Man kan tage Morten ud af Planen, men man kan aldrig tage Planen ud af Morten! Det opsummerer fra min stol essensen i “Planen” af Morten Pape - det seneste værk i Læseklubben. En roman der vil blive hos mig længe.
Romanen beskriver en barndom på trods i ghettoen Urbanplanen på Amager. En barndom der, for “brilleaben” Morten, primært er kendetegnet ved en tilstand af konstant alarmberedskab. Hvem gør nar af dig, når du åbner munden? Hvem vil tage røven på dig? Hvem uddeler slag næste gang? Indvandrermiljøet skildres som en stat i staten med eget moralkodeks, og kriminalitet er dagens orden. Familien er mest af alt en massiv dødvægt for Morten - en psykisk syg mor, en mentalt og fysisk fraværende far og to røvirriterende små søskende!
Men “Planen” er også en fortælling om håb og om at være og blive et ordentligt menneske. Scenen, hvor lillebror Jonas stiller op for et par sagesløse småpiger, er virkeligt rørende. Det bliver desuden et point of no return i Mortens respekt for sin bror. Med Jonas’ egne ord: “...der er sgu aldrig nogen perker der har løjet overfor mig eller fået min mor til at blive sindssyg eller min far til at blive ligeglad med mig.”
Endelig er Morten Pape en sand sprogekvilibrist. Blandt andet beskrivelsen af faderens forhold til kæresten, Kirsten, er eminent: “Vi tager os alle til panden, forbløffede over niveauet af stupiditet, der kan opstå når to mennesker med begrænsede intelligenser indgår et partnerskab og kun gør hinanden endnu dummere og uopmærksomme på resten af verden.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar