lørdag den 17. februar 2018

Boganmeldelse: "Hvis der skulle komme et menneske forbi" af Thomas Korsgaard

Bogen er lånt på biblioteket
"Har du læst Hvis der skulle komme et menneske forbi?", spurgte min far mig for nogle måneder siden. Jeg svarede benægtende, og min far fortsatte: "Den er simpelthen fantastisk! Og barsk!" Det ærgrede mig egentlig, for den stående joke er, at kan min far lide en bog - ja, så bryder jeg mig ikke om den!
Det irriterede mig også, fordi jeg vidste, at den stod på to-be-read-listen i min læseklub. Og nu er det så blevet Korsgaards tur i læseklubben, og jeg gik ind til bogen med et vist forbehold grundet min fars anbefaling! At andre ligeledes var begejstrede for Thomas Korsgaards debutroman, er dog åbenlyst, idet han var én af de fem shortlistede til Bogforums Debutantpris 2017.
"Hvis der skulle komme et menneske forbi" opleves gennem hovedpersonens, Tue, øjne. Den beskriver hans opvækst i en mildest talt dysfunktionel familie, fra Tue er 12 år, til han skal starte i gymnasiet. Tue, de to mindre søskende og hans forældre bor på en gård øst for Skive, hvor faderen efter bedste evne forsøger at ernære sig som landmand. Familien er presset på deres levebrød, hvilket bliver hurtigt tydeligt i romanen. Faderen, Lars, bruger antibiotika forebyggende til sine grise for at forhindre, at de bliver syge. Døde dyr tjener man nemlig ingenting på. Tværtimod koster de penge at komme af med, og det betyder, at familien efterhånden selv må brænde de døde dyr for at slippe for i hvert fald den udgift.
Ordene i Tues familie er få, og ting sker ligesom bare. Nogle dage før en nytårsaften kommer den højgravide mor, Lonny, på hospitalet, og børnenes mormor og hendes mand dukker op for at passe de tre børn. Da Tue begynder at spørge efter hende, er mormoderens svar: "Det må vi ikke sige, snuske!" Det er først, da børnene står foran deres sønderknuste mor på hospitalet, at de erfarer, at lillesøster var dødfødt.
Mønsteret, med at undlade at sætte ord på, gentager sig, da farbror Chresten redder familien fra at gå fallit. Ifølge faderen en god aftale, men børnene finder aldrig ud af, hvad den egentlig går ud på. Umiddelbart har aftalen for Tue blot den konsekvens, at faderen bliver en lille mand i farbror Chrestens selskab. Udover den reelle gæld til farbroren er der en afgrundsdyb taknemmelighedsgæld, hvilket børnenes farmor ikke forsømmer en lejlighed til at gøre faderen opmærksom på.
Efter tabet af lillesøsteren trækker Tues mor sig både fysisk og mentalt væk fra familien, og Tue oplever, at hun sover det meste af tiden, hvis hun da ikke spiller poker på nettet. Faderen kan ikke rumme moderens sorg, og han betegner det som hysteri at tale med en psykolog, de alligevel ikke har råd til. Omsorgen for børnene lader efterhånden meget tilbage at ønske. Tue er snavset, og da han får lus, er der for langt til apoteket, så mor putter æggehvider i Tues hår. Måske for at gøre håret lettere at kæmme. Derfra evner mor ikke rigtig at gøre mere ved det, og lusene bliver så Tues problem.
Thomas Korsgaard er i min optik en meget dygtig debutant, og han formår på en megen subtil måde at male billedet af en familie i frit fald frem. Læseren skal selv forholde sig til de enkelte situationer ud fra den måde, de skildres af barnet Tue. I enkelte episoder blæses faderens temperament dog op i fuld skala, som da han vil lære sin søn at gå ud med skraldespanden fremadrettet ved at låse ham ude i frostvejr. Og ja, så er der koblet af navnløse hunde, der ikke altid er overskud til at fodre - noget der også understreger den trøstesløse stemning.
Romanen rummer også flere tragikomiske situationer, som da Tue nærmest skider ned i hovedet af sin far, da faderen efter et skænderi har jagtet ham op i et træ. Det er simpelthen så grotesk, at jeg i hvert fald ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere. Jeg grinede ganske enkelt højt - hvilket, jeg i bund og grund synes, var en anelse upassende. Beskrivelserne af moderens venner, Bitten og Jan, der blandt andet ernærer sig ved socialt bedrageri, er virkeligt også komiske.
"Hvis der skulle komme et menneske forbi" er også en fortælling om Tues spirende seksualitet, hvor han ender med at nå til den konklusion, at han er homoseksuel. En konklusion der bestemt ikke må være uden omkostninger for en "afviger" i udkantsdanmark, for "der boede ingen bøsser i Skive", som Tue lakonisk konstaterer.
Thomas Korsgaard har udtalt, at romanen er delvist selvbiografisk på den måde, at den løseligt bygger på hans egen opvækst. I min research til anmeldelsen her, kan jeg læse, at hans bror giver udtryk for, at han ikke har oplevet deres fælles barndom på samme måde. Jeg mener dog, at det er den autofiktive romans præmis. Som læser må man acceptere, at det er forfatterens oplevelser, der tages udgangspunkt i. Ikke som en endegyldig sandhed, men netop som hans oplevelser.
Afslutningsvist vil jeg, i lighed med min far, anbefale andre at læse "Hvis der skulle komme et menneske forbi" - og til allersidst en servicemeddelelse: Thomas Korsgaard udkommer til maj med den svære to'er, "En dag vil vi grine af det".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læsefestivalen “Vi læser sammen”

Efter pressemødet i går er det som om, at løfterne om forår og bedre tider lader vente lidt på sig! Men det skal heldigvis ikke hindre os i ...