parternes respektive advokater samt mailkorrespondance mellem de to forældre om sagens forløb, hvor moderen, ifølge Wendt Jensen, fordrejer hans indledende tøven overfor graviditeten til, at han har forsøgt at presse hende til abort. Derudover beskriver moderen Wendt Jensen som både drikfældig og voldelig og derfor helt ude af stand til at tage vare på et barn. Disse påstande klæber nærmest til sagen helt uagtet Wendt Jensens forsøg på at påvise det modsatte, og moderen trækker alle svarfrister til sidste sekund, indtil hun på et tidspunkt (måske) forlader landet som den ultimative obstruktion af et muligt samvær mellem far og datter.
Efter endt læsning kan man med rette betvivle, om det reelt er et retssamfund, vi lever i. Jeg forstår til fulde Wendt Jensens kritik af systemet, de regler og den helt horribelt langsommelige sagsbehandlingstid, der har beskyttet og skærmet den kvinde, der har lagt alle tænkelige forhindringer ud for en far, hvis brændende ønske blot er at kende og være sammen med sin datter. I Wendt Jensens beretning gjorde det ligeledes stort indtryk på mig, at han, som mand, har en oplevelse af at være prisgivet i system, hvor man, hvis der højlydt gives udtryk for afmagt og frustration, bliver opfattet som både vred og truende. Et univers primært bestående af kvindelige sagsbehandlere og børnesagkyndige, hvor sprogbrug, føleord, tonefald og stil trumfer en mands angst og afmagt, og hvor han har vanskeligt ved at betjene sig det sprog, der helt åbenlyst tæller på plussiden.
Bogen fremlægger, som beskrevet, Anders Wendt Jensens egne nedslående erfaringer med at være den ene part i en såkaldt højkonfliktsag, hvor det faktum, at han aldrig har boet sammen med sit barns mor, giver ham om muligt endnu dårligere odds i ønsket om få en relation til sin datter. Baseret på sin viden fra en opslidende sag, opstiller han i bogen 12 bud på, hvordan myndighederne kan tilgodese begge parter i disse højkonfliktsager. Hermed bliver bogen også fremadrettet, hvilket understreger den saglighed og ordentlighed, som, jeg synes, er kendetegnende for bogen.
"Uden min datter" har været en skræmmende læseoplevelse. Primært fordi man ved, at der sidder et lille menneske, som på ingen måde har valgt at være en del af dette opgør.

lørdag den 24. august 2019

Tiltrækkende Toscana

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag
Domenica de Rosa: "To uger i Toscana"
Udkom: 12. juni 2019
Omfang: 361 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
Netop i denne weekend lover meteorologerne fantastisk sommervejr, og derfor synes jeg, at det er helt passende at invitere dig med til Toscana. Altså ikke sådan for real, men ved at anbefale dig denne skønne sommerroman, for den emmer af alt det, sommeren bør byde på - solskin, fantastisk mad og kærlighed. Derudover er der tilsat et strejf af jalousi og italiensk temperament, sproget er ukompliceret og plottet ligetil - så kast dig på rygfinnen på en solseng og gå fluks i gang med læsningen.
Patricia O'Hara driver det smukke Il Castello della Luna, en borg fra 1200-tallet, som hotel, og denne sommer møder syv håbefulde forfatterspirer op for at deltage i et 14 dages skrivekursus. Patricia har brug for kursisterne; hun hænger i med det yderste af neglene for at holde det billedskønne, men omkostningstunge sted økonomisk oven vande. Oprindeligt var det ikke planen, at Patricia skulle ende alene med sliddet, da hun og hendes daværende mand, Sean, erhvervede det smukke sted, som de forelskede sig hovedkulds i ti år tidligere. Arbejdet med at omdanne Castello til et hotel med plads til 20 gæster blev dog for voldsom en prøvelse for ægteskabet. Derfor er Patricia nu alene om arbejdet og ansvaret med at tiltrække gæster, der kan sikre levebrødet for Patricia, den pubertetsramte søn Matt og de ansatte - blandt andre kokken Aldo og altmuligmanden Fabio.
Gennem dagbogsnotater, mailkorrespondance og de skriveopgaver, som de syv kursister præsenteres for på kurset, lærer man de syv forfatterspirer at kende - alle med et mere eller mindre udtalt ønske om at debutere som forfatter. Det er dog ikke forfatterdrømmene, der bærer bogens handling. Det er derimod beskrivelsen af de indbyrdes relationer imellem alle bogens karakterer, ligesom Domenica de Rosa med sine fantastiske miljøbeskrivelser giver mig et klart billede af hvor smukt og idyllisk, der er i Toscana - uden at jeg nogensinde har været der.
"To uger i Toscana" er en dejlig feel-good roman, der får mine varme sensommeranbefalinger med.

onsdag den 31. juli 2019

Hvor er tiden, der tager os

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Mathilde Walter Clark: "Lone Star"
Udkom: 16. august 2018
Omfang: 426 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Lad mig indledningsvist advare dig om, at superlativerne kommer til at flyde i en lind strøm i denne anmeldelse, for "Lone Star" af Mathilde Walter Clark har på alle parametre været min bedste litterære oplevelse i 2019 so far!
"Lone Star" er en utrolig smuk bog, hvor der er kælet for detaljen i stor stil, hvilket betyder meget for en bognørd som mig. Læsningen bliver så fin en helhedsoplevelse, når forfattere og forlag vælger at prioritere kvaliteten i de nørdede detaljer.
Smudsomslaget er vendbart, alt efter om man foretrækker en rød eller en blå udgave, og titlen er på begge omslag skrevet med hvidt, og derudover er omslaget udstyret med henholdsvis en rød eller en blå glitrende stjerne. Farverne, hvid, rød og blå, modsvarer de tre farver på staten Texas' flag, Lone Star. Derudover er bogen pyntet med et rødt kapitælbånd - et lille tøjstykke, der findes foroven og forneden ved ryggen på bogbindet - samt et matchende læsebånd i samme røde nuance. Forsatspapiret gengiver til venstre et foto af den lille Mathilde Walter Clark og hendes far, mens det til højre er et stemningsbillede fra Lockhart i Texas, hvor Walter Clarks far stammer fra. Til at toppe det har "Lone Star" et buet fremsnit, det vil sige, at bogblokken er buet frem for blot lige. Trofaste læsere vil vide, at netop det buede fremsnit er min all-time-bookish-turn-on.
"Lone Star" falder i to dele, Erindringsbog og Rejsebog. Den udslagsgivende faktor for romanens første del er Mathildes stedfars død, der efterfølgende overmander hende med natligt vejrtrækningsbesvær og koldsved - for hvem skal fortælle det til hende, hvis hendes amerikanske far dør?! Den far, der i Mathildes tidlige barndom materialiserede sig ved det årlige besøg hos Mathilde og hendes mor i København og sidenhen ved Mathildes egne sommerferierejser til St. Louis, hvor faderen var bosat med stedmoderen og fire halvsøskende. En far, der var fraværende i både fysisk og mental forstand. Han og Mathilde delte hverken kontinent, sprog, kultur eller familie. For at fastholde faderen i andet end sin egen flygtige erindring, går Mathilde i gang med at skrive den bog, hun altid har vidst, hun måtte skrive - bogen om sin far.
I deres relation synes to forskellige sprog og kulturer samt et Atlanterhav at være rigelige forhindringer, men derudover er Mathildes stedmor ikke af denne verden. Hun lader ikke selv den ondeste stedmor noget tilbage at ønske i sine betændte relationer til alt levende omkring sig, og Mathilde og hendes far tvinges ved stedmoderens mellemkomst til at finde "tidsvinduer", hvor de kan være sammen. Stedmoderen fremstilles med sin markante hollandske accent, som Walter Clark gengiver, helt grotesk, men også ret komisk: "They cøme and they park all øver the street" og "Now you jøst vant to go back or vat?"
I et "tidsvindue" får Mathilde og hendes far mulighed for at rejse til Texas, faderens hjemegn, sammen, i forbindelse med hendes skrivning af bogen om faderen, og denne fælles rejse er omdrejningspunktet for romanens anden del. Det er tydeligt, at far og datter har to forskellige mål med rejsen. Mens hans ønske er at vise sit Texas frem, er hendes mål at finde sin far i det, hun ser for at lære ham bedre at kende. I anden del fletter familien Walter Clarks historie sig på smukkeste vis sammen med Texas', og Mathilde møder i løbet af de ti dage, rejsen varer, både for længst afdøde og særdeles nulevende slægtninge.
"Lone Star" er en roman om et brændende ønske om at etablere et far-datter-forhold, og fremstillingen af den verdensfjerne atomfysiker af en far er på samme tid kærlig, konfronterende, morsom og bevægende. Derudover er bogen en afsøgning af, om det kan være for sent at skabe et forhold til sin far. Grundtonen er romanen igennem også præget af en systematisk undersøgelse af, hvad det vil sige at høre til - i et land, i et sprog, i en kultur og i en familie.
Da jeg havde læst "Lone Star", var jeg helt inde i Mathildes, hendes fars og deres families univers. Min læseoplevelse var mind-blowing - altså både overvældende og fænomenal. Sproget er så fint og fuldt af både smukke og komplekse billeder, som fx her, hvor Mathilde Walter Clark beskriver oplevelsen af sprogbarrieren mellem Mathilde og faderen: "Det føltes som at få udleveret en teske til at hente et ton diamanter op af et bjergdyb. Hver gang det lykkedes mig at redde noget ud i lyset, viste det sig at være kul." Jeg må også konstatere, at det overvældende og fænomenale ligger i Walter Clarks evne til at skabe kronologi uden, at den er tilstede. Det virker både paradoksalt og absurd; men det kan bedst forklares ved igen at bruge forfatterens egne ord: "Erindringerne ligger og blinker og skvulper mod hinanden som isflager. Om morgenen står jeg op til det hele igen, følelserne, øjeblikkene. Det findes alt sammen på én gang, der er ingen kronologi." Mathilde Walter Clark gør på denne måde både tiden og erindringerne flydende og plastiske, så alt er til stede samtidigt. Mathilde kan på samme tid være den lille pige og den voksne kvinde - præcis som det er med erindringer, uden kronologi og samtidige.
"Lone Star" er selvbiografisk på den måde, at bogens Mathilde er Mathilde Walter Clark på samme måde som romanens øvrige personer er virkelige mennesker, men forfatteren insisterer på, at de samtidig også er romanfigurer, og at det er som sådan, at læseren møder dem. Det selvbiografiske træder tydeligt frem, når Walter Clark reflekterer over skriveprocessen i et metalag.
Bogens 426 sider tog mig forholdsvis lang tid at læse, fordi jeg nød og læste mange af siderne gentagne gange på grund af det fantastiske sprog, og som det nogle gange er med litteratur, krøb romanen virkelig under huden på mig på en måde, så den var vanskelig at slippe mentalt efterfølgende.
"Lone Star" får en varm og dybfølt læseanbefaling herfra.

torsdag den 25. juli 2019

Sorrig og glæde de vandre til hobe

Anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren
Lotte Elmann Wegner: "Livet, du efterlod"
Udkom: 26. april 2019
Omfang: 280 sider
Forlaget Montagne
Vejl. pris: 249,- kr.
Sigmund Freud, psykoanalysens grundlægger, mente, at sorg forløb i fire faser. Den primære opgave for et menneske i sorg var at arbejde med de sorgfulde følelser for at frigøre sig fra den mistede person for derefter at kunne få det bedre og komme videre med sit liv. Heldigvis får gode gamle Freud i disse år betydeligt modspil, for det viser sig, at døden ganske vist afslutter et liv, men aldrig en kærlighedsrelation.
At kærligheden, til den man har mistet, ikke blot "går over", og at sorgen ikke er en faseinddelt størrelse, man skal komme igennem, er Lotte Elmann Wegners anden roman, "Livet, du efterlod", et meget smukt og inderligt skrevet eksempel på - på flere niveauer.
Læseren fornemmer hurtigt, at Albert har oplevet en stor sorg, der har rykket på al balance i livet. Et liv, hvor omdrejningspunktet tidligere var driften af et stort gartneri sammen med kone og to børn, Suleima og Adam - i modsætning til nu, hvor han bor alene i et af drivhusene. Også for Cecily ligger tilværelsen i ruiner, da manden efter 15 års parforhold har forladt hende og datteren, Anemone, til fordel for en anden kvinde. Christine, tidligere lærer, men nu ansat i byens café, slås med indre kampe, hvor hun skal finde fred med konsekvenserne af velmente valg truffet i hendes forhenværende erhverv som lærer. Valg, der stik mod hensigten, fik skæbnesvangre følger. Åsa arbejder i byens supermarked, men bor fortsat i sit barndomshjem efter forældrenes død, og også hun har svært ved at finde ro i sit eget selskab. Ved sin stille eksistens i kasselinjen og på de natlige vandreture bliver hun beskuer af andres liv i det lille samfund.
Som det fornemmes af ovenstående er der noget usagt og uudtalt på spil for alle bogens karakterer, og den konstante underliggende uro og indre turbulens får Elmann Wegner skrevet frem i et både smukt og poetisk sprog, så det bliver klart, at sorg - uanset i hvilken form den viser sit væsen - ikke går væk. Sorgen og magtesløsheden er nødt at finde en form, så dén, der er tilbage, kan leve sammen med den, og den lille Anemone bliver, med sin naturlige barnlige insisteren på at livet fortsætter her og nu, katalysator for et spirende håb.
Kapitlerne veksler mellem seks forskellige titler: Albert, Cecily, Anemone, Suleima, Åsa og Christine - naturligvis navngivet efter fortælleren. At synsvinklen konstant er skiftende, betyder at læseren uvægerligt lærer alle personerne og deres følelser og tanker at kende indefra - og dermed også får sympati og forståelse for deres handlinger. Derudover giver den skiftende synsvinkel romanen en rigtig god fremdrift, fordi forfatteren ligger små spor ud, så man konstant har lyst til at vende tilbage til de enkelte karakterer.
Lotte Elmann Wegner berører i romanen svære livskriser som sorg, dødsfald, skilsmisse, uforløst kærlighed, psykisk sårbarhed og omsorgssvigt. Alligevel formår hun via bogens karakterer at skrive håbet frem midt i fortvivlelsen og afmagten, og jeg synes også, at håbet antydes i titlen. Selvom et "du" har efterladt os, er vi tilbage med netop livet.

onsdag den 10. juli 2019

Alle krimiers moder

Trofaste læsere vil vide, at jeg bruger lydbøger til at spice al rutinepræget arbejde op - vasketøj, havearbejde, rengøring og træning. På den måde føles dét, jeg i bund og grund overhovedet ikke gider, knapt så slidsomt. En foretrukken genre, når jeg forbruger lydbøger, er krimi, og jeg har lyttet mig igennem det meste af bagkataloget hos blandt andre Inger Wolf, Elsebeth Egholm, Julie Hastrup, Jesper Stein, Anne Mette Hancock, Michael Katz Krefeld og Katrine Engberg. Jeg mener, at det var sidstnævnte - Katrine Engberg - der i Anne Glads Bogselskabet anbefalede lytteren at give sig i kast med det forfatterskab, som alle nuværende krimiforfattere står på skuldrene af.
Den opfordring har jeg taget til mig, og det drejer sig om de ti bøger i serien "Roman om en forbrydelse", der i tiåret 1965 til 1975 blev skrevet af det svenske forfatterpar Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Deres ti bøger med hovedkarakteren Martin Beck, der indledningsvist er kriminalassistent og sidenhen kriminalkommissær i Rigsmordskommissionen (en pendant til vores hedengangne Rejsehold), er blevet en udødelig klassiker i nordisk kriminallitteratur og oversat til mere end 30 sprog.
Med Sjöwall og Wahlöös indtog på krimiscenen tog også "de kloge" krimigenren til sig; en genre der tidligere blev betragtet som illitterær og underlødig. Det, der øjensynligt hæver genrens niveau er forfatterduoens lidet tilslørede kritik af den svenske velfærdsstat, der, ifølge dem, har svigtet manden på gulvet. Sjöwall og Wahlöö udstiller velfærdsstatens svaghed og hævder, at det er klasseskel og elendige sociale forhold, der fører mennesker ud i kriminalitet. Forfatterparret var erklærede marxister, og de anså de ti bøger, de nåede at udgive, inden Per Wahlöö dør af kræft i 1975, som værende ét samlet værk. "Roman om en forbrydelse" dækker ganske enkelt over det, som Sjöwall og Wahlöö mente, var socialdemokraternes samlede svigt af arbejderklassen.
Udover af være de første til at indarbejde et politisk budskab i krimigenren, gav Sjöwall og Wahlöö også hovedpersonen et realistisk privatliv med kone og børn i modsætning til tidligere tiders excentriske enspændere som fx Philip Marlowe eller kriminalkommissær Maigret. Dette realistiske privatliv kommer også til at fungere som en indbygget dramatisk motor, der spiller med i plottet. Det øger nemlig det pres, som hovedkarakteren befinder sig i, idet familielivet bliver yderligere en modstander, der forhindrer, at vores helt kan arbejde uforstyrret med opklaringen af forbrydelsen.
På samme måde kommer, ved Sjöwall og Wahlöös mellemkomst, hovedpersonens arbejdsliv til at foregå i en mere realistisk ramme ved regulær efterforskning i kollegiale teams i stedet for, som hos førnævnte enspændere, at bygge på fornemmelser og særlige sjette sanser.
Ovenstående betyder, at genren over tid er blevet tilført spænding, humor, social bevidsthed og et psykologisk drama, der er medvirkende til, at krimigenren i dag er uhyre populær - endda i en grad så vi, her i Norden, har fået vores egen genrebetegnelse: Nordic Noir. For at et værk lever op til dén betegnelse, er det ikke tilstrækkeligt, at forfatteren er nordisk. Romanen skal derudover foregå i Norden, hvilket er et kardinalpunkt, for naturen og miljøet indgår som væsentlige dele af plottet, men den skal også betone den sammenhæng, der er mellem det nordiske menneske og det altomsluttende mørke, der overvælder os om efteråret og vinteren. Mørket bliver dermed en katalysator for en deprimerende sindstilstand, der kan ramme det nordiske menneske i velfærdssamfundet i efterårs- og vintermånederne. Endelig er et andet typisk genretræk, at Nordic Noir ofte bruger ord som 'frost', 'is', 'kulde' eller  'sne' i titlen - her på bloggen er Vinterland en repræsentant for genren.
At Sjöwall og Wahlöö for mere end 50 år siden på denne måde skulle blive banebrydende i at brede krimien ud til alle samfundslag, synes jeg, er en bedrift, man kun kan beundre. I "Roman om en forbrydelse" er jeg blot nået til den indledende bog i serien, "Roseanna" - og selvom bogen runder de 54 år, holder både plot og personskildring fortsat i 2019.

mandag den 8. juli 2019

Lærlingen og læremesteren

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Kim Faber & Janni Pedersen: "Vinterland"
Udkom: 21. marts 2019
Omfang: 461 sider
Vejl. pris: 150 kr.
Krimigenren lever i allerbedste velgående, hvilket kan konstateres ved et kort blik på forskellige bestsellerlister. Fem ud af de ti mest sælgende bøger hos Saxo er krimier, mens fire ud af ti bestsellere hos Arnold Busck er krimier - og hos Bog & idé er topbestsellerlisten en hel række af netop krimier. Endelig tegner krimigenren sig for at være den mest populære hos streamingtjenesten Mofibo - så ja, folket vil ha' krimier.
Journalistparret Janni Pedersen og Kim Faber er nye elever i krimiklassen med deres debutroman "Vinterland", der udspiller sig over knapt 14 dage i et vinterdækket Danmark. Overordnet har jeg haft en rigtig god og medrivende læseoplevelse i selskab med bogens to hovedkarakterer, der begge er politikommisærer og normalt nære samarbejdspartnere i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, Signe Kristiansen og Martin Junckersen.
Junckersen - i daglig omtale Juncker - er på grund af en tjenstlig forsyndelse blevet sendt på tvunget ophold i den sydsjællandske provinsby, Sandsted, hvor han også er vokset op som næstældste søn af byens mægtige advokat, Mogens Junckersen. Sidstnævnte er dog nu reduceret til en sørgelig skygge af sig selv i takt med, at en endnu ikke-diagnosticeret demens langsomt, men sikkert er ved at forvandle en ellers lynende skarp hjerne til grød. Juncker er nødsaget til at gøre en dyd ud af nødvendigheden, og han ser derfor også den ufrivillige exit fra hovedstaden som en mulighed for at tage af sin svækkede far - hvorfor han flytter ind på barndomsværelset i det parcelhus, hvor han er vokset op. Arbejdsmæssigt er hans mission er få en lokalstation op at køre i samarbejde med en ung mandlig politielev og en lige så ung kvindelig politiassistent af anden etnisk herkomst. Lokalstationens primære opgave er i udgangspunktet at håndtere udfordringerne med et asylcenter i lokalområdet - et arbejde, der dog hurtigt overskygges af voldsomt mord på en lokal mand med nynazistiske sympatier. 
I København er Signe nærmest i døgndrift optaget af opklaringen af en voldsom eksplosion, der lillejuleaften rammer et julemarked i Indre By. Det viser sig at være et terrorangreb, og Signe kommer hurtigt til at savne sin makker, Juncker, i opklaringsarbejdet. Efterforskningen ender nemlig i en blindgyde, hvor det synes umuligt at komme videre - lige indtil Signe får et tip fra en højst uventet kant.
"Vinterland" holdt mig godt fanget over alle 460 sider, og romanen igennem fungerer det som en dramatisk motor, der sikrer romanens fremdrift, at både Juncker og Signe ikke blot er under pres på jobbet, men også stresses af de hjemlige forhold - et velkendt skriveteknisk kneb fra krimigenren. Deres arbejde fylder for meget, og de familiære skærmydsler øger dermed det krydspres, de er under - og bliver en forhindring for, at de kan arbejde uforstyrret.
Derudover hæftede jeg mig ved romanens flotte sprog, hvor forfatterparrets journalistiske baggrund naturligvis ikke fornægter sig - blandt andet i beskrivelsen af Junckers relation til barndomsven, Rasmus: "Juncker oplevede dette sit første møde ned den sociale arvs tyngde som en blodig uretfærdighed, men også som noget uomgængeligt, man stod magtesløs over for." Eller i skildringen af faderens demens: "Faren stirrer på ham med samme tøvende forbløffelse i øjnene, som har lyst ud af dem hver eneste morgen, siden sønnen flyttede ind. Juncker kan formelig se, hvordan den gamle desperat klamrer sig til følelsen af, at den mand, der står i hans køkken og roder med hans kaffemaskine, er et menneske, han kender." 
Romanen er sine steder også ganske makaber og skræmmende på en måde, så jeg som læser måtte holde mig for munden og knibe øjnene sammen. Sammen med bogens karakterer blev jeg både vred og oprørt, og romanen pirrede både min angst og frygt. Det er vel netop krimiens fornemmeste adelsmærke - at skabe en følelsesmæssig reaktion hos læseren.
Krimigenrens kontrakt med læseren er, at man bliver lovet en afslutning, og her synes jeg, at forfatterparret kun til dels når i mål. Jeg føler mig som læser lidt snydt; de afsluttende ender blev ligesom spundet lidt for hurtigt - a la "nu har vi nået 400 sider, så nu skal vi ha' den her lukket." Her føler jeg egentlig, at slutningen er lidt uforløst og uafsluttet, men heldigvis er andre ligeså indigneret som jeg - uden at jeg dog vil afsløre, hvem det er! Derfor bliver jeg naturligvis nødt til at læse to'eren, som forfatterparret er i gang med as we speak.

lørdag den 22. juni 2019

Når græsset er grønnere

Anmeldereksemplar fra C&K Forlag - en del af Politikens Forlag
Geir Gulliksen: "Se på os nu"
Udkom: 11. april 2019
Omfang: 345 sider
Vejl. pris: 300 kr.
Geir Gulliksen er en ganske erfaren forfatter, der debuterede i 1986. Han har skrevet både digte, essays, børnebøger og flere romaner. I 2015 udgav han "Historie om et ægteskab", som han blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for. En roman, der kredser om det moderne parforholds tilstand, og denne undersøgelse fortsætter Gulliksen i sin seneste roman, "Se på os nu".
Hans er gift på 14. år med Ingunn; han arbejder på et pr-bureau, mens hun har haft en støt opadgående karrierekurve som først læge, siden forsker og nu leder i sundhedssystemet. Sammen har de datteren Kristina og hver især et barn fra tidligere forhold, som de brød ud af for at kunne være sammen. Hans og Ingunn har tilsyneladende en god og stabil hverdag sammen, hvor de er sikre på sig selv, hinanden og deres indbyrdes forhold. Stabiliteten og det sikre fundament rokkes der dog ved, da Hans ved et bryllup får den langt yngre Harriet til bords.
Harriet er umiddelbart en udkørt nybagt mor, men ikke desto mindre indleder hun og Hans et passioneret forhold. Han er indledningsvist præget af skyld, men gradvist begynder han at betragte sin hustru anderledes - hvorfor interesserer hun sig fx ikke for kunst, film og litteratur som Harriet?! Hvor går Ingunn ikke med kjoler, nederdele og højhælede sko?! Harriets bevidsthed om mode får umærkeligt Hans til selv at skifte til en mere ekstravagant og luksuriøs påklædning, ligesom han bruger mere og mere tid sammen med Harriet og hendes lille datter, som han nærmest påtager sig en bonusfarrolle overfor. Alt dette beskrives med Hans som personbunden 3. personsfortæller, og jeg købte præmissen om, at Ingunn ikke var klar over, hvor langt Hans er kommet i forhold til at hive al saft og kraft ud af sit ægteskab for at være sammen med Harriet.
Den vildfarelse bliver man dog brat hevet ud af, da synsvinklen skifter til Ingunn, og det skrivetekniske greb fungerer simpelthen så godt for romanens videre fremdrift. Vi følger først Ingunns håb om, at Hans' besættelse af Harriet vil gå over, hvis blot hun giver ham tid, så de kan bevare det, de har sammen og siden hendes erkendelse af, at det ikke er en mulighed. Herefter rejser hun sig som en modig fugl Føniks, der ikke længere vil lade Hans sidde i førersædet i sit liv.
Geir Gulliksen har skrevet en både gribende og bidende samtidsroman, hvor han sætter spotlight på de omkostninger, det kan have, hvis man trækker al energien ud af sit parforhold og i stedet gøder naboens græsplæne. Hans blik for og behandling af de mellemmenneskelige relationer i det senmoderne samfund, hvor vi kun er bundet til hinanden af lyst er fantastisk skrevet. I de lange malende beskrivelser af både Hans', Ingunns og til dels også Harriets følelser og tanker, kommer læseren helt under huden på dem, så man på samme tid kommer til at føle både sympati og modvilje for dem og deres motiver. Er vi kommet dertil, at parholdet og familien blot er noget, vi vil engagere os i, indtil vi ikke vil længere?! Dét med at holde ud og holde ved - not so much!

