Ensomhed Kate. En som hed Rosemary

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag
Libby Page: "Kate og Rosemary"
Udkom: 10. maj 2019
Omfang: 319 sider
Vejl. pris: 299,95 kr.

Ensomhed er en knugende og fortvivlende følelse, men at føle sig alene, mens man befinder sig blandt mange mennesker, er om muligt endnu værre. Kate er 26 år, singlepige og bor i et bofællesskab med fire andre unge. Alligevel føler hun sig meget alene midt i mylderet af mennesker i London forstaden, Brixton, hvor hun bor og arbejder som journalist ved lokalavisen, The Brixton Chronicle.

Da denne fine romandebut af Libby Page tager sin begyndelse, bliver Kate sendt ud for at dække en truende lukning af det lokale friluftsbad. Kommunen fattes penge, og et ejendomsselskab har budt på bygningen med planer om at omdanne det offentlige friluftsbad til et privat fitnesscenter. En gruppe af friluftsbadets brugere har dog ikke tænkt sig at sidde på hænderne i forhold til de kommunale planer om salget, og da Kate tidligere primært har beskæftiget sig med sager om bortløbne kæledyr på avisens sidste sider, synes denne historie at have karakter af en ægte journalistisk godbid for hende.

Den mest markante og særligt trofaste bruger af friluftsbadet viser sig at være den 86-årige Rosemary, der har boet i Brixton hele sit liv med friluftsbadet som gennemgående og sikker base. Rosemary står bag den, ved første øjekast, lidt ubehjælpsomme pamflet "Red Brockwell Friluftsbad", og derfor synes det oplagt for Kate at lave et interview med netop Rosemary. Rosemary stiller dog én betingelse for interviewet. Hun insisterer på, at Kate skal tage en svømmetur, inden de kan tale sammen. Herfra er der ingen vej tilbage for Kate, for med Rosemarys fortælling om et levet liv centreret omkring friluftsbadet, involveres Kate hurtigt med både hjerte og forstand i den lokale og meget engagerede kamp for friluftsbadets overlevelse.

Dette er en skøn romanperle om venskaber på tværs af alder, køn og seksualitet. Letlæst og i letfordøjeligt sprog, bevares - men tematikkerne greb alligevel mig om hjertet. Klarest skinner venskabet mellem de to kvinder, der, på trods af 60 års aldersforskel, finder hinanden i et sjælefællesskab, der langsomt, men sikkert jager Kates besværlige følgesvend, panikangsten, på flugt. På sin side lærer Rosemary, at man skal være vedholdende - selv når tingene ser allersortest ud. Romanen er også beskrivelsen af livslang kærlighed og troskab efterhånden som Rosemarys liv med sin nu afdøde ægtemand George folder sig ud gennem Rosemarys flashbacks til hendes og Georges lange hengivne ægteskab. På samme tid er det fortællingen om diversiteten og rummeligheden i et lille lokalt mikrokosmos, hvor man tager vare på og kerer sig om hinanden. Hvor ensomheden har trange kår, fordi den enkelte netop ikke er anonym og forsvinder i en grå masse i storbyens ellers pulserende og hektiske liv.

På forhånd kendte jeg ikke noget til Brixton, så efter endt læsning var jeg nødt til lige at Google det - og jeg må sige, at billeder fra bydelen ikke forbavsede mig det mindste. Libby Page skriver Brixtons dufte, stemning og lyde så klart frem, at man som læser føler, at man selv har gået rundt i gaderne og fornemmet atmosfæren og det lille samfunds puls, varme og kampgejst.
"Kate og Rosemary" får en varm anbefaling med som et særdeles godt bud på skøn sommerferielæsning.

Hvad er et menneske?

En af Islands mest kendte nulevende forfattere. Dette fine skudsmål blev Auður Ava Ólafsdóttir til del, da hun i går aftes blev præsenteret på Silkeborg Bibliotek i anledningen af LiteratureXchange-festivalen, der løber af stablen 13.- 23. juni. Det er anden gang, at litteraturfestivalen finder sted i Aarhus med præsentation af international litteratur ved i alt 160 arrangementer fordelt over byens scener og byrummet.

