Kim Højgaard Rasmussen: "Kuppet"
Forlag: KHR Books
Udkom: 4. april 2019
Omfang: 295 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
Indrømmet: Min erfaring med Afrikalitteratur er begrænset. Jeg har Jakob Ejersbos Afrika-trilogi på hylden, og for nyligt anmeldte jeg Sofie Jamas debut her på bloggen. Til læse CV'et kan jeg dog nu tilføje "Kuppet", der er den tredje selvstændige bog om forretningsmanden Frank Grabowskis oplevelser i Afrika.
Grabowski er ansat i medicinalfirmaet Rockwell-Levy, hvor han er ansvarlig for projekter i vest- og centralafrikanske lande med base i Elfenbenskysten. Firmaets force er navnlig medicin til behandling af hiv-positive, og i den forbindelse skal Frank Grabowski sammen med en kollega på forretningsrejse til Mali og Burkino Faso. En rejse, hvis formål er at etablere kontakt og gode relationer til nøglepersoner, som Grabowskis kollega Peter, der er på vej på pension, tidligere har varetaget plejen af. Rejsen tager dog en højest uventet drejning, da de to forretningsmænd ved et tilfælde bliver fanget i et militærkup i Mali. Grabowski ganske bogstaveligt, mens kollegaen Peters rolle er langt mere perifer.
Centralt i bogens persongalleri står også den kvindelige løjtnant i den maliske hær, Bintou Diakité, der indledningsvist har en helt igennem altruistisk aktie i militærkuppet. Hendes erklærede mål er at afsætte korrupte magthavere med en professionel ledelse, der har befolkningens interesser for øje; ikke egen personlig vinding og rigdom. Ret hurtigt står det dog klart, at løjtnant Diakités drøm om et bedre og mere disciplineret Mali drukner i ny korruption og magtbegær, hvor hun må handle hurtigt for ikke selv at blive opslugt.
Forfatter Kim Højgaard Rasmussen demonstrerer i sin roman et bredt kendskab til livet i Afrika. Et liv, hvor aftalte tidspunkter blot er vejledende, og en kultur hvor et godt forhold til forretningsforbindelser i høj grad afhænger af, hvor mange penge man som privat aktør kan stikke offentlige myndigheder under bordet for at sikre, at der overhovedet bliver en aftale. På den måde synes jeg, at miljøbeskrivelserne fremstår realistiske og autentiske. Også karakterbeskrivelserne er troværdige, hvilket får handlingen til at skride godt fremad. Forfatteren beskriver selv sin roman som en spændingsroman, og den varebetegnelse, synes jeg, holder romanen igennem. Jeg følte mig godt underholdt, og der er konstant fremdrift i handlingen, så man har lyst til at læse videre.
Alligevel er der noget, der nager og irriterer som en sten i skoen. Det er al den sex! I romanen er der ikke en relation mellem en mand og en kvinde uden, at der noget seksuelt i forholdet, der bliver malende bekrevet. Jeg bliver også lidt irriteret over beskrivelsen af de afrikanske kvinder og den europæiske mands holdning til dem. Kvindeskikkelserne fremstilles seksualiserede på en herremandsagtig måde, hvor de nærmest bliver brugsgenstande for den hvide mands lyster. Jeg tænkte flere gange på Jakob Ejersbos lidet flatterende fremstilling af enkelte europæiske mænd i "Liberty". En fremstilling, som jeg synes, det er ærgerligt, at Højgaard Rasmussen cementerer. Hvorfor skal der med død og pine være et seksuelt forhold mellem den hvide mand og den sorte kvinde, som det er nødvendigt at pensle ud igen og igen? I min optik trækker det handlingen ned på et lidt lummert niveau, der er helt overflødig i et ellers fængslende plot.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar