lørdag den 22. februar 2020

Hjernegrød

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Pernille Frandsen: "Et anker af flamingo. Det, vi glemmer, gemmer vi i hjertet"
Udkom: 20. maj 2019
Omfang: 233 sider
Forlaget mellemgaard
Vejl. pris: 199,95 kr.
Denne selvbiografiske beretning beskriver en ung kvindes møde med et psykiatrisk system, hvor hun langt hen af vejen føler sig prisgivet og misforstået.
Efter en barndom med overgreb udløser en grænseoverskridende oplevelse på den døgninstitution for udsatte unge, hvor hun er ansat, en mental nedsmeltning for Pernille. Hun bliver i første omgang indlagt med en moderat depression, og herfra eskalerer det hurtigt. Pernille opfordres til at starte i ECT-behandling (elektrochok), hvilket hun modstræbende indvilger i, og hun får i alt 10 elektrochokbehandlinger. Hendes værste anelser i forhold til behandlingstypen bekræftes i flere omgange, og den har den konsekvens, at hun nærmest nulstilles i sin hukommelse. Hun har vanskeligt ved at genkende personer, fastholde informationer, erindre tidligere oplevelser og bliver uhyre støjsensitiv, hvilket på den lange bane betyder, at Pernille i dag er førtidspensionist.
Sideløbende med ECT-behandlingerne bliver Pernille diagnosticeret som bipolar; en diagnose, det er meget vanskelig for den behandlende læge at stille, da Pernilles sygdomsforløb ikke passer entydigt med diagnosen. Hun føler, at lægerne herfra kun "ser" hendes diagnose og ikke hende som menneske, og hun tager sidenhen kampen op for at blive løst af diagnosen.
I bogen, der er en kombination af personlige refleksioner og Pernilles journalnotater, er det tydeligt, at hun har et dybfølt ønske om at aftabuisere psykisk sygdom og give viden og oplysning til de mennesker, der er tæt på en psykisk syg - både de pårørende og de professionelle. Jeg føler mig overbevist om, at mennesker, der har været i kontakt med det psykiatriske system, vil blive berørt af Pernilles beretning
Jeg mener dog også, at forfatteren med en god redaktørs hjælp kunne have strammet en stor del af bogens afsnit op, hvilket ville have skabt mere fremdrift i fortællingen. Alt for meget bliver skåret ud i pap, hvor læseren sagtens kunne have dannet sine egne konklusioner.

onsdag den 12. februar 2020

Blinde vinkler

Anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand - en del af Politikens Forlag
Alex Michaelides: "Den tavse patient"
Udkom: 7. februar 2020
Omfang: 390 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Dét, der løfter denne psykologiske thriller, er helt klart forfatter Alex Michaelides' evne til at skrive en dramatisk effekt frem, der primært beror på skabelsen af en underliggende utryg og usikker stemning fremfor blot den plotdrevne handling. Michaelides' fokus er i højere grad på den psykologiske udvikling hos bogens karakterer end på plottet, for det er let at gå til i denne særdeles velskrevne debut.
Jeg-fortælleren, Theo Faber, har fået ansættelse som kriminalpsykolog på den sikrede psykiatriske institution, The Grove, i det nordlige London. For ham et drømmejob, da han har en helt særlig og professionel interesse i en af patienterne, den anerkendte kunstmaler Alicia Berenson. Hun har været indlagt de seneste seks år, efter hun modtog en forvaringsdom for det brutale mord på sin mand, Gabriel Berenson. Han var en velrenommeret modefotograf, og de havde øjensynligt det perfekte liv sammen - altså lige indtil den aften, hvor Gabriel kommer hjem fra arbejde og bliver skudt fem gange i hovedet på klos hold af sin hustru. Et drab, som hun hverken angrer eller fortryder efterfølgende.
Siden mordet har Alicia nægtet at tale, og Theo er dybt fascineret af myten om Alicia Berensons årelange vedholdende tavshed med et inderligt ønske om at hjælpe hende gennem de tidligere oplevede traumer, der åbenlyst må have ført til det voldsomme drab. Nu, seks år efter dommen, er der ved et lykketræf blevet en stilling ledig som psykolog på The Grove, og Theo kan endelig nærme sig Alicia og arbejde med sin faste overbevisning om, at han er den, der kan få den spektakulære patient til at tale igen.
Valget af jeg-fortæller betyder, at læseren får indblik i, at Theo også har sine egne dæmoner at slås med. De stammer ikke kun fra barndommen, men optræder også i samlivet med konen, Kathy. Michaelides doserer disse på en måde, så man indimellem bliver i tvivl om, hvem der er psykolog, og hvem der er patient, men vi sympatiserer med vores jeg-fortæller, og det nuancerer billedet af ham, at vi er lukket ind i hans tanker og følelser.
"Den tavse patient" er inddelt i fem dele, hvor vi altså primært har adgang til Theos tiltagende opmærksomhed på og i stigende grad uortodokse metoder for at få Alicia i tale. Via Alicias dagbogsnotater får vi også adgang til hendes følelser og tanker i tiden op til mordet, og i udgangspunktet forvirrede og slørerede det mit fokus - for hvad skulle jeg med tankerne og følelserne hos en psykisk ustabil kvinde? At de har betydning fornemmer man dog, og skriveteknisk medvirker det til, at man som læser har svært ved at regne ud, hvordan historien udvikler sig.
Kapitlerne er forholdsvis korte, hvilket for mig bidrager til læsevenligheden, og de fleste af dem afsluttes med cliffhangers, der betyder, at man  læse videre. Litterært løfter det "Den tavse patient", at forfatteren åbenlyst har interesse for og viden om sindets krinkelkroge, men også er inspireret af myten om Alkestis - og så er det simpelthen en god psykologisk thriller, hvor vi bliver trukket rundt i manegen lige til sidste side.

