fredag den 17. maj 2019

Hvad er et menneske?

En af Islands mest kendte nulevende forfattere. Dette fine skudsmål blev Auður Ava Ólafsdóttir til del, da hun i går aftes blev præsenteret på Silkeborg Bibliotek i anledningen af LiteratureXchange-festivalen, der løber af stablen 13.- 23. juni. Det er anden gang, at litteraturfestivalen finder sted i Aarhus med præsentation af international litteratur ved i alt 160 arrangementer fordelt over byens scener og byrummet.
Festivalens vision er at engagere deltagerne i aktuelle problemstillinger og medvirke til skabelsen af læselyst, hvilket passer som fod i hose med målet for min blog. Skabelsen af læselyst er alfa og omega! Via den brede vifte af arrangementer er LiteratureXchange-festivalen desuden nysgerrig i forhold til, hvordan litteraturen kan provokere vores forståelse af os selv og den verden, vi lever i. Kan litteraturen flytte verden ved at ændre læsernes holdninger og sætte dem i perspektiv? Ved at sætte spot på aktuelle globale temaer i samtaler og debatter mellem både danske og internationale forfattere, forskere og kritikere åbnes muligheder for at udnytte litteraturens potentiale for dialog. Se mere på LitX.dk
Tilbage til gårdagens arrangement hvor en veloplagt Ólafsdóttir lagde ud med at fortælle, at hun skylder danskerne en særlig tak. Hendes roman fra 2009, "Stiklingen", blev nemlig oversat fra islandsk til dansk som det første fremmedsprog, og de danske læsere tog vældigt godt imod den, hvilket forfatteren udtrykte sin tak for.
Derpå vendte den superkompetente interviewer, cand. mag. og formidler Maria Louise Christensen, sig mod værket, "Ar", som Ólafsdóttir har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris 2018 for. Prismodtagelsen udtrykte forfatteren stor taknemmelighed over. Med glimt i øjet fik hun ligeledes beskrevet, hvordan hun opfattede prismodtagelsen og turnéen i den forhenværende kolonimagt, Danmark, som en klar sejr over den gamle storebror.
Hovedpersonen i "Ar", Jonas Ebeneser, er 49 år og havnet i en midtvejskrise af rang og føler, at han svæver rundt i et følelsesmæssigt limbo. Han er i sorg over at være blevet skilt, og han har fundet ud af, at han ikke er biologisk far til sin datter, Gudrun Vatnalilja. Derudover har han følelsen af, at han nærmest er blevet historieløs. Hans nærmeste livsvidne, moderen, er ved at forsvinde ind i demensen tåger, og faderen er død. Som konsekvens af at livet omkring ham støt og roligt eroderer, beslutter han sig for at rejse til et unavngivet krigshærget land for at tage sig selv af dage. Primært af hensyn til Gudrun Vatnalilja, som derfor ikke bliver dén, der finder hans lig.
I modsætning til Jonas', for det menneskelige øje, utydelige sjælelige ar er arrene i det land, han ankommer til helt åbenlyse og klare på både mennesker og bygninger. Jonas indlogerer sig på det stærkt forfaldne Hotel Silence, der også pryder romanens forside. Her begynder han at gå til hånde med den boremaskine, der oprindeligt blev medbragt for at skrue krogen i loftet forud for selvmordet fast med. Boremaskinen bliver dermed symbol på genopbygning af livet i stedet for nedbrydning, hvilket også illustrerer en underliggende tragikomisk humor, der flyder gennem romanen.
Ólafsdóttir beskrev, hvordan hun i Jonas Ebeneser har ønsket at fremstille en typisk islandsk mand. En handyman, der fikser og ordner uden alt for mange ord, og derfor naturligvis også må flytte ind på Hotel Silence. Stilheden er med til at hele ham som menneske. Arrene er vanskelige at bære alene hjemme i Island, men de mister deres styrke, da han kommer ud og spejler dem i andre mennesker, der sidder med langt værre både fysiske og psykiske ar end han selv. Endelig henledte Ólafsdóttir opmærksomheden på, at ar giver respekt i mange samfund. De er symbol på, at man har levet og er kommet styrket igennem en krise.
Hermed bliver "Ar" en roman om både håbløshed og håb. Der har været megen smerte og lidelse for både Jonas og de mennesker, han møder på Hotel Silence, men det er også en fortælling om at finde sig selv som menneske i en fornyet form i en dynamisk rejse mod lyset. Ólafsdóttir fortalte, hvordan det islandske ord for 'hjemme' og 'verden' er det samme, og at en rejse uundgåeligt vil ændre et menneske. Man er aldrig den samme, når man kommer hjem. Rejsen ud i verden åbner blikket for, at "vi er de andre, og de andre er os".
"Ar" har været en fantastisk læseoplevelse, og den viser hvor præcist en livskrise kan foldes ud i et enkelt og letlæseligt sprog. At lytte til Auður Ava Ólafsdóttir selv beskrive sine overvejelser omkring romanens tilblivelse, har naturligvis medvirket til at udvide min forståelse af romanen. Arrangementet på Silkeborg Bibliotek var virkelig en fornøjelse at deltage i, og denne skønne appetizer for LiteratureXchange borger godt for resten af festivalen.
Eneste malurt i bærgeret var den islandske oversætter, som biblioteket havde indbudt. Det var tydeligvis vanskeligt for ham at få formidlet nuancerne i Ólafsdóttirs ord til dansk, og hun endte da også med at slå helt over i engelsk, hvor hun kunne tale direkte til sit publikum uden et forstyrrende mellemled. der helt utilsigtet kom til at bryde hendes refleksioner om romanen op.

onsdag den 8. maj 2019

Nedsmeltning

Anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard
Marianne Joensen: "Med alt betalt"
Udkom: 10. april 2015
Omfang: 279 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
For et par år siden fandt jeg et par Kay Bojesen figurer på en dansk hjemmeside. De var så billige, at det næsten var løgn - og det var det også. Altså løgn. Jeg var blevet narret, for hjemmesiden var fiktiv - og jeg fik aldrig mine figurer. Efterfølgende var det værste ikke alt besværet med at spærre Dankortet, papirer der skulle udfyldes for at få mine penge retur og venten på et nyt Dankort. Det værste var den grimme følelse af skam. Skammen over at jeg havde været så naiv og godtroende - og først tjekkede Trustpilot, da jeg havde overført pengene. Det gik lige et par dage, inden jeg fortalte andre om, hvor idiotisk jeg havde været. Jeg var så flov.
Oplevelsen - og den skamfulde følelse - kom tilbage til mig under læsningen af Marianne Joensens "Med alt betalt", hvor hovedpersonen, Maria, køber en lejlighed i det tyrkiske ferieparadis Alanya. Tror hun. For der er ingen lejlighed, må Maria erfare, da hun har overført pengene uden forudgående at have set et bevis på dens eksistens. Tværtimod bliver hun lidt fornærmet, da en bankansat råder hende til at lave en bankgaranti forud for købet. Mine to Kay Bojsen figurer tåler beløbsmæssigt naturligvis ingen sammenligning med det, Maria sætter til økonomisk, men skammen over at være naiv og godtroende skriver Marianne Joensen så fabelagtigt frem, at jeg som læser kunne mærke den. Følelsen af at blive konfronteret med sin egen naivitet, når man egentlig anser sig selv for at være et rimeligt forstandigt menneske, står knivskarpt undervejs i læsningen.
Maria er mor til tvillingerne Emilie og Sofie, og det er via sin danske forsikringsmand, Palle, at hun får en tilsyneladende enestående mulighed for at investere i det tyrkiske ferieparadis på favorable vilkår. Da pengene er overført, holder Maria en festlig sammenkomst for at fejre købet sammen med familie og venner. Blandt Marias nærmeste hører, udover børnene, søsteren Lykke og forældrene, også hendes chef, Solveig, fysioterapeut og fritidstransvestit. Derudover er der vennen Henrik, der arbejder ihærdigt på at blive mere end blot en ven. Marias nyerhvervede lejlighed falder i særlig god jord hos datteren, Sofie, der er stormende forelsket i Mehmet, som hun har mødt under et tidligere ophold i Alanya. En forbindelse som Marias eksmand og Sofies far, Per, ser på med stor misbilligelse. Et mishag som han på ingen måde lægger skjul på - hverken overfor Maria eller Sofie.
Ret hurtigt bliver det klart, at det er mere end almindelig vanskeligt at få et skøde på lejligheden fra Palle og hans tyrkiske kompagnon Murat, og Marias bestræbelser på at få det bliver for alvor sat på pause, da Palle over telefonen meddeler hende, at hans kræftsygdom er vendt tilbage. Herefter trækker Maria naturligvis respektfuldt følehornene til sig i en periode. Lige indtil den dag hvor to brødre tropper op på hendes dørtrin for at overbringe nedslående nyt om Palle, hans metoder og forholdet til den tyrkiske forretningsforbindelse.
Herefter starter det, jeg vil kalde Marias korstog. Hun vil have sine penge tilbage og for at nå det mål, skyr hun absolut ingen midler, og ønsket om at se retfærdigheden ske fyldest bliver en besættelse for Maria. Marias vrede over at være blevet snydt af Palle eskalerer nemlig hurtigt og udvikler sig til regulært raseri, der for Maria bliver en enorm stærk drivkraft, men på samme tid ødelæggende for alt og alle i hendes umiddelbare nærhed.
Forfatter Marianne Joensen skildrer relationerne mellem bogens personer troværdigt og indsigtsfuldt med sikker sans for det psykologiske spil imellem dem, så man romanen igennem har lyst til at læse videre. Spændingsniveauet er højt, selvom den primære handling er centreret omkring Marias enorme vrede over at være blevet snydt. Det giver romanen en konstant, sikker og god fremdrift. Derudover skriver Joensen med både humor og vid, så man også indimellem må trække på smilebåndet over Marias til tider groteske måde at få afløb for sit raseri på. Jeg har kunnet researche mig frem til, at romanen er autofiktiv - og med det i mente kan jeg sige, at kikkerten på ingen måde sættes for det blinde øje. Alt det uskønne, upassende og ucharmerende i Marias sinds kringelkroge afsøges og lægges åbent frem i 3. persons personbunden fortæller.
En god og anbefalelsesværdig læseoplevelse.

lørdag den 27. april 2019

Afrikalitteratur med et lummert strejf

Anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren
Kim Højgaard Rasmussen: "Kuppet"
Forlag: KHR Books
Udkom: 4. april 2019
Omfang: 295 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
Indrømmet: Min erfaring med Afrikalitteratur er begrænset. Jeg har Jakob Ejersbos Afrika-trilogi på hylden, og for nyligt anmeldte jeg Sofie Jamas debut her på bloggen. Til læse CV'et kan jeg dog nu tilføje "Kuppet", der er den tredje selvstændige bog om forretningsmanden Frank Grabowskis oplevelser i Afrika.
Grabowski er ansat i medicinalfirmaet Rockwell-Levy, hvor han er ansvarlig for projekter i vest- og centralafrikanske lande med base i Elfenbenskysten. Firmaets force er navnlig medicin til behandling af hiv-positive, og i den forbindelse skal Frank Grabowski sammen med en kollega på forretningsrejse til Mali og Burkino Faso. En rejse, hvis formål er at etablere kontakt og gode relationer til nøglepersoner, som Grabowskis kollega Peter, der er på vej på pension, tidligere har varetaget plejen af. Rejsen tager dog en højest uventet drejning, da de to forretningsmænd ved et tilfælde bliver fanget i et militærkup i Mali. Grabowski ganske bogstaveligt, mens kollegaen Peters rolle er langt mere perifer.
Centralt i bogens persongalleri står også den kvindelige løjtnant i den maliske hær, Bintou Diakité, der indledningsvist har en helt igennem altruistisk aktie i militærkuppet. Hendes erklærede mål er at afsætte korrupte magthavere med en professionel ledelse, der har befolkningens interesser for øje; ikke egen personlig vinding og rigdom. Ret hurtigt står det dog klart, at løjtnant Diakités drøm om et bedre og mere disciplineret Mali drukner i ny korruption og magtbegær, hvor hun må handle hurtigt for ikke selv at blive opslugt.
Forfatter Kim Højgaard Rasmussen demonstrerer i sin roman et bredt kendskab til livet i Afrika. Et liv, hvor aftalte tidspunkter blot er vejledende, og en kultur hvor et godt forhold til forretningsforbindelser i høj grad afhænger af, hvor mange penge man som privat aktør kan stikke offentlige myndigheder under bordet for at sikre, at der overhovedet bliver en aftale. På den måde synes jeg, at miljøbeskrivelserne fremstår realistiske og autentiske. Også karakterbeskrivelserne er troværdige, hvilket får handlingen til at skride godt fremad. Forfatteren beskriver selv sin roman som en spændingsroman, og den varebetegnelse, synes jeg, holder romanen igennem. Jeg følte mig godt underholdt, og der er konstant fremdrift i handlingen, så man har lyst til at læse videre.
Alligevel er der noget, der nager og irriterer som en sten i skoen. Det er al den sex! I romanen er der ikke en relation mellem en mand og en kvinde uden, at der noget seksuelt i forholdet, der bliver malende bekrevet. Jeg bliver også lidt irriteret over beskrivelsen af de afrikanske kvinder og den europæiske mands holdning til dem. Kvindeskikkelserne fremstilles seksualiserede på en herremandsagtig måde, hvor de nærmest bliver brugsgenstande for den hvide mands lyster. Jeg tænkte flere gange på Jakob Ejersbos lidet flatterende fremstilling af enkelte europæiske mænd i "Liberty". En fremstilling, som jeg synes, det er ærgerligt, at Højgaard Rasmussen cementerer. Hvorfor skal der med død og pine være et seksuelt forhold mellem den hvide mand og den sorte kvinde, som det er nødvendigt at pensle ud igen og igen? I min optik trækker det handlingen ned på et lidt lummert niveau, der er helt overflødig i et ellers fængslende plot.

