lørdag den 17. november 2018

Boganmeldelse: "Mit halve liv" af Anita Furu

Bogen er fra mit eget bibliotek
Udkom: 7. november 2017
Omfang: 254 sider
Vejl. pris: 229,95 kr.
På min Instagramprofil, litteraturtale, skrev jeg forud for dette års Bogforum, at jeg godt kunne forstå, at Sara Omar var shortlistet til Bogforums Debutantpris 2018. Hendes meget omtalte, succesfulde og særdeles væsentlige debutroman, "Dødevaskeren", tager livtag med en misogyn og syg kultur, der giver kvindekønnet skyld og skam i vuggegave. Det er så stærk og modig en debut, der kun kan aftvinge dyb respekt.
Det blev ikke Sara Omar, der blev tildelt den litterære pris, der markerer starten af årets Bogforum. Det blev derimod Anita Furu for romanen "Mit halve liv", og det gjorde mig nysgerrig i en sådan grad, at romanen var ét af de bogkøb, jeg gjorde på Bogforum i år. Romanen har slet ikke haft den enorme eksponering, der fuldt fortjent er blevet "Dødevaskeren" til del. I den forbindelse vil jeg komplimentere juryen bag Debutantprisen for et nuanceret og ikke blot oplagt valg af vinder. "Mit halve liv" er udkommet ved det for mig ukendte forlag Gladiator - og her udstiller jeg måske min uvidenhed?! Værdien af Bogforums Debutantpris er, udover den kontante del på 50.000 kr., indiskutabel som vindue ud til et bredere publikum. Tidligere modtagere tæller blandt andre Knud Romer, Anne-Cathrine Riebnitzsky og Morten Pape.
I "Mit halve liv" præsenteres vi for jeg-fortælleren Ruths fantastiske og rørende livshistorie, som den folder sig ud fra hun er en lille pige, til hun bliver en midaldrende kvinde. Ruth er som 6-årig ankommet alene til Helsingør fra Skt. Petersborg efter at have mistet den sidste af sine forældre under de russiske jødeforfølgelser i starten af 1900-tallet. Bag sig efterlader hun sit russiske navn, Nunja, og sine søskende, der spredes for alle vinde. I København adopteres hun af en jødisk velhavende enlig kvinde og vokser op som enebarnet Ruth Ballin. Den endelige adoption bliver dog først en realitet, da Ruth har været i Danmark i et halvt år, hvilket betyder, at der reelt har været et halvt års prøvetid for den lille forældreløse 6-årige pige.
Da adoptivmoderen dør 7 år senere, står Ruth for anden gang i sit korte liv uden fast base. Fundet af nogle af adoptivmoderens efterladte breve skubber til minderne om det gamle liv med søskende. Brevene viser sig nemlig at være fra Ruths storebror, der på et tidspunkt har ønsket at møde Ruth. En kontakt der strandede på adoptivmoderens initiativ: "... din mama var sikker på, at det var bedst for dig at stoppe kontakten", som Ruths barnepige formulerer det. Ruth skulle være dansk og glemme sin historie, som hun naturligvis i kraft af sin alder har klare erindringer om.
Vi følger Ruth ind i voksenlivet i ægteskabet med en norsk forretningsmand, der tager hende med til spanske San Sebastián, hvor ønsket om og længslen efter en rigtig familie rejser med. Ruths ophav er, som nævnt, jødisk, og igennem romanen skildres hendes brændende ønske om ikke at skille sig ud og være anderledes meget fint, og Ruth lader sig da også døbe som voksen.
Anita Furu formår på overbevisende vis at have både den lille piges og den voksne kvindes stemme i sin beskrivelse af den grundfølelse af tab og savn, som Ruth personificerer. Sproget i romanen er både smukt, sanseligt og fuldt af skønne metaforer. Det betyder, at Ruths paradoksale følelse af at være både hjemme og rodløs på samme tid, hvilken titlen "Mit halve liv" også refererer til, skrives langsomt, men sikkert og stærkt frem.
I romanen trækker Anita Furu på hovedstolen, idet fortællingen er en del af hendes egen familiehistorie. Ruth Ballin er nemlig Anita Furus farmor, og jeg vil varmt anbefale dig at kigge nærmere på denne meget velskrevne debut.

