mandag den 6. august 2018

Podcastanbefaling: Et langsomt mord

I 1991 mister den 4-årige Adrian sin far, hvilket er tragisk i sig selv. Adrians far var på det tidspunkt blot 27 år gammel, og omstændighederne omkring hans død i en kælder i et socialt belastet boligbyggeri i Svendborg var voldsomme. 
Den efterfølgende obduktion viste nemlig, at den 27-årige far, Jesper Helge Hansen, havde kraniebrud og en knust brystkasse som følge af stump vold. Beboerne i ejendommen, hvor Jesper Helge Hansen døde, fortalte bagefter, at de havde hørt en banken på varmerørene hele natten. Havde Jesper forgæves forsøgt at tilkalde hjælp?!
Efterfølgende kunne politiet ikke påvise, hvordan Jesper Helge Hansen kom så brutalt af dage, selvom dødsfaldet blev efterforsket som et mord. En gerningsmand blev aldrig fundet. 
Den voksne Adrian Adler Petersen beslutter 27 år efter sin fars død at indlede sin egen undersøgelse af omstændighederne omkring sin fars voldsomme død. Adrian vil finde sin fars morder for at få vished om faderens skæbne, for den har naturligt nok også haft betydning for Adrians liv og gjort ham utryg. 
Sin søgen efter svarene om faderens endeligt har Adrian Adler Petersen valgt at dokumentere i P1-podcasten “Et langsomt mord”, som jeg virkelig vil anbefale dig at lytte til. Podcasten består af seks afsnit, og det er en både vild og hjerteskærende fortælling. Det, der for mig, hæver podcastens niveau, er Adrian Adler Petersens tilføjelse af et uhyre interessant metalag, hvor han via små lydspor beskriver sine tanker, følelser og overvejelser, mens han søger efter vished om sin fars brutale død. 
En varm anbefaling herfra. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læsefestivalen “Vi læser sammen”

Efter pressemødet i går er det som om, at løfterne om forår og bedre tider lader vente lidt på sig! Men det skal heldigvis ikke hindre os i ...