Nordisk Råds Litteraturpris 2018

Dagens bogkøb foreviget over min februargrønne (?!) græsplæne. Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2018, "AR", er forfatter Auður Ava Ólafsdóttirs femte roman. Hun har desuden skrevet en digtsamling, skuespil og sangtekster. "AR" udkom i slutningen af 2016, og forfatteren udtalte i den forbindelse: "Jeg skriver imod mørket i verden, jeg tror, at jeg gør det i alle mine romaner, men måske allermest i denne." Begrundelsen for at tildele Ólafsdóttir prisen er værkets evne til at stille dybe spørgsmål om liv og død samtidig med, at romanen er fuld af tvetydig humor og et fantastisk sprog, der stråler af liv.

Hovedpersonen er den midaldrende Jonas Ebeneser, der efter en voldsom skilsmisse beslutter sig for at begå selvmord. Hans største frygt er dog, at det er hans datter, der bliver den første til at finde ham efter selvmordet. Derfor beslutter han at rejse i ud i verden for at undgå det, og for alle tilfældes skyld medbringer han en boremaskine, som han kan bore krogen i loftet fast med. Han lukker sit liv ned ved at sælge alt jordisk gods og rejser til et fjerntliggende land, der kort tid forinden har været præget af en intens borgerkrig.

Personligt har jeg købt bogen, fordi jeg gerne vil læse den, inden jeg til maj skal høre Auður Ava Ólafsdóttir på Silkeborg Bibliotek. Her vil hun blive interviewet af cand. mag og formidler Maria Louise Christensen, som jeg tidligere har hørt samtale med Jesper Wung Sung, hvilket du kan læse lidt om her. Ved den lejlighed betød hendes grundige research og åbne spørgsmål, at forfatteren fik mulighed for at folde virkelig mange aspekter af sit arbejde med bogen ud, og det blev et berigende og interessant interview at lytte til. Forfatteren og værket kom virkelig i fokus i kraft af interviewerens seriøse forarbejde. Jeg planlægger et blogindlæg om aftenen sammen med min anmeldelse af bogen - så stay tuned!

Har du læst bogen? Hvis ja, hvordan var din læseoplevelse?!

Boganmeldelse: "Dåbsskeen" af An' Marie Bertam

Anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard
Udkom: Maj 2016
Omfang: 130 sider
Vejl. pris: 199,95 kr.
Adam havde set fortvivlet på ham og spurgt: "Per, hvad er det, du prøver at finde ud af?" Efter en lang pause havde Per svaret: "Det ved jeg faktisk ikke rigtigt. Måske noget om mig selv. Men dét, jeg har lært, er, at jeg ikke finder det på et kontor. Nærmest for sig selv havde han så tilføjet: "Og det er da noget af en luksus, for hvem fanden har ellers tid til det?"
"Dåbsskeen" er en lille perle, der handler om at blive tvunget til at stå af ræset midt i livet uden ønsket om en stor og forkromet plan at bevæge sig frem efter. Truer tomhed og angst, eller er det en reel følelse af frihed, man mærker?

Per Davidsen levede sit liv i solsiden solidt placeret i overhalingsbanen. En smuk kone, to søde sønner, grundlægger af et internationalt elektronikfirma, en palælignende bolig med en park af en have og den første Porsche i garagen som 32-årig.

En dag er det hele borte som følge af en cocktail af korrupte medarbejdere og kreativ bogføring. Per står nu midt i livet, han er ruineret, den smukke kone, børnene og vennerne er forsvundet. Han pakker en plasticpose med sine toiletting og sin dåbsske af sølv, hvorefter han går ud i livet.

Per stiller sig uden for samfundet, hvor han konstaterer, at æren er det eneste, han har tilbage i sin søgen efter sig selv. Han kan dog ikke selv helt definere, om det virkelig er det, han er i færd med. At søge efter sig selv. Indimellem besøger han Adam og Edith, de eneste venner der er tilbage, hvor han får et bad, et måltid mad og måske en overnatning. Derudover har han småjobs hos Frelsens Hær og som havemand, men aldrig noget fast. Han vil fremfor alt ikke være en byrde for nogen.
Per lever som hjemløs i en årrække. En livsstil, hvor han møder både følelsen af frihed, men også oplever skyggesiden. Per genoptager kontakten med sine sønner, og ved deres mellemkomst kan han måske begynde at se fremad igen.
Romanen diskuterer, om end i det små, hvad det gode liv er. Det er op til det enkelte menneske at definere, hvad værdighed og det gode liv er, men man er aldrig alene. Relationen til andre mennesker vil altid være en del af ligningen, hvilket også Per må sande.
Bogens præmis om at lade alt materielt bag sig og blot være til uden noget eller nogen, der binder, kan synes besnærende. Har vi overhovedet tid til at mærke efter, hvad det gode liv er, når vi suser rundt i hamsterhjulet?! Netop derfor nød jeg læsningen. Jeg er dog ikke sikker på, om det billede romanen maler af tilværelsen som hjemløs er reelt. Det virker glorificerende. Derudover tænker jeg  at Pers udvikling, i den 10 års periode bogen beskriver, er lidt for statisk og unuanceret. I forhold til relationerne mellem bogens personer kunne jeg også godt ønske mig, at den havde været mindre overfladisk med flere nuancer, hvilket havde fået bogens karakterer til at fremstå mindre "flade".