søndag den 9. juni 2019

Angst æder sjæle op

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Thomas Alexander Jensen: "Angstens Besættelse"
Udkom: 7. april 2017
Omfang: 63 sider
Forlaget Brændpunkt
Vejl. pris: 100 kr.
Angsten kan være en ven og hjælper, når man skal præstere - fx forud for en eksamen, eller når hjernen fortæller, at man skal skynde sig over gaden for at undgå et katastrofalt møde med den bil, der kører lige imod én. Så pumper hjertet rigelige mængder adrenalin rundt i kroppen, så man klarer sig bedre eller ikke bliver kørt ned. På den måde er kroppen en fantastisk maskine og har været det, siden mennesket skulle undslippe farer i en evolutionsmæssig fjern fortid.
Angsten kan også blive en fjende og vokse helt ud af proportioner, og det handler denne fine digtsamling om. Den beskriver en angst, der konstant fodrer en bekymring for, at der vil ske noget slemt. En angst, der giver undvigeadfærd i en grad, så jeg-fortælleren forsøger at undgå de ting, der gør ham angst. En angst, der forplanter sig til kroppen, der begynder at reagere med søvnbesvær, fysisk ubehag, hjertebanken, voldsom vrede og udmattelse.
Angsten er blevet en grunduro, der forhindrer jeg-fortælleren i at gøre det, han vil - i at leve sit liv og knytte sig til andre mennesker i følelsesmæssige relationer.
Angsten er, som digtsamlingens forside, sort, og det illustrerer meget fint, hvordan angsten, i Thomas Alexander Jensens optik, slører alle andre nuancer i et levet liv. Forfatteren beskriver i en letlæselig og meget tilgængelig knækprosaform, hvordan angsten er med til at distancere ham fra verden, hvilket giver ham en grundlæggende følelse af ensomhed. Angsten har, for forfatteren, en fysisk form, og den er et "du", som han henvender sig direkte til i al sin truende og nærmest altfortærende fremtoning. Hvert af digtene har deres egen overskrift, der naturligvis er betegnende for handlingen, men på samme tid illustrerer den fragmentering, som angsten også tilfører livet for dén, der kæmper med den.
"Angstens Besættelse" har en kronologisk opbygning, hvor læseren følger jeg-personen i en periode af hans liv, hvor angsten er tiltagende. Sproget er på samme tid både sanseligt, fyldt af metaforer og uhyre konkret. Blandt andet i beskrivelsen af den fysiske udmattelse: "En følelse af bedøvelse" og "dens farver springer som miner under sandet".
Thomas Alexander Jensen har helt åbenlyst brugt skrivningen af digtsamlingen som et sted, hvor han kunne bearbejde sine følelser og tanker i håb om at kunne forstå dem bedre, og hermed bliver "Angstens Besættelse" ikke et sted, hvor man som angstramt kan finde håb om helbredelse og bedring.
Hvad digtsamlingen derimod når i mål med, er en hudløst ærlig beskrivelse af angstens mange former, og hvad den kan gøre ved kroppen og sindet. Hermed kan angstramte måske alligevel finde håb ved ikke at føle sig alene; en byrde bliver altid lidt lettere at bære, når man kan spejle sig i en ligesindet.
Endelig sætter "Angstens Besættelse" spot på et tema, der bestemt ikke bør være tabuiseret. Som angstramt er det lige for at føle sig alene med følelsen af tab af værdighed og kontrol, for "er jeg ved at blive tosset?!" Her kan det omgivende samfund hjælpe ved at aftabuisere angsten, og her synes jeg, at forfatteren hjælper os godt på vej. Det er "bare" angst, altså en følelse - og dermed ikke farligt eller smitsomt for os, der ikke lider af det. Det forpligter os "kun" til at prøve at forstå følelsen og dermed mennesket bag angsten.

søndag den 2. juni 2019

Kærligheden besejrer alt

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Mikael Strøm Eriksen: "Skal vi knalde, mens vi venter?"
Udkom: 16. maj 2019
Omfang: 207 sider
Forlaget Adi og Lama
Vejl. pris: 199,95 kr.
Dette er den nyredigerede genudgivelse af forfatter Mikael Strøm Eriksens debutroman fra 2003, "Amor vincit omnia – 
livet er en tv·2-sang", og romanen passer da også perfekt til omkvædet i netop tv2's "Kys Det Nu":
"Ja kys det nu, det satans liv
Og grib det, fang det
Før det er forbi
Og kys mig nu, godnat, farvel
Og gå, nej ta' og bliv
Alligevel"
"Skal vi knalde, mens vi venter?" er dick lit, selvom jeg nu bedre kan lide betegnelsen ladlit - så snerpet er jeg. Uanset navn er dick lit det mandlige modstykke til chick lit; fiktion, der primært handler om karakterernes liv i storbyen samt deres singlestatus - og hvordan de undslipper den. I modsætning til chick lit har dick lit naturligvis en mandlig hovedkarakter, der bakser med kærlighedens (vild)veje.
Tidsmæssigt befinder vi os i 2001, og Ditlev Munch, romanens hovedperson, er 33 år, ansat i et advokatfirma og netop blevet forladt af sin kæreste, Helena, uden et ord til afsked. Den kvinde, som han egentlig havde indstillet sig på, var hende, han skulle giftes og have børn med. Og hvad så nu - når Ditlevs drøm om at leve lykkeligt side om side med den eneste ene smuldrer?! Ditlev smides ud i et følelsesmæssigt limbo, hvor han har vanskeligt ved at genfinde sig selv på det "kødmarked", singlelivet tilbyder. Et illusorisk selvbedrag om det frie og ubundne liv som Ditlev nu skal forsøge at finde sig selv i. Med sine 33 år er han for gammel til leve det vilde ungdomsliv, men helt klart også for ung til at slå sig til tåls med at være alene, selvom det modsatte køn er vanskeligt at forstå til fulde. Altså må han i gang i kærlighedskarusselen igen, og læseren følger ham på den særdeles underholdende tur.
I en række flash backs præsenteres vi for de meget forskellige, men ganske morsomme møder, Ditlev har haft med piger og kvinder i sit liv indtil nu. Lige fra den seksuelle debut som 16-årig med den supersexede Julie på en stak håndklæder på et hårdt terrazzogulv hos en kammerats forældre til den ihærdigt redebyggende Nanny, der nærmest i ly af natten helt ubemærket slår lejr i Ditlevs lejlighed.
Mikael Strøm er tro overfor de traditionelle genretræk, som de kendes fra chick lit. Han skriver med en underlæggende humor romanen igennem, der spiller godt sammen med de mange fine sproglige billeder, som forfatteren skaber med et sprog, der flyder let og ubesværet. Jeg synes også, at karakteren Ditlev beskrives troværdigt i udviklingen fra en primært happy-go-lucky type til en mere reflekteret mand, der må sande, at det der med at slå sig til ro og stifte familie nok ikke behøver at vente til en alt for fjern fremtid. Romanen er også et tidsbillede, hvor man bliver mindet om discman, lokalsamtaler og kuvertikoner på mobilen som tegn på nyligt indkomne beskeder.
Samtidig udtrykker "Skal vi knalde, mens vi venter?" en indbygget længsel, og romanen får dermed lidt mere dybde. Længslen efter kærlighed og samhørigheden med et andet menneske, og at individet dermed også skal give efter for kærligheden - give den en chance.
Jeg nød at læse om Ditlevs prøvelser udi kærlighedslivet, og jeg følte mig godt underholdt romanen igennem. Mikael Strøm Eriksen arbejder på fortsættelsen af "Skal vi knalde, mens vi venter?" , og jeg ser meget frem til igen at følge Ditlev, der i mellemtiden har rundet 50 år og igen befinder sig på kærlighedsmarkedet. Siden Ditlev sidst var single, har nogen opfundet Tinder - hvilket er en ubekendt, Ditlev ikke har erfaring med! Det skal nok blive morsomt at læse om - jeg er i hvert fald klar.