onsdag den 17. april 2019

En barndom i socialklasse 5

Anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren
Laura Helena Pimentel da Silva: "Jeg klarer mig, mor - det tredobbelte drab på Frederiksberg"
Udkom: 11. april 2019
Omfang: 311 sider
Vejl. pris: 299,- kr.
En mors afmægtige smertensskrig. En mors erindringer om en dreng, der har været i "systemet" fra før, han blev født. Et liv fyldt af sagsakter, underretninger og udredninger, der brat slutter, da den lille dreng er blevet voksen og brutalt likvideres som 19-årig. En mor, der fortæller sin og sin søns historie og giver et indblik i, hvordan livet er i socialgruppe 5 - og hvor vanskeligt det er at bryde den negative sociale arv i velfærdsstatens Danmark. Til skræk og advarsel, men også med et spinkelt håb om at forhindre, at andre udsatte unge ender deres liv, inden det er begyndt.
"Jeg klarer mig, mor" er fortalt af Philips mor, Liselotte, til en forfatter i håbet om at skabe lidt distance og objektivitet i forhold til både de personer og begivenheder, der skildres i romanen. Det er således Liselottes tanker og følelser, vi præsenteres for. En jeg-fortæller er som oftest god til at skabe identifikation hos læseren, og det synes jeg også, er tilfældet her.
Allerede ved sin fødsel i 1996 har den lille dreng, Philip, dårlige kort på hånden. Faderen er misbruger, og moderen kæmper indædt for at slippe fri af sin egen belastede baggrund fyldt af vold og misbrug. Som læser får man helt klart et indtryk af en mor, der af al magt ønsker at distancere sig fra sin egen trøstesløse baggrund, og det kræver både vilje og en næsten overmenneskelig styrke. Det lykkes hende at få en uddannelse, et fast arbejde og skabe et familieliv med de efterhånden fire børn. Det kan man kun beundre og respektere dybt. Familien er dog fortsat udsat, hvilket blandt andet illustreres af, at Philips stedfar anholdes for berigelseskriminalitet dagen efter Philips lillesøsters fødsel. 
Philips adfærd bliver efterhånden en større og større udfordring, som moderen ofte står alene med. Som 5-årig får Philip en ADHD-diagnose, der dog senere omstødes. Gennem opvæksten bliver Philip fortsat mere grænsesøgende i en grad, så han indledningsvist kommer i aflastning, der sidenhen ændres til en fuldtidsanbringelse og derefter anbringelse på en institution langt fra hjembyen, Esbjerg. Philips livsbane følger derefter sin egen støt nedadgående kurve, der får sin voldsomme afslutning, da han sammen med to kammerater likvideres i en lejlighed på Frederiksberg formodentlig som følge af en internt bandeopgør.
"Jeg klarer mig, mor" er ikke en roman, der kommer med løsninger eller ønsker at placere skyld for hverken Philips turbulente liv eller voldsomme død. Liselotte lægger helt hudløst ærligt sin afmagt og alle mødres tro følgesvend, tvivlen, åbent til skue. Kunne hun som mor have handlet anderledes?! Det er en tvivl, som hun må leve videre med efter sin søn voldsomme død.
I lighed med Morten Papes "Guds bedste børn", skildrer forfatteren Laura Helena Pimentel de Silva meget stærkt og sikkert håbløsheden i et drengeliv. Et drengeliv, der synes blottet for netværk, mandlige rollemodeller og drømme for fremtiden. For mig var "Jeg klarer mig, mor" på mange måder en regulær page turner - blandt andet på grund af de mange autentiske sagsakter fra Philips korte kaotiske liv. Efterfølgende har afmagten dog også forplantet sig til mig. Hvad gør vi for at få udsatte børn og unge med på vognen?! Bogen giver ikke svaret, men den sætter et meget relevant og velskrevet spot på spørgsmålet. Hvor ville det dog være befriende, hvis vi som samfund kunne finde ud af det.