søndag den 2. februar 2020

Når man skal glemme sig selv

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Iben Mondrup: "Tabita"
Udkom: 15. januar 2020
Omfang: 354 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Min debut med Iben Mondrups forfatterskab har gjort nas helt ind i hjernebarken, så lad mig starte med det smukke - det ydre udtryk. "Tabita" er en virkelig pæn bog, der på indholdssiden river hjertet ud, men i sin ydre fremtoning er meget smuk og harmonisk.
Smudsomslaget er lavet af den grafiske designer Alette Bertelsen, mens grafiker og billedhugger Aka Høgh er kvinden bag kunstværket på både for- og bagsatsbladet. Sammen har de to grønlandske grafikere skabt en koncis sammenhæng med romanens overordnede tema, natur møder "kultur", og bogens fysiske form. Det kan jeg virkelig godt lide.
Derudover er kapitælbåndet, det lille stykke stof foroven og forneden på bogbindet, i en lyseblå nuance, der passer til farverne på smudsomslaget, hvor titlen er skrevet med sænket guldskrift, der er lækker at røre ved. Endelig har romanen et buet fremsnit, hvilket vil sige en rundet bogblok fremfor blot en lige. For en bognørd som mig, betyder det virkelig meget, når forlagene prioriterer at kæle for detaljen, og dermed løfter det samlede udtryk betragteligt.
Alt det smukke og harmoniske smadres dog eftertrykkeligt, når vi bevæger os fra form til indhold i bogen, der er kvindernes. Miljøerne er væsensforskellige, grønlandske Upernavik og danske Humlebæk i midten af 60'erne.
Vi møder først grønlandske Rosine, der i bogens indledende korte afsnit våger over sin skyggerne af sin engang så stolte fangermand og familiens eksistensgrundlag, den døende Vitus. Dernæst hendes datter Abelone med de tre børn, som ingen ved, hvem der er far til. Så danske Eva, der er rejst til Upernavik med sin mand, Berthel, der bestyrer byens butik og endelig Tabita, Abelones datter.
Abelone arbejder som husassistent hos Eva og Berthel, og hermed skabes romanens skæbnesvangre forbindelse mellem de to nationaliteter, der godt nok lever side om side, men ligeså kunne befinde sig på hver sin planet. Iben Mondrup beskriver usentimentalt, hvordan danskerne i Upernavik betragter grønlænderne som indfødte, mens Abelone på sin side ser sin datter "gå som en lille dansker", og via fru Eva åbner verdenen til "det danske sprog og danskerlivet".
Man fornemmer hurtigt, at Eva er ensom i rollen som medfølgende hjemmegående husmor, der bittert konstaterer, at Abelone tilsyneladende får alle de børn, hun vil have, mens hun selv forbliver barnløs. Bitterheden synes dog ikke at gå Abelone på, med mindre fruens frustrationer går ud over børnene, som Abelone ofte tager med på job - selvom hun har vanskeligt ved at finde et mønster i, hvornår fru Eva synes, de er en velsignelse eller en plage.
Ved en tragedie åbnes der, med en særdeles driftig dansk sygeplejerskes mellemkomst, mulighed for, at Eva alligevel kan blive mor, da hun og Berthel adopterer Abelones to yngste, Vitus og Tabita. Hovedkulds forlader Eva Upernavik sammen med de to børn med planer om, at Berthel skal følge efter senere, og den nye familie slår sig ned i Humlebæk. Eva er fast besluttet på at grundlægge sin harmoniske familie, hvilket lettest gøres ved, at børnene glemmer fortiden, deres kultur og sprog - og helst så hurtigt som muligt. Den 4-årige Tabita kan dog sagtens huske både sin mor, som hun savner, sit sprog og sin kultur, hvilket betyder, at hun ofte slår sig på den abrupte omplantning til Danmark.
Ligesom der er knager i fugerne i mødet mellem det grønlandske og danske, slår forholdet mellem Eva og Berthel også store revner, hvilket betyder, at Eva drager en konsekvens, der får fatal betydning for den lille Tabita og hendes liv fremover.
"Tabita" er en uafrystelig roman om et kulturmøde, hvor intentionen om at give to sårbare børn en tryg og "civiliseret" tilværelse nok har været god, men ender katastrofalt ud, fordi den grundlæggende præmis er helt forfejlet. De voksne og "civiliserede" bliver de inhumane, der lader de mest sårbare sejle deres egen sø. Iben Mondrup skriver smerten, fortvivlelsen og de gode intentioners kuldsejling så hjerteskærende stærkt frem, at man som læser fysisk kan mærke det.

