Udkom: 15. marts 2018
Omfang: 326 sider
Vejl. pris: 100 kr.
Trofaste læsere vil vide, at jeg ved årsskiftet anmeldte min debut med Stephen Kings forfatterskab her på bloggen. Ærligt talt har jeg altid tænkt, at Kings bøger var alt for uhyggelige for mig. I en alder af 46 år drømmer jeg stadig om uhyggelige film og bøger, og derfor plejer jeg at undgå dem.
"Outsideren", der er titlen på Kings seneste udgivelse, var dog en ganske positiv og "ufarlig" oplevelse, da uhyggen primært udspiller sig på et psykologisk plan. På en eller anden måde er det lettere for mine nerver at tåle - det er jo "bare" inde i hovedet, det foregår. Derfor slog jeg straks til, da jeg blev foreslået af læse Kings klassiker fra 1987, "Misery". Forlaget kalder det en horror-klassiker på den fine forside, der er begået af den superdygtige grafiske designer, Simon Lilholt. And horror it is! Forsidens illustration giver et forvarsel om, at uhyggen denne gang udspiller sig på et ganske fysisk plan.
Forfatteren Paul Sheldon har netop fuldendt sin seneste roman, "Fast Cars", i det hotelværelse, hvor han har afsluttet samtlige af sine bøger siden 1974 - også de fire romaner om Misery Chastain. En karakter elsket af læserne, men afskyet af anmelderne og Paul selv. Af samme årsag har han med stor fornøjelse aflivet Misery i den fjerde og altså afsluttende bog om hende. Ved en pludselig indskydelse, godt hjulpet på vej af en flaske Dom Pérignon, beslutter Paul sig for at køre mod vestpå mod Las Vegas. Han vil fejre, at det sidste punktum er sat i "Fast Cars". Den bog, som i drømmene indbringer ham American Book Award og dermed endelig anmeldernes gunst. Turen ender brat, da Paul kører galt, og han findes liggende i den forulykkede bil af Annie Wilkes, der tager ham med til sit hjem i Sidewinder. Her vågner Paul op og er helt sikker på tre ting: Annie Wilkes har adgang til anselige mængder smertestillende medicin, han er blevet afhængig af den - og Annie Wilkes er skingrende vanvittig.
Hun viser sig at være Pauls største fan på grund af netop bøgerne om Misery Chastain, og da det går op for hende, at Paul har slået Misery ihjel, bliver hun rasende. Rasende og meget vedholdende. Hun tvinger indledningsvist Paul til at brænde det eneste eksemplar af "Fast Cars", og herefter er hun særdeles insisterende på, at han begynder at skrive endnu en bog, hvor Misery bliver genoplivet. For at hjælpe Pauls motivation lidt på gled, har Annie flere indfaldsvinkler. Fx en økse, en kanyle og en elektrisk kniv.
Det, der kendetegner horror, er følelsen af gru, uhygge, angst og frygt, som den fremkalder hos læseren. Det var ganske enkelt virkelig ubehageligt at læse "Misery", men på samme tid underligt euforisk, fordi man sidder med tilbageholdt åndedræt. De billeder, King maler frem, kører nærmest som en film for øjnene af én. Beskrivelsen af Annie Wilkes' ustabile og forstyrrede sind og den langsomme, men sikre nedbrydning af Paul forstærker i den grad uhyggen og frygten.
Forholdet mellem Annie og Paul er så intenst og realistisk beskrevet med Pauls indledningsvise afsky, der langsomt fører til, at han, i sin dybe afhængighed af hendes ekstreme luner, begynder at bruge hendes mærkelige og selvkonstruerede ord og vendinger i deres bizarre fælles univers. Pludselig giver de mening for Paul - og for læseren. Med beskrivelsen af udviklingen i relationen mellem Annie og Paul, folder disse to - og her tænker jeg primært på Annie - sig ud i al sin gru.
Som i "Outsideren" bruger King også aktivt typografien i "Misery", da en del af teksten er maskinskrevne brudstykker fra romanen "Misery vender tilbage", som Paul Sheldon naturligvis har dedikeret til Annie Wilkes. Det autentiske præg understreges yderligere ved, at skrivemaskinens tekst er uden 'n', da den tangent mangler, så det bogstav er tilføjet "i hånden".
I modsætning til "Outsideren" har "Misery" intet overnaturligt element, hvilket jeg rigtig godt kunne lide, og endelig synes jeg også, at det var interessant at opleve, at jeg, siddende med tilbageholdt åndedræt, ganske enkelt måtte læse videre, selvom det var så uhyggeligt. Jeg er glad for, at jeg endnu en gang vovede at bevæge mig af min normale skønlitterære komfortzone, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg vender mig mod hr. Kings forfatterskab.
"Outsideren", der er titlen på Kings seneste udgivelse, var dog en ganske positiv og "ufarlig" oplevelse, da uhyggen primært udspiller sig på et psykologisk plan. På en eller anden måde er det lettere for mine nerver at tåle - det er jo "bare" inde i hovedet, det foregår. Derfor slog jeg straks til, da jeg blev foreslået af læse Kings klassiker fra 1987, "Misery". Forlaget kalder det en horror-klassiker på den fine forside, der er begået af den superdygtige grafiske designer, Simon Lilholt. And horror it is! Forsidens illustration giver et forvarsel om, at uhyggen denne gang udspiller sig på et ganske fysisk plan. Hun viser sig at være Pauls største fan på grund af netop bøgerne om Misery Chastain, og da det går op for hende, at Paul har slået Misery ihjel, bliver hun rasende. Rasende og meget vedholdende. Hun tvinger indledningsvist Paul til at brænde det eneste eksemplar af "Fast Cars", og herefter er hun særdeles insisterende på, at han begynder at skrive endnu en bog, hvor Misery bliver genoplivet. For at hjælpe Pauls motivation lidt på gled, har Annie flere indfaldsvinkler. Fx en økse, en kanyle og en elektrisk kniv.
Det, der kendetegner horror, er følelsen af gru, uhygge, angst og frygt, som den fremkalder hos læseren. Det var ganske enkelt virkelig ubehageligt at læse "Misery", men på samme tid underligt euforisk, fordi man sidder med tilbageholdt åndedræt. De billeder, King maler frem, kører nærmest som en film for øjnene af én. Beskrivelsen af Annie Wilkes' ustabile og forstyrrede sind og den langsomme, men sikre nedbrydning af Paul forstærker i den grad uhyggen og frygten.
Forholdet mellem Annie og Paul er så intenst og realistisk beskrevet med Pauls indledningsvise afsky, der langsomt fører til, at han, i sin dybe afhængighed af hendes ekstreme luner, begynder at bruge hendes mærkelige og selvkonstruerede ord og vendinger i deres bizarre fælles univers. Pludselig giver de mening for Paul - og for læseren. Med beskrivelsen af udviklingen i relationen mellem Annie og Paul, folder disse to - og her tænker jeg primært på Annie - sig ud i al sin gru.
Som i "Outsideren" bruger King også aktivt typografien i "Misery", da en del af teksten er maskinskrevne brudstykker fra romanen "Misery vender tilbage", som Paul Sheldon naturligvis har dedikeret til Annie Wilkes. Det autentiske præg understreges yderligere ved, at skrivemaskinens tekst er uden 'n', da den tangent mangler, så det bogstav er tilføjet "i hånden".
I modsætning til "Outsideren" har "Misery" intet overnaturligt element, hvilket jeg rigtig godt kunne lide, og endelig synes jeg også, at det var interessant at opleve, at jeg, siddende med tilbageholdt åndedræt, ganske enkelt måtte læse videre, selvom det var så uhyggeligt. Jeg er glad for, at jeg endnu en gang vovede at bevæge mig af min normale skønlitterære komfortzone, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg vender mig mod hr. Kings forfatterskab.
Jeg har aldrig læst en bog af Stephan King, men min søn var helt vild med dem. SK boede en overgang i nabobyen til mine forældre i staten Maine mens min søn boede hos dem et års tid. Det var på den tid, tror jeg nok, at bogen Cujo blev udgivet, og min søn kunne tydeligt genkende lokalområdet i bogen.
SvarSletMen jeg er endnu ikke overbevist om at prøve at læse nogle af bøgerne, selv om historien lyder interessant nok. Men jeg ville nok begynde med Cujo af den grund. Tak for opmuntringen!
Så lidt, Bonnie - og tusind tak for dit indspark!
SvarSletStephen King er jo en forfatter, alle kender. Det er faktisk rart at kunne tale med, nu hvor jeg har to af hans romaner på mit læse CV.
Jeg havde aldrig, i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle læse horror, men jeg må sige, at genren vokser på mig.