fredag den 23. februar 2018

Boganmeldelse: "Zornig - fra vred til voksen" af Lisbeth Zornig Andersen

Anmeldereksemplar fra Gyldendal
Lisbeth Zornig Andersen?! Det er jo hende, der er datter af en dybt alkoholiseret mor og blev misbrugt af sin stedfar som barn. Heldigvis mødte hun nogle voksne, der gjorde en forskel for hende. Hun blev student, sidenhen akademiker, formand for Børnerådet, og derfra har hendes liv været godt og ligetil. I dag lever hun et almindeligt liv, som de fleste veluddannede mennesker sagtens kan spejle sig i. Troede du - i lighed med mig - at det var tilfældet?! I så fald må du berede dig på at blive hevet ud af den vildfarelse, når du giver dig i kast med "Zornig - fra vred til voksen", hvilket jeg bestemt synes, du skal gøre.
Zornig Andersen er helt på det rene med, at hun med sin ungdomsbiograf "Zornig - vrede er mit mellemnavn" fra 2014 selv har været med til at konsolidere den myte. For en myte er det. "Zornig - fra vred til voksen", der ligger i forlængelse af ungdomsbiografien både i forhold til titel og kronologi, udgøres af dagbogsnotater fra 2017. Den tegner et nuanceret og meget sammensat billede af de - primært to - verdener, som Lisbeth Zornig Andersen manøvrerer imellem; middelklasse-København og underklasse-Lolland. Og af de konflikter, der er opstået i hendes voksenliv, når hun i middelklasse-København har betjent sig af adfærd, der er betinget af en opvækst i underklasse-Lolland. På samme måde er adfærds-kodekset fra middelklassen ikke meget værd på Lolland. Som Lisbeth Zornig Andersens niece siger til hende: "Det er fordi, du ved så meget. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal snakke med dig om. Jeg ved jo ikke noget."
Den i dag 50-årige Lisbeth lægger ikke fingrene imellem, når hun beskriver den unge udgave af sig selv - hun var afstumpet, selvoptaget og urimelig. "Zornig - fra vred til voksen" er dermed også den voksne Lisbeths livtag med sit unge jegs ansvarsfraskrivelse og bortforklaringer, navnlig når kærlighedsforhold gik i stykker. Det var aldrig hendes skyld, og hun havde krav på en særlig hensynsfuldhed fra andre mennesker på grund af en forfærdelig opvækst. Den voksne Lisbeth er nået til den erkendelse, at en barndom i helvede aldrig er carte blanche til at føre andre mennesker bag lyset og lege med deres følelser. Som menneske har man pligt til at opføre sig ordentligt uanset udgangspunkt.
Når det er slået fast, er "Zornig - fra vred til voksen" også en usentimental, nøgtern og til tider meget rå beskrivelse af, hvordan svigt, overgreb og misbrugsproblemer i Lisbeth Zornig Andersens barndom har sat tydelige aftryk langt ind i hendes voksenliv. Aftryk, der i dag blandt andet viser sig i form af lavt selvværd, søvnbesvær og følelsen af at være i konstant alarmberedskab, når hun færdes blandt andre. Det er nogle af de senfølger, som hun og mange andre med traumer fra barndommen kæmper med.
Udover at være Lisbeth Zornig Andersens personlige beretning, er bogen også en beskrivelse af, hvordan senfølger kan komme til udtryk, og hvordan man kan agere som pårørende til et menneske med senfølger. Den sidste del af bogen har karakter af faglitteratur i relation til livet med eller på sidelinjen af senfølger.
For mig har denne bog været både interessant og lærerig, og jeg sad ofte med fornemmelsen af, at bogen nærmest læste sig selv. Lisbeth Zornig Andersens stil er præcis og nøgtern med mange velovervejede refleksioner undervejs. Statistikken siger, at hver tiende barn i Danmark oplever overgreb, mens hver sjette barn ser vold i hjemmet. Af samme grund har denne bog også været en øjenåbner for mig som fagperson. Endelig er mit billede af Lisbeth Zornig Andersen blevet langt mere nuanceret, hvilket også har været et af hendes mål med at skrive bogen - hun er fortsat undervejs hen mod normaliteten. Med små skridt.