tirsdag den 30. oktober 2018

Boganmeldelse: "Læseren i morgentoget" af Jean-Paul Didierlaurent

Bogen er lånt på biblioteket
Udkom: 25. april 2016
Omfang: 157 sider
Vejl. pris: 200 kr.
Dette er fortællingen om en af verdens stille eksistenser i skikkelse af den 36-årige, Guylain Vignolles - en mand, der livet igennem har lært at krybe langs panelerne og glide i ét med tapetet. Primært fordi han er begavet med to navne, der begge har indbudt til konsekvent latterliggørelse. Guylain har ikke gode erfaringer med mennesker, men det har han derimod med bøger, som han elsker og er dybt afhængig af.
Netop derfor er det paradoksalt, at han, som bogelsker, er ansat som chefoperatør hos Selskabet for Forarbejdning og Genanvendelse. Et foretagende, der makulerer boghandlernes usolgte bøger. At den beskæftigelse smerter ham i hjertet, understreges hver eneste morgen på den faste togforbindelse kl. 06.27. Her læser Guylain Vignolles, siddende på den faste plads på det smalle klapsæde til højre for døren, brudstykker af iturevne fragmenter højt, som han akkurat har nået at redde fra fabrikkens gigantiske makulator, Zerstor. I Guylains nedsættende terminologi blot kaldet Tingen.
Hver morgen har Guylain Vignolles en trofast tilhørerskare, der andægtigt lytter til hans oplæsning. Blandt dem finder vi de mest trofaste fans, Monique og Josette. To ældre damer som Guylain Vignolles har rørt med sin oplæsning - i grad, så de beder ham komme hjem til sig og læse op. Guylain Vignolles indvilliger, og til hans overraskelse går det op for ham, at de bor på plejehjemmet Blåregnhuset, hvilket udvider tilhørerne til den private oplæsning betragteligt.
Derudover består persongalleriet af Guylains forgænger på posten som chefoperatør, Guiseppe, der har den samme kærlighed til den trykte bog som Guylain selv. Giuseppe har måttet indstille arbejdet efter et voldsomt møde med Tingen og er nu besat af tanken om at finde alle de eksemplarer af "Haver og køkkenhaver før i tiden", han overhovedet kan. Hvorfor det giver mening, vil jeg lade dig selv finde ud af. Også Guiseppe ser med foragt på Zerstors ødelæggelser: "Glem det aldrig, lille ven! Vi er for forlagene, hvad røvhullet er for fordøjelsen, ikke andet!" Vi møder ligeledes portvagten Yvon Grimbert, der primært udtrykker sig i udsagn, der kan sige på tolv versefødder.
Point of no return i Guylains liv indtræffer, da han finder et granatrødt usb-stik liggende på klapsædet glemt i toget. Det åbenbarer i 72 nummererede filer, der beskriver den unge Julies liv som "tissekone" i et stort indkøbscenter i Paris. Guylain betages med det samme af den mystiske unge kvinde, og han giver sig nu i kast med at læse Julies dagbogslignende tekster højt i morgentoget. Fra da af ændres alt for ham; tvangshandlinger indstilles, morgentoget kører præcist og i stedet for iturevne papirstykker er det nu hele papirer, han holder mellem hænderne. At teksterne også rører de faste tilhørere er åbenlyst: "Deres ansigter havde ikke denne maske af upåvirkelighed, som skulle holde andre rejsende på afstand. Alle havde et mæt barns tilfredsstillede lille smil." Med et bestemt, men kærligt puf fra Giuseppe får Guylain mod til at søge efter den gådefulde kvinde.
Jeg har nydt at læse denne lille herlige roman, der vrimler med skæve eksistenser og forfægtere af den trykte bog, Det har været en morsom oplevelse at læse et værk, hvor man søger efter mening i Guylain Vignolles' skøre og skønne univers. Didierlaurent skriver med kant og nerve om eksistens og kærlighed tilsat et blomstrende og sprudlende sprog, hvor man heller ikke selv kan lade være med at lytte, når læseren i morgentoget går i gang.

søndag den 21. oktober 2018

Boganmeldelse: "Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" af Agnès Martin-Lugand

