Boganmeldelse: "Mænds hjerter" af Nickolas Butler

Anmeldereksemplar fra forlaget Klim
Romanens titel, "Mænds hjerter", er et passende sted at indlede denne anmeldelse, for særligt to drenge og senere mænd er de centrale figurer i denne meget amerikanske roman. Jeg har ikke tidligere læst noget af Nickolas Butler, men en af pigerne fra min læseklub beskriver Butlers debutroman "Shotgun Lovesongs" som en 'dejlig all American bog'. Dette skudsmål synes jeg også passer meget fint til "Mænds hjerter", og Butler beskriver i denne roman på glimrende vis mænds følelsesliv både fra sol- og skyggesiden.

Vi møder Nelson Doughty og Jonathan Quick første gang, da de er henholdsvis 13 og 15 år i 1962. Nelson, en nørd med briller, der ved romanens begyndelse er i besiddelse af 27 færdighedsmærker på sin spejderskrårem, er en venneløs stakkel, der spiller signalhorn i sin spejdertrop. Deraf øgenavnet Hornblæser. Jonathan er hans diametrale modsætning; 1,80 m høj, på både baseball- og footballholdet samt førsteholdet i svømning. Alligevel opstår der mellem disse to drenge et særligt venskab, der varer livet ud. Venskabet følger vi både tæt på og fra distancen gennem romanens fire dele, der tidsmæssigt strækker sig fra 1962 og mere end 50 år frem til 2019. Tæt på når synsvinklen er hos drengene/mændene selv og langt fra, når Jonathans søn, barnebarn og svigerdatter er tredjepersonsfortæller.
Jonathan bliver i sit voksenliv direktør i familiefirmaet Quick Transporting & Transport, mens Nelson vedbliver at tilbringe sit liv socialt isoleret i uniform. Først som spejder og siden i militæret blandt andet med en udsendelse til Vietnam, der bliver afgørende for hans selvforståelse, da han vender hjem. Nelson afslutter sin karriere i uniform som lejrchef, Scoutmaster, i Camp Whiteside. Han stifter aldrig familie, og Nelsons egen familiebaggrund er da også ganske trøstesløs. En depressiv og desperat mor og en følelseskold og voldelig far.
"Mænds hjerter" er også beskrivelsen af den amerikanske spejderbevægelse med et særligt moralkodeks, hvor en spejder er "Pålidelig, loyal, hjælpsom, en god kammerat, høflig, venlig, lydig, nøjsom, modig, ren og ærbødig". Disse ædle karakteregenskaber står dog i skærende kontrast til de oplevelser, som barnet Nelson har i spejderlejren, Camp Whiteside. Mobningen af ham antager grusomme proportioner, og en ganske særlig femcent kommer til at spille en afgørende rolle mellem de to drenge, Nelson og Jonathan. Jeg synes også, at Nickolas Butler meget fint pinpointer Jonathans resignation i erkendelsen af, at det man lærer på en spejderlejr ikke kan bruges til meget i det virkelige liv. Denne resignation får yderligere næring, da Jonathans barnebarn, Thomas, i 2019 beskriver spejderbevægelsen som "Et åndssvagt, semimilitant, kristent broderskab. En flok paranoide republikanere, som skyder til mål og forbereder sig på dommedag."
Jeg synes også, at Butler i sin roman problematiserer den folkestemning, som Trump har formået at udnytte; en fjendtlighed og ondskab, hvor den menneskelige karakter er blevet depraveret. Man har ret til at fokusere på egne behov og se stort på fællesskabet. Endelig formår Butler at skrive om amerikansk natur og kultur på en måde, så man føler, at man er der selv.