mandag den 13. januar 2020

Middelalderen har ringet

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Sara Omar: "Skyggedanseren"
Udkom: 26. november 2019
Omfang: 413 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
I fredags var en ung kvinde for retten i Glostrup, hvor hun sammen med sin mand er tiltalt for at have slået deres halvanden måned gamle datter ihjel sidste forår. Under retsmøderne er det kommet frem, at den lille pige var uønsket, fordi manden allerede havde to døtre. Den grusomme virkelighed for den lille pige, hvis eneste brøde var, at hun blev født med det forkerte køn, sætter hermed på den mest bestialske vis fingeren lige midt ind i det kvindefjendske univers, som Sara Omar endnu en gang ganske gruopvækkende blotlægger i opfølgeren til den anmelderroste og prisvindende debut, "Dødevaskeren", der udkom for to år siden.
I "Skyggedanseren" møder vi atter pigen Frmesk, der i 90'ernes Kurdistan bor hos sine kærlige bedsteforældre, mormor Gawhar og morfar Darwésh. Gawhar er praktiserende muslim, der forfærdet og oprørt gang på gang oplever, at mænd, men også kvinder, med et ældgammelt religiøst skrift som legitimeringsgrundlag retfærdiggør overgreb og æresdrab på forsvarsløse kvinder. Darwésh derimod, er af den overbevisning, at troen alene skal forblive et anliggende imellem det enkelte menneske og Gud. I hans optik er de religiøse skrifter skrevet af mennesket selv for at holde folk, der ellers var vanskelige at tæmme, i skak. For at beskytte kvinderne mod samfundets tyrannisering åbner han en hamam kun for kvinder, men til bedsteforældrenes sorg og bekymring synes det kvindelige frirum dog ikke at opmuntre den lille Frmesk, der bliver mere og mere indadvendt. Hun taler ikke, vil ikke spise, tegner voldsomme tegninger og lemlæster sine dukker. De, der har læst "Dødevaskeren", ved godt, hvorfor Frmesk er traumatiseret. At mænds forkvaklede fortolkning af de religiøse skrifter også her spiller en syg rolle.
Forfatteren krydsklipper romanen igennem til nutiden, hvor den voksne Frmesk i udgangspunktet læser jura og får afløb for fortidens uhyrligheder ved at læse sine egne digte højt og skrive kritiske artikler om etniske minoritetskvinders mangel på rettigheder. I hjemmet, hvor Frmesk bor med sin mor og to små søskende, er hendes rolle dog helt traditionel. Hun navigerer i en på alle måder ulige og voldsom relation mellem sin desillusionerede og kontanthjælpsmodtagende mor, og faderen, der, på trods af forældrenes skilsmisse, på daglig basis fører hårdhændet justits med sin familie. Sidstnævnte har siden Frmesks fødsel haft planer for hendes fremtid, men da hendes - og dermed familiens - ære krænkes, formår han lynhurtigt at sadle om, hvilket får fatale konsekvenser for Frmesk.
"Skyggedanseren" har ganske enkelt været forfærdende læsning, hvor de overgreb, som bogens kvinder udsættes for, er beskrevet i en detaljegrad, der gjorde fysisk ondt. På samme måde er romanen en brutal understregning af, at kvindehadet ikke kun er dagens uorden i lande fjernt fra os. Mishandlingen af kvinder og piger finder også sted i vores del af verden, hvilket Frmesks historie illustrerer, men også sagen fra Glostrup i al sin grufuldhed er et eksempel på.
Middelalderen har ringet - og den vil have sit kvindesyn tilbage.

