Boganmeldelse: "Hotel Tusind Lys" af Emylia Hall

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag
Udkom den 22. maj 2018
Omfang: 341 sider

Vejl. pris: 249,95 kr.

Kit er rejseskribent for et rejsemagasin, en slags professionel globetrotter, og hun står nu foran sit livs rejse. En rejse hvor hun vil finde den far, hun ikke troede, hun havde, og konfrontere ham med det faktum, at han svigtede Kits mor, da hun havde allermest brug for ham.

Det er den fortælling, Kit er vokset op med, efter hun som 5-6-årig nysgerrigt havde spurgt ind til sit fædrene ophav. Moderen lod dengang skinne igennem, at Kits far var en gift familiefar med et barn forvejen, men at han undlader at fortælle det til Kits mor, da de indleder et forhold. Moderen, Rosa, fortalte derudover den lille Kit, at faderen døde, før hun blev født.

Alt ændrer sig dog, da Kits mor på sit dødsleje fortæller, at faderen, i modstrid med hendes oprindelige fortælling, ikke døde før Kits fødsel. Han lever endnu. Efter moderens død rejser Kit ud på en følelsesladet odyssé til den smukke italienske ø, Elba, hvortil hun har lokaliseret sin far, Valentino Colosimo.

På Elba møder Kit, meget mod sin forventning, en charmerende, omsorgsfuld og meget imødekommende Valentino, der er ejer af det smukke Hotel Tusind Lys; nærmest et paradis på jord. Hotellet er fyldt med stamgæster, der år efter år vender tilbage for at nyde hotellets fantastiske beliggenhed ved Middelhavet og den udsøgte mad tilberedt af den uovertrufne kok, Oliviero.

Indledningsvist giver Kit sig ikke til kende, men da det sker, starter det en lavine af begivenheder, som jeg slet ikke vil afsløre her. Uden at røbe for meget kan jeg dog godt sige, at Kit er ikke den eneste med hemmeligheder på Hotel Tusind Lys. Også Valentino og Oliviero gemmer på dystre minder, hvilket truer med at gribe ind og få betydning i Kits liv.

"Hotel Tusind Lys" har været en dejlig læseoplevelse, der har passet perfekt til terrassen i det sommerklædte Danmark, vi har haft de sidste tre uger. Derfor vil jeg ikke tøve med at anbefale at tage bogen med på en solseng nær dig denne sommer. Bogen emmer af ferie, lækker mad og aperitivo, og så kan jeg godt abstrahere fra, at persontegningen i bogen på ingen måde er kompleks eller nuanceret. Sproget er ligeledes meget sommerlet at gå til. Jeg vil dog dele denne lille sprogblomst med dig, som faktisk er blevet hos mig efter endt læsning, fordi den ramte mig: "... gik det op for hende, at hun for første gang siden morens død var i stand til selv at vælge sin følelser. Det kunne man ikke, når man var i sorg."

Boganmeldelse: "Mødre og døtre. Samtaler om kærlighed og tab" af Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst & Anne Linnet i samarbejde med Lene Johansen

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom den 14. marts 2018
Omfang: 304 sider
Vejl. pris: 250 kr.

I starten af 00'erne ventede min søster og jeg begge vores andet barn. På samme tid blev vores mor alvorligt syg. Vi talte ikke om det dengang, men siden har min søster sat ord på: "Jeg benægtede det. Min mor kunne ikke dø. Det ville ikke ske."

Jeg tror heller ikke, at jeg selv forstod, hvor alvorligt det var. Jeg kunne ikke rumme at være ved at give liv, mens livet måske var ved at blive taget fra hende, der sad en plads længere ude end mig på livets bænk. Heldigvis gik det ikke sådan, Vi har stadig vores mor.

En dag falder ens primære livsvidne bort, og hvordan man tackler man så den livsudfordring?! Det handler denne samtalebog mellem fire markante kvindeskikkelser om. Hanne-Vibeke Holst beskriver tabet af sin mor så fint med inspiration fra forfatteren Joan Didion: "Vi sørger over tabet af dem, vi var engang, og det oplevede jeg meget med min mor. Jeg sørgede lige så meget over, at jeg ikke længere var barn, fordi min far også var død. Med dem var hele barndommen, som havde fyldt så utrolig meget, forsvundet."

Samtalebogen udkom første gang i 2010 med titlen "Min mor er død". Det var kort tid efter, at de fire kvinder var blevet moderløse, så sorgen og savnet var endnu meget nærværende. Første udgaves første to dele er gengivet i deres oprindelige form, og derudover indeholder denne anden udgave en helt nyskrevet tredje del, hvor de fire kvinder reflekterer over tiden, der er gået, siden de hver især mistede deres mor. Under de fire kvinders samtale har journalist Lene Johansen siddet med, lyttet og spurgt, hvorefter hun har skrevet ordene sammen til en bog om en livsudfordring, hvor man kan føle sig alene og forladt.

Første del er en rørende og velskrevet fremstilling af hver af de fire kvinders oplevelser af forløbet op til dødsfaldet, men også et tilbageblik på mødrenes liv og døtrenes relation til deres mor. Jeg har det normalt ret stramt med Christine Antorini. Hun var undervisningsminister, da lærerne blev lockoutet i 2013. Afsnittet, hvor hun fortæller om tiden, hvor moderen får sin kræftdiagnose og derefter dør af sin sygdom, fik dog mig fuldstændigt. Jeg græd som pisket.

Samtalebogens anden del hedder "Døden", og den er blandt andet en ret lavpraktisk beskrivelse af, hvad man stiller op med sin døde mor. Gør man fx selv sin døde mor i stand? Det gjorde Hanne-Vibeke Holst som den eneste af de fire, hvilket forbavser mig. Ens mor er vel ens mor, selvom hun er død?! Den omsorg kunne jeg ikke forestille mig at overlade til professionelle.

At miste sit primære livsvidne er livsudfordring af de store. Det efterlader denne bog, som det har taget mig lang tid at læse, ingen tvivl om. Ikke at den er uvæsentlig eller på nogen måde vanskelig at komme igennem, men på en eller anden måde har den fucket med min hjerne, så jeg har måttet læse andet litteratur indimellem. Jeg har drømt om det om natten - at jeg mistede min mor. Heldigvis indgyder denne udgaves nyskrevne tredje del også håb og mod. Man kommer over sin mors død, og alle fire kvinder beskriver meget rørende og fint, hvordan man også kan komme frem til en forståelse og accept af de valg, ens mor har truffet igennem sit liv - selvom man ikke forstod dem, mens hun levede.