onsdag den 31. juli 2019

Hvor er tiden, der tager os

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Mathilde Walter Clark: "Lone Star"
Udkom: 16. august 2018
Omfang: 426 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Lad mig indledningsvist advare dig om, at superlativerne kommer til at flyde i en lind strøm i denne anmeldelse, for "Lone Star" af Mathilde Walter Clark har på alle parametre været min bedste litterære oplevelse i 2019 so far!
"Lone Star" er en utrolig smuk bog, hvor der er kælet for detaljen i stor stil, hvilket betyder meget for en bognørd som mig. Læsningen bliver så fin en helhedsoplevelse, når forfattere og forlag vælger at prioritere kvaliteten i de nørdede detaljer.
Smudsomslaget er vendbart, alt efter om man foretrækker en rød eller en blå udgave, og titlen er på begge omslag skrevet med hvidt, og derudover er omslaget udstyret med henholdsvis en rød eller en blå glitrende stjerne. Farverne, hvid, rød og blå, modsvarer de tre farver på staten Texas' flag, Lone Star. Derudover er bogen pyntet med et rødt kapitælbånd - et lille tøjstykke, der findes foroven og forneden ved ryggen på bogbindet - samt et matchende læsebånd i samme røde nuance. Forsatspapiret gengiver til venstre et foto af den lille Mathilde Walter Clark og hendes far, mens det til højre er et stemningsbillede fra Lockhart i Texas, hvor Walter Clarks far stammer fra. Til at toppe det har "Lone Star" et buet fremsnit, det vil sige, at bogblokken er buet frem for blot lige. Trofaste læsere vil vide, at netop det buede fremsnit er min all-time-bookish-turn-on.
"Lone Star" falder i to dele, Erindringsbog og Rejsebog. Den udslagsgivende faktor for romanens første del er Mathildes stedfars død, der efterfølgende overmander hende med natligt vejrtrækningsbesvær og koldsved - for hvem skal fortælle det til hende, hvis hendes amerikanske far dør?! Den far, der i Mathildes tidlige barndom materialiserede sig ved det årlige besøg hos Mathilde og hendes mor i København og sidenhen ved Mathildes egne sommerferierejser til St. Louis, hvor faderen var bosat med stedmoderen og fire halvsøskende. En far, der var fraværende i både fysisk og mental forstand. Han og Mathilde delte hverken kontinent, sprog, kultur eller familie. For at fastholde faderen i andet end sin egen flygtige erindring, går Mathilde i gang med at skrive den bog, hun altid har vidst, hun måtte skrive - bogen om sin far.
I deres relation synes to forskellige sprog og kulturer samt et Atlanterhav at være rigelige forhindringer, men derudover er Mathildes stedmor ikke af denne verden. Hun lader ikke selv den ondeste stedmor noget tilbage at ønske i sine betændte relationer til alt levende omkring sig, og Mathilde og hendes far tvinges ved stedmoderens mellemkomst til at finde "tidsvinduer", hvor de kan være sammen. Stedmoderen fremstilles med sin markante hollandske accent, som Walter Clark gengiver, helt grotesk, men også ret komisk: "They cøme and they park all øver the street" og "Now you jøst vant to go back or vat?"
