mandag den 23. september 2019

Jagten på far

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Tom Rachman: "Den italienske mester"
Udkom: 21. februar 2019
Omfang: 346 sider
Vejl. pris: 250 kr.
Bear Bavinsky er på alle måder en bjørn - privat som storforbruger af kvinder, men også professionelt som kunstmaler, hvor han har opnået verdensomspændende anerkendelse for sine ekspressionistiske mesterværker. Midt i dette krydsfelt møder vi ved romanens begyndelse i 1955 den 5-årige Pinch, søn af Bear Bavinsky og den langt yngre Natalie. Hun er også kunstner, men det står hurtigt klart, at Bear Bavinskys kunstneriske udfoldelse til enhver tid trumfer hendes åbenlyse, men helt underkendte begavelse som kunstner. Som Natalie har forklaret sin søn, ligger Bears skaberevne nærmest udenfor ham selv: "…hvert af fars penselstrøg er skæringspunktet mellem ham og netop det øjeblik - den mindste afbrydelse, og kunsten går tabt for evigt. Og ingen hader denne anmassende kendsgerning mere end far selv, som hellere vil pjatte rundt her. Men sådan er det bare.
Vi følger Pinch som barn, hvor han skatter de sjældne timer i selskab med sin far som uvurderlige gaver, som han nærmest vil gøre alt for at blive skænket, hvilket dog besværliggøres af, at Bear - endnu en gang - rykker teltpælene op og etablerer sig med en ny kvinde og deraf følgende nye børn. I kontakten med sine børn, erfarer Pinch hurtigt, er Bear er både egoistisk og kompromisløs - børnenes egne ønsker og behov er underordnede.
Som ung fortsætter Pinchs higen efter faderens anerkendelse, da han begynder at studere kunsthistorie og famlende forsøger sig som udøvende kunstner, hvilket Bear dog ikke ser nådigt på. Pinchs betagelse af faderen og den vedvarende stræben efter Bears påskønnelse får i Pinchs voksenliv konsekvenser for hans kærlighedsliv, når kærester gennemskuer, hvad det er for et Sisyfosprojekt, Pinch har gang i, og relationen til moderen overskygges også vedvarende af, at hun netop ikke er faderen.
Efterhånden erkender Pinch, at længslen efter at blive set af sin far er en dødssejler, og følelser som vrede og frustration bliver en følgesvend i relationen til faderen. På et tidspunkt rejser Pinch alene ned til sin fars hus i Frankrig, og i afmagt ødelægger han et af Bears værker, der står i depot der. Øjeblikkeligt fortryder Pinch sin handling og for at råde bod på sin ugerning, maler Pinch en kopi af mesterværket. Herfra udvikler romanen sig til at blive andet og mere end beskrivelsen af et betændt far/søn-forhold, idet Pinch bryder ud af sin skyggetilværelse. Han bliver langsomt aktør i sit eget liv i stedet for et appendiks til faderen, ligesom Bears personlighed folder sig ud og tilføres flere facetter.
"Den italienske mester" er en udviklingsroman, men Tom Rachman formår også med vid og bid at give slet skjulte stikpiller til en kunstverden, der fremstilles inkompetent og hyklerisk, hvilket tilfører bogen en vis portion humor. I persontegningen synes jeg, at romanen udvikler sig farverigt og nuanceret særligt i den sidste del, og det løfter romanen til at blive en rigtig god og fængslende læseoplevelse.
På formsiden må jeg - igen - komplimentere Politikens Forlag, for "Den italienske mester" er en smuk bog, hvor der er kælet for detaljen, så den, udover indholdet, er virkelig lækker at få i hænderne. Det farverige smudsomslag flugter naturligvis med Bear Bavinskys ekspressionistiske udtryk, og det rød/sorte kapitælbånd passer til den røde farve, som bogen har uden smudsomslag. Og ja, I know - jeg er en sucker for det buede fremsnit, og det har "Den italienske mester", hvilket også medvirker til at gøre helhedsindtrykket helstøbt.

