Boganmeldelse: "Aftenland" af Therese Bohman

Anmeldereksemplar fra Gyldendal
Udkom 15. februar 2018
246 sider
249,95 kr. (vejl.)

Karolina Anderson er professor i kunstvidenskab ved universitetet i Stockholm, har passeret de 40, har godt gang i karrieren og trives i det akademiske og elitære miljø, hvor bugnende bogreoler og designermøbler signalerer henholdsvis klasse og god smag. Karolina forsker i kunstens repræsentation af kvinder; et forskningsfelt hun er oprigtigt optaget af. På overfladen har Karolina dermed "styr på sit shit", men lige under overfladen lurer en dyb længsel. For hvilket aftryk har hun egentlig sat på verden, nu hvor biologien efterhånden begynder at sætte grænser - uden mand og uden børn?! Med misundelse betragter hun jævnaldrendes liv med børn, hus og faste spisetider. Karolina længes efter stabiliteten i et fast forhold, med tiltrækning, venskab, respekt, intimitet og tillid som de bærende kræfter.

Tiltrækningen på det modsatte køn volder hende ikke de store problemer, idet Karolina, efter at have brudt ud af et længerevarende parforhold, blandt andet indleder et forhold til den mand, hun tidligere har været sin daværende kæreste utro med. Mens Karolinas relation til mænd er primært af fysisk karakter, er hendes forhold til kvinder ikke-eksisterende. Karolina føler sig mindreværdig i deres selskab, blandt andet fordi hun ofte kom til kort i sammenligningen med dem.

Som trøst drikker Karolina lidt for meget, og hun har de seneste år set på sig selv som typisk misbruger med en afhængighed af alkohol, sex og kunst - og vel nærmest i prioriteret rækkefølge.  

Anton Strömberg, ph.d.-studerende og optaget ved forskeruddannelsen for et års tid siden, provokerer Karolina. Hun skal fungere som vejleder på Strömbergs afhandling, og hans indledende henvendelser, oplever Karolina som meget tilbagelænede og selvsikre. Han introducerer Karolina for en, for hende, ukendt kvinde, der på ganske afgørende vis vil forandre den måde, man tænker svensk kunsthistorie på. I relationen til Strömberg bliver Karolina fanget ind i et spil, hvor hun har vanskeligt ved at afgøre, hvem der styrer hvem.
Therese Bohman skriver meget sansende og beskrivende, og jeg synes, at Karolinas længsel efter det småborgerlige liv, som hun egentlig også foragter og ser ned på, er skrevet godt og troværdigt frem. Alligevel må jeg dryppe lidt malurt i bægeret. Jeg synes simpelthen, at fremdriften i romanen er for dårlig, og det er faktisk først for alvor i løbet af de sidste 60 sider, at jeg som læser bliver fanget ind.

Boganmeldelse: "De efterlod os alt" af Plum Johnson

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag

Chefpsykolog Svend Aage Madsen har gennem 30 år forsket i psykologiske problemstillinger vedrørende forældreskabet, og jeg hørte ham udtale om forholdet til ens forældre: "Den største frihed her i livet det er, når man finder ud af, at ens forældre aldrig bliver anderledes, men man forsoner sig med, sådan som de er. Indtil da er man jo stadigvæk et barn." Disse betragtninger har rumsteret i mit hoved, mens jeg har læst Plum Johnsons selvbiografiske roman om arven efter sine forældre.

Både den rent fysiske arv i form af et 23 værelser stort hus fyldt med møbler og minder, som Plum og hendes tre brødre står med efter, at moderen dør som den sidste af forældrene. Men i lige så høj grad den mentale arv, som de fire søskende har fået med fra deres barndomshjem - på godt og på ondt. Uden at afsløre for meget kan jeg godt fortælle, at Plum bliver voksen, efterhånden beretningen skrider frem. Hun forsoner sig.

Plum er den ældste - og eneste pige - i søskendeflokken, der har et stærkt og tæt knyttet bånd. De fire søskende har gennem de sidste 20 år af forældrenes liv mødtes til det, de kalder søskendenadver, hvor de uden deres respektive ægtefæller diskuterer forældrenes stadigt mere omsorgskrævende livssituation. Undervejs i min læsning blev jeg meget fascineret af Plum Johnsons flotte og meget levende beskrivelse af de fire søskendes nære og loyale forhold til hinanden. Navnlig synes jeg, at deres respekt for de andres individuelle relation til forældrene og forskellige positioner i bearbejdelsen af forældrenes sygdom og død, træder tydeligt og smukt frem.