I et "tidsvindue" får Mathilde og hendes far mulighed for at rejse til Texas, faderens hjemegn, sammen, i forbindelse med hendes skrivning af bogen om faderen, og denne fælles rejse er omdrejningspunktet for romanens anden del. Det er tydeligt, at far og datter har to forskellige mål med rejsen. Mens hans ønske er at vise sit Texas frem, er hendes mål at finde sin far i det, hun ser for at lære ham bedre at kende. I anden del fletter familien Walter Clarks historie sig på smukkeste vis sammen med Texas', og Mathilde møder i løbet af de ti dage, rejsen varer, både for længst afdøde og særdeles nulevende slægtninge.
"Lone Star" er en roman om et brændende ønske om at etablere et far-datter-forhold, og fremstillingen af den verdensfjerne atomfysiker af en far er på samme tid kærlig, konfronterende, morsom og bevægende. Derudover er bogen en afsøgning af, om det kan være for sent at skabe et forhold til sin far. Grundtonen er romanen igennem også præget af en systematisk undersøgelse af, hvad det vil sige at høre til - i et land, i et sprog, i en kultur og i en familie.
Da jeg havde læst "Lone Star", var jeg helt inde i Mathildes, hendes fars og deres families univers. Min læseoplevelse var mind-blowing - altså både overvældende og fænomenal. Sproget er så fint og fuldt af både smukke og komplekse billeder, som fx her, hvor Mathilde Walter Clark beskriver oplevelsen af sprogbarrieren mellem Mathilde og faderen: "Det føltes som at få udleveret en teske til at hente et ton diamanter op af et bjergdyb. Hver gang det lykkedes mig at redde noget ud i lyset, viste det sig at være kul." Jeg må også konstatere, at det overvældende og fænomenale ligger i Walter Clarks evne til at skabe kronologi uden, at den er tilstede. Det virker både paradoksalt og absurd; men det kan bedst forklares ved igen at bruge forfatterens egne ord: "Erindringerne ligger og blinker og skvulper mod hinanden som isflager. Om morgenen står jeg op til det hele igen, følelserne, øjeblikkene. Det findes alt sammen på én gang, der er ingen kronologi." Mathilde Walter Clark gør på denne måde både tiden og erindringerne flydende og plastiske, så alt er til stede samtidigt. Mathilde kan på samme tid være den lille pige og den voksne kvinde - præcis som det er med erindringer, uden kronologi og samtidige.
"Lone Star" er selvbiografisk på den måde, at bogens Mathilde er Mathilde Walter Clark på samme måde som romanens øvrige personer er virkelige mennesker, men forfatteren insisterer på, at de samtidig også er romanfigurer, og at det er som sådan, at læseren møder dem. Det selvbiografiske træder tydeligt frem, når Walter Clark reflekterer over skriveprocessen i et metalag.
Bogens 426 sider tog mig forholdsvis lang tid at læse, fordi jeg nød og læste mange af siderne gentagne gange på grund af det fantastiske sprog, og som det nogle gange er med litteratur, krøb romanen virkelig under huden på mig på en måde, så den var vanskelig at slippe mentalt efterfølgende.
"Lone Star" får en varm og dybfølt læseanbefaling herfra.