lørdag den 14. september 2019

Dømt ude

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Anders Wendt Jensen: "Uden min datter - syv års kamp for samvær"
Udkom: 11. juni 2019
Omfang: 193 sider
Vejl. pris: 99,95 kr.
Lad det være sagt med det samme: Denne bog er et partsindlæg i en på alle måder ulykkelig en sag om en fars brændende ønske om -  siden indædte kamp for - at få lov til at se sit eget barn. Som ved ethvert partsindlæg er præmissen, at beskrivelsen af de begivenheder, der præsenteres, i høj grad er subjektiv og ensidig - for vi hører kun om sagen fra den ene side, faderens. Den præmis køber man dog ret hurtigt, for Anders Wendt Jensen fremstår saglig, nuanceret og ordentlig. Han forsøger at handle "by the book" overfor en mor, der åbenlyst sætter det ene urene hug ind efter det andet i en sag, der, set fra min stol, kun har tabere.
Anders Wendt Jensen møder til et skolejubilæum en kvinde, som han indleder et forhold til, og hun bliver, til begges overraskelse, hurtigt gravid. Wendt Jensen er indledningsvist både overrumplet og tøvende - en reaktion han sidenhen skal komme til at fortryde bitterligt, men de beslutter i fællesskab at få barnet. Deres forhold bliver dog aldrig stabilt, og da kvinden er halvvejs i graviditeten, afbryder hun definitivt kontakten til Wendt Jensen. Et brud, hvor det bliver tydeligt, at konsekvenserne bliver store for ham. Moderen til hans ufødte barn gør det nemlig hurtigt klart, at hun under ingen omstændigheder ønsker, at han skal være en del af barnets liv.
Herefter starter det, der skal blive en tsunami af nederlag for en mand, der først kæmper for at blive far af navn og sidenhen af gavn. En kamp, hvor han føler, at han ikke blot kæmper med moderens modvilje - i hans optik bliver statsapparatet i form af en ekstremt fodslæbende Statsforvaltning et alvorligt benspænd for etableringen af en relation til datteren.
Anders Wendt Jensen fortæller via dagbogsnotater, psykolograpporter, brevveksling imellem parternes respektive advokater samt mailkorrespondance mellem de to forældre om sagens forløb, hvor moderen, ifølge Wendt Jensen, fordrejer hans indledende tøven overfor graviditeten til, at han har forsøgt at presse hende til abort. Derudover beskriver moderen Wendt Jensen som både drikfældig og voldelig og derfor helt ude af stand til at tage vare på et barn. Disse påstande klæber nærmest til sagen helt uagtet Wendt Jensens forsøg på at påvise det modsatte, og moderen trækker alle svarfrister til sidste sekund, indtil hun på et tidspunkt (måske) forlader landet som den ultimative obstruktion af et muligt samvær mellem far og datter.
Efter endt læsning kan man med rette betvivle, om det reelt er et retssamfund, vi lever i. Jeg forstår til fulde Wendt Jensens kritik af systemet, de regler og den helt horribelt langsommelige sagsbehandlingstid, der har beskyttet og skærmet den kvinde, der har lagt alle tænkelige forhindringer ud for en far, hvis brændende ønske blot er at kende og være sammen med sin datter. I Wendt Jensens beretning gjorde det ligeledes stort indtryk på mig, at han, som mand, har en oplevelse af at være prisgivet i system, hvor man, hvis der højlydt gives udtryk for afmagt og frustration, bliver opfattet som både vred og truende. Et univers primært bestående af kvindelige sagsbehandlere og børnesagkyndige, hvor sprogbrug, føleord, tonefald og stil trumfer en mands angst og afmagt, og hvor han har vanskeligt ved at betjene sig det sprog, der helt åbenlyst tæller på plussiden.
Bogen fremlægger, som beskrevet, Anders Wendt Jensens egne nedslående erfaringer med at være den ene part i en såkaldt højkonfliktsag, hvor det faktum, at han aldrig har boet sammen med sit barns mor, giver ham om muligt endnu dårligere odds i ønsket om få en relation til sin datter. Baseret på sin viden fra en opslidende sag, opstiller han i bogen 12 bud på, hvordan myndighederne kan tilgodese begge parter i disse højkonfliktsager. Hermed bliver bogen også fremadrettet, hvilket understreger den saglighed og ordentlighed, som, jeg synes, er kendetegnende for bogen.
"Uden min datter" har været en skræmmende læseoplevelse. Primært fordi man ved, at der sidder et lille menneske, som på ingen måde har valgt at være en del af dette opgør.

Læsefestivalen “Vi læser sammen”

Efter pressemødet i går er det som om, at løfterne om forår og bedre tider lader vente lidt på sig! Men det skal heldigvis ikke hindre os i ...