Boganmeldelse: "The Heart Goes Last" af Margaret Atwood

Eksemplar fra mit eget bibliotek
Udkom den 9. august 2016

Omfang: 380 sider

Vejl. pris: 139,95 kr.

Sidste år ramte først "The Handmaid's Tale" på HBO og siden "Alias Grace" på Netflix en bred offentlighed og fik en stormende modtagelse. Bogforlægget til dem begge er skrevet af den canadiske forfatter Margaret Atwood. Førstnævnte er fra 1985, mens "Alias Grace" blev udgivet første gang i 1996. I slipstrømmen af filmatiseringerne sendte Lindhardt og Ringhof to meget smukke genudgivelser på markedet, der i år får selskab af "Den blinde morder" - ligeledes af Margaret Atwood. Den superdygtige grafiker Simon Lilholt står bag det meget smukke design på alle tre udgivelser. Som bonusinfo kan jeg fortælle, at Lilholt også er manden bag den übersmukke "Den, der lever stille" - jeg synes, at det fortæller meget om hans fantastiske evner som grafisk designer.

"Tjenerindens fortælling" beskriver et dystert samfund, og det spor fortsætter Atwood til dels i "The Heart Goes Last", da vi også denne gang befinder os i et uhyggeligt samfund, der er brudt sammen som følge af et økonomisk kollaps med lovløshed til følge. Hvem sagde 2008?! Dette har også ramt bogens hovedpersoner, Stan og Charmaine, der står uden job og bolig. De er derfor begge meget positivt indstillede, da de hører om det eksperimentelle samfund Consilience/Positron, der hævder at sikre fuld beskæftigelse, en bolig og tryghed til alle. Samfundet baserer sig på, at indbyggerne én måned arbejder i Consilience, og den næste måned fungerer som indsatte i Positronfængslet - hermed er man med til at løse nationens problemer, mens man på samme tid tager hånd om sine egne udfordringer. Boligen deler man med et par, der arbejder og er indsatte i modsatte måneder af en selv. Eneste betingelse er blot, at man under ingen omstændigheder møder eller tager kontakt til de mennesker, der hver anden måned er "stedfortrædere" i ens hjem. Hermed lægger Atwood op til et uundgåeligt møde, der får skæbnesvangre konsekvenser.
Charmaine får som indsat job i lægemiddeladministrationen, hvor hendes moralske grænser langsomt, men sikkert flytter sig, og hun og Stan tvinges begge til at forholde sig til det nye samfunds normer.
Atwood skildrer i "The Heart Goes Last", hvad det kan gøre ved et samfund, når totalitære kræfter får overtaget, og tvillingesamfundet Consilience/Positron karikeres nærmest til det bizarre, hvilket tilfører værket en grotesk humoristisk vinkel. Blandt andet kommer en blå teddybjørn til at spille en central rolle. Margaret Atwood formår via gentagne plotskift at sikre handlingens fremdrift. Alligevel sidder jeg med fornemmelsen af, at jeg ikke helt ved, om romanens samfundskritik er sjov - eller fortænkt og en smule plat.