Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde har set frem til en udgivelse, som jeg har til "Den, der lever stille". Måske fornemmer man, at jeg, mildt sagt, er begejstret, hvis man læser indlægget her. Årsagen er nok primært, at jeg under hele skriveprocessen har fulgt Leonora Christina Skov på Instagram, hvor hun gavmildt har delt små bidder af det, der var læseren i vente.
Da det gik op for mig, at Leonora Christina Skov har indskrevet et metalag med sine overvejelser og tanker i forbindelse med romanens tilblivelse, blev jeg, om muligt, endnu mere henrykt! I min læseklub læste vi i november Delphine de Vigans "Alt må vige for natten", der netop har dette metalag om forfatterens overvejelser undervejs, som fungerer fantastisk. I "Alt må vige for natten" serveres uhyrlighederne helt nøgternt, uden at Vigan vurderer dem for læseren. Den depeche har Leonora Christina Skov mesterligt taget op, og hun referer da også til Vigan i romanen. På samme måde som Vigan ligger hun sine oplevelser frem uden vrede, klynk og bedømmelse. Læseren må selv i gang med at vurdere og lede efter årsagssammenhænge.
Årsagerne til hr. og fru Skovs - sådan kalder de hinanden! - måde at være sammen med deres datter på er dog vanskelige at finde mening i, hvilket eskalerer til det groteske efterhånden, som romanen skrider frem. Alt er som bekendt relativt, og den fysiske afstraffelse af barnet Christina kommer nærmest til at befinde sig under bagatelgrænsen, efterhånden som denne fantastiske autofiktive roman folder sig ud. Forældrenes psykiske terror overfor deres datter, der er fanget mellem faderens vrede og moderens endeløse strøm af tårer, antager helt absurde former, og deres ønske om kontrol af datterens liv er grotesk. Christinas mormor melder sig også på banen, og som anden "bedste" veninde forsyner hun barnebarnet med meldinger om hvor elendigt, moderen har det efter Christinas afsløring af sin homoseksualitet. Alt bærer det ved til den stikflamme af skyld, der konstant brænder i Christina fra Helsinge.
Heldigvis brænder selvopholdelsesdriften også voldsomt og kraftigt i Leonora Christina. Den kvinde, hun genskaber sig selv til, da hun forlader Helsinge og barndomshjemmet til fordel for København og friheden. Som læser frydes man, når hun formår at finde styrken til at dæmme op for forældrenes uhyrlige anklager og beskyldninger - og formår at holde sammen på sig selv.
Leonora Christina Skov skriver i et fantastisk formfuldendt sprog fuldt af billeder, der fik min indre biograf blæst op i fuld skala. Der springes elegant mellem fortids- og nutidsplanet, hvilket giver romanen en stærk fremadskridende handling, der gør, at den er vanskelig at lægge fra sig.
Jeg håber og beder til, at dette ikke bliver Leonora Christina Skovs svanesang. Denne roman er så stærk og enestående, at man som læser tænker, at den bliver vanskelig at efterfølge. Leonora Christina Skov siger selv, i de utallige interviews jeg har læst og hørt, at denne trækken på hovedstolen ikke har drænet hende for ord. Det er betryggende at vide!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar