Laura Helena Pimentel da Silva: "Jeg klarer mig, mor - det tredobbelte drab på Frederiksberg"
Udkom: 11. april 2019
Omfang: 311 sider
Vejl. pris: 299,- kr.
En mors afmægtige smertensskrig. En mors erindringer om en dreng, der har været i "systemet" fra før, han blev født. Et liv fyldt af sagsakter, underretninger og udredninger, der brat slutter, da den lille dreng er blevet voksen og brutalt likvideres som 19-årig. En mor, der fortæller sin og sin søns historie og giver et indblik i, hvordan livet er i socialgruppe 5 - og hvor vanskeligt det er at bryde den negative sociale arv i velfærdsstatens Danmark. Til skræk og advarsel, men også med et spinkelt håb om at forhindre, at andre udsatte unge ender deres liv, inden det er begyndt.
"Jeg klarer mig, mor" er fortalt af Philips mor, Liselotte, til en forfatter i håbet om at skabe lidt distance og objektivitet i forhold til både de personer og begivenheder, der skildres i romanen. Det er således Liselottes tanker og følelser, vi præsenteres for. En jeg-fortæller er som oftest god til at skabe identifikation hos læseren, og det synes jeg også, er tilfældet her.
Allerede ved sin fødsel i 1996 har den lille dreng, Philip, dårlige kort på hånden. Faderen er misbruger, og moderen kæmper indædt for at slippe fri af sin egen belastede baggrund fyldt af vold og misbrug. Som læser får man helt klart et indtryk af en mor, der af al magt ønsker at distancere sig fra sin egen trøstesløse baggrund, og det kræver både vilje og en næsten overmenneskelig styrke. Det lykkes hende at få en uddannelse, et fast arbejde og skabe et familieliv med de efterhånden fire børn. Det kan man kun beundre og respektere dybt. Familien er dog fortsat udsat, hvilket blandt andet illustreres af, at Philips stedfar anholdes for berigelseskriminalitet dagen efter Philips lillesøsters fødsel.
Philips adfærd bliver efterhånden en større og større udfordring, som moderen ofte står alene med. Som 5-årig får Philip en ADHD-diagnose, der dog senere omstødes. Gennem opvæksten bliver Philip fortsat mere grænsesøgende i en grad, så han indledningsvist kommer i aflastning, der sidenhen ændres til en fuldtidsanbringelse og derefter anbringelse på en institution langt fra hjembyen, Esbjerg. Philips livsbane følger derefter sin egen støt nedadgående kurve, der får sin voldsomme afslutning, da han sammen med to kammerater likvideres i en lejlighed på Frederiksberg formodentlig som følge af en internt bandeopgør.
"Jeg klarer mig, mor" er ikke en roman, der kommer med løsninger eller ønsker at placere skyld for hverken Philips turbulente liv eller voldsomme død. Liselotte lægger helt hudløst ærligt sin afmagt og alle mødres tro følgesvend, tvivlen, åbent til skue. Kunne hun som mor have handlet anderledes?! Det er en tvivl, som hun må leve videre med efter sin søn voldsomme død.
I lighed med Morten Papes "Guds bedste børn", skildrer forfatteren Laura Helena Pimentel de Silva meget stærkt og sikkert håbløsheden i et drengeliv. Et drengeliv, der synes blottet for netværk, mandlige rollemodeller og drømme for fremtiden. For mig var "Jeg klarer mig, mor" på mange måder en regulær page turner - blandt andet på grund af de mange autentiske sagsakter fra Philips korte kaotiske liv. Efterfølgende har afmagten dog også forplantet sig til mig. Hvad gør vi for at få udsatte børn og unge med på vognen?! Bogen giver ikke svaret, men den sætter et meget relevant og velskrevet spot på spørgsmålet. Hvor ville det dog være befriende, hvis vi som samfund kunne finde ud af det.
I lighed med Morten Papes "Guds bedste børn", skildrer forfatteren Laura Helena Pimentel de Silva meget stærkt og sikkert håbløsheden i et drengeliv. Et drengeliv, der synes blottet for netværk, mandlige rollemodeller og drømme for fremtiden. For mig var "Jeg klarer mig, mor" på mange måder en regulær page turner - blandt andet på grund af de mange autentiske sagsakter fra Philips korte kaotiske liv. Efterfølgende har afmagten dog også forplantet sig til mig. Hvad gør vi for at få udsatte børn og unge med på vognen?! Bogen giver ikke svaret, men den sætter et meget relevant og velskrevet spot på spørgsmålet. Hvor ville det dog være befriende, hvis vi som samfund kunne finde ud af det.
Jeg ser meget frem til at læse bogen "Jeg klarer mig, mor". Og efter at have læst din beskrivelse/anmeldelse af bogen, finder jeg det yderligere interessant at læse bogen. Bla. ser jeg frem til hvorvidt det virkelig kan have en indvirkning på håbløsheden i en drengs liv, IKKE at have en mandlig rollemodel i sin tilværelse??? Jeg har selv en søn, der er "blevet til" vha. en ukendt donor, dvs. min søn har ikke en specifik mandlig rollemodel i sit liv. Han har dog andre rollemodeller, bla. mig:-) Jeg har, personligt, meget svært ved at forstille mig at fraværet af en mandlig rollemodel kan være afgørende for om et drengebarn bliver kriminel. Der må være SÅ mange andre og MEGET mere relevante faktorer, der skal være fokus på.
SvarSletKære Ruth!
SletTusind TAK fordi du har taget dig tid til at læse min anmeldelse af "Jeg klarer mig, mor". Det er jeg meget glad for!
Både for Philip - og for drengene i Papes "Guds bedste børn" - er problemet, at de mandlige rollemodeller, de har, er mildest talt elendige.
Jeg mener, at fællesnævneren for dem alle er, at deres livsbane ville have fulgt en anden kurve, hvis de havde haft andre mandlige rollemodeller. Rollemodeller, der kunne vise dem, at en "rigtig mand" er ikke er misbruger, kriminel og/eller voldelig.
Problemet for alle drengene, som jeg ser det, er, at de har spejlet sig i de mænd, de har haft omkring sig - ikke kvinderne.
De bedste hilsner
fra
Lene