fredag den 3. januar 2020

Enten - Eller

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Mikkel Mosen: "Ud af slumreland"
Udkom: 20. september 2019
Omfang: 476 sider
Forlaget Montagne
Vejl. pris: 249,- kr.
Hovedperson og jeg-fortæller i Mikkel Mosens debutroman, "Ud af slumreland", har taget springet ud af hamsterhjulet i storbyen til fordel for det gode og mindre hektiske liv på Ærø. Sammen med sin kone, Mona, og to mindre børn har Eik Enghoff, slået sig ned på den lille ø, hvor hun har spirende succes som iværksætter, mens han arbejder fuldtid som office manager på turistbureauet i Marstal. Oprindeligt var hensigten med flytningen væk fra alfarvej, at Eik også skulle forfølge sin drøm om at blive forfatter, men han må nu erkende, at han atter er fanget i det hamsterhjul, han målrettet forsøgte at undslippe. Han er blevet eneansvarlig for den faste indkomst, og ønsket om at skrive hver eneste dag er lige så stille blevet fortrængt af hverdagen.
Eiks gymnasieven, Jasper, melder sin ankomst hos Eik og familien, hvilket for alvor giver næring til den gnavende orm af utilfredshed og undertrykte følelse af uforløst potentiale, som Eik går med. Jasper er nemlig personificeringen af det liv, Eik drømmer om. En rebelsk gonzojournalist, der i højt tempo tager for sig af de muligheder, tilværelsen byder på. Fri og ubundet rusker han op i Eik, der kæmper med at finde fodfæste i et familie- og arbejdsliv,  hvor alle gør krav på både den opmærksomhed og tid, han gerne vil vie til drømmen om at blive forfatter. Eik er fascineret af sin oprørske kammerat, og da Jasper tilbyder ham at komme med på en roadtrip, der skal munde ud i, at de to mænd lander i Spanien, hvor Jasper skal skrive videre på den roman, han er i gang med, slår Eik til.
De to mænd forlader Ærø med et, for Eiks vedkommende, ønske om nye horisonter samt uanede mængder af frihed med plads og rum til at færdiggøre den roman, der hidtil har ligget ufærdig i skuffen. Det står dog ret hurtigt klart, at Jasper, også her, har sin egen dagsorden, hvor Eiks behov for selvrealisering ikke står øverst på listen. Rejsen bliver for Eik startskuddet til en selvransagelse, hvor han skal gøre op med sig selv, hvorvidt det frie og ubundne liv udelukkende er værd at stræbe efter for at få en meningsfuld tilværelse.
"Ud af slumreland" er inddelt i fire dele, og det fungerer på sin vis godt med denne opdeling, der har fin stringens i forhold til handlingen, men jeg oplever, at romanen vil for meget - den er simpelthen for lang. Som læser blev jeg hægtet af både i de lange og detaljerede gengivelser af samtalerne i den kreative, men stærkt påvirkede, klasse i Ærøskøbing. På samme måde løb jeg ret let hen over de litterære referencer, som der er nogle stykker af. Et andet eksempel, hvor jeg som læser blev tabt, er, da en af Eiks hallucinerende drømme beskrives minutiøst over mere end fem sider. Man mister fokus, hvilket forstyrrer min læsning og oplevelse af værket.
Det ville klæde roman med en mere stram komposition, da handlingen hermed ville få mere fremdrift. Den roadtrip, som man hurtigt fornemmer, kommer til at være udslagsgivende for de erkendelser, Eik når frem til, og den dannelsesrejse, han gennemgår, starter først på side 397. Jasper som person blev jeg - måske på grund af mit køn og min alder - ret hurtigt utrolig træt af, og jeg synes, at han er alt for nem at gennemskue. Det irriterede mig, at Eik, som jeg et langt stykke hen af vejen både har sympati med og sagtens kan identificere mig med, ikke langt tidligere gennemskuer blålyset. Det virker ikke troværdigt.
Tematisk kredser "Ud af slumreland" om det mod, som det kræver at forfølge sine drømme, når man træder væk fra den vej, som alle andre synes at følge - og her har Mikkel Mosen fat i noget meget eksistentielt, hvor man som læser uvægerligt tvinges til at spejle sine personlige til- og fravalg, og det kan jeg rigtig godt lide. Eik bliver med sin splittelse imellem drømmen om det frie og ubundne liv og "det rigtige at gøre" også et sindbillede på en moderne mand, omend jeg synes, han kommer til at fremstå forkælet. Det er naivt at forestille sig, at man kan stifte familie - for så derefter at ønske sig lige lukt tilbage i den nærmest grænseløse frihed fra gymnasietiden.

