Boganmeldelse: "De bortførte piger" af Mary Lynn Bracht

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag
Udkom i går, den 24. april 2018
Omfang: 351 sider
Vejl. pris: 299,95 kr.
"Reading can seriously damage your ignorance!" Jeg tror, det var på Facebook, jeg læste det fornylig. Min uvidenhed led ubodeligt skade, da jeg fik fat i denne fantastiske roman af Mary Ann Bracht. Jeg vidste godt, at Japan efter 2. verdenskrig blev pålagt at afvikle hær og flåde og således var på taberholdet. Hvad jeg ikke var klar over, og her udstiller jeg måske min uvidenhed, var, at Japan i praksis havde herredømmet i Korea fra 1905 til 1945. Nogle af de uhyrligheder, som Japan begik under verdenskrigen, fandt sted i Korea, og det handler denne smukt sansende og på samme tid gruopvækkende roman om.

Hana på 16 år er - i lighed med sin mor - haenyeo, havkvinde. Et traditionelt kvindeerhverv som havdykker, der går i arv fra mor til datter, på den lille ø, Jeju, syd for det koreanske fastland. Havkvinderne sælger efterfølgende deres fangst på markedet, og af den grund har kvinderne på Jeju en særlig grad af uafhængighed, da de til dels er selvforsørgende. Tidsmæssigt befinder vi os ved romanens start i 1943. Udover de to kvinder består familien af faderen, der er fisker, og lillesøster Emiko, kaldet Emi, på 9 år.

Det lille samfund på Jeju er underlagt den japanske besættelsesmagts luner. Koreanerne bliver anset for andenrangsborgere, og unge koreanske mænd sendes i krig af den japanske kejser for at bekæmpe kineserne. Alle koreanske lærere er erstattet med japanere, ligesom alle koreanere er påtvunget et japansk navn. Endelig kidnappes koreanske børn til fabriksarbejde i Japan og unge kvinder til prostitution - som trøstepiger for japanske soldater, inden de sendes til fronten. Det sidste er netop det, der sker for Hana, der i et forsøg på at redde sin lillesøster, Emi, bliver kidnappet til et bordel.
Umiddelbart efter Hanas kidnapning springes der i romanens komposition frem til 2011. Lillesøster Emi er blevet 77 år, og med stor beslutsomhed bestemmer hun, at nu er tiden inde til at finde søsteren, der så brutalt blev taget fra sin familie. Et tab, som Emi livet igennem har bebrejdet sig selv, for det var jo hende, Hana reddede. Derefter krydsklippes der, så vi skiftevis følger Hana i 1943 og Emi i 2011. Hana bliver sendt til Manchuriet for at arbejde som prostitueret - og ja, her måtte jeg også lige have fat i min ven Google - for hvor er det nu, det ligger?! En af denne romans forcer er helt klart, at den animerer mig som læser til at søge ud over dens univers for at blive klogere på den tid, den foregår i.
Vi følger Hana på hendes ufrivillige rejse, der giver et indblik i japanernes brutalitet under verdenskrigen. Mary Lynn Bracht skriver på en måde, så jeg følte, at jeg blandt andet for mit indre blik helt tydeligt kunne se og føle den mongolske højslette.
Emi vokser op i Koreakrigens skygge, hvilket får fatale konsekvenser for familien - og heller ikke her rakte min eksisterende viden til. Den var mildest talt også sporadisk. Der var noget med 38. breddegrad og hospitalsskibet Jutlandia. Også her fik jeg lyst til at søge viden ud over romanen, og det er jo det, litteratur også kan - give os lyst til at vide mere.
Den voksne Emi har ved flere lejligheder deltaget i onsdagsdemonstrationerne foran den japanske ambassade i Seoul, hvor overlevende trøstekvinder har demonstreret i håb om, at den japanske regering ville påtage sig et ansvar for de forbrydelser, der blev begået mod op mod 200.000 kvinder, hvoraf ca. 80% var koreanere. Netop onsdagsdemonstrationerne bliver for Emi et meget stærkt symbol på savnet efter søsteren - og på den fred, som hun slutter med sin skæbne.
Denne roman har, som det vist "mildt" antydes, åbnet op for, at jeg er blevet enormt nysgerrig både i forhold til koreansk og japansk historie - og det er i min optik romanens største styrke. Det er ganske enkelt en rigtig medrivende og på samme tid grufuld roman med et stærkt autentisk islæt, der er skrevet i et smukt og malende sprog. Det betyder, at jeg godt kan tilgive den lidt urealistiske slutning, som Mary Lynn Bracht da også forholder sig til i forfatterens afsluttende kommentarer.

Boganmeldelse: "Jeg er f*cking hot!" af Renée Toft Simonsen

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkommer i dag, 3. april 2018
Omfang: 318 sider
Vejl. pris: 300 kr.
Æstetik betyder, at noget er udformet på en smuk og tiltalende måde, som gør det behageligt at se på. Netop ved æstetikken vil jeg gerne tage afsæt i min anmeldelse af "Jeg er f*cking hot!". Det er ganske enkelt en smuk bog, hvor Politikens Forlag har gjort meget ud af formen, og det er

ikke uden betydning for en bognørd som mig. Billedkunster Michael Baastrup Chang er manden bag både omslagsdesign og illustrationerne i bogen, og jeg synes, at hans streg er fabelagtigt afstemt med Renée Toft Simonsens ord. Derudover er bogen forsynet med et lyserødt og hvidt kapitælbånd samt et sort læsebånd, og når smudsomslaget tages af, har den indbundne udgave en dejlig orangerød farve, der passer perfekt til mønsteret på forsatsen. Endelig er det værd at bemærke det buede fremsnit - det vil sige, at bogblokken er rundet i stedet for lige. Det løfter det samlede udtryk væsentligt, og det er en detalje, som få trykkerier mestrer. Bognørden har talt, og lad os så få kigget på indholdet af den smukke bog.

Efter at Renée Toft Simonsen langsomt og nærmest snigende bliver overmandet af overgangsalderen i form af hedeture og søvnløse nætter, går hun til lægen med en fast overbevisning om, at det må hormoner tilført udefra hurtigst muligt rette op. Læsning af indlægssedlens liste med bivirkninger får hende dog på andre tanker, hvilket munder ud i beslutningen om at møde alle klimakteriets velsignelser med oprejst pande og et åbent sind. Det handler denne seneste bog af Renée Toft Simonsen om, og min læsning af den har i hvert fald resulteret i, at jeg har fået lidt mere mod på at møde denne del af mit liv, når den tid kommer. Toft Simonsens baggrund som psykolog fornægter sig ikke, og flere steder vil jeg sige, at bogen har karakter af et regulært opslagsværk. Der er hjælp at hente i forhold til mange af et midaldrende kvindelivs facetter, og kapitlerne kan læses uafhængigt af hinanden. Man behøver ikke at læse bogen ud i én køre, som jeg har gjort. Flere af kapitlerne rammer også mig som 45-årig, der fx ikke har prøvet, at kroppens indre termometer pludselig lever sit eget hede liv. 

Renée Toft Simonsens primære anke er, at denne særdeles udskammede del af kvindelivet, overgangsalderen, blot skal behandles med et skud hormoner udefra og dermed klares med et quick fix. Hun insisterer på retten til at mærke efter, hvad det er, der foregår i krop og sind.

"Tiden var kommet til at lytte til min krop, uanset hvor upassende dens beskeder måtte være."

Ligeledes reflekterer Toft Simomsen over det mærkværdige i, at lige præcis overgangsalderen skal behandles væk - og helst lidt hurtigt! Andre livsfaser som teenageårene, at være ny på arbejdsmarkedet eller at blive forældre er naturlige dele af et levet liv, hvor vi må lære at manøvrere i det hængedynd af følelser, der helt naturligt følger med. Renée Toft Simonsens ærinde er, at kvinder, i stedet for at betragte overgangsalderen som noget, der skal bekæmpes med alle midler, ser den som en helt naturlig fase i et levet kvindeliv. En fase, der kræver tålmodighed og overbærenhed nøjagtig ligesom alle andre livsafsnit med store forandringer.

Hvor hedeture og søvnforstyrrelser hører til blandt overgangsalderens knapt så attraktive sideeffekter, påpeger Toft Simonsen. at den øgede sensitivitet, som den faldende hormonproduktion også fører med sig, kan udnyttes konstruktivt ved at være mere kærlig overfor sig selv og lægge perfektionismen bag sig - både som hustru, mor, veninde og datter. Hun råder kvinden til at "lytte nænsomt, helt ind i dybet af sit inderste kammer, der hvor hjertet og sjælen bor." Det er nok psykologen, der taler, men når nogen beder mig om sådan noget, frygter jeg altid, at det er rungende tomhed! Det bliver lidt for fluffy for mig.

Endelig er der de der børn, der ligesom østrogenet bare forlader én. Knap så glidende - vel nærmere med et rent snit! Helt naturligt, men også vældigt identitetsomstyrtende - for hvordan er man mor, når ens børn ikke længere deler folkeregisteradresse med én - og fik de overhovedet de rigtige værktøjer til at mestre livet med, da de gik ud af døren?! Renée Toft Simonsen skriver om følelsen om at være mor til udeboende børn på en måde, der rammer mig. Sådan var det, da vores ældste forlod barndomshjemmet for et halvt års tid siden. Spot on!

Til allersidst beundrer jeg Renée Toft Simonsen for med stor ærlighed at dele ud af sig selv også i denne udskammede del af kvindelivet. På en eller anden måde er det befriende at vide, at selvom man er 'Face of the 80's', kan man godt være både urimelig, føle sig mindreværdig og være et søgende menneske. Med hendes egne ord: "Det gode ved at have levet i mere end 50 år er, at man efterhånden har forstået, at der simpelthen ikke findes mennesker, der ikke har skår i porcelænet."