I min Instgramstory spurgte
jeg for nylig, hvor mange af mine følgere, der læser litteratur på engelsk. Jeg er helt
klar over, at min lille helt uvidenskabelige undersøgelse på ingen måde er
valid, men af de knap 30 der deltog, svarede cirka halvdelen, at det gjorde de.
Deres respons har pirret min nysgerrighed, da det ikke er noget, jeg selv har
megen erfaring med. Jeg har en linjefagsuddannelse i engelsk, og på studiet
læste vi naturligvis engelsk litteratur - der for 20 år siden. Siden - ja, not
so much!
På vores nylige
USA-tur købte jeg "The Heart Goes Last" af Margaret Atwood - tjek eventuelt min post på min Instagramprofil, der også hedder litteraturtale. Det har
virkelig været så udsøgt en fornøjelse at læse den på originalsproget!
Indledningsvist var min læsning ganske vist præget af lidt rust, og jeg slog
mange ord op - alle ord, jeg var det mindste i tvivl om. Virkelig unødvendigt
for det slog min læsning fuldstændig i stykker. Fjernede mit fokus fra
indholdet, men jeg blev så fascineret af sproget, og der gik lidt for meget
Lene-flittig-elev i den. Da indholdet fik mig fanget ind, faldt slå-op-kadencen
gudskelov igen.
Som billedet viser,
har jeg fundet litteratur fra mit studie frem igen - for det er jo en fejl, at
jeg ikke læser på engelsk. "The Remains of the Day" elskede jeg som 25-årig
lærerstuderende - mon det fortsat er tilfældet?! Det skal i hvert fald
undersøges.
I London besøgte jeg
for nogle år siden Foyles ved Charing Cross - en kæmpestor boghandel i fem
etager - fantastisk sted, altså. På den tur købte jeg blandt andet
"The Collected Stories" af Ernest Hemmingway, blot fordi udgaven var virkelig pæn.
Jeps, værket har buet fremsnit - min all time bookish favourite.
Jeg er bosiddende i
Midtjylland, hvor gaderne ikke just flyder med boghandlere, der sælger engelsk
litteratur.
Så - hvor køber du
engelske bøger?! Og kan du anbefale gode engelske titler, der kunne være must
reads for mig?