Boganmeldelse: "Skandalens anatomi" af Sarah Vaughan

Anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand - en del af Politikens Forlag
Udkommer i dag - 21. februar 2019
Omfang: 319 sider
Vejl. pris: 250,- kr.
Kriminalretssagfører Kate Woodcroft er 42 år,  og hun har været advokat i de 19 af dem, Kate er ekspertanklager i sager om seksualforbrydelser, og hun ser sig selv som værende på sandhedens side - ikke vindernes. Hun sværter ikke sin samvittighed til ved at forsvare klienter, hvor hun på forhånd har mistanke om deres skyld. Netop derfor er hun anklager og ikke forsvarer.
Kate bliver anklager i den højt profilerede sag mod James Whitehouse, juniorminister med ansvar for kontraekstremisme, hvor han står anklaget for at have voldtaget sin 28-årige assistent, som han har haft en affære med. Whitehouse er gift med Sophie, som han kender tilbage fra studietiden i Oxford. Sophie er, på trods af sin mands utroskab, overbevist om, at han er uskyldig i anklagen om voldtægt. Selvom hun føler sig ydmyget og fornedret, vejer hensynet til familien tungere, og hun vil gøre alt for at beskytte den.
Udover familielivet med to børn på den fashionable bopæl i Vestlondon deler James og Sophie også kendskabet til en 23 år gammel sag, der centrerer sig omkring Libertinerne. En elitær middagsklub, som Whitehouse var medlem af under sin studietid sammen med landets premierminister, Tom Southern. Sidstnævnte står i taknemmelighedsgæld til James på en måde, så James' forbindelse til magtens centrum aldrig rigtig er truet på trods af voldtægtsanklagen. Libertinerne var berygtede for deres hærgen af de spisesteder, de besøgte og en ekstrem arrogant facon overfor tjenere og ejere, hvilket blev understreget af en efterfølgende nærmest skødesløs, rundhåndet og ligegyldig økonomisk kompensation for de massive forvoldte skader.
Kate Woodcroft er overbevist om, at bevisets stilling i den aktuelle sag betyder, at sigtelsen vil føre til en domfældelse. Whitehouse er skyldig, og det agter hun at dokumentere.
Romanen igennem krydsklippes der imellem personer samt for- og nutid. Kate er jeg-fortæller, mens Sophie og James skildres i 3. person. I tilbageblik møder vi også Holly, Sophies studiekammerat, der i lighed med hende studerede engelsk. Holly stammer fra Liverpool, har gået på offentlig skole og har kun mulighed for at læse i Oxford som følge af et tildelt legat. Helt anderledes og stik modsat den privilegerede Sophie fra Eton-segmentet har Holly stridt sig til en studieplads. Derfor er det også besynderligt, da Holly forlader Oxford i utide. Sophie tager sig dog aldrig tid til at finde ud af hvorfor.
Persontegningen i "Skandalens anatomi" er god og overbevisende. Særligt Sophies udvikling og hendes refleksioner fremstår overbevisende, ligesom beskrivelsen af Kates virke som anklager virker troværdig. En økonomisk begunstiget overklasse skildres plausibelt på et bagtæppe af magt, indflydelse og hævdvundne traditioner, hvor der ikke skeles nævneværdigt til de, der ikke er så privilegerede som én selv.
På romanens forside beskrives den som en spændingsroman. En betegnelse, som jeg desværre ikke synes, holder helt. Min oplevelse var, at jeg skulle meget langt hen i romanen, inden der kom fremdrift i handlingen. Derudover talte jeg mere end ti set ups - altså detaljer, som man fornemmer får betydning senere - som der først kommer pay offs på nærmest ved romanens afslutning. Og det er vel at mærke set ups, som man tydeligt fornemmer handler om det samme - det efterlod mig lidt frustreret. Jeg synes ganske enkelt, at det var vanskeligt for mig at fastholde følelsen af spænding hele vejen igennem.

Boganmeldelse: "Misery" af Stephen King

Anmeldereksemplar for forlaget Hr. Ferdinand - en del af Politikens Forlag
Udkom: 15. marts 2018
Omfang: 326 sider
Vejl. pris: 100 kr.

Trofaste læsere vil vide, at jeg ved årsskiftet anmeldte min debut med Stephen Kings forfatterskab her på bloggen. Ærligt talt har jeg altid tænkt, at Kings bøger var alt for uhyggelige for mig. I en alder af 46 år drømmer jeg stadig om uhyggelige film og bøger, og derfor plejer jeg at undgå dem.

"Outsideren", der er titlen på Kings seneste udgivelse, var dog en ganske positiv og "ufarlig" oplevelse, da uhyggen primært udspiller sig på et psykologisk plan. På en eller anden måde er det lettere for mine nerver at tåle - det er jo "bare" inde i hovedet, det foregår. Derfor slog jeg straks til, da jeg blev foreslået af læse Kings klassiker fra 1987, "Misery". Forlaget kalder det en horror-klassiker på den fine forside, der er begået af den superdygtige grafiske designer, Simon Lilholt. And horror it is! Forsidens illustration giver et forvarsel om, at uhyggen denne gang udspiller sig på et ganske fysisk plan.

Forfatteren Paul Sheldon har netop fuldendt sin seneste roman, "Fast Cars", i det hotelværelse, hvor han har afsluttet samtlige af sine bøger siden 1974 - også de fire romaner om Misery Chastain. En karakter elsket af læserne, men afskyet af anmelderne og Paul selv. Af samme årsag har han med stor fornøjelse aflivet Misery i den fjerde og altså afsluttende bog om hende. Ved en pludselig indskydelse, godt hjulpet på vej af en flaske Dom Pérignon, beslutter Paul sig for at køre mod vestpå mod Las Vegas. Han vil fejre, at det sidste punktum er sat i "Fast Cars". Den bog, som i drømmene indbringer ham American Book Award og dermed endelig anmeldernes gunst. Turen ender brat, da Paul kører galt, og han findes liggende i den forulykkede bil af Annie Wilkes, der tager ham med til sit hjem i Sidewinder. Her vågner Paul op og er helt sikker på tre ting: Annie Wilkes har adgang til anselige mængder smertestillende medicin, han er blevet afhængig af den - og Annie Wilkes er skingrende vanvittig.
Hun viser sig at være Pauls største fan på grund af netop bøgerne om Misery Chastain, og da det går op for hende, at Paul har slået Misery ihjel, bliver hun rasende. Rasende og meget vedholdende. Hun tvinger indledningsvist Paul til at brænde det eneste eksemplar af "Fast Cars", og herefter er hun særdeles insisterende på, at han begynder at skrive endnu en bog, hvor Misery bliver genoplivet. For at hjælpe Pauls motivation lidt på gled, har Annie flere indfaldsvinkler. Fx en økse, en kanyle og en elektrisk kniv.
Det, der kendetegner horror, er følelsen af gru, uhygge, angst og frygt, som den fremkalder hos læseren. Det var ganske enkelt virkelig ubehageligt at læse "Misery", men på samme tid underligt euforisk, fordi man sidder med tilbageholdt åndedræt. De billeder, King maler frem, kører nærmest som en film for øjnene af én. Beskrivelsen af Annie Wilkes' ustabile og forstyrrede sind og den langsomme, men sikre nedbrydning af Paul forstærker i den grad uhyggen og frygten.
Forholdet mellem Annie og Paul er så intenst og realistisk beskrevet med Pauls indledningsvise afsky, der langsomt fører til, at han, i sin dybe afhængighed af hendes ekstreme luner, begynder at bruge hendes mærkelige og selvkonstruerede ord og vendinger i deres bizarre fælles univers. Pludselig giver de mening for Paul - og for læseren. Med beskrivelsen af udviklingen i relationen mellem Annie og Paul, folder disse to - og her tænker jeg primært på Annie - sig ud i al sin gru.
Som i "Outsideren" bruger King også aktivt typografien i "Misery", da en del af teksten er maskinskrevne brudstykker fra romanen "Misery vender tilbage", som Paul Sheldon naturligvis har dedikeret til Annie Wilkes. Det autentiske præg understreges yderligere ved, at skrivemaskinens tekst er uden 'n', da den tangent mangler, så det bogstav er tilføjet "i hånden".
I modsætning til "Outsideren" har "Misery" intet overnaturligt element, hvilket jeg rigtig godt kunne lide, og endelig synes jeg også, at det var interessant at opleve, at jeg, siddende med tilbageholdt åndedræt, ganske enkelt måtte læse videre, selvom det var så uhyggeligt. Jeg er glad for, at jeg endnu en gang vovede at bevæge mig af min normale skønlitterære komfortzone, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg vender mig mod hr. Kings forfatterskab.

