Anmeldelse af bog fra min egen bogreol
Maud vil gøre rent, men da hun skal sætte bøgerne fra reolen på plads, bliver de stillet ind i kaminen. Køkkenbordet bliver på mystisk vis fyldt med dåseferskner i skiver. Da Maud skal over vejen, venter hun ved et af den slags steder med striber på vejen. Er det en opgang? Eller hedder det en landgang?
Maud, der er hovedperson i "Elisabeth er forsvundet", oplever mange symptomer på demens, og det er denne roman en ganske hjerteskærende beskrivelse af. Velkendte handlinger er vanskelige for hende at udføre, og Mauds ordforråd smuldrer langsomt bort og slipper fra hende.
Demensens uvæsen er flere gange beskrevet fra de pårørendes synsvinkel. På dansk blandt andet i TV2-dokumentaren "Da Aage forsvandt" og i Frederik Lindhardts fantastiske roman fra sidste år "Lidt af far".
I "Elizabeth er forsvundet" gør forfatteren Emma Healey i stedet et rigtig velskrevet forsøg på at skildre demensen, som den opleves af den ramte. Skildringen af hvordan Maud skiftevis befinder sig i nutiden med børn og børnebørn og i fortiden som lillesøster til Sukey, der er forsvundet, er meget troværdig. Oplevelsen af uværdighed, da lægen omtaler hende i 3. person, synes jeg også, at Healey rammer godt. Henvendt til datteren, Helen, siger han: "Jeg kan se, at hun har fået taget en blodprøve tidligere på ugen. Det kan være, at du skal overveje at anmode om en funktionsvurdering." Lægen synes helt upåvirket af, at Maud er tilstede. Det pin pointer i skræmmende grad, hvordan Maud støt og roligt bliver afsat som aktør i sit eget liv, hvilket kulminerer, da datteren må skjule, at hun er ved at sælge Mauds hus på vegne af hende.
Mens Mauds hjerne støt og roligt bliver til grød, og hun får vanskeligere og vanskeligere ved at genkende selv sine nærmeste, opererer romanen med to forsvindingsspor. Det ene beskrevet ovenfor, men Maud har også mistet sin veninde, Elisabeth, som hun fortvivlet leder efter. Det giver romanens afslutning et twist af krimi.
På trods af Healeys meget indfølende livtag med demensens ubarmhjertige fremmarch, sidder jeg afslutningsvist med følelsen af, at enderne bliver spundet lidt for hurtigt til slut - jeg synes ganske enkelt ikke, at afslutningen er troværdig over resten af romanens ellers meget velskrevne univers.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar