onsdag den 12. februar 2020

Blinde vinkler

Anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand - en del af Politikens Forlag
Alex Michaelides: "Den tavse patient"
Udkom: 7. februar 2020
Omfang: 390 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Dét, der løfter denne psykologiske thriller, er helt klart forfatter Alex Michaelides' evne til at skrive en dramatisk effekt frem, der primært beror på skabelsen af en underliggende utryg og usikker stemning fremfor blot den plotdrevne handling. Michaelides' fokus er i højere grad på den psykologiske udvikling hos bogens karakterer end på plottet, for det er let at gå til i denne særdeles velskrevne debut.
Jeg-fortælleren, Theo Faber, har fået ansættelse som kriminalpsykolog på den sikrede psykiatriske institution, The Grove, i det nordlige London. For ham et drømmejob, da han har en helt særlig og professionel interesse i en af patienterne, den anerkendte kunstmaler Alicia Berenson. Hun har været indlagt de seneste seks år, efter hun modtog en forvaringsdom for det brutale mord på sin mand, Gabriel Berenson. Han var en velrenommeret modefotograf, og de havde øjensynligt det perfekte liv sammen - altså lige indtil den aften, hvor Gabriel kommer hjem fra arbejde og bliver skudt fem gange i hovedet på klos hold af sin hustru. Et drab, som hun hverken angrer eller fortryder efterfølgende.
Siden mordet har Alicia nægtet at tale, og Theo er dybt fascineret af myten om Alicia Berensons årelange vedholdende tavshed med et inderligt ønske om at hjælpe hende gennem de tidligere oplevede traumer, der åbenlyst må have ført til det voldsomme drab. Nu, seks år efter dommen, er der ved et lykketræf blevet en stilling ledig som psykolog på The Grove, og Theo kan endelig nærme sig Alicia og arbejde med sin faste overbevisning om, at han er den, der kan få den spektakulære patient til at tale igen.
Valget af jeg-fortæller betyder, at læseren får indblik i, at Theo også har sine egne dæmoner at slås med. De stammer ikke kun fra barndommen, men optræder også i samlivet med konen, Kathy. Michaelides doserer disse på en måde, så man indimellem bliver i tvivl om, hvem der er psykolog, og hvem der er patient, men vi sympatiserer med vores jeg-fortæller, og det nuancerer billedet af ham, at vi er lukket ind i hans tanker og følelser.
"Den tavse patient" er inddelt i fem dele, hvor vi altså primært har adgang til Theos tiltagende opmærksomhed på og i stigende grad uortodokse metoder for at få Alicia i tale. Via Alicias dagbogsnotater får vi også adgang til hendes følelser og tanker i tiden op til mordet, og i udgangspunktet forvirrede og slørerede det mit fokus - for hvad skulle jeg med tankerne og følelserne hos en psykisk ustabil kvinde? At de har betydning fornemmer man dog, og skriveteknisk medvirker det til, at man som læser har svært ved at regne ud, hvordan historien udvikler sig.
Kapitlerne er forholdsvis korte, hvilket for mig bidrager til læsevenligheden, og de fleste af dem afsluttes med cliffhangers, der betyder, at man  læse videre. Litterært løfter det "Den tavse patient", at forfatteren åbenlyst har interesse for og viden om sindets krinkelkroge, men også er inspireret af myten om Alkestis - og så er det simpelthen en god psykologisk thriller, hvor vi bliver trukket rundt i manegen lige til sidste side.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læsefestivalen “Vi læser sammen”

Efter pressemødet i går er det som om, at løfterne om forår og bedre tider lader vente lidt på sig! Men det skal heldigvis ikke hindre os i ...