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom: 17. august 2018
Omfang: 184 sider
Vejl. pris: 250 kr.
Diane har mistet sin mand og datter i en trafikulykke. I det år, der er gået siden ulykken, har Diane nærmest gravet sig ned i sorgen og fortvivlelsen med søvnen som det eneste sted, hvor hun kan finde fred og helle. Sengetøjet er ikke blevet skiftet for at fastholde mandens duft, datterens værelse står urørt, og Diane har fuldstændig tabt interessen for og glæden ved den lille bogcafé, Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe, som hun ejer og tidligere har drevet i Paris med stor begejstring og arbejdsiver. Altså før ulykken. I stedet har ansvaret for bogcaféens drift ligget hos hendes ven, Félix, der øjensynligt har vanskeligt ved at magte opgaven, idet kundegrundlag og den generelle standard er hastigt nedadgående. Diane kan bare ikke vende tilbage, for alt minder hende om tiden før ulykken. Den lykkelige tid med Colin og Clara.
Félix er meget insisterende i sit ønske om, at han og Diane skal rejse ud sammen - i et desperat forsøg på at rive Diane ud af sorgens altfortærende greb. Nærmest for at undvige det, som Diane opfatter som omklamrende omsorg og igen få fred til at sørge, tager hun sagen i egen hånd og beslutter at forlade Paris for permanent at flytte til den lille irske landsby Mulranny.
Ved ankomsten til Mulranny møder Diane sit meget elskværdige værtspar, Abby og Jack, der ejer det hus, hun bor i, og de vil gøre alt for, at Diane hurtigt finder sig tilrette i det irske. Det samme kan bestemt ikke siges om Jack og Abbys nevø, Edward, der bliver Diane nye nabo. Han emmer af uforstilt modvilje mod Diane og ønsker på ingen måde at acceptere, at han pludselig har fået et andet menneske fysisk tæt på - og hermed er der naturligvis lagt op til en uundgåelig konflikt imellem de to.
"Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" har taget mig lang tid at læse - uden at jeg helt kan beskrive hvorfor. Noget bunder nok i, at mit læseoverskud i en periode har været minimalt. Men - noget skyldes nok også, at værket her aldrig rigtig fangede mig helt ind. Romanen har fornuftige potentialer blandt andet i forhold til at beskrive en sorg- og helingsproces, som jeg til dels synes, at den når i mål med. At sorg er altfortærende og altopslugende. At der ikke kan sættes tid på sorg, hvilket forfatteren betoner med bogens indledende citat af Freud. 
Alligevel sidder jeg med en følelse af, at både plot og persontegning er lidt for naiv, hvilket understreges af et sprog, hvor ikke meget er overladt til læserens forestillingsevne, som når der står: "Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg kiggede på ham, han havde aldrig set så afklaret og afslappet ud som i dette øjeblik." Der går til tider lidt for meget Barbara Cartland i sproget, og måske ligger noget i en middelmådig oversættelse - desværre har det betydning for min samlede vurdering af værket.