torsdag den 25. juli 2019

Sorrig og glæde de vandre til hobe

Anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren
Lotte Elmann Wegner: "Livet, du efterlod"
Udkom: 26. april 2019
Omfang: 280 sider
Forlaget Montagne
Vejl. pris: 249,- kr.
Sigmund Freud, psykoanalysens grundlægger, mente, at sorg forløb i fire faser. Den primære opgave for et menneske i sorg var at arbejde med de sorgfulde følelser for at frigøre sig fra den mistede person for derefter at kunne få det bedre og komme videre med sit liv. Heldigvis får gode gamle Freud i disse år betydeligt modspil, for det viser sig, at døden ganske vist afslutter et liv, men aldrig en kærlighedsrelation.
At kærligheden, til den man har mistet, ikke blot "går over", og at sorgen ikke er en faseinddelt størrelse, man skal komme igennem, er Lotte Elmann Wegners anden roman, "Livet, du efterlod", et meget smukt og inderligt skrevet eksempel på - på flere niveauer.
Læseren fornemmer hurtigt, at Albert har oplevet en stor sorg, der har rykket på al balance i livet. Et liv, hvor omdrejningspunktet tidligere var driften af et stort gartneri sammen med kone og to børn, Suleima og Adam - i modsætning til nu, hvor han bor alene i et af drivhusene. Også for Cecily ligger tilværelsen i ruiner, da manden efter 15 års parforhold har forladt hende og datteren, Anemone, til fordel for en anden kvinde. Christine, tidligere lærer, men nu ansat i byens café, slås med indre kampe, hvor hun skal finde fred med konsekvenserne af velmente valg truffet i hendes forhenværende erhverv som lærer. Valg, der stik mod hensigten, fik skæbnesvangre følger. Åsa arbejder i byens supermarked, men bor fortsat i sit barndomshjem efter forældrenes død, og også hun har svært ved at finde ro i sit eget selskab. Ved sin stille eksistens i kasselinjen og på de natlige vandreture bliver hun beskuer af andres liv i det lille samfund.
Som det fornemmes af ovenstående er der noget usagt og uudtalt på spil for alle bogens karakterer, og den konstante underliggende uro og indre turbulens får Elmann Wegner skrevet frem i et både smukt og poetisk sprog, så det bliver klart, at sorg - uanset i hvilken form den viser sit væsen - ikke går væk. Sorgen og magtesløsheden er nødt at finde en form, så dén, der er tilbage, kan leve sammen med den, og den lille Anemone bliver, med sin naturlige barnlige insisteren på at livet fortsætter her og nu, katalysator for et spirende håb.
Kapitlerne veksler mellem seks forskellige titler: Albert, Cecily, Anemone, Suleima, Åsa og Christine - naturligvis navngivet efter fortælleren. At synsvinklen konstant er skiftende, betyder at læseren uvægerligt lærer alle personerne og deres følelser og tanker at kende indefra - og dermed også får sympati og forståelse for deres handlinger. Derudover giver den skiftende synsvinkel romanen en rigtig god fremdrift, fordi forfatteren ligger små spor ud, så man konstant har lyst til at vende tilbage til de enkelte karakterer.
Lotte Elmann Wegner berører i romanen svære livskriser som sorg, dødsfald, skilsmisse, uforløst kærlighed, psykisk sårbarhed og omsorgssvigt. Alligevel formår hun via bogens karakterer at skrive håbet frem midt i fortvivlelsen og afmagten, og jeg synes også, at håbet antydes i titlen. Selvom et "du" har efterladt os, er vi tilbage med netop livet.

onsdag den 10. juli 2019

Alle krimiers moder

Trofaste læsere vil vide, at jeg bruger lydbøger til at spice al rutinepræget arbejde op - vasketøj, havearbejde, rengøring og træning. På den måde føles dét, jeg i bund og grund overhovedet ikke gider, knapt så slidsomt. En foretrukken genre, når jeg forbruger lydbøger, er krimi, og jeg har lyttet mig igennem det meste af bagkataloget hos blandt andre Inger Wolf, Elsebeth Egholm, Julie Hastrup, Jesper Stein, Anne Mette Hancock, Michael Katz Krefeld og Katrine Engberg. Jeg mener, at det var sidstnævnte - Katrine Engberg - der i Anne Glads Bogselskabet anbefalede lytteren at give sig i kast med det forfatterskab, som alle nuværende krimiforfattere står på skuldrene af.
Den opfordring har jeg taget til mig, og det drejer sig om de ti bøger i serien "Roman om en forbrydelse", der i tiåret 1965 til 1975 blev skrevet af det svenske forfatterpar Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Deres ti bøger med hovedkarakteren Martin Beck, der indledningsvist er kriminalassistent og sidenhen kriminalkommissær i Rigsmordskommissionen (en pendant til vores hedengangne Rejsehold), er blevet en udødelig klassiker i nordisk kriminallitteratur og oversat til mere end 30 sprog.
Med Sjöwall og Wahlöös indtog på krimiscenen tog også "de kloge" krimigenren til sig; en genre der tidligere blev betragtet som illitterær og underlødig. Det, der øjensynligt hæver genrens niveau er forfatterduoens lidet tilslørede kritik af den svenske velfærdsstat, der, ifølge dem, har svigtet manden på gulvet. Sjöwall og Wahlöö udstiller velfærdsstatens svaghed og hævder, at det er klasseskel og elendige sociale forhold, der fører mennesker ud i kriminalitet. Forfatterparret var erklærede marxister, og de anså de ti bøger, de nåede at udgive, inden Per Wahlöö dør af kræft i 1975, som værende ét samlet værk. "Roman om en forbrydelse" dækker ganske enkelt over det, som Sjöwall og Wahlöö mente, var socialdemokraternes samlede svigt af arbejderklassen.
Udover af være de første til at indarbejde et politisk budskab i krimigenren, gav Sjöwall og Wahlöö også hovedpersonen et realistisk privatliv med kone og børn i modsætning til tidligere tiders excentriske enspændere som fx Philip Marlowe eller kriminalkommissær Maigret. Dette realistiske privatliv kommer også til at fungere som en indbygget dramatisk motor, der spiller med i plottet. Det øger nemlig det pres, som hovedkarakteren befinder sig i, idet familielivet bliver yderligere en modstander, der forhindrer, at vores helt kan arbejde uforstyrret med opklaringen af forbrydelsen.
På samme måde kommer, ved Sjöwall og Wahlöös mellemkomst, hovedpersonens arbejdsliv til at foregå i en mere realistisk ramme ved regulær efterforskning i kollegiale teams i stedet for, som hos førnævnte enspændere, at bygge på fornemmelser og særlige sjette sanser.
Ovenstående betyder, at genren over tid er blevet tilført spænding, humor, social bevidsthed og et psykologisk drama, der er medvirkende til, at krimigenren i dag er uhyre populær - endda i en grad så vi, her i Norden, har fået vores egen genrebetegnelse: Nordic Noir. For at et værk lever op til dén betegnelse, er det ikke tilstrækkeligt, at forfatteren er nordisk. Romanen skal derudover foregå i Norden, hvilket er et kardinalpunkt, for naturen og miljøet indgår som væsentlige dele af plottet, men den skal også betone den sammenhæng, der er mellem det nordiske menneske og det altomsluttende mørke, der overvælder os om efteråret og vinteren. Mørket bliver dermed en katalysator for en deprimerende sindstilstand, der kan ramme det nordiske menneske i velfærdssamfundet i efterårs- og vintermånederne. Endelig er et andet typisk genretræk, at Nordic Noir ofte bruger ord som 'frost', 'is', 'kulde' eller  'sne' i titlen - her på bloggen er Vinterland en repræsentant for genren.
At Sjöwall og Wahlöö for mere end 50 år siden på denne måde skulle blive banebrydende i at brede krimien ud til alle samfundslag, synes jeg, er en bedrift, man kun kan beundre. I "Roman om en forbrydelse" er jeg blot nået til den indledende bog i serien, "Roseanna" - og selvom bogen runder de 54 år, holder både plot og personskildring fortsat i 2019.

