Boganmeldelse: "Læseren i morgentoget" af Jean-Paul Didierlaurent

Bogen er lånt på biblioteket
Udkom: 25. april 2016
Omfang: 157 sider
Vejl. pris: 200 kr.
Dette er fortællingen om en af verdens stille eksistenser i skikkelse af den 36-årige, Guylain Vignolles - en mand, der livet igennem har lært at krybe langs panelerne og glide i ét med tapetet. Primært fordi han er begavet med to navne, der begge har indbudt til konsekvent latterliggørelse. Guylain har ikke gode erfaringer med mennesker, men det har han derimod med bøger, som han elsker og er dybt afhængig af.

Netop derfor er det paradoksalt, at han, som bogelsker, er ansat som chefoperatør hos Selskabet for Forarbejdning og Genanvendelse. Et foretagende, der makulerer boghandlernes usolgte bøger. At den beskæftigelse smerter ham i hjertet, understreges hver eneste morgen på den faste togforbindelse kl. 06.27. Her læser Guylain Vignolles, siddende på den faste plads på det smalle klapsæde til højre for døren, brudstykker af iturevne fragmenter højt, som han akkurat har nået at redde fra fabrikkens gigantiske makulator, Zerstor. I Guylains nedsættende terminologi blot kaldet Tingen.

Hver morgen har Guylain Vignolles en trofast tilhørerskare, der andægtigt lytter til hans oplæsning. Blandt dem finder vi de mest trofaste fans, Monique og Josette. To ældre damer som Guylain Vignolles har rørt med sin oplæsning - i grad, så de beder ham komme hjem til sig og læse op. Guylain Vignolles indvilliger, og til hans overraskelse går det op for ham, at de bor på plejehjemmet Blåregnhuset, hvilket udvider tilhørerne til den private oplæsning betragteligt.

Derudover består persongalleriet af Guylains forgænger på posten som chefoperatør, Guiseppe, der har den samme kærlighed til den trykte bog som Guylain selv. Giuseppe har måttet indstille arbejdet efter et voldsomt møde med Tingen og er nu besat af tanken om at finde alle de eksemplarer af "Haver og køkkenhaver før i tiden", han overhovedet kan. Hvorfor det giver mening, vil jeg lade dig selv finde ud af. Også Guiseppe ser med foragt på Zerstors ødelæggelser: "Glem det aldrig, lille ven! Vi er for forlagene, hvad røvhullet er for fordøjelsen, ikke andet!" Vi møder ligeledes portvagten Yvon Grimbert, der primært udtrykker sig i udsagn, der kan sige på tolv versefødder.

Point of no return i Guylains liv indtræffer, da han finder et granatrødt usb-stik liggende på klapsædet glemt i toget. Det åbenbarer i 72 nummererede filer, der beskriver den unge Julies liv som "tissekone" i et stort indkøbscenter i Paris. Guylain betages med det samme af den mystiske unge kvinde, og han giver sig nu i kast med at læse Julies dagbogslignende tekster højt i morgentoget. Fra da af ændres alt for ham; tvangshandlinger indstilles, morgentoget kører præcist og i stedet for iturevne papirstykker er det nu hele papirer, han holder mellem hænderne. At teksterne også rører de faste tilhørere er åbenlyst: "Deres ansigter havde ikke denne maske af upåvirkelighed, som skulle holde andre rejsende på afstand. Alle havde et mæt barns tilfredsstillede lille smil." Med et bestemt, men kærligt puf fra Giuseppe får Guylain mod til at søge efter den gådefulde kvinde.

Jeg har nydt at læse denne lille herlige roman, der vrimler med skæve eksistenser og forfægtere af den trykte bog, Det har været en morsom oplevelse at læse et værk, hvor man søger efter mening i Guylain Vignolles' skøre og skønne univers. Didierlaurent skriver med kant og nerve om eksistens og kærlighed tilsat et blomstrende og sprudlende sprog, hvor man heller ikke selv kan lade være med at lytte, når læseren i morgentoget går i gang.

Boganmeldelse: "Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" af Agnès Martin-Lugand

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom: 17. august 2018
Omfang: 184 sider
Vejl. pris: 250 kr.

Diane har mistet sin mand og datter i en trafikulykke. I det år, der er gået siden ulykken, har Diane nærmest gravet sig ned i sorgen og fortvivlelsen med søvnen som det eneste sted, hvor hun kan finde fred og helle. Sengetøjet er ikke blevet skiftet for at fastholde mandens duft, datterens værelse står urørt, og Diane har fuldstændig tabt interessen for og glæden ved den lille bogcafé, Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe, som hun ejer og tidligere har drevet i Paris med stor begejstring og arbejdsiver. Altså før ulykken. I stedet har ansvaret for bogcaféens drift ligget hos hendes ven, Félix, der øjensynligt har vanskeligt ved at magte opgaven, idet kundegrundlag og den generelle standard er hastigt nedadgående. Diane kan bare ikke vende tilbage, for alt minder hende om tiden før ulykken. Den lykkelige tid med Colin og Clara.

Félix er meget insisterende i sit ønske om, at han og Diane skal rejse ud sammen - i et desperat forsøg på at rive Diane ud af sorgens altfortærende greb. Nærmest for at undvige det, som Diane opfatter som omklamrende omsorg og igen få fred til at sørge, tager hun sagen i egen hånd og beslutter at forlade Paris for permanent at flytte til den lille irske landsby Mulranny.

