Boganmeldelse: "Jeg er f*cking hot!" af Renée Toft Simonsen

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkommer i dag, 3. april 2018
Omfang: 318 sider
Vejl. pris: 300 kr.
Æstetik betyder, at noget er udformet på en smuk og tiltalende måde, som gør det behageligt at se på. Netop ved æstetikken vil jeg gerne tage afsæt i min anmeldelse af "Jeg er f*cking hot!". Det er ganske enkelt en smuk bog, hvor Politikens Forlag har gjort meget ud af formen, og det er

ikke uden betydning for en bognørd som mig. Billedkunster Michael Baastrup Chang er manden bag både omslagsdesign og illustrationerne i bogen, og jeg synes, at hans streg er fabelagtigt afstemt med Renée Toft Simonsens ord. Derudover er bogen forsynet med et lyserødt og hvidt kapitælbånd samt et sort læsebånd, og når smudsomslaget tages af, har den indbundne udgave en dejlig orangerød farve, der passer perfekt til mønsteret på forsatsen. Endelig er det værd at bemærke det buede fremsnit - det vil sige, at bogblokken er rundet i stedet for lige. Det løfter det samlede udtryk væsentligt, og det er en detalje, som få trykkerier mestrer. Bognørden har talt, og lad os så få kigget på indholdet af den smukke bog.

Efter at Renée Toft Simonsen langsomt og nærmest snigende bliver overmandet af overgangsalderen i form af hedeture og søvnløse nætter, går hun til lægen med en fast overbevisning om, at det må hormoner tilført udefra hurtigst muligt rette op. Læsning af indlægssedlens liste med bivirkninger får hende dog på andre tanker, hvilket munder ud i beslutningen om at møde alle klimakteriets velsignelser med oprejst pande og et åbent sind. Det handler denne seneste bog af Renée Toft Simonsen om, og min læsning af den har i hvert fald resulteret i, at jeg har fået lidt mere mod på at møde denne del af mit liv, når den tid kommer. Toft Simonsens baggrund som psykolog fornægter sig ikke, og flere steder vil jeg sige, at bogen har karakter af et regulært opslagsværk. Der er hjælp at hente i forhold til mange af et midaldrende kvindelivs facetter, og kapitlerne kan læses uafhængigt af hinanden. Man behøver ikke at læse bogen ud i én køre, som jeg har gjort. Flere af kapitlerne rammer også mig som 45-årig, der fx ikke har prøvet, at kroppens indre termometer pludselig lever sit eget hede liv. 

Renée Toft Simonsens primære anke er, at denne særdeles udskammede del af kvindelivet, overgangsalderen, blot skal behandles med et skud hormoner udefra og dermed klares med et quick fix. Hun insisterer på retten til at mærke efter, hvad det er, der foregår i krop og sind.

"Tiden var kommet til at lytte til min krop, uanset hvor upassende dens beskeder måtte være."

Ligeledes reflekterer Toft Simomsen over det mærkværdige i, at lige præcis overgangsalderen skal behandles væk - og helst lidt hurtigt! Andre livsfaser som teenageårene, at være ny på arbejdsmarkedet eller at blive forældre er naturlige dele af et levet liv, hvor vi må lære at manøvrere i det hængedynd af følelser, der helt naturligt følger med. Renée Toft Simonsens ærinde er, at kvinder, i stedet for at betragte overgangsalderen som noget, der skal bekæmpes med alle midler, ser den som en helt naturlig fase i et levet kvindeliv. En fase, der kræver tålmodighed og overbærenhed nøjagtig ligesom alle andre livsafsnit med store forandringer.

Hvor hedeture og søvnforstyrrelser hører til blandt overgangsalderens knapt så attraktive sideeffekter, påpeger Toft Simonsen. at den øgede sensitivitet, som den faldende hormonproduktion også fører med sig, kan udnyttes konstruktivt ved at være mere kærlig overfor sig selv og lægge perfektionismen bag sig - både som hustru, mor, veninde og datter. Hun råder kvinden til at "lytte nænsomt, helt ind i dybet af sit inderste kammer, der hvor hjertet og sjælen bor." Det er nok psykologen, der taler, men når nogen beder mig om sådan noget, frygter jeg altid, at det er rungende tomhed! Det bliver lidt for fluffy for mig.

Endelig er der de der børn, der ligesom østrogenet bare forlader én. Knap så glidende - vel nærmere med et rent snit! Helt naturligt, men også vældigt identitetsomstyrtende - for hvordan er man mor, når ens børn ikke længere deler folkeregisteradresse med én - og fik de overhovedet de rigtige værktøjer til at mestre livet med, da de gik ud af døren?! Renée Toft Simonsen skriver om følelsen om at være mor til udeboende børn på en måde, der rammer mig. Sådan var det, da vores ældste forlod barndomshjemmet for et halvt års tid siden. Spot on!

Til allersidst beundrer jeg Renée Toft Simonsen for med stor ærlighed at dele ud af sig selv også i denne udskammede del af kvindelivet. På en eller anden måde er det befriende at vide, at selvom man er 'Face of the 80's', kan man godt være både urimelig, føle sig mindreværdig og være et søgende menneske. Med hendes egne ord: "Det gode ved at have levet i mere end 50 år er, at man efterhånden har forstået, at der simpelthen ikke findes mennesker, der ikke har skår i porcelænet."