Særligt Plum har følt sig ansvarlig for og i høj grad også tynget af ansvaret med at hjælpe forældrene i den sidste af del af deres liv. Både i kraft af hendes placering som den ældste i søskendeflokken, men også fordi hun geografisk har været tæt på dem. Hendes rolle er langsomt transformeret fra at være datter til at blive sygeplejerske og plejer for en Alzheimerramt far og en mor, der lever konstant forbundet til et iltapparat. Derudover rammer forældrenes sygdomsperiode Plum på et tidspunkt i hendes voksenliv, hvor hun slås med at finde sine ben at stå på i den vanskelige dobbeltrolle som mor for sine egne børn og støttende datter for sine skrantende forældre. Derfor kommer det som en lettelse, da moderen dør, for med ét bliver det tyngende ansvar taget fra Plum. Lettelsen er dog kortvarig, da den meget hurtigt erstattes med sorgen over nu at være forældreløs.

Plums beretning om forældrene som hinandens diametrale modsætninger og deres livs sorger og glæder tager sit udspring i det 370 m2 store barndomshjem, som forældrene købte i 1952 beliggende lige netop ved den canadiske side af grænsen. Et køb, der også illustrerer forældrenes modsætningsforhold, idet børnene skulle vokse op på neutral grund. Ikke i moderens USA eller faderens England. Moderen beskrives af Plum som den vilde, den selskabelige, den spontane og et rodehoved, mens faderen stod fast på disciplin, orden, ansvar og pligtfølelse. Børnene stod midtimellem, som limen, der holdt dem sammen, fordi det var alt for uoverskueligt at lade sig skille. Forfatteren beskriver forældrenes ægteskab som "en livslang kamp med mange træfninger og våbenhvile i ny og næ".

Plums masterplan om at rydde barndomshjemmet efter to mildest talt meget samlende mennesker på seks uger, forandres lynhurtigt til et gigantisk projekt med et helt andet tidsperspektiv. Under oprydningen følger man Plums proces med refleksion over forholdet til forældrene i almindelighed og moderen i særdeleshed, og hvordan hun, gennem oprydningen, når frem til en forståelse for sin mor og deres indbyrdes relation. "Det handlede ikke om at få styr på alle de mange ting. Det handlede om at få styr på. hvad der er mig, og hvad der er mor. Det var ikke hendes rod - det var mit". Gennem de efterladte breve, møbler og propfyldte skabe og skuffer lærer Plum sine forældre at kende på ny, og det er rørende beskrevet.
Den smukke udfoldelse af de to levede liv kræver mange ord og malende beskrivelser, og det formår Plum Johnson. Et andet ord står ligeledes tilbage efter endt læsning, og det er værdighed. Det er en værdig afsked med livet, Plum og hendes søskende formår at give deres forældre. Det giver stof til eftertanke for én som mig, der har voksne børn og heldigvis fortsat forældre, der er friske og i vigør, men dog alligevel sidder "yderst på bænken" i familien.

To gode typer

"Skal man ha' været med i Kender du typen? for at have et bogprogram?!", udbrød min bedre halvdel, da han konstaterede, at lydsiden til min madlavning, var Bogselskabet med Anne Glad.
Jeg kiggede lidt desorienteret på ham.
"Ja, ham der også har været med i Kender du typen? - har han ikke et tv-program om bøger?", fortsatte han. Nå jo, Flemming Møldrup, der er vært på Vild med bøger på DR K, har da dystet med Anne Glad i Kender du typen? Om det borger for kvaliteten, vil jeg undlade at gøre mig klog på - mit ærinde er et andet. Jeg har tidligere anbefalet podcasts, der falder i min smag - det kan du læse om her. Det vil jeg også gøre i dag.
Her kommer vi ikke uden om ovennævnte Anne Glad og hendes litteraturpodcast, Bogselskabet, på P4. I hver podcast inviterer Anne Glad en udvalgt og aktuel forfatter ind i sit hjem, hvor programmet bliver optaget. Her taler de ud fra nogle faste overskrifter, der er gennemgående i programserien, der i den første sæson vil præsentere otte forfattere. Fx lægger Anne Glad altid ud med at bede forfatteren om at læse den allerførste sætning fra den roman, der tales om - og der sluttes på samme måde af med værkets allersidste sætning. En rigtig fin ramme om programmet, synes jeg. Derudover er det rigtig dejligt, at Anne Glad altid lader forfatteren selv læse op fra sin roman. I min optik er det ikke værtens opgave at tage sig af oplæsningen, når forfatteren selv sidder der. Som læser vil jeg langt hellere høre værket med forfatterens stemme. De faste programpunkter betyder, at man kommer tættere på forfatterens tanker bag værket og tekstens univers. Et af de faste programpunkter - Forfatterens favorit - breder sig desuden ud over værket, idet forfatteren her anbefaler en god læseoplevelse, der gives videre til lytterne.
Den anden og sidste podcast jeg vil anbefale i dag, har intet med bøger at gøre. Det er bare en meget indlevende og tankevækkende P1-podcast-serie på fem episoder, som jeg nydt meget at lytte til, og jeg vil sige, at den har beriget mig i de tanker, jeg har om forholdet til min egen far. Den hedder Far, der er noget vi skal tale om. Thomas Skov Gaardsvig er vært, og programmerne tager afsæt i den mandag, hvor Skov Gaardsvigs far falder om med en hjerneblødning. Den skelsættende begivenhed er naturligvis et meteornedslag i værtens og hans families liv, men det åbner også op for refleksioner om forholdet til faderen. Thomas Skov Gaardsvig beskriver selv forholdet til sin far som godt og husker sin barndom som fuld af gode minder med og om faderen. Alligevel oplever han at være gledet fra sin far som voksen - og det er han ked af i dag. Han har talt med flere af sine venner om, hvilket forhold man har til sin far og besluttede derefter, at den dybt ulykkelige situation med hjerneblødningen skulle vendes til noget godt. Den skulle inspirere andre til at tænke over forholdet til deres far, før det er for sent. Han har talt med fem kendte danske mænd om forholdet til deres far. Fem meget forskellige forhold præget af både nærhed, lethed, afstand og stor kompleksitet. I alle programmer taler Skov Gaardsvig, udover de fem kendte sønner, med chefpsykolog Svend Aage Madsen, der har forsket i far-rollen. I hver podcast fortæller han om, hvordan en far kan påvirke sine børn. Svend Aage Madsens faglige blik på forholdet til ens far løfter virkelig programserien et level op, og dermed har Skov Gaardsvig nået sit mål - i hvert fald i forhold til mig. Nemlig at anspore til at reflektere over det forhold man gerne vil have til sin far, mens man stadig har ham.

Forfattereraften med Jesper Wung Sung

I torsdags, den 15. marts, havde jeg en fantastisk interessant og meget berigende aften i Silkeborg Medborgerhus, hvor forfatter Jesper Wung Sung blev interviewet om sin seneste roman, "En anden gren". Et værk som Jesper Wung Sung i februar meget fortjent fik De Gyldne Laurbær 2017 for. Derudover er filmrettighederne i denne uge blevet købt af Regnar Grasten film, der forventer, at indspilningen af filmatiseringen starter til næste år med Charlotte Sachs Bostrup som instruktør. Hun skriver også manuskriptet i samarbejde med Flemming Klem, og efter planen får filmatiseringen premiere i 2020. Jesper Wung Sung har helt bevidst fravalgt at medvirke i manuskriptets udformning, men vil i stedet deltage på sidelinjen som konsulent.

Men nu tilbage til torsdag aften hvor mere end 200 mennesker var mødt op for at høre Jesper Wung Sung beskrive sit arbejde med den fantastiske og smukke fortælling om sine oldeforældre, San Wung Sung og Ingeborg Danielsen, i murstensværket "En anden gren". Scenen var meget professionelt sat, som det ses af billedet. Jeg følte mig i hvert fald nærmest hensat til en af Gyldendals Tranescener på Bogforum, og dette indtryk blev kun forstærket, da formidler og cand. mag Maria Louise Christensen gik i gang med sit interview af forfatteren. Hendes grundige research og meget åbne spørgsmål betød, at Jesper Wung Sung fik lov at folde virkelig mange aspekter af sit arbejde med romanen ud. I en tid hvor intervieweren, efter min vurdering, ofte kommer til at erobre hele scenen fremfor den interviewede, tjener Maria Louise Christensens interviewform hende til stor ære. Jesper Wung Sung var i den grad i fokus, i kraft af Maria Louise Christensens seriøse forarbejde med sine spørgsmål.

Som udskolingslærer har jeg ofte selv stiftet bekendtskab med Jesper Wung Sungs forfatterskab. Blandt andet i form af novellesamlingen "To ryk og en aflevering", hvor interviewet også tager sit afsæt. Novellesamlingen indbragte Wung Sung Bogforums Debutantpris i 1998, og Maria Louise Christensen spurgte derfor, om man kan konkludere, at romanen "En anden gren" har været 20 år undervejs, hvilket Jesper Wung Sung bekræftede. Historien har altid været der for Jesper Wung Sung i kraft af det anderledes klingende efternavn, som han er vokset op med og ofte har måttet forklare. Han er dog også meget bevidst om, at romanen havde været for vanskelig for ham at skrive tilbage i '98. Som menneske var han ikke klog nok, og som forfatter var han ikke dygtig nok til at skrive fortællingen om San og Ingeborg for 20 år siden. Han har dog altid vidst, at han måtte skrive om den del af sin familiehistorie, og han var derfor også så forudseende, at han som ung forfatter interviewede Teijoh, San og Ingeborgs datter. Disse interviews har fungeret som en del af forfatterens omfattende research til bogen. 

Arbejdsprocessen bag "En anden gren" beskrev Wung Sung som helt anderledes og meget mere intens, end han har været vant til i forhold til sit øvrige forfatterskab, idet han været i stand til at skrive på stort set alle steder og tidpunkter af døgnet. Normalt er han uhyre disciplineret med faste skrivetidspunkter, så derfor var det også markant anderledes for ham at opleve sig selv skrivende fx med computeren på skødet på sidelinjen ved sønnens fodboldkampe.

Jesper Wung Sung beskrev derefter, at den oprindelige historie i familien gik på, at oldefaderen San Wung Sung var en ung kantoneser på dannelsesrejse i Europa, og hermed bevæger vi os tættere på romanens handling. For virkeligheden er, at han var én af 34 kinesere, der i 1902 blev udstillet som attraktion i Tivoli i "Hr. Madsens land", Danmark. Ingeborg Danielsen, der senere skal blive Jesper Wung Sungs oldemor, møder i lighed med mange andre københavnere op for at kigge på Tivolis nyeste tilløbsstykke. De 34 kinesere kan nemlig både arbejde, lave mad og fornøje Tivolis gæster! De to unge jævnaldrende forelsker sig ordløst i hinanden. Hr. Madsen havde, fortalte Wung Sung, i øvrigt tidligere foranlediget udstillinger af vilde dyr i Zoo - blot for at sætte udstillingen af San Wung Sung og de øvrige kinesere i relief. San beskrives af sin datter, Teijoh, som et mildt menneske, der tog imod alle fortrædeligheder med en nærmest stoisk ro, og i stand til at kaste alle tilråb og al modgang af sig som en overfrakke. En ro San bevarer livet igennem.

Jesper Wung Sung fortalte videre, at Ingeborg gennemgår den største udvikling i hans optik. Samtiden dømte hende hårdt, både i form af hån og spot, men i høj grad også i form af, at hun mistede sit danske statsborgerskab ved giftermålet med San. "En anden gren" adskiller sig også fra Wung Sungs øvrige forfatterskab, ved at denne roman er et meget stærkt kvindeportræt af Ingeborg. Jesper Wung Sung har tidligere primært skrevet om drenge og mænd og har derfor fået prædikatet "litterær mandeforsker".

Ovenfor beskriver jeg "En anden gren" som et murstensværk. I bogform 552 sider og knapt 18 timer på lyd, som er det format, jeg har "læst" romanen i. Jesper Wung Sung beskrev denne aften, at længden er helt bevidst. Han var nødt til at skrive en særlig langsommelighed frem for at komme tæt på Ingeborg og San og deres indre liv og personlighed. Netop derfor kan beskrivelsen af San, der laver te, vare flere sider. Personligt synes jeg ikke, at romanen er for lang. Den meget grundige episke stil understreger i den grad, hvordan livet og kærligheden har været på trods for de to hovedpersoner. Jesper Wung Sung afslutter sin beskrivelse af arbejdet med "En anden gren" med et håb om, at litteraturen skaber et rum, hvor vi kan tale om at være menneske. Et ikke urealistisk ønske hvis de tilkendegivelser, han har fået på sit familieepos, står til troende.

Aftenen afsluttedes med en kortere præsentation af Wung Sungs børnebog, "Lynkineser", der handler om Wung Sungs opvækst og også mødrene del af ophavet. I titlen gives en slet skjult reference til en anmelders beskrivelse af Wung Sung på et tidligt tidspunkt i hans forfatterskab. Hvis ikke, vi allerede har bogen på "min" skoles bibliotek, vil mit råd være, at den skal vi have købt. Vi sluttede i hvert fald af med at grine - det kan litteratur også, og det var en perfekt afslutning på et meget interessant forfattermøde.

Boganmeldelse: "Mænds hjerter" af Nickolas Butler

Anmeldereksemplar fra forlaget Klim
Romanens titel, "Mænds hjerter", er et passende sted at indlede denne anmeldelse, for særligt to drenge og senere mænd er de centrale figurer i denne meget amerikanske roman. Jeg har ikke tidligere læst noget af Nickolas Butler, men en af pigerne fra min læseklub beskriver Butlers debutroman "Shotgun Lovesongs" som en 'dejlig all American bog'. Dette skudsmål synes jeg også passer meget fint til "Mænds hjerter", og Butler beskriver i denne roman på glimrende vis mænds følelsesliv både fra sol- og skyggesiden.

Vi møder Nelson Doughty og Jonathan Quick første gang, da de er henholdsvis 13 og 15 år i 1962. Nelson, en nørd med briller, der ved romanens begyndelse er i besiddelse af 27 færdighedsmærker på sin spejderskrårem, er en venneløs stakkel, der spiller signalhorn i sin spejdertrop. Deraf øgenavnet Hornblæser. Jonathan er hans diametrale modsætning; 1,80 m høj, på både baseball- og footballholdet samt førsteholdet i svømning. Alligevel opstår der mellem disse to drenge et særligt venskab, der varer livet ud. Venskabet følger vi både tæt på og fra distancen gennem romanens fire dele, der tidsmæssigt strækker sig fra 1962 og mere end 50 år frem til 2019. Tæt på når synsvinklen er hos drengene/mændene selv og langt fra, når Jonathans søn, barnebarn og svigerdatter er tredjepersonsfortæller.
Jonathan bliver i sit voksenliv direktør i familiefirmaet Quick Transporting & Transport, mens Nelson vedbliver at tilbringe sit liv socialt isoleret i uniform. Først som spejder og siden i militæret blandt andet med en udsendelse til Vietnam, der bliver afgørende for hans selvforståelse, da han vender hjem. Nelson afslutter sin karriere i uniform som lejrchef, Scoutmaster, i Camp Whiteside. Han stifter aldrig familie, og Nelsons egen familiebaggrund er da også ganske trøstesløs. En depressiv og desperat mor og en følelseskold og voldelig far.
"Mænds hjerter" er også beskrivelsen af den amerikanske spejderbevægelse med et særligt moralkodeks, hvor en spejder er "Pålidelig, loyal, hjælpsom, en god kammerat, høflig, venlig, lydig, nøjsom, modig, ren og ærbødig". Disse ædle karakteregenskaber står dog i skærende kontrast til de oplevelser, som barnet Nelson har i spejderlejren, Camp Whiteside. Mobningen af ham antager grusomme proportioner, og en ganske særlig femcent kommer til at spille en afgørende rolle mellem de to drenge, Nelson og Jonathan. Jeg synes også, at Nickolas Butler meget fint pinpointer Jonathans resignation i erkendelsen af, at det man lærer på en spejderlejr ikke kan bruges til meget i det virkelige liv. Denne resignation får yderligere næring, da Jonathans barnebarn, Thomas, i 2019 beskriver spejderbevægelsen som "Et åndssvagt, semimilitant, kristent broderskab. En flok paranoide republikanere, som skyder til mål og forbereder sig på dommedag."
Jeg synes også, at Butler i sin roman problematiserer den folkestemning, som Trump har formået at udnytte; en fjendtlighed og ondskab, hvor den menneskelige karakter er blevet depraveret. Man har ret til at fokusere på egne behov og se stort på fællesskabet. Endelig formår Butler at skrive om amerikansk natur og kultur på en måde, så man føler, at man er der selv.