Festivalens vision er at engagere deltagerne i aktuelle problemstillinger og medvirke til skabelsen af læselyst, hvilket passer som fod i hose med målet for min blog. Skabelsen af læselyst er alfa og omega! Via den brede vifte af arrangementer er LiteratureXchange-festivalen desuden nysgerrig i forhold til, hvordan litteraturen kan provokere vores forståelse af os selv og den verden, vi lever i. Kan litteraturen flytte verden ved at ændre læsernes holdninger og sætte dem i perspektiv? Ved at sætte spot på aktuelle globale temaer i samtaler og debatter mellem både danske og internationale forfattere, forskere og kritikere åbnes muligheder for at udnytte litteraturens potentiale for dialog. Se mere på LitX.dk

Tilbage til gårdagens arrangement hvor en veloplagt Ólafsdóttir lagde ud med at fortælle, at hun skylder danskerne en særlig tak. Hendes roman fra 2009, "Stiklingen", blev nemlig oversat fra islandsk til dansk som det første fremmedsprog, og de danske læsere tog vældigt godt imod den, hvilket forfatteren udtrykte sin tak for.

Derpå vendte den superkompetente interviewer, cand. mag. og formidler Maria Louise Christensen, sig mod værket, "Ar", som Ólafsdóttir har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris 2018 for. Prismodtagelsen udtrykte forfatteren stor taknemmelighed over. Med glimt i øjet fik hun ligeledes beskrevet, hvordan hun opfattede prismodtagelsen og turnéen i den forhenværende kolonimagt, Danmark, som en klar sejr over den gamle storebror.

Hovedpersonen i "Ar", Jonas Ebeneser, er 49 år og havnet i en midtvejskrise af rang og føler, at han svæver rundt i et følelsesmæssigt limbo. Han er i sorg over at være blevet skilt, og han har fundet ud af, at han ikke er biologisk far til sin datter, Gudrun Vatnalilja. Derudover har han følelsen af, at han nærmest er blevet historieløs. Hans nærmeste livsvidne, moderen, er ved at forsvinde ind i demensen tåger, og faderen er død. Som konsekvens af at livet omkring ham støt og roligt eroderer, beslutter han sig for at rejse til et unavngivet krigshærget land for at tage sig selv af dage. Primært af hensyn til Gudrun Vatnalilja, som derfor ikke bliver dén, der finder hans lig.

I modsætning til Jonas', for det menneskelige øje, utydelige sjælelige ar er arrene i det land, han ankommer til helt åbenlyse og klare på både mennesker og bygninger. Jonas indlogerer sig på det stærkt forfaldne Hotel Silence, der også pryder romanens forside. Her begynder han at gå til hånde med den boremaskine, der oprindeligt blev medbragt for at skrue krogen i loftet forud for selvmordet fast med. Boremaskinen bliver dermed symbol på genopbygning af livet i stedet for nedbrydning, hvilket også illustrerer en underliggende tragikomisk humor, der flyder gennem romanen.

Ólafsdóttir beskrev, hvordan hun i Jonas Ebeneser har ønsket at fremstille en typisk islandsk mand. En handyman, der fikser og ordner uden alt for mange ord, og derfor naturligvis også må flytte ind på Hotel Silence. Stilheden er med til at hele ham som menneske. Arrene er vanskelige at bære alene hjemme i Island, men de mister deres styrke, da han kommer ud og spejler dem i andre mennesker, der sidder med langt værre både fysiske og psykiske ar end han selv. Endelig henledte Ólafsdóttir opmærksomheden på, at ar giver respekt i mange samfund. De er symbol på, at man har levet og er kommet styrket igennem en krise.

Hermed bliver "Ar" en roman om både håbløshed og håb. Der har været megen smerte og lidelse for både Jonas og de mennesker, han møder på Hotel Silence, men det er også en fortælling om at finde sig selv som menneske i en fornyet form i en dynamisk rejse mod lyset. Ólafsdóttir fortalte, hvordan det islandske ord for 'hjemme' og 'verden' er det samme, og at en rejse uundgåeligt vil ændre et menneske. Man er aldrig den samme, når man kommer hjem. Rejsen ud i verden åbner blikket for, at "vi er de andre, og de andre er os".

"Ar" har været en fantastisk læseoplevelse, og den viser hvor præcist en livskrise kan foldes ud i et enkelt og letlæseligt sprog. At lytte til Auður Ava Ólafsdóttir selv beskrive sine overvejelser omkring romanens tilblivelse, har naturligvis medvirket til at udvide min forståelse af romanen. Arrangementet på Silkeborg Bibliotek var virkelig en fornøjelse at deltage i, og denne skønne appetizer for LiteratureXchange borger godt for resten af festivalen.

Eneste malurt i bærgeret var den islandske oversætter, som biblioteket havde indbudt. Det var tydeligvis vanskeligt for ham at få formidlet nuancerne i Ólafsdóttirs ord til dansk, og hun endte da også med at slå helt over i engelsk, hvor hun kunne tale direkte til sit publikum uden et forstyrrende mellemled. der helt utilsigtet kom til at bryde hendes refleksioner om romanen op.