lørdag den 17. februar 2018

Boganmeldelse: "Hvis der skulle komme et menneske forbi" af Thomas Korsgaard

Bogen er lånt på biblioteket
"Har du læst Hvis der skulle komme et menneske forbi?", spurgte min far mig for nogle måneder siden. Jeg svarede benægtende, og min far fortsatte: "Den er simpelthen fantastisk! Og barsk!" Det ærgrede mig egentlig, for den stående joke er, at kan min far lide en bog - ja, så bryder jeg mig ikke om den!
Det irriterede mig også, fordi jeg vidste, at den stod på to-be-read-listen i min læseklub. Og nu er det så blevet Korsgaards tur i læseklubben, og jeg gik ind til bogen med et vist forbehold grundet min fars anbefaling! At andre ligeledes var begejstrede for Thomas Korsgaards debutroman, er dog åbenlyst, idet han var én af de fem shortlistede til Bogforums Debutantpris 2017.
"Hvis der skulle komme et menneske forbi" opleves gennem hovedpersonens, Tue, øjne. Den beskriver hans opvækst i en mildest talt dysfunktionel familie, fra Tue er 12 år, til han skal starte i gymnasiet. Tue, de to mindre søskende og hans forældre bor på en gård øst for Skive, hvor faderen efter bedste evne forsøger at ernære sig som landmand. Familien er presset på deres levebrød, hvilket bliver hurtigt tydeligt i romanen. Faderen, Lars, bruger antibiotika forebyggende til sine grise for at forhindre, at de bliver syge. Døde dyr tjener man nemlig ingenting på. Tværtimod koster de penge at komme af med, og det betyder, at familien efterhånden selv må brænde de døde dyr for at slippe for i hvert fald den udgift.
Ordene i Tues familie er få, og ting sker ligesom bare. Nogle dage før en nytårsaften kommer den højgravide mor, Lonny, på hospitalet, og børnenes mormor og hendes mand dukker op for at passe de tre børn. Da Tue begynder at spørge efter hende, er mormoderens svar: "Det må vi ikke sige, snuske!" Det er først, da børnene står foran deres sønderknuste mor på hospitalet, at de erfarer, at lillesøster var dødfødt.
Mønsteret, med at undlade at sætte ord på, gentager sig, da farbror Chresten redder familien fra at gå fallit. Ifølge faderen en god aftale, men børnene finder aldrig ud af, hvad den egentlig går ud på. Umiddelbart har aftalen for Tue blot den konsekvens, at faderen bliver en lille mand i farbror Chrestens selskab. Udover den reelle gæld til farbroren er der en afgrundsdyb taknemmelighedsgæld, hvilket børnenes farmor ikke forsømmer en lejlighed til at gøre faderen opmærksom på.
Efter tabet af lillesøsteren trækker Tues mor sig både fysisk og mentalt væk fra familien, og Tue oplever, at hun sover det meste af tiden, hvis hun da ikke spiller poker på nettet. Faderen kan ikke rumme moderens sorg, og han betegner det som hysteri at tale med en psykolog, de alligevel ikke har råd til. Omsorgen for børnene lader efterhånden meget tilbage at ønske. Tue er snavset, og da han får lus, er der for langt til apoteket, så mor putter æggehvider i Tues hår. Måske for at gøre håret lettere at kæmme. Derfra evner mor ikke rigtig at gøre mere ved det, og lusene bliver så Tues problem.
Thomas Korsgaard er i min optik en meget dygtig debutant, og han formår på en megen subtil måde at male billedet af en familie i frit fald frem. Læseren skal selv forholde sig til de enkelte situationer ud fra den måde, de skildres af barnet Tue. I enkelte episoder blæses faderens temperament dog op i fuld skala, som da han vil lære sin søn at gå ud med skraldespanden fremadrettet ved at låse ham ude i frostvejr. Og ja, så er der koblet af navnløse hunde, der ikke altid er overskud til at fodre - noget der også understreger den trøstesløse stemning.
Romanen rummer også flere tragikomiske situationer, som da Tue nærmest skider ned i hovedet af sin far, da faderen efter et skænderi har jagtet ham op i et træ. Det er simpelthen så grotesk, at jeg i hvert fald ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere. Jeg grinede ganske enkelt højt - hvilket, jeg i bund og grund synes, var en anelse upassende. Beskrivelserne af moderens venner, Bitten og Jan, der blandt andet ernærer sig ved socialt bedrageri, er virkeligt også komiske.
"Hvis der skulle komme et menneske forbi" er også en fortælling om Tues spirende seksualitet, hvor han ender med at nå til den konklusion, at han er homoseksuel. En konklusion der bestemt ikke må være uden omkostninger for en "afviger" i udkantsdanmark, for "der boede ingen bøsser i Skive", som Tue lakonisk konstaterer.
Thomas Korsgaard har udtalt, at romanen er delvist selvbiografisk på den måde, at den løseligt bygger på hans egen opvækst. I min research til anmeldelsen her, kan jeg læse, at hans bror giver udtryk for, at han ikke har oplevet deres fælles barndom på samme måde. Jeg mener dog, at det er den autofiktive romans præmis. Som læser må man acceptere, at det er forfatterens oplevelser, der tages udgangspunkt i. Ikke som en endegyldig sandhed, men netop som hans oplevelser.
Afslutningsvist vil jeg, i lighed med min far, anbefale andre at læse "Hvis der skulle komme et menneske forbi" - og til allersidst en servicemeddelelse: Thomas Korsgaard udkommer til maj med den svære to'er, "En dag vil vi grine af det".

torsdag den 15. februar 2018

Hvorfor læse litteratur?

I sin tale ved åbningen af Bogforum 2017 besvarede professor Svend Brinkmann overskriftens spørgsmål ved at sige at vi, ved at læse, får et frirum. Et frirum i en konkurrencestat, der i stadig højere grad stiller krav om, at vi konstant skal præstere. I sin nytårstale talte Dronningen også om, at vores hverdag er fyldt af krav og valg, der skal træffes. Hun kom med en opfordring til at gøre noget unyttigt. Noget, der ikke er behov for, og noget, der ikke er nødvendigt. Dronningen nævnte godt nok ikke at læse som et eksempel på noget unyttigt og unødvendigt. I forlængelse af Brinkmanns svar, synes jeg dog, at læsningen netop bliver en pause, hvor man kan trække sig væk fra udefrakommende krav og synke ind i den verden, som litteraturen tilbyder.
I sin bog "The Pleasures of Reading in an Age of Distraction" fra 2011 anfører Alan Jacobs, at den primære grund til at læse er, at læsning er virkelig behageligt - og for ham en af de største menneskelige glæder. Jacobs konstaterer dog med bedrøvelse, at mange føler sig fremmedgjorte overfor det at læse. De mangler tro på deres egen evne til at læse. De er i tvivl om, hvorvidt de læser "godt nok" - er fokuserede nok, er opmærksomme nok, er skarpsindige nok. Troen på egen evne til at læse, vil Jacobs gerne give tilbage til læseren, selvom også andre medier vil have vores opmærksomhed.
Dan Ringgaard, professor i nordisk litteratur ved Århus Universitet, er en anelse mere pessimistisk i sin Tænkepause "Litteratur", hvor han hævder, at litteraturens epoke er slut primært efter fremkomsten af digitale medier. Ringgaard opstiller fire definitioner på, hvad litteratur er, og hvordan den har udviklet sig fra Johann Guttenberg opfandt bogtrykkerkunsten til i dag, hvor forbindelsen mellem litteratur og skrift ikke er selvfølgelig - litteratur kommer også i form af billeder og lyd. I dag er litteratur, hvad vi gør den til, ifølge Ringgaard.
At der, ifølge Dan Ringgaard, også er håb for litteraturen, synes man dog også at ane. Litteratur er i hans optik et slags åndeligt stofskifte, hvor vi, ved hjælp af ord, kan skabe mening ud af ingenting. Som når det barn, der netop har lært at læse, opdager, at man gennem læsningen kan fortabe sig i en usynlig verden og blot lade sig rive med af billederne af det, man kan tænke sig til og forestille sig.
I 2013 mente forskere ved New School for Social Research i New York at kunne påvise, at man, ved blot at læse 10-15 minutters god skønlitteratur hver dag, kunne øge sin evne til at forstå andre menneskers tanker og følelser. Det betød, at man altså mente at have fundet bevis for, at god litteratur øger evnen til empati. Desværre hører bestsellerlistens thrillere og kærlighedsromaner, ifølge de amerikanske forskere, ikke under kategorien 'god skønlitteratur'. Det clasher jo unægtelig med Ringgaards påstand ovenfor. På spørgsmålet om, hvordan vi kan tage empatien med ud af bogen, siger Ringgaard, at særligt romanen er en meget effektiv måde at opnå viden om blandt andet andre mennesker, kulturer og historiske perioder end vores egen. Det er ikke givet, at litteraturen lærer os at acceptere forskellighed, men måske formår vi at forstå lidt af forskelligheden.

tirsdag den 13. februar 2018

Boganmeldelse: "Dødevaskeren" af Sara Omar

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
At Sara Omar med sin roman, "Dødevaskeren", brød gennem glasloftet, er vist end ikke forbigået de, der blot sporadisk følger med i nye udgivelser. Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen, kaldte på lederpladsen "Dødevaskeren" for den vigtigste udgivelse i 2017. Han gav endda Sara Omar eget hashtag, #themtoo, hvormed han kritiserede #metoo-kampagnen for at undlade at fokusere på den systematiske vold mod muslimske kvinder, som Sara Omar bringer til torvs i "Dødevaskeren". Krasnik fik sidenhen massiv kritik for det, mange mente, var en afsporing af en kampagne imod sexchikane. Hvorom alting er, forstår jeg godt, at Martin Krasnik kalder "Dødevaskeren" for sidste års vigtigste udgivelse. Sara Omar sætter med sin vidnesbyrdberetning et uhyggeligt spot på mishandling, voldtægt, æresdrab, incest og omskæring begået mod muslimske piger og kvinder, hvis eneste forbrydelse er, at de netop "kun" er hunkøn. I søndags blev Omar fuldt fortjent tildelt Årets Victor 2018. En hæderspris Ekstra Bladet siden 1980 har uddelt til journalister, forfattere, fotografer og tegnere, der i særlig grad har udvist mod og levet op til kravene for kritisk journalistik. Modig, det er Sara Omar. At skrive og få udgivet "Dødevaskeren" har haft den personlige konsekvens, at hun nu må leve under beskyttelse.
Hovedpersonen, Frmesk, er det vi, indenfor mit fag, kalder et mælkebøttebarn. Et barn, der på trods af særledes vanskelige og risikofyldte opvækstvilkår, udvikler en særlig styrke og derfor imod alle odds klarer sig godt. Det vender jeg tilbage til.
Allerede fra fødslen er Frmesk bagud på point. Hun er kun en pige, hvilket hendes far, Anwar, ikke forsømmer en lejlighed til at bebrejde hendes "uduelige" mor, Rubar - for det er naturligvis hendes skyld. Derudover fødes hun helt skaldet bortset fra en hjerteformet plet af fint hvidt hår. Er det en velsignelse eller en forbandelse?! Den spæde Frmesk vil ikke spise, og Rubar frygter for den lille piges liv, da Anwer truer med at gøre hende fortræd. Derfor flytter Frmesk hjem til sine kærlige morforældre, Gawhar og Darwésh, hvilket Anwar indvilliger i, da Frmesk blot er en klods om benet på ham.
Mormor Gawhar er dødevasker. Hun tager sig af den foragtelige opgave med at vaske døde piger og kvinder, ingen vil kendes ved, inden de skal begraves. Piger og kvinder, der ved at have bragt skam over deres familie, er blevet så urene, at ingen - end ikke familien - vil røre dem, når de er døde. Som oftest som følge af drab begået inden for familien selv.
Morfar Darwésh tror på zarathustrisme. Noget jeg måtte google for at finde betydningen af. Det tjener også Sara Omar til ære. Jeg kan godt lide, når jeg som læser skal researche under læsningen af en skønlitterær bog. Morfar Darwésh tror på "gode handlinger, gode ord og gode tanker". Darwésh er særdeles kritisk overfor islam som lovreligion, der også byder at gøre ondt overfor medmennesket. En kritik han ikke undlader at dele: "Dawésh havde engang sagt, at bøgerne sandt nok var friheden, men at Koranen var verdens største fængsel, og at enhver, der troede sig fri i Koranens bur, var en fornuftsløs tåbe uden øjne."
Sideløbende med fortællingen om Frmesks opvækst i et Kurdistan, der kæmper for sin eksistens under den irakiske diktator, Saddam Hussein, følger vi den voksne Frmesk og den medicinstuderende Darya under Frmesks indlæggelse på et dansk hospital. Her kommer mælkebøttebarnet ind i billedet igen. Den voksne Frmesk accepterer ikke, at man som pige får skyld og skam i vuggegave - og at ældgamle bøger, kulturer og traditioner legitimerer et kvindeforagtende livssyn.
"Dødevaskeren" er et langt og forfærdeligt studie i, hvordan pigers og kvinders rettigheder systematisk bliver trådt under fode med et mere end 1500 år gammelt religiøst skrift som legitimeringsgrundlag. Den sociale kontrol, der også udspringer af Koranens ord, er ligeledes central igennem romanen, hvilket mærkes af både Rubar i Kurdistan i 80'erne og Darya i Århus i 2016.
I en anden anmeldelse af "Dødevaskeren" mente anmelderen, at persontegningen var for flad. Anwar og farmor Bahra er kun onde, mens Gawhar og Darwésh kun er gode. Jeg ser "Dødevaskeren" som et autofiktivt værk, og derfor mener jeg, at vi som læsere må anerkende og acceptere Frmesks/Saras oplevelse. Sådan var det for hende, og det er hende, der har skrevet romanen. Ikke hendes far eller farmor. Jeg synes også, at Sara Omar sprogligt formår at bringe mig til Kurdistan i 80'erne. Det er ikke kun uhyrlighederne, der bliver malet nådeløst og konkret frem. Også behagelige dufte af krydderier og mad på markedet, beskriver Omar på en måde, så man føler, at man er der selv. Det er godt klaret af en romandebutant!
Hvor hører Frmesk op, og hvor begynder Sara Omar selv? Der er klare sammenfald i Frmesks og Saras historie. De er begge født den 21. august 1986 i Kurdistan, og de skriver begge, fordi de ikke kan lade være. Oprøret og modstanden mod misogynien i forhold til muslimske kvinder  have en stemme. Sara Omar kalder sit værk en roman, hvilket støtter det fiktive med en tradition for at adskille forfatter og tekst. Ved at inddrage Frmesk (Sara?) som hovedperson udviskes skellet mellem fiktion og virkelighed dog. Omar selv har lagt et røgslør ud over, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed. Angiveligt af hensyn til hendes egen sikkerhed.
Ligesom jeg måtte google zarathustrisme, var jeg også nødt til at google Halabja 1988, for "Dødevaskeren" berører også folkedrabet mod kurderne, som jeg nok har hørt om, men ikke ved så meget om. Her straffede Saddam Husseins regime de irakiske kurdere for at støtte iranerne under konflikten med Irak. De grusomme billeder, der dukker op, er hjerteskærende. Igen: En skønlitterær roman, der får mig til at søge viden uden for værket selv, mangedobler min læseoplevelse.
"Dødevaskeren" har gjort et stort indtryk på mig, og jeg tænker, at man som 31-årig ikke burde være i stand til at skrive så levende og virkeligt om noget så uhyrligt. Det skulle være mig en stor glæde, hvis Sara Omar med sit værk medvirker til en reformation af islam. Præcis som hun selv ønsker det.

Det bli'r sagt!

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag Henriette Karlsen: "Ama'r halshug. Et systembarns rå fortælling" Udkom: 16. septembe...