søndag den 1. december 2019

Ud i lyset

Anmeldereksemplar fra Muusmann Forlag
Katrine Quorning: "Flaskebarn. Minder fra en rødvinsplettet opvækst"
Udkom: 1. oktober 2019
Omfang: 93 sider
Vejl. pris: 179,95 kr.
"Tredje gang mor forsøgte at begå selvmord, var en fredag aften i november 2018."
I foråret 2019 startede jeg med at følge Instagramprofilen @flaskeboern, og det var på det tidspunkt en anonym person, der stod bag profilen. At være barn af en alkoholiker er nemlig både flovt, skamfuldt og afmægtigt. I sommeren 2019 valgte kvinden, der viste sig at stå bag profilens stærke tegninger og tekster, at stå frem. Hun hedder Katrine Quorning, og hun har igennem de seneste syv år bearbejdet minderne fra en barndom overskygget af sin mors alkoholmisbrug ved at tegne sig igennem dem.   
Det er der blevet denne på samme tid stærke, nøgterne og oplysende grafiske roman, "Flaskebarn", ud af, hvor forfatteren fortæller sin personlige og hudløst ærlige historie om at være barn af en alkoholiker. Bogen er desuden krydret med faktuelle oplysninger om de sociale og økonomiske omkostninger ved et tårnhøjt og ødelæggende misbrug af alkohol, hvilket breder budskabet ud - fra det personlige til det alment vedkommende.
Katrine Quorning fortæller ved hjælp af sine effektfulde og stærke tegninger historien fra barnets perspektiv, hvor hun alt for tidligt både fik og påtog sig et ansvar, ingen børn skal have. Hun beskriver, hvordan det at være barn af en alkoholiker er enormt tabuiseret og skamfuldt, og at der ingen ende er på de bestræbelser, man som pårørende vil gøre for at dække over misbruget.
Katrine Quorning skildrer også helt nøgternt, hvordan afmagten efterhånden sneg sig ind på hende, så hun, i et forsøg på at beskytte sig selv, distancerede sig fra sin mor, hvilket denne anmeldelses indledende citat, der også er bogens allerførste sætning, illustrerer med prosaisk klarhed.
Denne fine og vigtige udgivelse henvender sig til alle børn af alkoholikere, og den giver et stærkt håb om, at tabuet er til for at blive nedbrudt, og at det skamfulde skal trækkes ud i lyset, hvor det mister sin magt. "Flaskebarn" er også til alle os, der møder børn og unge hver dag. Voksne skal ikke, hvad enten de er professionelle eller ej, overse tegnene på mistrivsel hos et barn og af misforståede hensyn undgå at stille de ubehagelige spørgsmål.
Eneste malurt i bægeret er, at øjets naturlige læseretning indimellem er udfordret af den måde, teksten er placeret på siderne.
Læs "Flaskebarn" og bliv klogere.

