Udkom: 2. november 2015
Omfang: 190 sider
Vejl. pris: 169,95 kr.
Med sin roman "Sort Land" giver Ahmad Mahmoud os et indblik i sit trøstesløse barndoms- og ungdomsliv i boligkvarteret Askerød, der indtil december 2017 var på regeringens liste over særligt udsatte boligområder. Den såkaldte ghettoliste.
På samme måde som Yahya Hassan og siden Morten Pape sætter Ahmad Mahmoud spot på en helt forfejlet integration, hvor man i et misforstået hensyn har mødt nytilkomne medborgere med et voldsomt overload af rettigheder i stedet for pligter. I Mahmouds optik har konsekvensen af dette været, at en stor gruppe af indvandrere i dag lever i et parallelsamfund med egne love og regler, der baserer sig på et fundament af fællesopdragelse, social kontrol, kvindeundertrykkelse, ære og skam. Helt afsondret fra det omgivende danske samfund og uden interesse i at blive medborgere. Ganske imod hensigten har det skabt en massiv gruppe af modborgere, der er hinsides al integration.
Mahmoud præsenterer i romanen en række af erindringsglimt, hvor omdrejningspunktet er hans dysfunktionelle familie. En familie hvor vold og opretholdelse af familiens ære er de bærende søjler, hvilket er tilfældet for langt de fleste familier i Askerød, som Mahmoud beskriver det. Den primære karrierevej for ung fra Askerød er et giftermål med én fra hjemlandet og derefter offentlig forsørgelse - helst i form af førtidspension. Der er stor status i at undgå både aktivering og arbejde.
Kapitlerne kan for så vidt læses uafhængigt af hinanden, hvilket både er romanens styrke og svaghed. Styrke, fordi de forekommer at blive præsenteret, som Mahmoud kommer i tanke om dem, hvilket giver romanen en god fremdrift. Det svage punkt bliver, når et erindringsglimt afsluttes lidt for brat - og man som læser sidder med en uafsluttet fornemmelse.
Ahmad Mahmoud er hård i sin dom - både overfor indvandrerne, men også i forhold til de alt for godtroende etniske danskere. Navnlig den gennemgribende misogyni i den muslimske kultur får gnubbede ord med på vejen af Mahmoud: "Kvinderne bærer i forvejen den største byrde og bliver gang på gang straffet for mandens perverse og ustyrlige adfærd. De skal pakkes ind, så manden ikke bliver lokket, de skal holde mund, så manden ikke føler sig forsmået, og de skal holde mandens temperament ud og være lydige koner." I Mahmouds optik har den mandchauvinistiske kultur alt for længe haft frit spil og fået næring af den altdominerende danske berøringsangst.
Paradoksalt nok ligger Mahmouds håb for fremtiden også hos den underkuede kvinde, idet han er af den overbevisning, at hvis kvinderne styrkes via uddannelse, vil de videregive deres styrke til kommende generationer.
Jeg synes, at Mahmouds roman har været både interessant og oplysende læsning - og jeg forundres og glædes altid, når mælkebøttebørn rejser sig og bryder fri af deres spændetrøje. Derudover kan jeg godt lide, at Ahmad Mahmoud udtrykker, at der er et - om end spinkelt - håb for fremtiden. Mahmoud taler med en stærk og vigtig stemme. Oprøret må og skal komme indefra - og jeg er så enig med ham i, at de værste forventninger, du kan have til andre mennesker, er ingen forventninger. Noget dansk integration desværre har båret præg af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar