Boganmeldelse: "De bortførte piger" af Mary Lynn Bracht

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag
Udkom i går, den 24. april 2018
Omfang: 351 sider
Vejl. pris: 299,95 kr.
"Reading can seriously damage your ignorance!" Jeg tror, det var på Facebook, jeg læste det fornylig. Min uvidenhed led ubodeligt skade, da jeg fik fat i denne fantastiske roman af Mary Ann Bracht. Jeg vidste godt, at Japan efter 2. verdenskrig blev pålagt at afvikle hær og flåde og således var på taberholdet. Hvad jeg ikke var klar over, og her udstiller jeg måske min uvidenhed, var, at Japan i praksis havde herredømmet i Korea fra 1905 til 1945. Nogle af de uhyrligheder, som Japan begik under verdenskrigen, fandt sted i Korea, og det handler denne smukt sansende og på samme tid gruopvækkende roman om.

Hana på 16 år er - i lighed med sin mor - haenyeo, havkvinde. Et traditionelt kvindeerhverv som havdykker, der går i arv fra mor til datter, på den lille ø, Jeju, syd for det koreanske fastland. Havkvinderne sælger efterfølgende deres fangst på markedet, og af den grund har kvinderne på Jeju en særlig grad af uafhængighed, da de til dels er selvforsørgende. Tidsmæssigt befinder vi os ved romanens start i 1943. Udover de to kvinder består familien af faderen, der er fisker, og lillesøster Emiko, kaldet Emi, på 9 år.

Det lille samfund på Jeju er underlagt den japanske besættelsesmagts luner. Koreanerne bliver anset for andenrangsborgere, og unge koreanske mænd sendes i krig af den japanske kejser for at bekæmpe kineserne. Alle koreanske lærere er erstattet med japanere, ligesom alle koreanere er påtvunget et japansk navn. Endelig kidnappes koreanske børn til fabriksarbejde i Japan og unge kvinder til prostitution - som trøstepiger for japanske soldater, inden de sendes til fronten. Det sidste er netop det, der sker for Hana, der i et forsøg på at redde sin lillesøster, Emi, bliver kidnappet til et bordel.
Umiddelbart efter Hanas kidnapning springes der i romanens komposition frem til 2011. Lillesøster Emi er blevet 77 år, og med stor beslutsomhed bestemmer hun, at nu er tiden inde til at finde søsteren, der så brutalt blev taget fra sin familie. Et tab, som Emi livet igennem har bebrejdet sig selv, for det var jo hende, Hana reddede. Derefter krydsklippes der, så vi skiftevis følger Hana i 1943 og Emi i 2011. Hana bliver sendt til Manchuriet for at arbejde som prostitueret - og ja, her måtte jeg også lige have fat i min ven Google - for hvor er det nu, det ligger?! En af denne romans forcer er helt klart, at den animerer mig som læser til at søge ud over dens univers for at blive klogere på den tid, den foregår i.
Vi følger Hana på hendes ufrivillige rejse, der giver et indblik i japanernes brutalitet under verdenskrigen. Mary Lynn Bracht skriver på en måde, så jeg følte, at jeg blandt andet for mit indre blik helt tydeligt kunne se og føle den mongolske højslette.
Emi vokser op i Koreakrigens skygge, hvilket får fatale konsekvenser for familien - og heller ikke her rakte min eksisterende viden til. Den var mildest talt også sporadisk. Der var noget med 38. breddegrad og hospitalsskibet Jutlandia. Også her fik jeg lyst til at søge viden ud over romanen, og det er jo det, litteratur også kan - give os lyst til at vide mere.
Den voksne Emi har ved flere lejligheder deltaget i onsdagsdemonstrationerne foran den japanske ambassade i Seoul, hvor overlevende trøstekvinder har demonstreret i håb om, at den japanske regering ville påtage sig et ansvar for de forbrydelser, der blev begået mod op mod 200.000 kvinder, hvoraf ca. 80% var koreanere. Netop onsdagsdemonstrationerne bliver for Emi et meget stærkt symbol på savnet efter søsteren - og på den fred, som hun slutter med sin skæbne.
Denne roman har, som det vist "mildt" antydes, åbnet op for, at jeg er blevet enormt nysgerrig både i forhold til koreansk og japansk historie - og det er i min optik romanens største styrke. Det er ganske enkelt en rigtig medrivende og på samme tid grufuld roman med et stærkt autentisk islæt, der er skrevet i et smukt og malende sprog. Det betyder, at jeg godt kan tilgive den lidt urealistiske slutning, som Mary Lynn Bracht da også forholder sig til i forfatterens afsluttende kommentarer.