tirsdag den 30. januar 2018

Boganmeldelse: "Jeg løber" af Anders Legarth Schmidt

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


"Jeg kan ikke græde og løbe samtidig. En lettelse. Jeg har ikke tænkt på det før. De to ting udelukker hinanden."


Dit barn dør ikke før dig. Sådan er reglerne. Men hvad gør man som forældre, når livet ikke overholder reglerne? Hvordan bærer man det ubærlige? At miste sit barn. Anders Legarth Schmidt, journalist ved Politiken, har skrevet bogen "Jeg løber". Det, der oprindeligt startede som en blog, er nu udkommet i bogform. En bog, der beskriver en fars smerte og sorg, da hans 6-årige datter, Ellen, dør af leukæmi. En bog, der skildrer, hvordan det at løbe fortrænger sorgen og skaber sprækker af lys i et uendeligt mørke.
I programserien "Kunsten at miste" på DR har journalist Esben Kjær i fire stærke udsendelser beskrevet, hvordan han og andre efterladte har skabt plads og rum til at leve videre med deres afdøde. Programserien tager afsæt i Esben Kjærs bog "Min usynlige søn - kunsten at leve med sine døde resten af livet" fra 2016. Her beskriver han sin sorg efter tabet af sin 7-årige ligeledes kræftramte søn som en forvandling. En forvandling for livet som samfundet har vanskeligt ved at rumme. Sidste år udkom Naja Marie Aidt med "Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage"; et gribende og personligt vidnesbyrd om hendes altfortærende sorg efter tabet af den 25-årige søn, Carl. Et tab, der havde den umiddelbare konsekvens, at hun mistede sit sprog. Romanen har netop modtaget Weekendavisens Litteraturpris 2017.
Den personlige beretning om at navigere hvor sorgen raser, var også Anders Legarth Schmidts udgangspunkt, da han påbegyndte bloggen "Jeg løber" på Politiken i november 2015, to år efter Ellens død. Efter 44 indlæg om at løbe og leve videre med sorgen efter Ellens død lukkede bloggen et år senere. Sidenhen dannede den baggrund for et teaterstykke af samme navn på Det Kongelige Teater. Totalt udsolgt og snart på turné i provinsen. Til interesserede oplyses, at billetter allerede nu kan forudbestilles til den kommende sæson, hvor forestillingen vender tilbage til Det Kongelige Teater.
"Jeg løber" er en roman om glæden ved at løbe. Om sidegevinsten ved at løbe. At sætte den ene fod hurtigt foran den anden bliver et helle i en virkelighed, der ubønhørligt trænger sig på. Et anker, der holder en far fast i livet, mens et oprørt hav af sorg og fortvivlelse raser omkring ham. Helt lavpraktisk tømmes hovedet for tanker under løb. Der er kun lyden af to fødder, der rammer jorden, at forholde sig til.
Realiteterne kan derimod ikke fortrænges, når fødderne er i ro. Et velmenende menneske drager forfatterens måde at håndtere sin sorg på i tvivl og råder ham i stedet til at tale med en professionel. Og undlade at løbe. Men han mærker tydeligt, hvordan sorgen sættes på standby for en stund, og mørket overvindes, når han løber. At løbe sikrer, at han kan leve videre, selvom hans ældste datter er død. Først én dag ad gangen, sidenhen spreder revnerne af lys sig. At løbe giver en form for forbindelse til Ellen og styrke til at magte at være far for hendes lillesøster, Alice. Derfor løber han videre. I løb, når man ikke ser hinanden i øjnene, bliver andres omsorg også lettere at tage imod, og det er der i bogen flere rørende eksempler på.
Sætningslængden er kort og punktummerne mange i "Jeg løber", hvilket formodentlig hænger sammen med, at teksterne er skabt til at være indlæg på en blog. Anders Legarth Schmidt formidler med de korte sætninger sit budskab meget klart, og de mange punktummer betyder også, at jeg som læser får rum og tid til at optage tekstens stærke budskab. Beskrivelsen af den frustrerede Alice, der har svært ved at trøste to forældre på én gang, når hun er det eneste barn, er hjerteskærende.
Anders Legarth Schmidts store passion for løb betyder, at den rent tekniske side af løb som disciplin fylder en del i romanen. Det illustrerer meget fint, hvordan løb netop har været det sikre fundament i en verden, der ellers er faldet fra hinanden.
Naja Marie Aidt beskriver sorgen som et altødelæggende monster, mens Esben Kjær oplever sorgen som ekskluderende, for vi vil ikke konfronteres med døden. Anders Legarth Schmidt skildrer sin sorg som det ultimative kontroltab. Der var intet at stille op overfor kræftens overmagt, og tanken, om at han ikke kunne skærme sit barn, er altoverskyggende i tiden efter Ellens død. Uacceptabelt for et moderne menneske, der normalt sidder i førersædet i eget liv. Indtil sygdom og død ubarmhjertigt henviser til passagersædet og en nådesløs statistrolle.
Endelig er "Jeg lever" en fortælling om mod, håb og at vælge livet til med nærmest overmenneskelig styrke, selvom man har mistet troen på det gode. Forfatteren beskriver det således:
"Vælg begejstringen. Vælg dyndet fra. Grib bolden. Slå til bolden. Hør musikken."
Søger man på sorgbearbejdning på Google, får man mere end 11.000 hits. Ovenfor har jeg præsenteret tre vidt forskellige former, sorgen kan antage. Den "rigtige" måde at sørge på findes ikke. Anders Legarth Schmidt viser en vej, der for ham har været meningsfuld, men vigtigst af alt indgyder hans personlige beretning håb og mod. At livet kan leves efter døden.
Til slut vil jeg fremhæve bogens omslag. Det er prydet af Ellens tegninger i al deres rørende barnlige skønhed. Ellen var. Og Ellen er for hendes far. Altid.