Ved ankomsten til Mulranny møder Diane sit meget elskværdige værtspar, Abby og Jack, der ejer det hus, hun bor i, og de vil gøre alt for, at Diane hurtigt finder sig tilrette i det irske. Det samme kan bestemt ikke siges om Jack og Abbys nevø, Edward, der bliver Diane nye nabo. Han emmer af uforstilt modvilje mod Diane og ønsker på ingen måde at acceptere, at han pludselig har fået et andet menneske fysisk tæt på - og hermed er der naturligvis lagt op til en uundgåelig konflikt imellem de to.

"Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" har taget mig lang tid at læse - uden at jeg helt kan beskrive hvorfor. Noget bunder nok i, at mit læseoverskud i en periode har været minimalt. Men - noget skyldes nok også, at værket her aldrig rigtig fangede mig helt ind. Romanen har fornuftige potentialer blandt andet i forhold til at beskrive en sorg- og helingsproces, som jeg til dels synes, at den når i mål med. At sorg er altfortærende og altopslugende. At der ikke kan sættes tid på sorg, hvilket forfatteren betoner med bogens indledende citat af Freud. 

Alligevel sidder jeg med en følelse af, at både plot og persontegning er lidt for naiv, hvilket understreges af et sprog, hvor ikke meget er overladt til læserens forestillingsevne, som når der står: "Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg kiggede på ham, han havde aldrig set så afklaret og afslappet ud som i dette øjeblik." Der går til tider lidt for meget Barbara Cartland i sproget, og måske ligger noget i en middelmådig oversættelse - desværre har det betydning for min samlede vurdering af værket.

Boganmeldelse: "Sort Land" af Ahmad Mahmoud

Bogen er lånt på biblioteket.
Udkom: 2. november 2015
Omfang: 190 sider
Vejl. pris: 169,95 kr.
Med sin roman "Sort Land" giver Ahmad Mahmoud os et indblik i sit trøstesløse barndoms- og ungdomsliv i boligkvarteret Askerød, der indtil december 2017 var på regeringens liste over særligt udsatte boligområder. Den såkaldte ghettoliste.

På samme måde som Yahya Hassan og siden Morten Pape sætter Ahmad Mahmoud spot på en helt forfejlet integration, hvor man i et misforstået hensyn har mødt nytilkomne medborgere med et voldsomt overload af rettigheder i stedet for pligter. I Mahmouds optik har konsekvensen af dette været, at en stor gruppe af indvandrere i dag lever i et parallelsamfund  med egne love og regler, der baserer sig på et fundament af fællesopdragelse, social kontrol, kvindeundertrykkelse, ære og skam. Helt afsondret fra det omgivende danske samfund og uden interesse i at blive medborgere. Ganske imod hensigten har det skabt en massiv gruppe af modborgere, der er hinsides al integration.

Mahmoud præsenterer i romanen en række af erindringsglimt, hvor omdrejningspunktet er hans dysfunktionelle familie. En familie hvor vold og opretholdelse af familiens ære er de bærende søjler, hvilket er tilfældet for langt de fleste familier i Askerød, som Mahmoud beskriver det. Den primære karrierevej for ung fra Askerød er et giftermål med én fra hjemlandet og derefter offentlig forsørgelse - helst i form af førtidspension. Der er stor status i at undgå både aktivering og arbejde. 

Kapitlerne kan for så vidt læses uafhængigt af hinanden, hvilket både er romanens styrke og svaghed. Styrke, fordi de forekommer at blive præsenteret, som Mahmoud kommer i tanke om dem, hvilket giver romanen en god fremdrift. Det svage punkt bliver, når et erindringsglimt afsluttes lidt for brat - og man som læser sidder med en uafsluttet fornemmelse.

Ahmad Mahmoud er hård i sin dom - både overfor indvandrerne, men også i forhold til de alt for godtroende etniske danskere. Navnlig den gennemgribende misogyni i den muslimske kultur får gnubbede ord med på vejen af Mahmoud: "Kvinderne bærer i forvejen den største byrde og bliver gang på gang straffet for mandens perverse og ustyrlige adfærd. De skal pakkes ind, så manden ikke bliver lokket, de skal holde mund, så manden ikke føler sig forsmået, og de skal holde mandens temperament ud og være lydige koner." I Mahmouds optik har den mandchauvinistiske kultur alt for længe haft frit spil og fået næring af den altdominerende danske berøringsangst.

Paradoksalt nok ligger Mahmouds håb for fremtiden også hos den underkuede kvinde, idet han er af den overbevisning, at hvis kvinderne styrkes via uddannelse, vil de videregive deres styrke til kommende generationer.

Jeg synes, at Mahmouds roman har været både interessant og oplysende læsning - og jeg forundres og glædes altid, når mælkebøttebørn rejser sig og bryder fri af deres spændetrøje. Derudover kan jeg godt lide, at Ahmad Mahmoud udtrykker, at der er et - om end spinkelt - håb for fremtiden. Mahmoud taler med en stærk og vigtig stemme. Oprøret må og skal komme indefra - og jeg er så enig med ham i, at de værste forventninger, du kan have til andre mennesker, er ingen forventninger. Noget dansk integration desværre har båret præg af.