søndag den 26. maj 2019

Ensomhed Kate. En som hed Rosemary

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag
Libby Page: "Kate og Rosemary"
Udkom: 10. maj 2019
Omfang: 319 sider
Vejl. pris: 299,95 kr.
Ensomhed er en knugende og fortvivlende følelse, men at føle sig alene, mens man befinder sig blandt mange mennesker, er om muligt endnu værre. Kate er 26 år, singlepige og bor i et bofællesskab med fire andre unge. Alligevel føler hun sig meget alene midt i mylderet af mennesker i London forstaden, Brixton, hvor hun bor og arbejder som journalist ved lokalavisen, The Brixton Chronicle.
Da denne fine romandebut af Libby Page tager sin begyndelse, bliver Kate sendt ud for at dække en truende lukning af det lokale friluftsbad. Kommunen fattes penge, og et ejendomsselskab har budt på bygningen med planer om at omdanne det offentlige friluftsbad til et privat fitnesscenter. En gruppe af friluftsbadets brugere har dog ikke tænkt sig at sidde på hænderne i forhold til de kommunale planer om salget, og da Kate tidligere primært har beskæftiget sig med sager om bortløbne kæledyr på avisens sidste sider, synes denne historie at have karakter af en ægte journalistisk godbid for hende.
Den mest markante og særligt trofaste bruger af friluftsbadet viser sig at være den 86-årige Rosemary, der har boet i Brixton hele sit liv med friluftsbadet som gennemgående og sikker base. Rosemary står bag den, ved første øjekast, lidt ubehjælpsomme pamflet "Red Brockwell Friluftsbad", og derfor synes det oplagt for Kate at lave et interview med netop Rosemary. Rosemary stiller dog én betingelse for interviewet. Hun insisterer på, at Kate skal tage en svømmetur, inden de kan tale sammen. Herfra er der ingen vej tilbage for Kate, for med Rosemarys fortælling om et levet liv centreret omkring friluftsbadet, involveres Kate hurtigt med både hjerte og forstand i den lokale og meget engagerede kamp for friluftsbadets overlevelse.
Dette er en skøn romanperle om venskaber på tværs af alder, køn og seksualitet. Letlæst og i letfordøjeligt sprog, bevares - men tematikkerne greb alligevel mig om hjertet. Klarest skinner venskabet mellem de to kvinder, der, på trods af 60 års aldersforskel, finder hinanden i et sjælefællesskab, der langsomt, men sikkert jager Kates besværlige følgesvend, panikangsten, på flugt. På sin side lærer Rosemary, at man skal være vedholdende - selv når tingene ser allersortest ud. Romanen er også beskrivelsen af livslang kærlighed og troskab efterhånden som Rosemarys liv med sin nu afdøde ægtemand George folder sig ud gennem Rosemarys flashbacks til hendes og Georges lange hengivne ægteskab. På samme tid er det fortællingen om diversiteten og rummeligheden i et lille lokalt mikrokosmos, hvor man tager vare på og kerer sig om hinanden. Hvor ensomheden har trange kår, fordi den enkelte netop ikke er anonym og forsvinder i en grå masse i storbyens ellers pulserende og hektiske liv.
På forhånd kendte jeg ikke noget til Brixton, så efter endt læsning var jeg nødt til lige at Google det - og jeg må sige, at billeder fra bydelen ikke forbavsede mig det mindste. Libby Page skriver Brixtons dufte, stemning og lyde så klart frem, at man som læser føler, at man selv har gået rundt i gaderne og fornemmet atmosfæren og det lille samfunds puls, varme og kampgejst.
"Kate og Rosemary" får en varm anbefaling med som et særdeles godt bud på skøn sommerferielæsning.

fredag den 17. maj 2019

Hvad er et menneske?

En af Islands mest kendte nulevende forfattere. Dette fine skudsmål blev Auður Ava Ólafsdóttir til del, da hun i går aftes blev præsenteret på Silkeborg Bibliotek i anledningen af LiteratureXchange-festivalen, der løber af stablen 13.- 23. juni. Det er anden gang, at litteraturfestivalen finder sted i Aarhus med præsentation af international litteratur ved i alt 160 arrangementer fordelt over byens scener og byrummet.
Festivalens vision er at engagere deltagerne i aktuelle problemstillinger og medvirke til skabelsen af læselyst, hvilket passer som fod i hose med målet for min blog. Skabelsen af læselyst er alfa og omega! Via den brede vifte af arrangementer er LiteratureXchange-festivalen desuden nysgerrig i forhold til, hvordan litteraturen kan provokere vores forståelse af os selv og den verden, vi lever i. Kan litteraturen flytte verden ved at ændre læsernes holdninger og sætte dem i perspektiv? Ved at sætte spot på aktuelle globale temaer i samtaler og debatter mellem både danske og internationale forfattere, forskere og kritikere åbnes muligheder for at udnytte litteraturens potentiale for dialog. Se mere på LitX.dk
Tilbage til gårdagens arrangement hvor en veloplagt Ólafsdóttir lagde ud med at fortælle, at hun skylder danskerne en særlig tak. Hendes roman fra 2009, "Stiklingen", blev nemlig oversat fra islandsk til dansk som det første fremmedsprog, og de danske læsere tog vældigt godt imod den, hvilket forfatteren udtrykte sin tak for.
Derpå vendte den superkompetente interviewer, cand. mag. og formidler Maria Louise Christensen, sig mod værket, "Ar", som Ólafsdóttir har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris 2018 for. Prismodtagelsen udtrykte forfatteren stor taknemmelighed over. Med glimt i øjet fik hun ligeledes beskrevet, hvordan hun opfattede prismodtagelsen og turnéen i den forhenværende kolonimagt, Danmark, som en klar sejr over den gamle storebror.
Hovedpersonen i "Ar", Jonas Ebeneser, er 49 år og havnet i en midtvejskrise af rang og føler, at han svæver rundt i et følelsesmæssigt limbo. Han er i sorg over at være blevet skilt, og han har fundet ud af, at han ikke er biologisk far til sin datter, Gudrun Vatnalilja. Derudover har han følelsen af, at han nærmest er blevet historieløs. Hans nærmeste livsvidne, moderen, er ved at forsvinde ind i demensen tåger, og faderen er død. Som konsekvens af at livet omkring ham støt og roligt eroderer, beslutter han sig for at rejse til et unavngivet krigshærget land for at tage sig selv af dage. Primært af hensyn til Gudrun Vatnalilja, som derfor ikke bliver dén, der finder hans lig.
I modsætning til Jonas', for det menneskelige øje, utydelige sjælelige ar er arrene i det land, han ankommer til helt åbenlyse og klare på både mennesker og bygninger. Jonas indlogerer sig på det stærkt forfaldne Hotel Silence, der også pryder romanens forside. Her begynder han at gå til hånde med den boremaskine, der oprindeligt blev medbragt for at skrue krogen i loftet forud for selvmordet fast med. Boremaskinen bliver dermed symbol på genopbygning af livet i stedet for nedbrydning, hvilket også illustrerer en underliggende tragikomisk humor, der flyder gennem romanen.
Ólafsdóttir beskrev, hvordan hun i Jonas Ebeneser har ønsket at fremstille en typisk islandsk mand. En handyman, der fikser og ordner uden alt for mange ord, og derfor naturligvis også må flytte ind på Hotel Silence. Stilheden er med til at hele ham som menneske. Arrene er vanskelige at bære alene hjemme i Island, men de mister deres styrke, da han kommer ud og spejler dem i andre mennesker, der sidder med langt værre både fysiske og psykiske ar end han selv. Endelig henledte Ólafsdóttir opmærksomheden på, at ar giver respekt i mange samfund. De er symbol på, at man har levet og er kommet styrket igennem en krise.
Hermed bliver "Ar" en roman om både håbløshed og håb. Der har været megen smerte og lidelse for både Jonas og de mennesker, han møder på Hotel Silence, men det er også en fortælling om at finde sig selv som menneske i en fornyet form i en dynamisk rejse mod lyset. Ólafsdóttir fortalte, hvordan det islandske ord for 'hjemme' og 'verden' er det samme, og at en rejse uundgåeligt vil ændre et menneske. Man er aldrig den samme, når man kommer hjem. Rejsen ud i verden åbner blikket for, at "vi er de andre, og de andre er os".
"Ar" har været en fantastisk læseoplevelse, og den viser hvor præcist en livskrise kan foldes ud i et enkelt og letlæseligt sprog. At lytte til Auður Ava Ólafsdóttir selv beskrive sine overvejelser omkring romanens tilblivelse, har naturligvis medvirket til at udvide min forståelse af romanen. Arrangementet på Silkeborg Bibliotek var virkelig en fornøjelse at deltage i, og denne skønne appetizer for LiteratureXchange borger godt for resten af festivalen.
Eneste malurt i bærgeret var den islandske oversætter, som biblioteket havde indbudt. Det var tydeligvis vanskeligt for ham at få formidlet nuancerne i Ólafsdóttirs ord til dansk, og hun endte da også med at slå helt over i engelsk, hvor hun kunne tale direkte til sit publikum uden et forstyrrende mellemled. der helt utilsigtet kom til at bryde hendes refleksioner om romanen op.

onsdag den 8. maj 2019

Nedsmeltning

Anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard
Marianne Joensen: "Med alt betalt"
Udkom: 10. april 2015
Omfang: 279 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
For et par år siden fandt jeg et par Kay Bojesen figurer på en dansk hjemmeside. De var så billige, at det næsten var løgn - og det var det også. Altså løgn. Jeg var blevet narret, for hjemmesiden var fiktiv - og jeg fik aldrig mine figurer. Efterfølgende var det værste ikke alt besværet med at spærre Dankortet, papirer der skulle udfyldes for at få mine penge retur og venten på et nyt Dankort. Det værste var den grimme følelse af skam. Skammen over at jeg havde været så naiv og godtroende - og først tjekkede Trustpilot, da jeg havde overført pengene. Det gik lige et par dage, inden jeg fortalte andre om, hvor idiotisk jeg havde været. Jeg var så flov.
Oplevelsen - og den skamfulde følelse - kom tilbage til mig under læsningen af Marianne Joensens "Med alt betalt", hvor hovedpersonen, Maria, køber en lejlighed i det tyrkiske ferieparadis Alanya. Tror hun. For der er ingen lejlighed, må Maria erfare, da hun har overført pengene uden forudgående at have set et bevis på dens eksistens. Tværtimod bliver hun lidt fornærmet, da en bankansat råder hende til at lave en bankgaranti forud for købet. Mine to Kay Bojsen figurer tåler beløbsmæssigt naturligvis ingen sammenligning med det, Maria sætter til økonomisk, men skammen over at være naiv og godtroende skriver Marianne Joensen så fabelagtigt frem, at jeg som læser kunne mærke den. Følelsen af at blive konfronteret med sin egen naivitet, når man egentlig anser sig selv for at være et rimeligt forstandigt menneske, står knivskarpt undervejs i læsningen.
Maria er mor til tvillingerne Emilie og Sofie, og det er via sin danske forsikringsmand, Palle, at hun får en tilsyneladende enestående mulighed for at investere i det tyrkiske ferieparadis på favorable vilkår. Da pengene er overført, holder Maria en festlig sammenkomst for at fejre købet sammen med familie og venner. Blandt Marias nærmeste hører, udover børnene, søsteren Lykke og forældrene, også hendes chef, Solveig, fysioterapeut og fritidstransvestit. Derudover er der vennen Henrik, der arbejder ihærdigt på at blive mere end blot en ven. Marias nyerhvervede lejlighed falder i særlig god jord hos datteren, Sofie, der er stormende forelsket i Mehmet, som hun har mødt under et tidligere ophold i Alanya. En forbindelse som Marias eksmand og Sofies far, Per, ser på med stor misbilligelse. Et mishag som han på ingen måde lægger skjul på - hverken overfor Maria eller Sofie.
Ret hurtigt bliver det klart, at det er mere end almindelig vanskeligt at få et skøde på lejligheden fra Palle og hans tyrkiske kompagnon Murat, og Marias bestræbelser på at få det bliver for alvor sat på pause, da Palle over telefonen meddeler hende, at hans kræftsygdom er vendt tilbage. Herefter trækker Maria naturligvis respektfuldt følehornene til sig i en periode. Lige indtil den dag hvor to brødre tropper op på hendes dørtrin for at overbringe nedslående nyt om Palle, hans metoder og forholdet til den tyrkiske forretningsforbindelse.
Herefter starter det, jeg vil kalde Marias korstog. Hun vil have sine penge tilbage og for at nå det mål, skyr hun absolut ingen midler, og ønsket om at se retfærdigheden ske fyldest bliver en besættelse for Maria. Marias vrede over at være blevet snydt af Palle eskalerer nemlig hurtigt og udvikler sig til regulært raseri, der for Maria bliver en enorm stærk drivkraft, men på samme tid ødelæggende for alt og alle i hendes umiddelbare nærhed.
Forfatter Marianne Joensen skildrer relationerne mellem bogens personer troværdigt og indsigtsfuldt med sikker sans for det psykologiske spil imellem dem, så man romanen igennem har lyst til at læse videre. Spændingsniveauet er højt, selvom den primære handling er centreret omkring Marias enorme vrede over at være blevet snydt. Det giver romanen en konstant, sikker og god fremdrift. Derudover skriver Joensen med både humor og vid, så man også indimellem må trække på smilebåndet over Marias til tider groteske måde at få afløb for sit raseri på. Jeg har kunnet researche mig frem til, at romanen er autofiktiv - og med det i mente kan jeg sige, at kikkerten på ingen måde sættes for det blinde øje. Alt det uskønne, upassende og ucharmerende i Marias sinds kringelkroge afsøges og lægges åbent frem i 3. persons personbunden fortæller.
En god og anbefalelsesværdig læseoplevelse.

lørdag den 27. april 2019

Afrikalitteratur med et lummert strejf

Anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren
Kim Højgaard Rasmussen: "Kuppet"
Forlag: KHR Books
Udkom: 4. april 2019
Omfang: 295 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
Indrømmet: Min erfaring med Afrikalitteratur er begrænset. Jeg har Jakob Ejersbos Afrika-trilogi på hylden, og for nyligt anmeldte jeg Sofie Jamas debut her på bloggen. Til læse CV'et kan jeg dog nu tilføje "Kuppet", der er den tredje selvstændige bog om forretningsmanden Frank Grabowskis oplevelser i Afrika.
Grabowski er ansat i medicinalfirmaet Rockwell-Levy, hvor han er ansvarlig for projekter i vest- og centralafrikanske lande med base i Elfenbenskysten. Firmaets force er navnlig medicin til behandling af hiv-positive, og i den forbindelse skal Frank Grabowski sammen med en kollega på forretningsrejse til Mali og Burkino Faso. En rejse, hvis formål er at etablere kontakt og gode relationer til nøglepersoner, som Grabowskis kollega Peter, der er på vej på pension, tidligere har varetaget plejen af. Rejsen tager dog en højest uventet drejning, da de to forretningsmænd ved et tilfælde bliver fanget i et militærkup i Mali. Grabowski ganske bogstaveligt, mens kollegaen Peters rolle er langt mere perifer.
Centralt i bogens persongalleri står også den kvindelige løjtnant i den maliske hær, Bintou Diakité, der indledningsvist har en helt igennem altruistisk aktie i militærkuppet. Hendes erklærede mål er at afsætte korrupte magthavere med en professionel ledelse, der har befolkningens interesser for øje; ikke egen personlig vinding og rigdom. Ret hurtigt står det dog klart, at løjtnant Diakités drøm om et bedre og mere disciplineret Mali drukner i ny korruption og magtbegær, hvor hun må handle hurtigt for ikke selv at blive opslugt.
Forfatter Kim Højgaard Rasmussen demonstrerer i sin roman et bredt kendskab til livet i Afrika. Et liv, hvor aftalte tidspunkter blot er vejledende, og en kultur hvor et godt forhold til forretningsforbindelser i høj grad afhænger af, hvor mange penge man som privat aktør kan stikke offentlige myndigheder under bordet for at sikre, at der overhovedet bliver en aftale. På den måde synes jeg, at miljøbeskrivelserne fremstår realistiske og autentiske. Også karakterbeskrivelserne er troværdige, hvilket får handlingen til at skride godt fremad. Forfatteren beskriver selv sin roman som en spændingsroman, og den varebetegnelse, synes jeg, holder romanen igennem. Jeg følte mig godt underholdt, og der er konstant fremdrift i handlingen, så man har lyst til at læse videre.
Alligevel er der noget, der nager og irriterer som en sten i skoen. Det er al den sex! I romanen er der ikke en relation mellem en mand og en kvinde uden, at der noget seksuelt i forholdet, der bliver malende bekrevet. Jeg bliver også lidt irriteret over beskrivelsen af de afrikanske kvinder og den europæiske mands holdning til dem. Kvindeskikkelserne fremstilles seksualiserede på en herremandsagtig måde, hvor de nærmest bliver brugsgenstande for den hvide mands lyster. Jeg tænkte flere gange på Jakob Ejersbos lidet flatterende fremstilling af enkelte europæiske mænd i "Liberty". En fremstilling, som jeg synes, det er ærgerligt, at Højgaard Rasmussen cementerer. Hvorfor skal der med død og pine være et seksuelt forhold mellem den hvide mand og den sorte kvinde, som det er nødvendigt at pensle ud igen og igen? I min optik trækker det handlingen ned på et lidt lummert niveau, der er helt overflødig i et ellers fængslende plot.

onsdag den 17. april 2019

En barndom i socialklasse 5

Anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren
Laura Helena Pimentel da Silva: "Jeg klarer mig, mor - det tredobbelte drab på Frederiksberg"
Udkom: 11. april 2019
Omfang: 311 sider
Vejl. pris: 299,- kr.
En mors afmægtige smertensskrig. En mors erindringer om en dreng, der har været i "systemet" fra før, han blev født. Et liv fyldt af sagsakter, underretninger og udredninger, der brat slutter, da den lille dreng er blevet voksen og brutalt likvideres som 19-årig. En mor, der fortæller sin og sin søns historie og giver et indblik i, hvordan livet er i socialgruppe 5 - og hvor vanskeligt det er at bryde den negative sociale arv i velfærdsstatens Danmark. Til skræk og advarsel, men også med et spinkelt håb om at forhindre, at andre udsatte unge ender deres liv, inden det er begyndt.
"Jeg klarer mig, mor" er fortalt af Philips mor, Liselotte, til en forfatter i håbet om at skabe lidt distance og objektivitet i forhold til både de personer og begivenheder, der skildres i romanen. Det er således Liselottes tanker og følelser, vi præsenteres for. En jeg-fortæller er som oftest god til at skabe identifikation hos læseren, og det synes jeg også, er tilfældet her.
Allerede ved sin fødsel i 1996 har den lille dreng, Philip, dårlige kort på hånden. Faderen er misbruger, og moderen kæmper indædt for at slippe fri af sin egen belastede baggrund fyldt af vold og misbrug. Som læser får man helt klart et indtryk af en mor, der af al magt ønsker at distancere sig fra sin egen trøstesløse baggrund, og det kræver både vilje og en næsten overmenneskelig styrke. Det lykkes hende at få en uddannelse, et fast arbejde og skabe et familieliv med de efterhånden fire børn. Det kan man kun beundre og respektere dybt. Familien er dog fortsat udsat, hvilket blandt andet illustreres af, at Philips stedfar anholdes for berigelseskriminalitet dagen efter Philips lillesøsters fødsel. 
Philips adfærd bliver efterhånden en større og større udfordring, som moderen ofte står alene med. Som 5-årig får Philip en ADHD-diagnose, der dog senere omstødes. Gennem opvæksten bliver Philip fortsat mere grænsesøgende i en grad, så han indledningsvist kommer i aflastning, der sidenhen ændres til en fuldtidsanbringelse og derefter anbringelse på en institution langt fra hjembyen, Esbjerg. Philips livsbane følger derefter sin egen støt nedadgående kurve, der får sin voldsomme afslutning, da han sammen med to kammerater likvideres i en lejlighed på Frederiksberg formodentlig som følge af en internt bandeopgør.
"Jeg klarer mig, mor" er ikke en roman, der kommer med løsninger eller ønsker at placere skyld for hverken Philips turbulente liv eller voldsomme død. Liselotte lægger helt hudløst ærligt sin afmagt og alle mødres tro følgesvend, tvivlen, åbent til skue. Kunne hun som mor have handlet anderledes?! Det er en tvivl, som hun må leve videre med efter sin søn voldsomme død.
I lighed med Morten Papes "Guds bedste børn", skildrer forfatteren Laura Helena Pimentel de Silva meget stærkt og sikkert håbløsheden i et drengeliv. Et drengeliv, der synes blottet for netværk, mandlige rollemodeller og drømme for fremtiden. For mig var "Jeg klarer mig, mor" på mange måder en regulær page turner - blandt andet på grund af de mange autentiske sagsakter fra Philips korte kaotiske liv. Efterfølgende har afmagten dog også forplantet sig til mig. Hvad gør vi for at få udsatte børn og unge med på vognen?! Bogen giver ikke svaret, men den sætter et meget relevant og velskrevet spot på spørgsmålet. Hvor ville det dog være befriende, hvis vi som samfund kunne finde ud af det.

søndag den 7. april 2019

Digtanmeldelse: "Omkring på Kallerupbanen" af Claus Høxbroe

Anmeldereksemplar fra Gentlemen's Jockey Club
Udkom 3. april 2019
Omfang: 30 sider
Vejl. pris: 125 kr.
Ved du, at hundevæddeløb i er en "ting" i Danmark?! Jeg anede det ikke! Dét er det, og Kallerupbanen er faktisk Danmarks ældste hundevæddeløbsbane. Banen blev grundlagt i 1969, og den drives fortsat udelukkende af frivillige kræfter. Derfor synes jeg egentlig, at Claus Høxbroes fascination af sporten og det arbejde, der laves på både på og udenfor banen, fremstår endnu stærkere - det vender vi tilbage til.
"Omkring på Kallerupbanen" er den første digtsamling, jeg anmelder her på Litteraturtale, og den har åbnet mine øjne for, at hundevæddeløb bestemt er en "ting" herhjemme.
Digtene er skrevet som knækprosa, det vil sige sat op i strofer, men med fælles træk fra almindelig prosatekst. Det er enkel og let forståelig lyrik uden vanskelige ord, der understreger det realistiske præg. Stilmæssigt kom jeg til at tænke på Vita Andersen. Som hos Andersen kan hver strofe kan nærmest stå for sig selv, men hele digtsamlingen skal læses for at fornemme betagelsen af sporten. Jeg har, som lærer i overbygningen, undervist en del i lyrik. Ofte har eleverne og jeg talt om, at lyrik er fortættede og sansemættede udtryk, og her er "Omkring på Kallerupbanen" ingen undtagelse.
Fascinationen af sporten, og de stærke kræfter den rummer, pibler nærmest ud gennem linjerne. Derudover formår Claus Høxbroe at give et fint billede af stemningen og miljøet udenfor banen blandt de mennesker, der er optaget af sporten. Både hos de, der overværer løbene, men bestemt også hos dem, der forbereder løbene.
Menneskene bag hundene præsenteres ved navns nævnelse, hvilket er med til at understrege og fremhæve Claus Høxbroes personlige relation til og fascination af sporten. Det giver digtsamlingen autenticitet og tyngde.
Der var også nogle fagudtryk, jeg lige måtte google - en whippet er fx en hunderace fremavlet til netop hundevæddeløb. Jeg kan personligt godt lide, at et værk tvinger mig ud over værket selv for at forstå det bedre.
Digtsamlingen er ledsaget af Tomas Cenius' fine streg, der er godt afstemt med Høxbroes tekst på hver enkelt opslag.
Claus Høxbroe tager sin læser i hånden allerede på vej ud af byen for at nå hundevæddeløbsbanen Kallerup i Hedehusene vest for København, og vi følges ad gennem de forskellige faser af et løb, indtil en vinder står øverst på podiet og kan løbe med pengepræmien. Hundevæddeløb er i høj grad en "ting" i Danmark. Høxbroes betagelse og fascination smitter med sit enkle og sansemættede udtryk. En dejlig læseoplevelse, der får en varm anbefaling med.

torsdag den 21. marts 2019

Boganmeldelse: "De udødelige" af Chloe Benjamin

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom: 28. februar 2019
Omfang: 342 sider
Vejl. pris:  250 kr.
De fire søskende Simon, Klara, Daniel og Varya er født med to års mellemrum. I sommeren 1969 er de akkurat så tætte, at de, drevet af nysgerrighed og ansporet af at fordrive sommerferiens kedsomhed og ulidelige varme, opsøger en kvinde med særlige evner på Hester Street i New York. Kvinden kan spå om fremtiden og præcist fortælle, hvornår man skal dø. Derfor sidder de alle fire efter den sommerdag med hver deres udløbsdato. Romanen er inddelt i fire dele, hvor læseren følger hver skæbne hos de fire Gold-børn.
Simon er yngst og spås et kort liv; en spådom han tager på sig med nærmest fandenivoldsk frygtløshed. Selvom han, efter faderens død, er udset til en fremtid i familievirksomheden, Golds Skrædderi, rejser han med sin søster, Klara, til San Francisco. Her er alle muligheder for at udleve de homoseksuelle fantasier, som den purunge Simon har - og det gør han. Simon bliver danser på en natklub; indledningsvist for at han og Klara har til lejen af et lille hummer, sidenhen med større succes. Simon lever livet både overmodigt og til fulde, indtil det, der i starten af 80'erne blot hed bøssepesten, slår ned med uhyggelig effektivitet og spreder død og ængstelse.
Klara er næstyngst og tryllekunster med et alkoholproblem og lidt for lange fingre. Efter Simons død møder hun Raj, som hun forsøger at stable et show på benene sammen med. I San Francisco vil det ikke rigtig lykkes, og af nød lader Klara sig lokke med til Las Vegas, hvor hun og Raj får ansættelse på det nyåbnede hotel, The Mirage, hvor deres show har premiere på netop den dag, spåkonen forudsagde, ville blive Klaras sidste. Jo mere datoen nærmer, jo mere manisk bliver Klara. Er det måske endda hendes rolle at føre bevis for spåkonens forudsigelse?!
Daniel, det næstældste Gold-barn, og den, der oprindeligt fostrede ideen om, at de fire søskende skulle opsøge kvinden i Hester Street, synes umiddelbart at have en meget pragmatisk indstilling til profetien i sin voksentilværelse. Uddannet læge og nu ansat i et rekrutteringscenter, hvor han med sin faglighed er garant for, at unge mennesker er både fysisk og mentalt i stand til at gå i krig. Her presses han af en overordnet til at gå på kompromis med netop sin faglighed, og en midlertidig suspendering levner pludselig tid og mulighed til at reflektere over livet - og forholdet til sine tre søskende. Hvor Daniel anskuer Simons opfattelse af spåkonens forudsigelse som nærmest fatalistisk, går han selv anderledes praktisk til værks. Han bliver særligt ansporet efter et møde med Eddie O'Donoghue, en FBI-agent, der, her 40 år efter forudsigelsen, leder efter kvinden fra Hester Street. Daniel sætter derefter alt ind på at opspore den romakvinde, der gav de fire Gold-børn en udløbsdato.
Varya. ældst i søskendeflokken, forsker på The Drake Institute for Research in Aging i at forbedre livskvaliteten i alderdommen. Umiddelbart et uhyre altruistisk forskningsfelt, men også for Varya har profetien 40 år tidligere haft store konsekvenser. Varya blev, som den eneste, spået et langt liv, hvilket for hende har betydet en livslang følelse af skyld og gæld, fordi hun fik lov at overleve. Mødet med den unge Luke Van Galder, der tilsyneladende er kommet for at skrive en reportage om instituttets arbejde, sætter gang i en lavine af tanker for den passionerede forsker.
Med den midaldrende Varya og i hendes samtaler med Luke sætter Chloe Benjamin et særdeles velskrevet spot på det, der er romanens egentlige tema, som da han siger til hende: "Pointen er, at du bliver nødt til at leve lidt mindre for at leve længere. Kan du ikke se det?" Varya har hele sit voksenliv - nærmest som en slags aflad for sit lovede lange liv - forsket i at skabe mest mulig livskvalitet, for de, der bliver gamle. Her udfordrer Luke hende, for hvad er det hele værd, hvis vejen til det lange liv er brolagt med afsavn?! Er et langt liv så overhovedet noget at stræbe efter?! Når alt kommer til alt, er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år, som Abraham Lincoln vist formulerede det. Det primære for ethvert menneske må være at putte så meget indhold ind i dét liv, vi er givet - uanset om det bliver kort eller langt. Det store eksistentielle kunststykke for det enkelte menneske er så "blot" at leve hver eneste dag, som om det var den sidste. Let, ligetil og selvfølgeligt i teorien, men uhyre vanskeligt i praksis. Og ville det være nemmere, hvis vi især vidste, hvornår det var slut?! Chloe Benjamin udfordrer med udfoldelen af disse fire menneskeskæbner det tankeeksperiment på fremragende vis.

fredag den 8. marts 2019

Boganmeldelse: "I dine øjne" af Malene Ravn

Jeg har hørt bogen som lydbog via mit Mofiboabonnement.
Bogen er udkommet på forlaget Gyldendal.
Udkom: 20. september 2018
Omfang: 480 sider
Vejl. pris: 299,95 kr.
En fabelagtig roman. Rørende og hjertegribende. Så kort og præcist vil jeg beskrive "I dine øjne", der udkom i efteråret.
Har du, ligesom jeg, været optaget og grebet af Jesper Wung Sungs "En anden gren", vil du også blive fascineret og opslugt af denne roman. Hvor "En anden gren" langsomt, smukt og gribende folder den fine, og meget konsekvenstunge kærlighedshistorie mellem danske Ingeborg og kinesiske San Wung Sung ud, er "I dine øjne" på mange måder dens modsætning. Det er beretningen om den helt og aldeles uønskede konsekvens af mødet imellem danske Gudrun og den midaldrende kinesiske tryllekunstner Lai Fun, der, ligesom San Wung Sung, kommer til Danmark i 1902 for at blive udstillet i Tivoli. 
Ligesom San Wung Sung vælger Lai Fun at blive i København, da resten af kineserne rejser hjem efter udstillingen i Tivoli, og også han bliver dansk gift. For at tjene til livets ophold rejser Lai Fun rundt i Danmark som tryllekunstner, mens hans hustru, Agnete, bliver i København. I Aalborg resulterer mødet med den purunge Gudrun i, at drengen Erik kommer til verden på et mødrehjem i København i 1930. Lai Fun vil under ingen omstændigheder vide af hverken Gudrun eller drengen, for han er jo allerede gift. Økonomisk bliver han dog dømt til at vedkende sig faderskabet til den lille dreng, som Gudrun, stærkt tilskyndet af sine forældre hjemme i Aalborg, i første omgang opgiver til adoption.
Gudrun får arbejde i køkkenet på det asyl, hvor Erik skal bo, indtil han kan blive bortadopteret. Han er bare så vanskelig at komme af med; det sorte hår, de skæve øjne og den gyldne hud står i vejen.
Gudrun bliver sidenhen gift med Alfred, og de tager den lille dreng hjem til sig. Alfred endda på en sådan måde, at Erik for første gang i sit liv møder interesse, kærlighed og omsorg. Eriks boble af lykke sammen med Alfred brister dog, og herfra er drengens opvækst fyldt af forhindringer. Født udenfor ægteskab, og oveni hatten med en kinesisk far, bliver Eriks barndom i høj grad præget af at være uønsket og anderledes.
I voksenlivet beslutter Erik at fortrænge sit ophav, som har medført så megen smerte og skam. Erik klarer sig godt; han bliver udlært elektriker og får eget firma, en sød og forstående kone samt en datter. Erik er fast besluttet på, at datteren Nete ikke skal vide noget om sin kinesiske oprindelse; han vil skåne hende for følelsen af skam, så han lægger låg på den side af sig selv.
Denne smukke og hjertegribende roman folder sig ud over tre generationer, og læseren oplever den igennem alle tre generationers perspektiv - fra henholdsvis Gudruns, Eriks og Netes synsvinkel. Det er beskrivelsen af et stykke Danmarkshistorie, der langsomt, men sikkert, krøb ind under huden på mig. Hvor forfærdeligt det var, at komme i uføre som purung pige i 1930'erne. Hvor udstødt og uønsket en horeunge - endda med asiatiske aner - kan føle sig. Tørsten efter at kende sit ophav hos en ung teenagepige og sidenhen kvinde.
Malene Ravn skriver det hele så fabelagtigt frem, og hun er både loyal og forstående overfor den valgte synsvinkel. Eriks mor handler i så mange tilfælde hjerteløst og uden empati for sit barn, men udover hendes egen skyld skriver Malene Ravn også klart frem, hvordan en kvinde i 1930'erne i høj grad også var tvunget af omstændighederne til at opføre sig hjerteløst. Gudrun er fattig, uuddannet -  og kvinde - hvilket handlingslammer hende. Erik og Nete er helt åbenlyst nemmere at identificere sig med og føle sympati for, men ved Malene Ravns fine fremstilling af Gudrun kommer læseren også til at føle medfølelse og forståelse for den tilsyneladende ufølsomme mor. 
En varm og stærk anbefaling herfra.

Hjernegrød

Anmeldereksemplar fra forfatteren Pernille Frandsen: "Et anker af flamingo. Det, vi glemmer, gemmer vi i hjertet" Udkom: 20. maj...