Boganmeldelse: "Dødevaskeren" af Sara Omar

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

At Sara Omar med sin roman, "Dødevaskeren", brød gennem glasloftet, er vist end ikke forbigået de, der blot sporadisk følger med i nye udgivelser. Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen, kaldte på lederpladsen "Dødevaskeren" for den vigtigste udgivelse i 2017. Han gav endda Sara Omar eget hashtag, #themtoo, hvormed han kritiserede #metoo-kampagnen for at undlade at fokusere på den systematiske vold mod muslimske kvinder, som Sara Omar bringer til torvs i "Dødevaskeren". Krasnik fik sidenhen massiv kritik for det, mange mente, var en afsporing af en kampagne imod sexchikane. Hvorom alting er, forstår jeg godt, at Martin Krasnik kalder "Dødevaskeren" for sidste års vigtigste udgivelse. Sara Omar sætter med sin vidnesbyrdberetning et uhyggeligt spot på mishandling, voldtægt, æresdrab, incest og omskæring begået mod muslimske piger og kvinder, hvis eneste forbrydelse er, at de netop "kun" er hunkøn. I søndags blev Omar fuldt fortjent tildelt Årets Victor 2018. En hæderspris Ekstra Bladet siden 1980 har uddelt til journalister, forfattere, fotografer og tegnere, der i særlig grad har udvist mod og levet op til kravene for kritisk journalistik. Modig, det er Sara Omar. At skrive og få udgivet "Dødevaskeren" har haft den personlige konsekvens, at hun nu må leve under beskyttelse.
Hovedpersonen, Frmesk, er det vi, indenfor mit fag, kalder et mælkebøttebarn. Et barn, der på trods af særledes vanskelige og risikofyldte opvækstvilkår, udvikler en særlig styrke og derfor imod alle odds klarer sig godt. Det vender jeg tilbage til.
Allerede fra fødslen er Frmesk bagud på point. Hun er kun en pige, hvilket hendes far, Anwar, ikke forsømmer en lejlighed til at bebrejde hendes "uduelige" mor, Rubar - for det er naturligvis hendes skyld. Derudover fødes hun helt skaldet bortset fra en hjerteformet plet af fint hvidt hår. Er det en velsignelse eller en forbandelse?! Den spæde Frmesk vil ikke spise, og Rubar frygter for den lille piges liv, da Anwer truer med at gøre hende fortræd. Derfor flytter Frmesk hjem til sine kærlige morforældre, Gawhar og Darwésh, hvilket Anwar indvilliger i, da Frmesk blot er en klods om benet på ham.
Mormor Gawhar er dødevasker. Hun tager sig af den foragtelige opgave med at vaske døde piger og kvinder, ingen vil kendes ved, inden de skal begraves. Piger og kvinder, der ved at have bragt skam over deres familie, er blevet så urene, at ingen - end ikke familien - vil røre dem, når de er døde. Som oftest som følge af drab begået inden for familien selv.
Morfar Darwésh tror på zarathustrisme. Noget jeg måtte google for at finde betydningen af. Det tjener også Sara Omar til ære. Jeg kan godt lide, når jeg som læser skal researche under læsningen af en skønlitterær bog. Morfar Darwésh tror på "gode handlinger, gode ord og gode tanker". Darwésh er særdeles kritisk overfor islam som lovreligion, der også byder at gøre ondt overfor medmennesket. En kritik han ikke undlader at dele: "Dawésh havde engang sagt, at bøgerne sandt nok var friheden, men at Koranen var verdens største fængsel, og at enhver, der troede sig fri i Koranens bur, var en fornuftsløs tåbe uden øjne."
Sideløbende med fortællingen om Frmesks opvækst i et Kurdistan, der kæmper for sin eksistens under den irakiske diktator, Saddam Hussein, følger vi den voksne Frmesk og den medicinstuderende Darya under Frmesks indlæggelse på et dansk hospital. Her kommer mælkebøttebarnet ind i billedet igen. Den voksne Frmesk accepterer ikke, at man som pige får skyld og skam i vuggegave - og at ældgamle bøger, kulturer og traditioner legitimerer et kvindeforagtende livssyn.
"Dødevaskeren" er et langt og forfærdeligt studie i, hvordan pigers og kvinders rettigheder systematisk bliver trådt under fode med et mere end 1500 år gammelt religiøst skrift som legitimeringsgrundlag. Den sociale kontrol, der også udspringer af Koranens ord, er ligeledes central igennem romanen, hvilket mærkes af både Rubar i Kurdistan i 80'erne og Darya i Århus i 2016.
I en anden anmeldelse af "Dødevaskeren" mente anmelderen, at persontegningen var for flad. Anwar og farmor Bahra er kun onde, mens Gawhar og Darwésh kun er gode. Jeg ser "Dødevaskeren" som et autofiktivt værk, og derfor mener jeg, at vi som læsere må anerkende og acceptere Frmesks/Saras oplevelse. Sådan var det for hende, og det er hende, der har skrevet romanen. Ikke hendes far eller farmor. Jeg synes også, at Sara Omar sprogligt formår at bringe mig til Kurdistan i 80'erne. Det er ikke kun uhyrlighederne, der bliver malet nådeløst og konkret frem. Også behagelige dufte af krydderier og mad på markedet, beskriver Omar på en måde, så man føler, at man er der selv. Det er godt klaret af en romandebutant!
Hvor hører Frmesk op, og hvor begynder Sara Omar selv? Der er klare sammenfald i Frmesks og Saras historie. De er begge født den 21. august 1986 i Kurdistan, og de skriver begge, fordi de ikke kan lade være. Oprøret og modstanden mod misogynien i forhold til muslimske kvinder må have en stemme. Sara Omar kalder sit værk en roman, hvilket støtter det fiktive med en tradition for at adskille forfatter og tekst. Ved at inddrage Frmesk (Sara?) som hovedperson udviskes skellet mellem fiktion og virkelighed dog. Omar selv har lagt et røgslør ud over, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed. Angiveligt af hensyn til hendes egen sikkerhed.
Ligesom jeg måtte google zarathustrisme, var jeg også nødt til at google Halabja 1988, for "Dødevaskeren" berører også folkedrabet mod kurderne, som jeg nok har hørt om, men ikke ved så meget om. Her straffede Saddam Husseins regime de irakiske kurdere for at støtte iranerne under konflikten med Irak. De grusomme billeder, der dukker op, er hjerteskærende. Igen: En skønlitterær roman, der får mig til at søge viden uden for værket selv, mangedobler min læseoplevelse.
"Dødevaskeren" har gjort et stort indtryk på mig, og jeg tænker, at man som 31-årig ikke burde være i stand til at skrive så levende og virkeligt om noget så uhyrligt. Det skulle være mig en stor glæde, hvis Sara Omar med sit værk medvirker til en reformation af islam. Præcis som hun selv ønsker det.