søndag den 7. april 2019

Digtanmeldelse: "Omkring på Kallerupbanen" af Claus Høxbroe

Anmeldereksemplar fra Gentlemen's Jockey Club
Udkom 3. april 2019
Omfang: 30 sider
Vejl. pris: 125 kr.
Ved du, at hundevæddeløb i er en "ting" i Danmark?! Jeg anede det ikke! Dét er det, og Kallerupbanen er faktisk Danmarks ældste hundevæddeløbsbane. Banen blev grundlagt i 1969, og den drives fortsat udelukkende af frivillige kræfter. Derfor synes jeg egentlig, at Claus Høxbroes fascination af sporten og det arbejde, der laves på både på og udenfor banen, fremstår endnu stærkere - det vender vi tilbage til.
"Omkring på Kallerupbanen" er den første digtsamling, jeg anmelder her på Litteraturtale, og den har åbnet mine øjne for, at hundevæddeløb bestemt er en "ting" herhjemme.
Digtene er skrevet som knækprosa, det vil sige sat op i strofer, men med fælles træk fra almindelig prosatekst. Det er enkel og let forståelig lyrik uden vanskelige ord, der understreger det realistiske præg. Stilmæssigt kom jeg til at tænke på Vita Andersen. Som hos Andersen kan hver strofe kan nærmest stå for sig selv, men hele digtsamlingen skal læses for at fornemme betagelsen af sporten. Jeg har, som lærer i overbygningen, undervist en del i lyrik. Ofte har eleverne og jeg talt om, at lyrik er fortættede og sansemættede udtryk, og her er "Omkring på Kallerupbanen" ingen undtagelse.
Fascinationen af sporten, og de stærke kræfter den rummer, pibler nærmest ud gennem linjerne. Derudover formår Claus Høxbroe at give et fint billede af stemningen og miljøet udenfor banen blandt de mennesker, der er optaget af sporten. Både hos de, der overværer løbene, men bestemt også hos dem, der forbereder løbene.
Menneskene bag hundene præsenteres ved navns nævnelse, hvilket er med til at understrege og fremhæve Claus Høxbroes personlige relation til og fascination af sporten. Det giver digtsamlingen autenticitet og tyngde.
Der var også nogle fagudtryk, jeg lige måtte google - en whippet er fx en hunderace fremavlet til netop hundevæddeløb. Jeg kan personligt godt lide, at et værk tvinger mig ud over værket selv for at forstå det bedre.
Digtsamlingen er ledsaget af Tomas Cenius' fine streg, der er godt afstemt med Høxbroes tekst på hver enkelt opslag.
Claus Høxbroe tager sin læser i hånden allerede på vej ud af byen for at nå hundevæddeløbsbanen Kallerup i Hedehusene vest for København, og vi følges ad gennem de forskellige faser af et løb, indtil en vinder står øverst på podiet og kan løbe med pengepræmien. Hundevæddeløb er i høj grad en "ting" i Danmark. Høxbroes betagelse og fascination smitter med sit enkle og sansemættede udtryk. En dejlig læseoplevelse, der får en varm anbefaling med.