Boganmeldelse: "Et andet menneske, et andet liv" af Sofie Jama

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom: 18. januar 2019
Omfang: 310 sider
Vejl. pris: 300 kr.
Hvad gør det ved et menneske at føle sig både historie- og identitetsløs?
Disse spørgsmål tumler hovedkarakteren, Baraka, med i Sofie Jamas stærke debut. I løbet af romanen krydser en ældre kvinde, Esther, og en syrisk dreng, Umar, Barakas spor. Hun føler et stærkt skæbnefællesskab med disse to mennesker, der viser sig at være ligeså søgende efter et ståsted i tilværelsen som hun selv.

Efter det indledende møde på et dansk bibliotek bliver Baraka og Esther fortrolige, og den ældre kvinde fortæller Baraka om, hvordan hun undslap de tjekkiske jødeudryddelser, omskabte sig selv og i stedet endte som den danske privilegerede overklassekvinde, Rosa.

Umar møder Baraka via sit arbejde i Røde Kors. Umar er flygtet fra krigens gru i Syriens, hans baggrund er palæstinensisk, og han kommer til Danmark som uledsaget flygtningebarn under flygtningestrømmene op gennem Europa i 2015. De uhyrligheder, Umar udsættes for under sin flugt til Danmark, er hjerteskærende læsning.

Baraka selv er født i Somalia, men flygter sammen med sin mor og sine søskende til Danmark som konsekvens af borgerkrigen i hjemlandet i  90'erne. Gudesmuk og med et heftigt seksuelt begær, der brænder voldsomt, passer Baraka bestemt ikke ind i navnlig sin mors forståelse af en ærbar muslimsk pige, hvilket moderen særdeles håndfast giver udtryk for. Indledningsvist forsøger Baraka at falde ind i den muslimske kønsrolle, hun har med sig fra sit hjemland. Hun lader sig omskære i et forsøg på at falde ind og høre til, men det giver hende ikke den ro og det tilhørsforhold, som hun så brændende ønsker - og frem for alt dæmper det ikke hendes stærke begær.

Baraka tager, inspireret af Esther, fat på sin forvandling; hun vil gøre op med sin somaliske baggrund og identitet - hun vil være en anden. Hun kalder sig selv Maria efter nogle gæster på en bar, hvor hun arbejder, tror, hun er brasilianer og kalder hende netop Maria. Baraka/Maria får studentereksamen, hvorefter hun starter på universitetet, hvor hun møder en kvinde, der introducerer hende til en teatertrup. Den samme kvinde viser Baraka/Maria en annonce, hvor et stort internationalt produktionsselskab søger ukendte ansigter til en ny tv-serie i USA, hvilket bliver Barakas/Marias springbræt til en stor international karriere som skuespiller. Baraka må dog efterhånden erkende, at hun ikke kan blive en anden - hun skal møde og acceptere sit ophav.

Romanen krydsklipper mellem Baraka/Maria, Esther/Rosa og Umar med Baraka som den gennemgående fortæller. Det giver romanen en rigtig god fremdrift, der fører frem til at de tre menneskeskæbner til slut flettes sammen og bliver forbundne. Barakas stærke seksualdrift står centralt, og indimellem bliver det, for mig, for voldsomt. Et eksempel er, da Baraka beskriver det som medlidenhedsgave, da en dansk læge, der skal tilse hende, afslutter samtalen med at slikke hende til en orgasme. Sofie Jamas ærinde om gøre op med tabuer om seksualitet og køn, er i den henseende ikke uvæsentlig - og her må jeg så pakke min snerpethed væk.

Det kan lyde paradoksalt, at man bør læse en roman alene på baggrund af forfatterens etnicitet, men lige præcis her vil jeg dog mene, at du skal gøre en undtagelse. Sofie Jamas debut er stærk og væsentlig, netop fordi hun er somalisk kvinde. En samfundsgruppe, der ikke normalt melder sig på banen litterært. Sofie Jamas fremstilling af Baraka er så langt fra den stereotype forestilling om en somalisk kvinde i store gevandter, der går ti skridt bag en mand, som man kan komme. Derfor er det så vigtigt at lytte til hendes stemme.
Endelig synes jeg, at Jamas beskrivelse af de tre menneskers søgen efter identitet på tværs af alder, køn, etnicitet og religion står stærkt.

Boganmeldelse: "Lad os håbe på det bedste" af Carolina Setterwall

Anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand - en del af Politikens Forlag
Udkom: 17. januar 2019
Omfang: 359 sider
Vejl. pris: 300,- kr.

"Den sidste nat, jeg sover i et værelse ved siden af dig, sover jeg i troen på, at vi har tusindvis af dage foran os. Det har vi ikke."

Carolina står med sin otte måneder gamle søn, Ivan, på armen, da hun finder sin jævnaldrende 34-årige kæreste, Aksel, død i sengen. Forinden har han ikke været syg, så Carolina og alle omkring hende står helt uforberedte på det meteornedslag af chok, sorg og savn, der slår ned, da en helt uforudsigelig og uventet død rammer den lille nye familie.
Romanen er Carolinas vidnesbyrd til Aksel, og hun henvender sig romanen igennem direkte til ham med 'du', hvilket har en utrolig stærk effekt. Læseren kommer helt ind under huden på Carolina, og man kan nærmest fysisk mærke hendes knugende smerte og sorg, der også er romanens altoverskyggende temaer.
Forfatter Carolina Setterwall forstørrer følelserne hos bogens Carolina ved i romanens første halvdel at krydsklippe ganske effektfuldt mellem det, der nu er den fortvivlende nutid for hende, og Carolinas minder om, hvordan parrets forhold udviklede sig fra deres første møde en lys Valborgsaften i 2009 frem til Aksels pludselige død fem år senere.
Carolina erindrer, hvordan hun fra forholdets start opfattede Aksel som fraværende og nærværende på samme tid. Han er tøvende og tilbageholdende, mens Carolina er effektiv, hurtig og konstant søger fremdrift. Det er hende, der vil købe lejlighed, hende, der vil have fælles kat - og hende, der vil have barn. Undervejs giver det konflikter, men i nuet formår Carolina ikke at bremse og vente på Aksel, der ender med at "løse" det konfliktfyldte ved give efter og føje hende. Retrospektivt er Carolina efter Aksels død opfyldt af skyld og skam, for var det i virkeligheden hende, der drev Aksel ud over kanten og fik ham og hans krop til at give op?! Hun bebrejder sig selv at have været alt for meget alt for længe: "Undskyld, hvis jeg fik dig til at føle dig som et værdiløst menneske. Undskyld, at jeg stressede dig. Undskyld, at jeg ville bestemme alting. Undskyld, at jeg aldrig ventede på dig. Undskyld, at det ikke blev som du ønskede."
Det effektive og hurtige er, også efter Aksels død, naturligvis fortsat en del af Carolinas karakter, så da det indledende chok har lagt sig, opsøger hun med vanlig effektivitet litteratur om sorgens forskellige faser, som hun i raskt tempo vil komme igennem og derefter nå tilbage til det velordnede liv. Langsomt, men sikkert må hun erkende, at sorgen ikke lader sig forcere, og at døden har gjort noget ved hende. I forholdet til sønnen, der med sin alder kræver nærvær og insisterende dækning af basale behov, men på samme tid er en evig kilde til bekymring og magtesløshed, som hun nu er alene om. I forholdet til svigerfamilien, der med deres sorg og savn er blevet en del af et livslangt skæbnefællesskab med Carolina.
Undervejs i min læsning tænkte jeg flere gange, at jeg til enhver tid vil anbefale bogen til et menneske, der mister en nærtstående. Bogen har egentlig karakter af en selvhjælpsbog, hvor man som pårørende sagtens kunne søge trøst. Det er ikke uden grund. Carolinas fortælling er forfatter Carolina Setterwalls egen historie, og med dette autofiktive element in mente giver det rigtig god mening, at beskrivelsen af den knugende sorg siver ud af alle tekstens sprækker. Også Carolinas efterrationalisering af et parforhold, der ofte stod spændt som en flitsbue, vil blive hos mig. Endelig er det også er det også et værk, der indgyder mod og et spirende håb. Livet vinder - særligt personificeret i al sin livlighed i Carolinas og Aksels lille søn, Ivan.