"Jeg kan ikke græde og løbe samtidig. En lettelse. Jeg har ikke tænkt på det før. De to ting udelukker hinanden."
Dit barn dør ikke før dig. Sådan er reglerne. Men hvad gør man som forældre, når livet ikke overholder reglerne? Hvordan bærer man det ubærlige? At miste sit barn. Anders Legarth Schmidt, journalist ved Politiken, har skrevet bogen "Jeg løber". Det, der oprindeligt startede som en blog, er nu udkommet i bogform. En bog, der beskriver en fars smerte og sorg, da hans 6-årige datter, Ellen, dør af leukæmi. En bog, der skildrer, hvordan det at løbe fortrænger sorgen og skaber sprækker af lys i et uendeligt mørke. I programserien "Kunsten at miste" på DR har journalist Esben Kjær i fire stærke udsendelser beskrevet, hvordan han og andre efterladte har skabt plads og rum til at leve videre med deres afdøde. Programserien tager afsæt i Esben Kjærs bog "Min usynlige søn - kunsten at leve med sine døde resten af livet" fra 2016. Her beskriver han sin sorg efter tabet af sin 7-årige ligeledes kræftramte søn som en forvandling. En forvandling for livet som samfundet har vanskeligt ved at rumme. Sidste år udkom Naja Marie Aidt med "Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage"; et gribende og personligt vidnesbyrd om hendes altfortærende sorg efter tabet af den 25-årige søn, Carl. Et tab, der havde den umiddelbare konsekvens, at hun mistede sit sprog. Romanen har netop modtaget Weekendavisens Litteraturpris 2017.
Den personlige beretning om at navigere hvor sorgen raser, var også Anders Legarth Schmidts udgangspunkt, da han påbegyndte bloggen "Jeg løber" på Politiken i november 2015, to år efter Ellens død. Efter 44 indlæg om at løbe og leve videre med sorgen efter Ellens død lukkede bloggen et år senere. Sidenhen dannede den baggrund for et teaterstykke af samme navn på Det Kongelige Teater. Totalt udsolgt og snart på turné i provinsen. Til interesserede oplyses, at billetter allerede nu kan forudbestilles til den kommende sæson, hvor forestillingen vender tilbage til Det Kongelige Teater.
"Jeg løber" er en roman om glæden ved at løbe. Om sidegevinsten ved at løbe. At sætte den ene fod hurtigt foran den anden bliver et helle i en virkelighed, der ubønhørligt trænger sig på. Et anker, der holder en far fast i livet, mens et oprørt hav af sorg og fortvivlelse raser omkring ham. Helt lavpraktisk tømmes hovedet for tanker under løb. Der er kun lyden af to fødder, der rammer jorden, at forholde sig til.
Realiteterne kan derimod ikke fortrænges, når fødderne er i ro. Et velmenende menneske drager forfatterens måde at håndtere sin sorg på i tvivl og råder ham i stedet til at tale med en professionel. Og undlade at løbe. Men han mærker tydeligt, hvordan sorgen sættes på standby for en stund, og mørket overvindes, når han løber. At løbe sikrer, at han kan leve videre, selvom hans ældste datter er død. Først én dag ad gangen, sidenhen spreder revnerne af lys sig. At løbe giver en form for forbindelse til Ellen og styrke til at magte at være far for hendes lillesøster, Alice. Derfor løber han videre. I løb, når man ikke ser hinanden i øjnene, bliver andres omsorg også lettere at tage imod, og det er der i bogen flere rørende eksempler på.
Sætningslængden er kort og punktummerne mange i "Jeg løber", hvilket formodentlig hænger sammen med, at teksterne er skabt til at være indlæg på en blog. Anders Legarth Schmidt formidler med de korte sætninger sit budskab meget klart, og de mange punktummer betyder også, at jeg som læser får rum og tid til at optage tekstens stærke budskab. Beskrivelsen af den frustrerede Alice, der har svært ved at trøste to forældre på én gang, når hun er det eneste barn, er hjerteskærende.
Anders Legarth Schmidts store passion for løb betyder, at den rent tekniske side af løb som disciplin fylder en del i romanen. Det illustrerer meget fint, hvordan løb netop har været det sikre fundament i en verden, der ellers er faldet fra hinanden.
Naja Marie Aidt beskriver sorgen som et altødelæggende monster, mens Esben Kjær oplever sorgen som ekskluderende, for vi vil ikke konfronteres med døden. Anders Legarth Schmidt skildrer sin sorg som det ultimative kontroltab. Der var intet at stille op overfor kræftens overmagt, og tanken, om at han ikke kunne skærme sit barn, er altoverskyggende i tiden efter Ellens død. Uacceptabelt for et moderne menneske, der normalt sidder i førersædet i eget liv. Indtil sygdom og død ubarmhjertigt henviser til passagersædet og en nådesløs statistrolle.
Endelig er "Jeg lever" en fortælling om mod, håb og at vælge livet til med nærmest overmenneskelig styrke, selvom man har mistet troen på det gode. Forfatteren beskriver det således:
"Vælg begejstringen. Vælg dyndet fra. Grib bolden. Slå til bolden. Hør musikken."
Søger man på sorgbearbejdning på Google, får man mere end 11.000 hits. Ovenfor har jeg præsenteret tre vidt forskellige former, sorgen kan antage. Den "rigtige" måde at sørge på findes ikke. Anders Legarth Schmidt viser en vej, der for ham har været meningsfuld, men vigtigst af alt indgyder hans personlige beretning håb og mod. At livet kan leves efter døden.
Til slut vil jeg fremhæve bogens omslag. Det er prydet af Ellens tegninger i al deres rørende barnlige skønhed. Ellen var. Og Ellen er for hendes far. Altid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar