søndag den 21. oktober 2018

Boganmeldelse: "Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" af Agnès Martin-Lugand

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom: 17. august 2018
Omfang: 184 sider
Vejl. pris: 250 kr.
Diane har mistet sin mand og datter i en trafikulykke. I det år, der er gået siden ulykken, har Diane nærmest gravet sig ned i sorgen og fortvivlelsen med søvnen som det eneste sted, hvor hun kan finde fred og helle. Sengetøjet er ikke blevet skiftet for at fastholde mandens duft, datterens værelse står urørt, og Diane har fuldstændig tabt interessen for og glæden ved den lille bogcafé, Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe, som hun ejer og tidligere har drevet i Paris med stor begejstring og arbejdsiver. Altså før ulykken. I stedet har ansvaret for bogcaféens drift ligget hos hendes ven, Félix, der øjensynligt har vanskeligt ved at magte opgaven, idet kundegrundlag og den generelle standard er hastigt nedadgående. Diane kan bare ikke vende tilbage, for alt minder hende om tiden før ulykken. Den lykkelige tid med Colin og Clara.
Félix er meget insisterende i sit ønske om, at han og Diane skal rejse ud sammen - i et desperat forsøg på at rive Diane ud af sorgens altfortærende greb. Nærmest for at undvige det, som Diane opfatter som omklamrende omsorg og igen få fred til at sørge, tager hun sagen i egen hånd og beslutter at forlade Paris for permanent at flytte til den lille irske landsby Mulranny.
Ved ankomsten til Mulranny møder Diane sit meget elskværdige værtspar, Abby og Jack, der ejer det hus, hun bor i, og de vil gøre alt for, at Diane hurtigt finder sig tilrette i det irske. Det samme kan bestemt ikke siges om Jack og Abbys nevø, Edward, der bliver Diane nye nabo. Han emmer af uforstilt modvilje mod Diane og ønsker på ingen måde at acceptere, at han pludselig har fået et andet menneske fysisk tæt på - og hermed er der naturligvis lagt op til en uundgåelig konflikt imellem de to.
"Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" har taget mig lang tid at læse - uden at jeg helt kan beskrive hvorfor. Noget bunder nok i, at mit læseoverskud i en periode har været minimalt. Men - noget skyldes nok også, at værket her aldrig rigtig fangede mig helt ind. Romanen har fornuftige potentialer blandt andet i forhold til at beskrive en sorg- og helingsproces, som jeg til dels synes, at den når i mål med. At sorg er altfortærende og altopslugende. At der ikke kan sættes tid på sorg, hvilket forfatteren betoner med bogens indledende citat af Freud. 
Alligevel sidder jeg med en følelse af, at både plot og persontegning er lidt for naiv, hvilket understreges af et sprog, hvor ikke meget er overladt til læserens forestillingsevne, som når der står: "Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg kiggede på ham, han havde aldrig set så afklaret og afslappet ud som i dette øjeblik." Der går til tider lidt for meget Barbara Cartland i sproget, og måske ligger noget i en middelmådig oversættelse - desværre har det betydning for min samlede vurdering af værket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dømt ude

Anmeldereksemplar fra forfatteren Anders Wendt Jensen: "Uden min datter - syv års kamp for samvær" Udkom: 11. juni 2019 Omfang:...