tirsdag den 23. januar 2018

Boganmeldelse: "Den,der lever stille" af Leonora Christina Skov

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde har set frem til en udgivelse, som jeg har til "Den, der lever stille". Måske fornemmer man, at jeg, mildt sagt, er begejstret, hvis man læser indlægget her. Årsagen er nok primært, at jeg under hele skriveprocessen har fulgt Leonora Christina Skov på Instagram, hvor hun gavmildt har delt små bidder af det, der var læseren i vente.


Da det gik op for mig, at Leonora Christina Skov har indskrevet et metalag med sine overvejelser og tanker i forbindelse med romanens tilblivelse, blev jeg, om muligt, endnu mere henrykt! I min læseklub læste vi i november Delphine de Vigans "Alt må vige for natten", der netop har dette metalag om forfatterens overvejelser undervejs, som fungerer fantastisk. I "Alt må vige for natten" serveres uhyrlighederne helt nøgternt, uden at Vigan vurderer dem for læseren. Den depeche har Leonora Christina Skov mesterligt taget op, og hun referer da også til Vigan i romanen. På samme måde som Vigan ligger hun sine oplevelser frem uden vrede, klynk og bedømmelse. Læseren må selv i gang med at vurdere og lede efter årsagssammenhænge. 


Årsagerne til hr. og fru Skovs - sådan kalder de hinanden! - måde at være sammen med deres datter på er dog vanskelige at finde mening i, hvilket eskalerer til det groteske efterhånden, som romanen skrider frem. Alt er som bekendt relativt, og den fysiske afstraffelse af barnet Christina kommer nærmest til at befinde sig under bagatelgrænsen, efterhånden som denne fantastiske autofiktive roman folder sig ud. Forældrenes psykiske terror overfor deres datter, der er fanget mellem faderens vrede og moderens endeløse strøm af tårer, antager helt absurde former, og deres ønske om kontrol af datterens liv er grotesk. Christinas mormor melder sig også på banen, og som anden "bedste" veninde forsyner hun barnebarnet med meldinger om hvor elendigt, moderen har det efter Christinas afsløring af sin homoseksualitet. Alt bærer det ved til den stikflamme af skyld, der konstant brænder i Christina fra Helsinge.
Heldigvis brænder selvopholdelsesdriften også voldsomt og kraftigt i Leonora Christina. Den kvinde, hun genskaber sig selv til, da hun forlader Helsinge og barndomshjemmet til fordel for København og friheden. Som læser frydes man, når hun formår at finde styrken til at dæmme op for forældrenes uhyrlige anklager og beskyldninger - og formår at holde sammen på sig selv.
Leonora Christina Skov skriver i et fantastisk formfuldendt sprog fuldt af billeder, der fik min indre biograf blæst op i fuld skala. Der springes elegant mellem fortids- og nutidsplanet, hvilket giver romanen en stærk fremadskridende handling, der gør, at den er vanskelig at lægge fra sig.
Jeg håber og beder til, at dette ikke bliver Leonora Christina Skovs svanesang. Denne roman er så stærk og enestående, at man som læser tænker, at den bliver vanskelig at efterfølge. Leonora Christina Skov siger selv, i de utallige interviews jeg har læst og hørt, at denne trækken på hovedstolen ikke har drænet hende for ord. Det er betryggende at vide!









torsdag den 18. januar 2018

En 45-årig fangirl!

Flere af mine elever - primært pigerne - går rundt med norske Marcus og Martinus på trøjerne og har dem ligeledes som baggrund på skolecomputeren og telefonen. Se, det er fangirls! Jeg må dog erkende, at jeg i moden alder selv har udviklet alvorlige fangirl skills!
Jeg er blevet fan af Leonora Christina Skov! Jeg startede med at følge hende på Instagram; primært for at få bekræftet det, jeg vidste i forvejen. Hun var mandehader, så moderskabet som fordummende og havde desuden en mening om alt mellem himmel og jord - primært af skarp kritisk karakter med mange verbale svirp til alle, der vovede at stille op til debat med hende.
Mit indtryk af Leonora Christina Skov ændrede sig dog hurtigt, da jeg "mødte" hende på Instagram. Her deler Leonora Christina Skov flittigt alt fra parfume og sko til kærlige portræt af sin nørd af en hustru, videnskabsjournalist Annette Nielsen. Det, der for alvor har sænket mine parader, er hendes generøse deling af, hvordan skriveprocessen af hendes seneste, og i øjeblikket allestedsnærværende "Den, der lever stille, har foregået. Hvis man går med en forestilling om, at det der forfatterliv er en konstant strøm af ord, der flyder ud gennem tasterne i studerekammeret og derefter bobler på forlaget, synes jeg, at de skulle kigge på Leonora Christina Skovs Instagramprofil. Beskrivelsen af hendes tour de force med den seneste roman er ganske enkelt imponerende. Derudover er hun bare virkelig sød. Udover at skrive har Leonora Christina Skov gjort sig umage med at svare, når læserne har stillet spørgsmål til de dele af bogen, hun har delt på Instagram. Jeg selv har haft lyst til at gå i dialog  ved stort set samtlige opslag - og gjort det i en grad, der har kvalificeret mig til titlen SuperFan! Udnævnt af Leonora Christina Skov selv; siger det bare! Det har været så hjerteskærende, men ufatteligt nøgterne og beskrivende statusser fra hendes arbejdsværelse. Leveret i et fantastisk smukt og varieret sprog - uden én eneste kommafejl! 😉 Ja, jeg ér dansklærer.
Jeg har anbefalet alle på min private Instagramprofil at følge @leonorachristinaskov og vil her fra bloggen gøre det samme. Har du en glæde ved litteratur og ordkunst, bliver du glad i låget af at gøre det.
Mit merchandise i den seneste uge har ikke været trøjer og baggrundsskærme, men derimod alt hvad jeg har kunnet opdrive af interviews med Leonora Christina Skov - både i radio og på tv. Stærkest står radiointerviewet med Hassan Preisler - se eventuelt min anbefaling af podcasts. På et tidspunkt siger hun til Hassan Preisler, der netop har fortalt om et virkeligt anstrengt forhold til sin mor: "Synes du ikke det, at hun vil gå i parterapi med dig, vidner om kærlighed?!" Læs "Den, der lever stille". Så ved du hvorfor!

tirsdag den 16. januar 2018

Boganmeldelse: "Elisabeth er forsvundet" af Emma Healey



Anmeldelse af bog fra min egen bogreol
Maud vil gøre rent, men da hun skal sætte bøgerne fra reolen på plads, bliver de stillet ind i kaminen. Køkkenbordet bliver på mystisk vis fyldt med dåseferskner i skiver. Da Maud skal over vejen, venter hun ved et af den slags steder med striber på vejen. Er det en opgang? Eller hedder det en landgang?


Maud, der er hovedperson i "Elisabeth er forsvundet", oplever mange symptomer på demens, og det er denne roman en ganske hjerteskærende beskrivelse af. Velkendte handlinger er vanskelige for hende at udføre, og Mauds ordforråd smuldrer langsomt bort og slipper fra hende.


Demensens uvæsen er flere gange beskrevet fra de pårørendes synsvinkel. På dansk blandt andet i TV2-dokumentaren "Da Aage forsvandt" og i Frederik Lindhardts fantastiske roman fra sidste år "Lidt af far".
I "Elizabeth er forsvundet" gør forfatteren Emma Healey i stedet et rigtig velskrevet forsøg på at skildre demensen, som den opleves af den ramte. Skildringen af hvordan Maud skiftevis befinder sig i nutiden med børn og børnebørn og i fortiden som lillesøster til Sukey, der er forsvundet, er meget troværdig. Oplevelsen af uværdighed, da lægen omtaler hende i 3. person, synes jeg også, at Healey rammer godt. Henvendt til datteren, Helen, siger han: "Jeg kan se, at hun har fået taget en blodprøve tidligere på ugen. Det kan være, at du skal overveje at anmode om en funktionsvurdering." Lægen synes helt upåvirket af, at Maud er tilstede. Det pin pointer i skræmmende grad, hvordan Maud støt og roligt bliver afsat som aktør i sit eget liv, hvilket kulminerer, da datteren må skjule, at hun er ved at sælge Mauds hus på vegne af hende.
Mens Mauds hjerne støt og roligt bliver til grød, og hun får vanskeligere og vanskeligere ved at genkende selv sine nærmeste, opererer romanen med to forsvindingsspor. Det ene beskrevet ovenfor, men Maud har også mistet sin veninde, Elisabeth, som hun fortvivlet leder efter. Det giver romanens afslutning et twist af krimi.
På trods af Healeys meget indfølende livtag med demensens ubarmhjertige fremmarch, sidder jeg afslutningsvist med følelsen af, at enderne bliver spundet lidt for hurtigt til slut - jeg synes ganske enkelt ikke, at afslutningen er troværdig over resten af romanens ellers meget velskrevne univers.



mandag den 15. januar 2018

Kom så i gang!

Lytter du til podcasts?! Fx om bøger. Hvis nej, synes jeg, at du skulle se at komme i gang!


Det morsomme i denne anbefaling er, at den kommer fra mig! Mig, der for ikke så forfærdelig længe siden var hende, der flittigt googlede udsendelser, som jeg følte, jeg var gået glip af, da de blev udsendt - og altså brugte riiigtig lang tid på at lede efter alle mulige steder!

Fx troede jeg, at den eneste mulighed for at høre Svend Brinkmanns udsendelsesrække i forbindelse med modtagelsen af Rosenkjærprisen var på DR's hjemmeside. En venlig kollega gjorde mig i den forbindelse opmærksom på dette ikon på min telefon - der for øvrigt er superfancy og kan alle mulige tricks, jeg ikke har det mindste begreb om!  Hun lærte mig også, at man kan abonnere på sine favoritpodcats - wu hu og megasmart, altså!

Og ja, så må der gerne grines - fordi jeg er så nok den sidste midaldrende iPhone bruger, det gik op for!




Derefter til anbefalingerne, som jeg vil give dig tre af.
Den første anbefaling jeg vil give dig, er Frøkjær og forfatterne, der er en ugentlig podcast fra Jyllands Posten. Cecilie Frøkjær er vært, og hendes glæde ved litteratur flyder ud i dine øregange, når du lytter. Hun researcher grundigt på det materiale, hun skal interviewe ud fra - og følger du med her, har du fingeren på pulsen i forhold til nye udgivelser og deres baggrund.
Bagklog på P1 er den næste anbefaling, jeg vil give dig. Værten, Esben Kjær, der har en virkelig behagelig radiostemme, præsenterer programmet som "stedet, hvor han selv og en kendt skiftende gæstevært "kloger" sig på nyhedsugen, der gik!" Esben Kjær er en mand med holdninger, som han tør stå ved. Listen af gæsteværter er utrolig alsidig, og den spænder fra Jacob Haugaard til Sørine Godtfredsen.
Den sidste anbefaling du får, er Det Næste Kapitel fra Radio24syv. Hassan Preisler, programmets vært, interviewer én gang om ugen en aktuel person i en time. Det lyder umiddelbart som et koncept, der er hørt om før! Det særlige er dog, at Hassan Preisler og den aktuelle interviewperson senere på ugen går i studiet, og taler om alt det, der ikke blev vendt i det første kapitel. Hassan Preisler virker som en grublende person, der vitterligt har behov for et lille break til at komme i tanke om alt det, han ville ha' spurgt om i det første kapitel.
Med disse tre podcasts bliver rengøring og madlavning tilført et væsentligt pift af glæde, som jeg bestemt ikke vil underkende!
Det var mine bud på tre gode podcasts. Måske kender du dem allerede. Måske har du nogen, du vil anbefale?! Kom frisk!
 













lørdag den 13. januar 2018

Boganmeldelse: "Planen" af Morten Pape

Anmeldelse af bog fra biblioteket


Man kan tage Morten ud af Planen, men man kan aldrig tage Planen ud af Morten! Det opsummerer fra min stol essensen i “Planen” af Morten Pape - det seneste værk i Læseklubben. En roman der vil blive hos mig længe.


Romanen beskriver en barndom på trods i ghettoen Urbanplanen på Amager. En barndom der, for “brilleaben” Morten, primært er kendetegnet ved en tilstand af konstant alarmberedskab. Hvem gør nar af dig, når du åbner munden? Hvem vil tage røven på dig? Hvem uddeler slag næste gang? Indvandrermiljøet skildres som en stat i staten med eget moralkodeks, og kriminalitet er dagens orden. Familien er mest af alt en massiv dødvægt for Morten - en psykisk syg mor, en mentalt og fysisk fraværende far og to røvirriterende små søskende!


Men “Planen” er også en fortælling om håb og om at være og blive et ordentligt menneske. Scenen, hvor lillebror Jonas stiller op for et par sagesløse småpiger, er virkeligt rørende. Det bliver desuden et point of no return i Mortens respekt for sin bror. Med Jonas’ egne ord: “...der er sgu aldrig nogen perker der har løjet overfor mig eller fået min mor til at blive sindssyg eller min far til at blive ligeglad med mig.”



Endelig er Morten Pape en sand sprogekvilibrist. Blandt andet beskrivelsen af faderens forhold til kæresten, Kirsten, er eminent: “Vi tager os alle til panden, forbløffede over niveauet af stupiditet, der kan opstå når to mennesker med begrænsede intelligenser indgår et partnerskab og kun gør hinanden endnu dummere og uopmærksomme på resten af verden.”




Dømt ude

Anmeldereksemplar fra forfatteren Anders Wendt Jensen: "Uden min datter - syv års kamp for samvær" Udkom: 11. juni 2019 Omfang:...