onsdag den 17. oktober 2018

Boganmeldelse: "Sort Land" af Ahmad Mahmoud

Bogen er lånt på biblioteket.
Udkom: 2. november 2015
Omfang: 190 sider
Vejl. pris: 169,95 kr.
Med sin roman "Sort Land" giver Ahmad Mahmoud os et indblik i sit trøstesløse barndoms- og ungdomsliv i boligkvarteret Askerød, der indtil december 2017 var på regeringens liste over særligt udsatte boligområder. Den såkaldte ghettoliste.
På samme måde som Yahya Hassan og siden Morten Pape sætter Ahmad Mahmoud spot på en helt forfejlet integration, hvor man i et misforstået hensyn har mødt nytilkomne medborgere med et voldsomt overload af rettigheder i stedet for pligter. I Mahmouds optik har konsekvensen af dette været, at en stor gruppe af indvandrere i dag lever i et parallelsamfund  med egne love og regler, der baserer sig på et fundament af fællesopdragelse, social kontrol, kvindeundertrykkelse, ære og skam. Helt afsondret fra det omgivende danske samfund og uden interesse i at blive medborgere. Ganske imod hensigten har det skabt en massiv gruppe af modborgere, der er hinsides al integration.
Mahmoud præsenterer i romanen en række af erindringsglimt, hvor omdrejningspunktet er hans dysfunktionelle familie. En familie hvor vold og opretholdelse af familiens ære er de bærende søjler, hvilket er tilfældet for langt de fleste familier i Askerød, som Mahmoud beskriver det. Den primære karrierevej for ung fra Askerød er et giftermål med én fra hjemlandet og derefter offentlig forsørgelse - helst i form af førtidspension. Der er stor status i at undgå både aktivering og arbejde. 
Kapitlerne kan for så vidt læses uafhængigt af hinanden, hvilket både er romanens styrke og svaghed. Styrke, fordi de forekommer at blive præsenteret, som Mahmoud kommer i tanke om dem, hvilket giver romanen en god fremdrift. Det svage punkt bliver, når et erindringsglimt afsluttes lidt for brat - og man som læser sidder med en uafsluttet fornemmelse.
Ahmad Mahmoud er hård i sin dom - både overfor indvandrerne, men også i forhold til de alt for godtroende etniske danskere. Navnlig den gennemgribende misogyni i den muslimske kultur får gnubbede ord med på vejen af Mahmoud: "Kvinderne bærer i forvejen den største byrde og bliver gang på gang straffet for mandens perverse og ustyrlige adfærd. De skal pakkes ind, så manden ikke bliver lokket, de skal holde mund, så manden ikke føler sig forsmået, og de skal holde mandens temperament ud og være lydige koner." I Mahmouds optik har den mandchauvinistiske kultur alt for længe haft frit spil og fået næring af den altdominerende danske berøringsangst.
Paradoksalt nok ligger Mahmouds håb for fremtiden også hos den underkuede kvinde, idet han er af den overbevisning, at hvis kvinderne styrkes via uddannelse, vil de videregive deres styrke til kommende generationer.
Jeg synes, at Mahmouds roman har været både interessant og oplysende læsning - og jeg forundres og glædes altid, når mælkebøttebørn rejser sig og bryder fri af deres spændetrøje. Derudover kan jeg godt lide, at Ahmad Mahmoud udtrykker, at der er et - om end spinkelt - håb for fremtiden. Mahmoud taler med en stærk og vigtig stemme. Oprøret må og skal komme indefra - og jeg er så enig med ham i, at de værste forventninger, du kan have til andre mennesker, er ingen forventninger. Noget dansk integration desværre har båret præg af.