mandag den 8. juli 2019

Lærlingen og læremesteren

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Kim Faber & Janni Pedersen: "Vinterland"
Udkom: 21. marts 2019
Omfang: 461 sider
Vejl. pris: 150 kr.
Krimigenren lever i allerbedste velgående, hvilket kan konstateres ved et kort blik på forskellige bestsellerlister. Fem ud af de ti mest sælgende bøger hos Saxo er krimier, mens fire ud af ti bestsellere hos Arnold Busck er krimier - og hos Bog & idé er topbestsellerlisten en hel række af netop krimier. Endelig tegner krimigenren sig for at være den mest populære hos streamingtjenesten Mofibo - så ja, folket vil ha' krimier.
Journalistparret Janni Pedersen og Kim Faber er nye elever i krimiklassen med deres debutroman "Vinterland", der udspiller sig over knapt 14 dage i et vinterdækket Danmark. Overordnet har jeg haft en rigtig god og medrivende læseoplevelse i selskab med bogens to hovedkarakterer, der begge er politikommisærer og normalt nære samarbejdspartnere i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, Signe Kristiansen og Martin Junckersen.
Junckersen - i daglig omtale Juncker - er på grund af en tjenstlig forsyndelse blevet sendt på tvunget ophold i den sydsjællandske provinsby, Sandsted, hvor han også er vokset op som næstældste søn af byens mægtige advokat, Mogens Junckersen. Sidstnævnte er dog nu reduceret til en sørgelig skygge af sig selv i takt med, at en endnu ikke-diagnosticeret demens langsomt, men sikkert er ved at forvandle en ellers lynende skarp hjerne til grød. Juncker er nødsaget til at gøre en dyd ud af nødvendigheden, og han ser derfor også den ufrivillige exit fra hovedstaden som en mulighed for at tage af sin svækkede far - hvorfor han flytter ind på barndomsværelset i det parcelhus, hvor han er vokset op. Arbejdsmæssigt er hans mission er få en lokalstation op at køre i samarbejde med en ung mandlig politielev og en lige så ung kvindelig politiassistent af anden etnisk herkomst. Lokalstationens primære opgave er i udgangspunktet at håndtere udfordringerne med et asylcenter i lokalområdet - et arbejde, der dog hurtigt overskygges af voldsomt mord på en lokal mand med nynazistiske sympatier. 
I København er Signe nærmest i døgndrift optaget af opklaringen af en voldsom eksplosion, der lillejuleaften rammer et julemarked i Indre By. Det viser sig at være et terrorangreb, og Signe kommer hurtigt til at savne sin makker, Juncker, i opklaringsarbejdet. Efterforskningen ender nemlig i en blindgyde, hvor det synes umuligt at komme videre - lige indtil Signe får et tip fra en højst uventet kant.
"Vinterland" holdt mig godt fanget over alle 460 sider, og romanen igennem fungerer det som en dramatisk motor, der sikrer romanens fremdrift, at både Juncker og Signe ikke blot er under pres på jobbet, men også stresses af de hjemlige forhold - et velkendt skriveteknisk kneb fra krimigenren. Deres arbejde fylder for meget, og de familiære skærmydsler øger dermed det krydspres, de er under - og bliver en forhindring for, at de kan arbejde uforstyrret.
Derudover hæftede jeg mig ved romanens flotte sprog, hvor forfatterparrets journalistiske baggrund naturligvis ikke fornægter sig - blandt andet i beskrivelsen af Junckers relation til barndomsven, Rasmus: "Juncker oplevede dette sit første møde ned den sociale arvs tyngde som en blodig uretfærdighed, men også som noget uomgængeligt, man stod magtesløs over for." Eller i skildringen af faderens demens: "Faren stirrer på ham med samme tøvende forbløffelse i øjnene, som har lyst ud af dem hver eneste morgen, siden sønnen flyttede ind. Juncker kan formelig se, hvordan den gamle desperat klamrer sig til følelsen af, at den mand, der står i hans køkken og roder med hans kaffemaskine, er et menneske, han kender." 
Romanen er sine steder også ganske makaber og skræmmende på en måde, så jeg som læser måtte holde mig for munden og knibe øjnene sammen. Sammen med bogens karakterer blev jeg både vred og oprørt, og romanen pirrede både min angst og frygt. Det er vel netop krimiens fornemmeste adelsmærke - at skabe en følelsesmæssig reaktion hos læseren.
Krimigenrens kontrakt med læseren er, at man bliver lovet en afslutning, og her synes jeg, at forfatterparret kun til dels når i mål. Jeg føler mig som læser lidt snydt; de afsluttende ender blev ligesom spundet lidt for hurtigt - a la "nu har vi nået 400 sider, så nu skal vi ha' den her lukket." Her føler jeg egentlig, at slutningen er lidt uforløst og uafsluttet, men heldigvis er andre ligeså indigneret som jeg - uden at jeg dog vil afsløre, hvem det er! Derfor bliver jeg naturligvis nødt til at læse to'eren, som forfatterparret er i gang med as we speak.

Det bli'r sagt!

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag Henriette Karlsen: "Ama'r halshug. Et systembarns rå fortælling" Udkom: 16. septembe...