Udkom: 17. januar 2019
Omfang: 359 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
"Den sidste nat, jeg sover i et værelse ved siden af dig, sover jeg i troen på, at vi har tusindvis af dage foran os. Det har vi ikke."
Carolina står med sin otte måneder gamle søn, Ivan, på armen, da hun finder sin jævnaldrende 34-årige kæreste, Aksel, død i sengen. Forinden har han ikke været syg, så Carolina og alle omkring hende står helt uforberedte på det meteornedslag af chok, sorg og savn, der slår ned, da en helt uforudsigelig og uventet død rammer den lille nye familie.
Romanen er Carolinas vidnesbyrd til Aksel, og hun henvender sig romanen igennem direkte til ham med 'du', hvilket har en utrolig stærk effekt. Læseren kommer helt ind under huden på Carolina, og man kan nærmest fysisk mærke hendes knugende smerte og sorg, der også er romanens altoverskyggende temaer.
Forfatter Carolina Setterwall forstørrer følelserne hos bogens Carolina ved i romanens første halvdel at krydsklippe ganske effektfuldt mellem det, der nu er den fortvivlende nutid for hende, og Carolinas minder om, hvordan parrets forhold udviklede sig fra deres første møde en lys Valborgsaften i 2009 frem til Aksels pludselige død fem år senere.
Carolina erindrer, hvordan hun fra forholdets start opfattede Aksel som fraværende og nærværende på samme tid. Han er tøvende og tilbageholdende, mens Carolina er effektiv, hurtig og konstant søger fremdrift. Det er hende, der vil købe lejlighed, hende, der vil have fælles kat - og hende, der vil have barn. Undervejs giver det konflikter, men i nuet formår Carolina ikke at bremse og vente på Aksel, der ender med at "løse" det konfliktfyldte ved give efter og føje hende. Retrospektivt er Carolina efter Aksels død opfyldt af skyld og skam, for var det i virkeligheden hende, der drev Aksel ud over kanten og fik ham og hans krop til at give op?! Hun bebrejder sig selv at have været alt for meget alt for længe: "Undskyld, hvis jeg fik dig til at føle dig som et værdiløst menneske. Undskyld, at jeg stressede dig. Undskyld, at jeg ville bestemme alting. Undskyld, at jeg aldrig ventede på dig. Undskyld, at det ikke blev som du ønskede."
Det effektive og hurtige er, også efter Aksels død, naturligvis fortsat en del af Carolinas karakter, så da det indledende chok har lagt sig, opsøger hun med vanlig effektivitet litteratur om sorgens forskellige faser, som hun i raskt tempo vil komme igennem og derefter nå tilbage til det velordnede liv. Langsomt, men sikkert må hun erkende, at sorgen ikke lader sig forcere, og at døden har gjort noget ved hende. I forholdet til sønnen, der med sin alder kræver nærvær og insisterende dækning af basale behov, men på samme tid er en evig kilde til bekymring og magtesløshed, som hun nu er alene om. I forholdet til svigerfamilien, der med deres sorg og savn er blevet en del af et livslangt skæbnefællesskab med Carolina.
Undervejs i min læsning tænkte jeg flere gange, at jeg til enhver tid vil anbefale bogen til et menneske, der mister en nærtstående. Bogen har egentlig karakter af en selvhjælpsbog, hvor man som pårørende sagtens kunne søge trøst. Det er ikke uden grund. Carolinas fortælling er forfatter Carolina Setterwalls egen historie, og med dette autofiktive element in mente giver det rigtig god mening, at beskrivelsen af den knugende sorg siver ud af alle tekstens sprækker. Også Carolinas efterrationalisering af et parforhold, der ofte stod spændt som en flitsbue, vil blive hos mig. Endelig er det også er det også et værk, der indgyder mod og et spirende håb. Livet vinder - særligt personificeret i al sin livlighed i Carolinas og Aksels lille søn, Ivan.
Romanen er Carolinas vidnesbyrd til Aksel, og hun henvender sig romanen igennem direkte til ham med 'du', hvilket har en utrolig stærk effekt. Læseren kommer helt ind under huden på Carolina, og man kan nærmest fysisk mærke hendes knugende smerte og sorg, der også er romanens altoverskyggende temaer.
Forfatter Carolina Setterwall forstørrer følelserne hos bogens Carolina ved i romanens første halvdel at krydsklippe ganske effektfuldt mellem det, der nu er den fortvivlende nutid for hende, og Carolinas minder om, hvordan parrets forhold udviklede sig fra deres første møde en lys Valborgsaften i 2009 frem til Aksels pludselige død fem år senere.
Carolina erindrer, hvordan hun fra forholdets start opfattede Aksel som fraværende og nærværende på samme tid. Han er tøvende og tilbageholdende, mens Carolina er effektiv, hurtig og konstant søger fremdrift. Det er hende, der vil købe lejlighed, hende, der vil have fælles kat - og hende, der vil have barn. Undervejs giver det konflikter, men i nuet formår Carolina ikke at bremse og vente på Aksel, der ender med at "løse" det konfliktfyldte ved give efter og føje hende. Retrospektivt er Carolina efter Aksels død opfyldt af skyld og skam, for var det i virkeligheden hende, der drev Aksel ud over kanten og fik ham og hans krop til at give op?! Hun bebrejder sig selv at have været alt for meget alt for længe: "Undskyld, hvis jeg fik dig til at føle dig som et værdiløst menneske. Undskyld, at jeg stressede dig. Undskyld, at jeg ville bestemme alting. Undskyld, at jeg aldrig ventede på dig. Undskyld, at det ikke blev som du ønskede."
Det effektive og hurtige er, også efter Aksels død, naturligvis fortsat en del af Carolinas karakter, så da det indledende chok har lagt sig, opsøger hun med vanlig effektivitet litteratur om sorgens forskellige faser, som hun i raskt tempo vil komme igennem og derefter nå tilbage til det velordnede liv. Langsomt, men sikkert må hun erkende, at sorgen ikke lader sig forcere, og at døden har gjort noget ved hende. I forholdet til sønnen, der med sin alder kræver nærvær og insisterende dækning af basale behov, men på samme tid er en evig kilde til bekymring og magtesløshed, som hun nu er alene om. I forholdet til svigerfamilien, der med deres sorg og savn er blevet en del af et livslangt skæbnefællesskab med Carolina.
Undervejs i min læsning tænkte jeg flere gange, at jeg til enhver tid vil anbefale bogen til et menneske, der mister en nærtstående. Bogen har egentlig karakter af en selvhjælpsbog, hvor man som pårørende sagtens kunne søge trøst. Det er ikke uden grund. Carolinas fortælling er forfatter Carolina Setterwalls egen historie, og med dette autofiktive element in mente giver det rigtig god mening, at beskrivelsen af den knugende sorg siver ud af alle tekstens sprækker. Også Carolinas efterrationalisering af et parforhold, der ofte stod spændt som en flitsbue, vil blive hos mig. Endelig er det også er det også et værk, der indgyder mod og et spirende håb. Livet vinder - særligt personificeret i al sin livlighed i Carolinas og Aksels lille søn, Ivan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar