En af Islands mest kendte nulevende forfattere. Dette fine skudsmål blev Auður Ava Ólafsdóttir til del, da hun i går aftes blev præsenteret på Silkeborg Bibliotek i anledningen af LiteratureXchange-festivalen, der løber af stablen 13.- 23. juni. Det er anden gang, at litteraturfestivalen finder sted i Aarhus med præsentation af international litteratur ved i alt 160 arrangementer fordelt over byens scener og byrummet.
Festivalens vision er at engagere deltagerne i aktuelle problemstillinger og medvirke til skabelsen af læselyst, hvilket passer som fod i hose med målet for min blog. Skabelsen af læselyst er alfa og omega! Via den brede vifte af arrangementer er LiteratureXchange-festivalen desuden nysgerrig i forhold til, hvordan litteraturen kan provokere vores forståelse af os selv og den verden, vi lever i. Kan litteraturen flytte verden ved at ændre læsernes holdninger og sætte dem i perspektiv? Ved at sætte spot på aktuelle globale temaer i samtaler og debatter mellem både danske og internationale forfattere, forskere og kritikere åbnes muligheder for at udnytte litteraturens potentiale for dialog. Se mere på LitX.dk
Tilbage til gårdagens arrangement hvor en veloplagt Ólafsdóttir lagde ud med at fortælle, at hun skylder danskerne en særlig tak. Hendes roman fra 2009, "Stiklingen", blev nemlig oversat fra islandsk til dansk som det første fremmedsprog, og de danske læsere tog vældigt godt imod den, hvilket forfatteren udtrykte sin tak for.
Derpå vendte den superkompetente interviewer, cand. mag. og formidler Maria Louise Christensen, sig mod værket, "Ar", som Ólafsdóttir har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris 2018 for. Prismodtagelsen udtrykte forfatteren stor taknemmelighed over. Med glimt i øjet fik hun ligeledes beskrevet, hvordan hun opfattede prismodtagelsen og turnéen i den forhenværende kolonimagt, Danmark, som en klar sejr over den gamle storebror.
Hovedpersonen i "Ar", Jonas Ebeneser, er 49 år og havnet i en midtvejskrise af rang og føler, at han svæver rundt i et følelsesmæssigt limbo. Han er i sorg over at være blevet skilt, og han har fundet ud af, at han ikke er biologisk far til sin datter, Gudrun Vatnalilja. Derudover har han følelsen af, at han nærmest er blevet historieløs. Hans nærmeste livsvidne, moderen, er ved at forsvinde ind i demensen tåger, og faderen er død. Som konsekvens af at livet omkring ham støt og roligt eroderer, beslutter han sig for at rejse til et unavngivet krigshærget land for at tage sig selv af dage. Primært af hensyn til Gudrun Vatnalilja, som derfor ikke bliver dén, der finder hans lig.
I modsætning til Jonas', for det menneskelige øje, utydelige sjælelige ar er arrene i det land, han ankommer til helt åbenlyse og klare på både mennesker og bygninger. Jonas indlogerer sig på det stærkt forfaldne Hotel Silence, der også pryder romanens forside. Her begynder han at gå til hånde med den boremaskine, der oprindeligt blev medbragt for at skrue krogen i loftet forud for selvmordet fast med. Boremaskinen bliver dermed symbol på genopbygning af livet i stedet for nedbrydning, hvilket også illustrerer en underliggende tragikomisk humor, der flyder gennem romanen.
Ólafsdóttir beskrev, hvordan hun i Jonas Ebeneser har ønsket at fremstille en typisk islandsk mand. En handyman, der fikser og ordner uden alt for mange ord, og derfor naturligvis også må flytte ind på Hotel Silence. Stilheden er med til at hele ham som menneske. Arrene er vanskelige at bære alene hjemme i Island, men de mister deres styrke, da han kommer ud og spejler dem i andre mennesker, der sidder med langt værre både fysiske og psykiske ar end han selv. Endelig henledte Ólafsdóttir opmærksomheden på, at ar giver respekt i mange samfund. De er symbol på, at man har levet og er kommet styrket igennem en krise.
Hermed bliver "Ar" en roman om både håbløshed og håb. Der har været megen smerte og lidelse for både Jonas og de mennesker, han møder på Hotel Silence, men det er også en fortælling om at finde sig selv som menneske i en fornyet form i en dynamisk rejse mod lyset. Ólafsdóttir fortalte, hvordan det islandske ord for 'hjemme' og 'verden' er det samme, og at en rejse uundgåeligt vil ændre et menneske. Man er aldrig den samme, når man kommer hjem. Rejsen ud i verden åbner blikket for, at "vi er de andre, og de andre er os".
"Ar" har været en fantastisk læseoplevelse, og den viser hvor præcist en livskrise kan foldes ud i et enkelt og letlæseligt sprog. At lytte til Auður Ava Ólafsdóttir selv beskrive sine overvejelser omkring romanens tilblivelse, har naturligvis medvirket til at udvide min forståelse af romanen. Arrangementet på Silkeborg Bibliotek var virkelig en fornøjelse at deltage i, og denne skønne appetizer for LiteratureXchange borger godt for resten af festivalen.
Eneste malurt i bærgeret var den islandske oversætter, som biblioteket havde indbudt. Det var tydeligvis vanskeligt for ham at få formidlet nuancerne i Ólafsdóttirs ord til dansk, og hun endte da også med at slå helt over i engelsk, hvor hun kunne tale direkte til sit publikum uden et forstyrrende mellemled. der helt utilsigtet kom til at bryde hendes refleksioner om romanen op.
