Boganmeldelse: "Guds bedste børn" af Morten Pape

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom: 23. august 2018
Omfang: 435 sider
Vejl. pris: 300 kr.
I 2009 udgav daværende politiinspektør Bent Isager-Nielsen erindringsbogen "Man jager et bæst og fanger et menneske" om sit arbejdsliv i politiet. Som titlen antyder, ønskede han at sætte understrege dét, erfaringen havde lært ham. Nemlig at gerningsmanden bag den værst tænkelige forbrydelse - drabet af et andet menneske - som oftest antog skikkelse af et forskræmt, undertrykt og ødelagt barn, når man fik krattet lidt i den øverste hårde fernis. Alligevel kan drab aldrig undskyldes.

Jeg tænkte flere gange på Isager-Nielsens bog undervejs i min læsning af Morten Papes netop udkomne anden roman, "Guds bedste børn", der er en tematisk opfølger til debuten "Planen" fra 2015. Igen er temaerne racisme, fejlslagen integration og et ungdomsliv på kanten. I "Guds bedste børn" kommer vi dog helt ud over kanten, idet Pape præsenterer os for et helt igennem utilsløret og frastødende indblik i et taberdanmark, som de fleste - inklusiv mig selv - helst ikke vil vide findes. I Danmark vil vi derimod gerne holde liv i fortællingen om, at velfærdsstaten holder hånden under os alle. At alle danskere har lige muligheder og chancer, men den myte punkterer Pape ganske eftertrykkeligt i sin anden roman.
"Guds bedste børn" er fiktiv, men den tager udgangspunkt i et virkeligt og meget bestialsk kølledrab, der blev begået mod et 16-årigt avisbud på Amager i 2008. I virkelighedens verden var gerningsmændene på blot 15 og 17 år brødre, men i Papes fiktive fortælling er de to, Simon og Mickey, fætre. Vi får bagsiden af medaljen smasket lige i ansigtet i form af gerningsmændenes ekstremt voldlige bagkatalog og dysfunktionelle familiebaggrund - ikke som en undskyldning eller en forklaring, nærmest som en konstatering af, at det ikke kunne gå anderledes. De dårlige odds, gerningsmændene havde imod sig i livets lotteri, var for uoverstigelige - og på den måde bliver også disse bæster til mennesker.
Pape krydsklipper sikkert og velkomponeret mellem Jamil, bedste kammerat til ofret, Zeki, og de to unge gerningsmænd, og på den måde pirres læserens sympati - også for gerningsmændene. Fx da vi møder Simon umiddelbart inden retssagen: "Lige når han tror han er klar til at træde på angerens kantsten, træder han lige så forsigtigt ned igen, ser sig omkring og håber ingen har bemærket at han kortvarigt forsøgte at tage skridtet. Han væmmes. Han har stillet sig selv de forkerte spørgsmål, lyttet for længe til cellens blødsødne stemmer der hvisker samvittighedsfulde sange i hans ører."  I det nævnte eksempel sad jeg nærmest fysisk med ønsket om liiige at puffe Simon i den rigtige retning.
Det er åbenlyst, at Pape kan noget helt særligt med sproget, og baggrunden som manuskriptforfatter fornægter sig navnlig ikke i romanens dialoger - og jeg er personligt også ret vild med Papes mange meget malende metaforer. At Pape heller ikke er uden humor og pirker bevidst til os, der sidder godt og trygt, viser sig blandt andet i en ordveksling Simons kæreste, Freja, har med sin moster. Mosteren hævder nemlig, at Freja ikke må være så stresset, mens hun er gravid, da det kan gå ud over barnet. Samtidig siver røgen fra deres cigaretter ud i køkkenet. Hvordan er det, det er?!?! Det er os midaldrende kvinder fra middelklassen, der ser "De unge mødre" for at blive bekræftet i, hvor gode mødre, vi selv har været?!
Pape har selv beskrevet sin roman som en modborgerskabsroman, og man efterlades da også med en dyb følelse af håbløshed, som det er vanskeligt at ryste af sig efterfølgende. Hvordan får vi børn fra de mest dysfunktionelle familier med?! Jeg har ikke svaret, og Pape ej heller, men han sætter et ubehageligt, relevant og særdeles velskrevet spot på, at der findes en gruppe af - navnlig - drenge uden både netværk og mandlige rollemodeller, der sidder fast i en sump af håbløshed uden drømme for fremtiden.

Boganmeldelse: "Planen" af Morten Pape

Anmeldelse af bog fra biblioteket


Man kan tage Morten ud af Planen, men man kan aldrig tage Planen ud af Morten! Det opsummerer fra min stol essensen i “Planen” af Morten Pape - det seneste værk i Læseklubben. En roman der vil blive hos mig længe.


Romanen beskriver en barndom på trods i ghettoen Urbanplanen på Amager. En barndom der, for “brilleaben” Morten, primært er kendetegnet ved en tilstand af konstant alarmberedskab. Hvem gør nar af dig, når du åbner munden? Hvem vil tage røven på dig? Hvem uddeler slag næste gang? Indvandrermiljøet skildres som en stat i staten med eget moralkodeks, og kriminalitet er dagens orden. Familien er mest af alt en massiv dødvægt for Morten - en psykisk syg mor, en mentalt og fysisk fraværende far og to røvirriterende små søskende!


Men “Planen” er også en fortælling om håb og om at være og blive et ordentligt menneske. Scenen, hvor lillebror Jonas stiller op for et par sagesløse småpiger, er virkeligt rørende. Det bliver desuden et point of no return i Mortens respekt for sin bror. Med Jonas’ egne ord: “...der er sgu aldrig nogen perker der har løjet overfor mig eller fået min mor til at blive sindssyg eller min far til at blive ligeglad med mig.”



Endelig er Morten Pape en sand sprogekvilibrist. Blandt andet beskrivelsen af faderens forhold til kæresten, Kirsten, er eminent: “Vi tager os alle til panden, forbløffede over niveauet af stupiditet, der kan opstå når to mennesker med begrænsede intelligenser indgår et partnerskab og kun gør hinanden endnu dummere og uopmærksomme på resten af verden.”