torsdag den 21. marts 2019

Boganmeldelse: "De udødelige" af Chloe Benjamin

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom: 28. februar 2019
Omfang: 342 sider
Vejl. pris:  250 kr.
De fire søskende Simon, Klara, Daniel og Varya er født med to års mellemrum. I sommeren 1969 er de akkurat så tætte, at de, drevet af nysgerrighed og ansporet af at fordrive sommerferiens kedsomhed og ulidelige varme, opsøger en kvinde med særlige evner på Hester Street i New York. Kvinden kan spå om fremtiden og præcist fortælle, hvornår man skal dø. Derfor sidder de alle fire efter den sommerdag med hver deres udløbsdato. Romanen er inddelt i fire dele, hvor læseren følger hver skæbne hos de fire Gold-børn.
Simon er yngst og spås et kort liv; en spådom han tager på sig med nærmest fandenivoldsk frygtløshed. Selvom han, efter faderens død, er udset til en fremtid i familievirksomheden, Golds Skrædderi, rejser han med sin søster, Klara, til San Francisco. Her er alle muligheder for at udleve de homoseksuelle fantasier, som den purunge Simon har - og det gør han. Simon bliver danser på en natklub; indledningsvist for at han og Klara har til lejen af et lille hummer, sidenhen med større succes. Simon lever livet både overmodigt og til fulde, indtil det, der i starten af 80'erne blot hed bøssepesten, slår ned med uhyggelig effektivitet og spreder død og ængstelse.
Klara er næstyngst og tryllekunster med et alkoholproblem og lidt for lange fingre. Efter Simons død møder hun Raj, som hun forsøger at stable et show på benene sammen med. I San Francisco vil det ikke rigtig lykkes, og af nød lader Klara sig lokke med til Las Vegas, hvor hun og Raj får ansættelse på det nyåbnede hotel, The Mirage, hvor deres show har premiere på netop den dag, spåkonen forudsagde, ville blive Klaras sidste. Jo mere datoen nærmer, jo mere manisk bliver Klara. Er det måske endda hendes rolle at føre bevis for spåkonens forudsigelse?!
Daniel, det næstældste Gold-barn, og den, der oprindeligt fostrede ideen om, at de fire søskende skulle opsøge kvinden i Hester Street, synes umiddelbart at have en meget pragmatisk indstilling til profetien i sin voksentilværelse. Uddannet læge og nu ansat i et rekrutteringscenter, hvor han med sin faglighed er garant for, at unge mennesker er både fysisk og mentalt i stand til at gå i krig. Her presses han af en overordnet til at gå på kompromis med netop sin faglighed, og en midlertidig suspendering levner pludselig tid og mulighed til at reflektere over livet - og forholdet til sine tre søskende. Hvor Daniel anskuer Simons opfattelse af spåkonens forudsigelse som nærmest fatalistisk, går han selv anderledes praktisk til værks. Han bliver særligt ansporet efter et møde med Eddie O'Donoghue, en FBI-agent, der, her 40 år efter forudsigelsen, leder efter kvinden fra Hester Street. Daniel sætter derefter alt ind på at opspore den romakvinde, der gav de fire Gold-børn en udløbsdato.
Varya. ældst i søskendeflokken, forsker på The Drake Institute for Research in Aging i at forbedre livskvaliteten i alderdommen. Umiddelbart et uhyre altruistisk forskningsfelt, men også for Varya har profetien 40 år tidligere haft store konsekvenser. Varya blev, som den eneste, spået et langt liv, hvilket for hende har betydet en livslang følelse af skyld og gæld, fordi hun fik lov at overleve. Mødet med den unge Luke Van Galder, der tilsyneladende er kommet for at skrive en reportage om instituttets arbejde, sætter gang i en lavine af tanker for den passionerede forsker.
Med den midaldrende Varya og i hendes samtaler med Luke sætter Chloe Benjamin et særdeles velskrevet spot på det, der er romanens egentlige tema, som da han siger til hende: "Pointen er, at du bliver nødt til at leve lidt mindre for at leve længere. Kan du ikke se det?" Varya har hele sit voksenliv - nærmest som en slags aflad for sit lovede lange liv - forsket i at skabe mest mulig livskvalitet, for de, der bliver gamle. Her udfordrer Luke hende, for hvad er det hele værd, hvis vejen til det lange liv er brolagt med afsavn?! Er et langt liv så overhovedet noget at stræbe efter?! Når alt kommer til alt, er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år, som Abraham Lincoln vist formulerede det. Det primære for ethvert menneske må være at putte så meget indhold ind i dét liv, vi er givet - uanset om det bliver kort eller langt. Det store eksistentielle kunststykke for det enkelte menneske er så "blot" at leve hver eneste dag, som om det var den sidste. Let, ligetil og selvfølgeligt i teorien, men uhyre vanskeligt i praksis. Og ville det være nemmere, hvis vi især vidste, hvornår det var slut?! Chloe Benjamin udfordrer med udfoldelen af disse fire menneskeskæbner det tankeeksperiment på fremragende vis.

fredag den 8. marts 2019

Boganmeldelse: "I dine øjne" af Malene Ravn

Jeg har hørt bogen som lydbog via mit Mofiboabonnement.
Bogen er udkommet på forlaget Gyldendal.
Udkom: 20. september 2018
Omfang: 480 sider
Vejl. pris: 299,95 kr.
En fabelagtig roman. Rørende og hjertegribende. Så kort og præcist vil jeg beskrive "I dine øjne", der udkom i efteråret.
Har du, ligesom jeg, været optaget og grebet af Jesper Wung Sungs "En anden gren", vil du også blive fascineret og opslugt af denne roman. Hvor "En anden gren" langsomt, smukt og gribende folder den fine, og meget konsekvenstunge kærlighedshistorie mellem danske Ingeborg og kinesiske San Wung Sung ud, er "I dine øjne" på mange måder dens modsætning. Det er beretningen om den helt og aldeles uønskede konsekvens af mødet imellem danske Gudrun og den midaldrende kinesiske tryllekunstner Lai Fun, der, ligesom San Wung Sung, kommer til Danmark i 1902 for at blive udstillet i Tivoli. 
Ligesom San Wung Sung vælger Lai Fun at blive i København, da resten af kineserne rejser hjem efter udstillingen i Tivoli, og også han bliver dansk gift. For at tjene til livets ophold rejser Lai Fun rundt i Danmark som tryllekunstner, mens hans hustru, Agnete, bliver i København. I Aalborg resulterer mødet med den purunge Gudrun i, at drengen Erik kommer til verden på et mødrehjem i København i 1930. Lai Fun vil under ingen omstændigheder vide af hverken Gudrun eller drengen, for han er jo allerede gift. Økonomisk bliver han dog dømt til at vedkende sig faderskabet til den lille dreng, som Gudrun, stærkt tilskyndet af sine forældre hjemme i Aalborg, i første omgang opgiver til adoption.
Gudrun får arbejde i køkkenet på det asyl, hvor Erik skal bo, indtil han kan blive bortadopteret. Han er bare så vanskelig at komme af med; det sorte hår, de skæve øjne og den gyldne hud står i vejen.
Gudrun bliver sidenhen gift med Alfred, og de tager den lille dreng hjem til sig. Alfred endda på en sådan måde, at Erik for første gang i sit liv møder interesse, kærlighed og omsorg. Eriks boble af lykke sammen med Alfred brister dog, og herfra er drengens opvækst fyldt af forhindringer. Født udenfor ægteskab, og oveni hatten med en kinesisk far, bliver Eriks barndom i høj grad præget af at være uønsket og anderledes.
I voksenlivet beslutter Erik at fortrænge sit ophav, som har medført så megen smerte og skam. Erik klarer sig godt; han bliver udlært elektriker og får eget firma, en sød og forstående kone samt en datter. Erik er fast besluttet på, at datteren Nete ikke skal vide noget om sin kinesiske oprindelse; han vil skåne hende for følelsen af skam, så han lægger låg på den side af sig selv.
Denne smukke og hjertegribende roman folder sig ud over tre generationer, og læseren oplever den igennem alle tre generationers perspektiv - fra henholdsvis Gudruns, Eriks og Netes synsvinkel. Det er beskrivelsen af et stykke Danmarkshistorie, der langsomt, men sikkert, krøb ind under huden på mig. Hvor forfærdeligt det var, at komme i uføre som purung pige i 1930'erne. Hvor udstødt og uønsket en horeunge - endda med asiatiske aner - kan føle sig. Tørsten efter at kende sit ophav hos en ung teenagepige og sidenhen kvinde.
Malene Ravn skriver det hele så fabelagtigt frem, og hun er både loyal og forstående overfor den valgte synsvinkel. Eriks mor handler i så mange tilfælde hjerteløst og uden empati for sit barn, men udover hendes egen skyld skriver Malene Ravn også klart frem, hvordan en kvinde i 1930'erne i høj grad også var tvunget af omstændighederne til at opføre sig hjerteløst. Gudrun er fattig, uuddannet -  og kvinde - hvilket handlingslammer hende. Erik og Nete er helt åbenlyst nemmere at identificere sig med og føle sympati for, men ved Malene Ravns fine fremstilling af Gudrun kommer læseren også til at føle medfølelse og forståelse for den tilsyneladende ufølsomme mor. 
En varm og stærk anbefaling herfra.

Hvad er et menneske?

En af Islands mest kendte nulevende forfattere. Dette fine skudsmål blev Au ð ur Ava Ólafsdóttir til del, da hun i går aftes blev præsenter...