søndag den 9. september 2018

Boganmeldelse: "Guds bedste børn" af Morten Pape

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom: 23. august 2018
Omfang: 435 sider
Vejl. pris: 300 kr.
I 2009 udgav daværende politiinspektør Bent Isager-Nielsen erindringsbogen "Man jager et bæst og fanger et menneske" om sit arbejdsliv i politiet. Som titlen antyder, ønskede han at sætte understrege dét, erfaringen havde lært ham. Nemlig at gerningsmanden bag den værst tænkelige forbrydelse - drabet af et andet menneske - som oftest antog skikkelse af et forskræmt, undertrykt og ødelagt barn, når man fik krattet lidt i den øverste hårde fernis. Alligevel kan drab aldrig undskyldes.
Jeg tænkte flere gange på Isager-Nielsens bog undervejs i min læsning af Morten Papes netop udkomne anden roman, "Guds bedste børn", der er en tematisk opfølger til debuten "Planen" fra 2015. Igen er temaerne racisme, fejlslagen integration og et ungdomsliv på kanten. I "Guds bedste børn" kommer vi dog helt ud over kanten, idet Pape præsenterer os for et helt igennem utilsløret og frastødende indblik i et taberdanmark, som de fleste - inklusiv mig selv - helst ikke vil vide findes. I Danmark vil vi derimod gerne holde liv i fortællingen om, at velfærdsstaten holder hånden under os alle. At alle danskere har lige muligheder og chancer, men den myte punkterer Pape ganske eftertrykkeligt i sin anden roman.
"Guds bedste børn" er fiktiv, men den tager udgangspunkt i et virkeligt og meget bestialsk kølledrab, der blev begået mod et 16-årigt avisbud på Amager i 2008. I virkelighedens verden var gerningsmændene på blot 15 og 17 år brødre, men i Papes fiktive fortælling er de to, Simon og Mickey, fætre. Vi får bagsiden af medaljen smasket lige i ansigtet i form af gerningsmændenes ekstremt voldlige bagkatalog og dysfunktionelle familiebaggrund - ikke som en undskyldning eller en forklaring, nærmest som en konstatering af, at det ikke kunne gå anderledes. De dårlige odds, gerningsmændene havde imod sig i livets lotteri, var for uoverstigelige - og på den måde bliver også disse bæster til mennesker.
Pape krydsklipper sikkert og velkomponeret mellem Jamil, bedste kammerat til ofret, Zeki, og de to unge gerningsmænd, og på den måde pirres læserens sympati - også for gerningsmændene. Fx da vi møder Simon umiddelbart inden retssagen: "Lige når han tror han er klar til at træde på angerens kantsten, træder han lige så forsigtigt ned igen, ser sig omkring og håber ingen har bemærket at han kortvarigt forsøgte at tage skridtet. Han væmmes. Han har stillet sig selv de forkerte spørgsmål, lyttet for længe til cellens blødsødne stemmer der hvisker samvittighedsfulde sange i hans ører."  I det nævnte eksempel sad jeg nærmest fysisk med ønsket om liiige at puffe Simon i den rigtige retning.
Det er åbenlyst, at Pape kan noget helt særligt med sproget, og baggrunden som manuskriptforfatter fornægter sig navnlig ikke i romanens dialoger - og jeg er personligt også ret vild med Papes mange meget malende metaforer. At Pape heller ikke er uden humor og pirker bevidst til os, der sidder godt og trygt, viser sig blandt andet i en ordveksling Simons kæreste, Freja, har med sin moster. Mosteren hævder nemlig, at Freja ikke må være så stresset, mens hun er gravid, da det kan gå ud over barnet. Samtidig siver røgen fra deres cigaretter ud i køkkenet. Hvordan er det, det er?!?! Det er os midaldrende kvinder fra middelklassen, der ser "De unge mødre" for at blive bekræftet i, hvor gode mødre, vi selv har været?!
Pape har selv beskrevet sin roman som en modborgerskabsroman, og man efterlades da også med en dyb følelse af håbløshed, som det er vanskeligt at ryste af sig efterfølgende. Hvordan får vi børn fra de mest dysfunktionelle familier med?! Jeg har ikke svaret, og Pape ej heller, men han sætter et ubehageligt, relevant og særdeles velskrevet spot på, at der findes en gruppe af - navnlig - drenge uden både netværk og mandlige rollemodeller, der sidder fast i en sump af håbløshed uden drømme for fremtiden.

lørdag den 18. august 2018

Engelske Litteraturtips 1


Mit engelske bibliotek. Eller bibliotek og bibliotek - min engelske bogstak så da. På ingen måde prangende og tre af bøgerne er fra min studietid for 20 år siden - jeg er ikke typen, der skiller sig af med bøger!

Jeg har bestemt planer om, at husets beholdning af engelsk litteratur skal udvikle sig til andet end blot en stak bøger, og i dag vil jeg dele en flig af den omfattende respons, jeg fik, da jeg efterspurgte forslag til engelsk litteratur på både Instagram og Facebook. Og tak for den! Lad os kalde det Engelske Litteraturtips 1. 

1. “The Girl in the Red Coat” af Kate Hamer - om den 8-årige Carmel, der bliver væk fra sin mor og fundet af en mand, der hævder at være hendes ukendte bedstefar, og at Carmel, efter aftale med moderen, nu skal bo hos ham. Efterhånden går det op for Carmel, at manden mener, at Carmel besidder særlige evner.

2. “The Couple Next Door” af Shari Lapena - en psykologisk thriller om en baby, der forsvinder sporløst, mens hendes forældre er til middag hos naboen. Hvilke hemmeligheder er det, både forældrene og naboparret gemmer på?!

3. “The Woman in Cabin 10” af Ruth Ware: Ligeledes en thriller - rejseskribenten Lo Blacklock får det, hun tror, er sit livs opgave. En uges luksus på et krydstogtskib med ganske få passagerer - indtil en kvinde ryger over bord. Tilsynelandende synes ingen - udover Lo - at det er et problem.

4. “The Only Story” af Julian Barnes - den 19-årige Paul forelsker sig hovedkulds i den langt ældre Susan. Han ser det nærmest som et adelsmærke at bryde med samfundets vedtagne konventioner, men må indse, at det også har konsekvenser. 

Jeg har ladet mig fortælle, at blandt andet boghandlen Kristian F. Møller i Århus har en ganske udmærket engelsk afdeling, hvis du, ligesom jeg, gerne vil se og mærke, inden du køber litteratur. Det vil jeg personligt undersøge nærmere, næste gang jeg kommer til smilets by. 

Har du flere gode engelske litteraturforslag, er jeg fortsat lydhør. 

tirsdag den 14. august 2018

Boganmeldelse: "The Heart Goes Last" af Margaret Atwood

Eksemplar fra mit eget bibliotek
Udkom den 9. august 2016
Omfang: 380 sider
Vejl. pris: 139,95 kr.
Sidste år ramte først "The Handmaid's Tale" på HBO og siden "Alias Grace" på Netflix en bred offentlighed og fik en stormende modtagelse. Bogforlægget til dem begge er skrevet af den canadiske forfatter Margaret Atwood. Førstnævnte er fra 1985, mens "Alias Grace" blev udgivet første gang i 1996. I slipstrømmen af filmatiseringerne sendte Lindhardt og Ringhof to meget smukke genudgivelser på markedet, der i år får selskab af "Den blinde morder" - ligeledes af Margaret Atwood. Den superdygtige grafiker Simon Lilholt står bag det meget smukke design på alle tre udgivelser. Som bonusinfo kan jeg fortælle, at Lilholt også er manden bag den übersmukke "Den, der lever stille" - jeg synes, at det fortæller meget om hans fantastiske evner som grafisk designer.
"Tjenerindens fortælling" beskriver et dystert samfund, og det spor fortsætter Atwood til dels i "The Heart Goes Last", da vi også denne gang befinder os i et uhyggeligt samfund, der er brudt sammen som følge af et økonomisk kollaps med lovløshed til følge. Hvem sagde 2008?! Dette har også ramt bogens hovedpersoner, Stan og Charmaine, der står uden job og bolig. De er derfor begge meget positivt indstillede, da de hører om det eksperimentelle samfund Consilience/Positron, der hævder at sikre fuld beskæftigelse, en bolig og tryghed til alle. Samfundet baserer sig på, at indbyggerne én måned arbejder i Consilience, og den næste måned fungerer som indsatte i Positronfængslet - hermed er man med til at løse nationens problemer, mens man på samme tid tager hånd om sine egne udfordringer. Boligen deler man med et par, der arbejder og er indsatte i modsatte måneder af en selv. Eneste betingelse er blot, at man under ingen omstændigheder møder eller tager kontakt til de mennesker, der hver anden måned er "stedfortrædere" i ens hjem. Hermed lægger Atwood op til et uundgåeligt møde, der får skæbnesvangre konsekvenser.
Charmaine får som indsat job i lægemiddeladministrationen, hvor hendes moralske grænser langsomt, men sikkert flytter sig, og hun og Stan tvinges begge til at forholde sig til det nye samfunds normer.
Atwood skildrer i "The Heart Goes Last", hvad det kan gøre ved et samfund, når totalitære kræfter får overtaget, og tvillingesamfundet Consilience/Positron karikeres nærmest til det bizarre, hvilket tilfører værket en grotesk humoristisk vinkel. Blandt andet kommer en blå teddybjørn til at spille en central rolle. Margaret Atwood formår via gentagne plotskift at sikre handlingens fremdrift. Alligevel sidder jeg med fornemmelsen af, at jeg ikke helt ved, om romanens samfundskritik er sjov - eller fortænkt og en smule plat.

Boganmeldelse: "Mit halve liv" af Anita Furu

Bogen er fra mit eget bibliotek Udkom: 7. november 2017 Omfang: 254 sider Vejl. pris: 229,95 kr. På min Instagramprofil, litteraturtale...