søndag den 24. november 2019

Tankespind

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Britt Tippins Okking: "Ildfugl"
Udkom: 2. april 2019
Omfang: 366 sider
Forlaget Montagne
Vejl. pris: 249,- kr.
I denne thriller bliver vi smidt direkte ind i handlingen som vidner til det voldsomme overfald, der fire år tidligere rykkede tilværelsen i stykker for hovedpersonen, Julie, da hun ekstremt brutalt blev angrebet af sin mand, Jan, i deres fælles hjem. Jan led, efter en udsendelse til Afghanistan, af svær PTSD. Efter overfaldet bliver han via en anbringelsesdom dømt til forvaring på en lukket psykiatrisk afdeling, og Julie har siden forsøgt at samle stumperne af sit liv og har til en vis grad genvundet troen både på sig selv og andre mennesker.
Sammen med kæresten, Marcus, der er en anerkendt psykiater med speciale i krigstraumer, har Julie skabt en stabil tilværelse på landet, hvor man dog fornemmer, at der fortsat er meget usagt i forholdet. Julie er, uden Marcus' vidende, en del af en hemmelig fight club, der mødes i de sydsjællandske skove for at kæmpe med uortodokse metoder, der ikke tåler dagens lys - naturligvis foranlediget af, at Julie aldrig igen vil stå i en situation, hvor hun ikke kan forsvare sig selv mod en angriber. Det medvirker også til en vis form for ubalance i forholdet, at Julie har mødt Marcus som pårørende til Jan i det Traumecenter, hvor han i sin tid blev behandlet for sin PTSD af netop Marcus.
Den skrøbelige stabilitet i Julies liv, som hun på egen hånd forsøger at opretholde ved hjælp af pot, cannabisdråber og ufiltreret viljestyrke, ødelægges dog på et splitsekund, da Jan efter fire års tavshed sender hende en kultegning med en besked bagpå.
Herfra tager begivenhederne for alvor fart, og romanens handling og personer foldes langsomt, men sikkert ud på en måde, hvor forfatteren gentagne gange snyder os med uventede plottwists, så man adskillige gange tvivler på sin egen dømmekraft - for hvem er det egentlig, der narrer hvem?!
Hermed lever "Ildfugl" meget fornemt op til genrebetegnelsen domestic noir, hvor handlingen udspiller sig indenfor hjemmets fire vægge - deraf naturligvis 'domestic', mens 'noir' henviser til det onde og voldelige, der kan være på spil i en relation mellem to mennesker - fx i et parforhold.
Britt Okking lader så subtilt frygten sive ind i det helt normale hverdagsliv, hvor man ellers skal føle sig tryg. Hun skaber en dyster stemning, hvor det dysfunktionelle er på spil mellem linjerne ikke kun mellem Julie og Jan, men også mellem Julie og Marcus.
Det fungerer desuden virkelig godt, at synsvinklen skifter i de mange tilbageblik til tiden omkring overfaldet på Julie. Hvor det i den øvrige del af romanen er Julie, der er jeg-fortæller, er det i tilbageblikkene en 3. persons fortæller, hvilket skaber en distance, der fungerer rigtig godt for fremdriften i romanen. I bogens sidste del skifter synsvinklen helt, hvilket betyder, at brikkerne først falder på plads for læseren til allersidst - på en måde, hvor man faktisk ikke aner hvem af personerne, man kan stole på. Hvad er erindring, fantasi eller virkelighed for bogens karakterer?
"Ildfugl" er Britt Okkings tredje roman, og den får en varm læseanbefaling med herfra.

Hjernegrød

Anmeldereksemplar fra forfatteren Pernille Frandsen: "Et anker af flamingo. Det, vi glemmer, gemmer vi i hjertet" Udkom: 20. maj...