Nedsmeltning

Anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard
Marianne Joensen: "Med alt betalt"
Udkom: 10. april 2015
Omfang: 279 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
For et par år siden fandt jeg et par Kay Bojesen figurer på en dansk hjemmeside. De var så billige, at det næsten var løgn - og det var det også. Altså løgn. Jeg var blevet narret, for hjemmesiden var fiktiv - og jeg fik aldrig mine figurer. Efterfølgende var det værste ikke alt besværet med at spærre Dankortet, papirer der skulle udfyldes for at få mine penge retur og venten på et nyt Dankort. Det værste var den grimme følelse af skam. Skammen over at jeg havde været så naiv og godtroende - og først tjekkede Trustpilot, da jeg havde overført pengene. Det gik lige et par dage, inden jeg fortalte andre om, hvor idiotisk jeg havde været. Jeg var så flov.

Oplevelsen - og den skamfulde følelse - kom tilbage til mig under læsningen af Marianne Joensens "Med alt betalt", hvor hovedpersonen, Maria, køber en lejlighed i det tyrkiske ferieparadis Alanya. Tror hun. For der er ingen lejlighed, må Maria erfare, da hun har overført pengene uden forudgående at have set et bevis på dens eksistens. Tværtimod bliver hun lidt fornærmet, da en bankansat råder hende til at lave en bankgaranti forud for købet. Mine to Kay Bojsen figurer tåler beløbsmæssigt naturligvis ingen sammenligning med det, Maria sætter til økonomisk, men skammen over at være naiv og godtroende skriver Marianne Joensen så fabelagtigt frem, at jeg som læser kunne mærke den. Følelsen af at blive konfronteret med sin egen naivitet, når man egentlig anser sig selv for at være et rimeligt forstandigt menneske, står knivskarpt undervejs i læsningen.

Maria er mor til tvillingerne Emilie og Sofie, og det er via sin danske forsikringsmand, Palle, at hun får en tilsyneladende enestående mulighed for at investere i det tyrkiske ferieparadis på favorable vilkår. Da pengene er overført, holder Maria en festlig sammenkomst for at fejre købet sammen med familie og venner. Blandt Marias nærmeste hører, udover børnene, søsteren Lykke og forældrene, også hendes chef, Solveig, fysioterapeut og fritidstransvestit. Derudover er der vennen Henrik, der arbejder ihærdigt på at blive mere end blot en ven. Marias nyerhvervede lejlighed falder i særlig god jord hos datteren, Sofie, der er stormende forelsket i Mehmet, som hun har mødt under et tidligere ophold i Alanya. En forbindelse som Marias eksmand og Sofies far, Per, ser på med stor misbilligelse. Et mishag som han på ingen måde lægger skjul på - hverken overfor Maria eller Sofie.

Ret hurtigt bliver det klart, at det er mere end almindelig vanskeligt at få et skøde på lejligheden fra Palle og hans tyrkiske kompagnon Murat, og Marias bestræbelser på at få det bliver for alvor sat på pause, da Palle over telefonen meddeler hende, at hans kræftsygdom er vendt tilbage. Herefter trækker Maria naturligvis respektfuldt følehornene til sig i en periode. Lige indtil den dag hvor to brødre tropper op på hendes dørtrin for at overbringe nedslående nyt om Palle, hans metoder og forholdet til den tyrkiske forretningsforbindelse.

Herefter starter det, jeg vil kalde Marias korstog. Hun vil have sine penge tilbage og for at nå det mål, skyr hun absolut ingen midler, og ønsket om at se retfærdigheden ske fyldest bliver en besættelse for Maria. Marias vrede over at være blevet snydt af Palle eskalerer nemlig hurtigt og udvikler sig til regulært raseri, der for Maria bliver en enorm stærk drivkraft, men på samme tid ødelæggende for alt og alle i hendes umiddelbare nærhed.

Forfatter Marianne Joensen skildrer relationerne mellem bogens personer troværdigt og indsigtsfuldt med sikker sans for det psykologiske spil imellem dem, så man romanen igennem har lyst til at læse videre. Spændingsniveauet er højt, selvom den primære handling er centreret omkring Marias enorme vrede over at være blevet snydt. Det giver romanen en konstant, sikker og god fremdrift. Derudover skriver Joensen med både humor og vid, så man også indimellem må trække på smilebåndet over Marias til tider groteske måde at få afløb for sit raseri på. Jeg har kunnet researche mig frem til, at romanen er autofiktiv - og med det i mente kan jeg sige, at kikkerten på ingen måde sættes for det blinde øje. Alt det uskønne, upassende og ucharmerende i Marias sinds kringelkroge afsøges og lægges åbent frem i 3. persons personbunden fortæller.

En god og anbefalelsesværdig læseoplevelse.