Når man skal glemme sig selv

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Iben Mondrup: "Tabita"
Udkom: 15. januar 2020
Omfang: 354 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Min debut med Iben Mondrups forfatterskab har gjort nas helt ind i hjernebarken, så lad mig starte med det smukke - det ydre udtryk. "Tabita" er en virkelig pæn bog, der på indholdssiden river hjertet ud, men i sin ydre fremtoning er meget smuk og harmonisk.

Smudsomslaget er lavet af den grafiske designer Alette Bertelsen, mens grafiker og billedhugger Aka Høgh er kvinden bag kunstværket på både for- og bagsatsbladet. Sammen har de to grønlandske grafikere skabt en koncis sammenhæng med romanens overordnede tema, natur møder "kultur", og bogens fysiske form. Det kan jeg virkelig godt lide.
Derudover er kapitælbåndet, det lille stykke stof foroven og forneden på bogbindet, i en lyseblå nuance, der passer til farverne på smudsomslaget, hvor titlen er skrevet med sænket guldskrift, der er lækker at røre ved. Endelig har romanen et buet fremsnit, hvilket vil sige en rundet bogblok fremfor blot en lige. For en bognørd som mig, betyder det virkelig meget, når forlagene prioriterer at kæle for detaljen, og dermed løfter det samlede udtryk betragteligt.

Alt det smukke og harmoniske smadres dog eftertrykkeligt, når vi bevæger os fra form til indhold i bogen, der er kvindernes. Miljøerne er væsensforskellige, grønlandske Upernavik og danske Humlebæk i midten af 60'erne.
Vi møder først grønlandske Rosine, der i bogens indledende korte afsnit våger over sin skyggerne af sin engang så stolte fangermand og familiens eksistensgrundlag, den døende Vitus. Dernæst hendes datter Abelone med de tre børn, som ingen ved, hvem der er far til. Så danske Eva, der er rejst til Upernavik med sin mand, Berthel, der bestyrer byens butik og endelig Tabita, Abelones datter.
Abelone arbejder som husassistent hos Eva og Berthel, og hermed skabes romanens skæbnesvangre forbindelse mellem de to nationaliteter, der godt nok lever side om side, men ligeså kunne befinde sig på hver sin planet. Iben Mondrup beskriver usentimentalt, hvordan danskerne i Upernavik betragter grønlænderne som indfødte, mens Abelone på sin side ser sin datter "gå som en lille dansker", og via fru Eva åbner verdenen til "det danske sprog og danskerlivet".
Man fornemmer hurtigt, at Eva er ensom i rollen som medfølgende hjemmegående husmor, der bittert konstaterer, at Abelone tilsyneladende får alle de børn, hun vil have, mens hun selv forbliver barnløs. Bitterheden synes dog ikke at gå Abelone på, med mindre fruens frustrationer går ud over børnene, som Abelone ofte tager med på job - selvom hun har vanskeligt ved at finde et mønster i, hvornår fru Eva synes, de er en velsignelse eller en plage.
Ved en tragedie åbnes der, med en særdeles driftig dansk sygeplejerskes mellemkomst, mulighed for, at Eva alligevel kan blive mor, da hun og Berthel adopterer Abelones to yngste, Vitus og Tabita. Hovedkulds forlader Eva Upernavik sammen med de to børn med planer om, at Berthel skal følge efter senere, og den nye familie slår sig ned i Humlebæk. Eva er fast besluttet på at grundlægge sin harmoniske familie, hvilket lettest gøres ved, at børnene glemmer fortiden, deres kultur og sprog - og helst så hurtigt som muligt. Den 4-årige Tabita kan dog sagtens huske både sin mor, som hun savner, sit sprog og sin kultur, hvilket betyder, at hun ofte slår sig på den abrupte omplantning til Danmark.
Ligesom der er knager i fugerne i mødet mellem det grønlandske og danske, slår forholdet mellem Eva og Berthel også store revner, hvilket betyder, at Eva drager en konsekvens, der får fatal betydning for den lille Tabita og hendes liv fremover.
"Tabita" er en uafrystelig roman om et kulturmøde, hvor intentionen om at give to sårbare børn en tryg og "civiliseret" tilværelse nok har været god, men ender katastrofalt ud, fordi den grundlæggende præmis er helt forfejlet. De voksne og "civiliserede" bliver de inhumane, der lader de mest sårbare sejle deres egen sø. Iben Mondrup skriver smerten, fortvivlelsen og de gode intentioners kuldsejling så hjerteskærende stærkt frem, at man som læser fysisk kan mærke det.