Kim Faber & Janni Pedersen: "Vinterland"
Udkom: 21. marts 2019
Omfang: 461 sider
Vejl. pris: 150 kr.
Krimigenren lever i allerbedste velgående, hvilket kan konstateres ved et kort blik på forskellige bestsellerlister. Fem ud af de ti mest sælgende bøger hos Saxo er krimier, mens fire ud af ti bestsellere hos Arnold Busck er krimier - og hos Bog & idé er topbestsellerlisten en hel række af netop krimier. Endelig tegner krimigenren sig for at være den mest populære hos streamingtjenesten Mofibo - så ja, folket vil ha' krimier.
Journalistparret Janni Pedersen og Kim Faber er nye elever i krimiklassen med deres debutroman "Vinterland", der udspiller sig over knapt 14 dage i et vinterdækket Danmark. Overordnet har jeg haft en rigtig god og medrivende læseoplevelse i selskab med bogens to hovedkarakterer, der begge er politikommisærer og normalt nære samarbejdspartnere i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, Signe Kristiansen og Martin Junckersen.
Junckersen - i daglig omtale Juncker - er på grund af en tjenstlig forsyndelse blevet sendt på tvunget ophold i den sydsjællandske provinsby, Sandsted, hvor han også er vokset op som næstældste søn af byens mægtige advokat, Mogens Junckersen. Sidstnævnte er dog nu reduceret til en sørgelig skygge af sig selv i takt med, at en endnu ikke-diagnosticeret demens langsomt, men sikkert er ved at forvandle en ellers lynende skarp hjerne til grød. Juncker er nødsaget til at gøre en dyd ud af nødvendigheden, og han ser derfor også den ufrivillige exit fra hovedstaden som en mulighed for at tage af sin svækkede far - hvorfor han flytter ind på barndomsværelset i det parcelhus, hvor han er vokset op. Arbejdsmæssigt er hans mission er få en lokalstation op at køre i samarbejde med en ung mandlig politielev og en lige så ung kvindelig politiassistent af anden etnisk herkomst. Lokalstationens primære opgave er i udgangspunktet at håndtere udfordringerne med et asylcenter i lokalområdet - et arbejde, der dog hurtigt overskygges af voldsomt mord på en lokal mand med nynazistiske sympatier.
I København er Signe nærmest i døgndrift optaget af opklaringen af en voldsom eksplosion, der lillejuleaften rammer et julemarked i Indre By. Det viser sig at være et terrorangreb, og Signe kommer hurtigt til at savne sin makker, Juncker, i opklaringsarbejdet. Efterforskningen ender nemlig i en blindgyde, hvor det synes umuligt at komme videre - lige indtil Signe får et tip fra en højst uventet kant.
"Vinterland" holdt mig godt fanget over alle 460 sider, og romanen igennem fungerer det som en dramatisk motor, der sikrer romanens fremdrift, at både Juncker og Signe ikke blot er under pres på jobbet, men også stresses af de hjemlige forhold - et velkendt skriveteknisk kneb fra krimigenren. Deres arbejde fylder for meget, og de familiære skærmydsler øger dermed det krydspres, de er under - og bliver en forhindring for, at de kan arbejde uforstyrret.
Derudover hæftede jeg mig ved romanens flotte sprog, hvor forfatterparrets journalistiske baggrund naturligvis ikke fornægter sig - blandt andet i beskrivelsen af Junckers relation til barndomsven, Rasmus: "Juncker oplevede dette sit første møde ned den sociale arvs tyngde som en blodig uretfærdighed, men også som noget uomgængeligt, man stod magtesløs over for." Eller i skildringen af faderens demens: "Faren stirrer på ham med samme tøvende forbløffelse i øjnene, som har lyst ud af dem hver eneste morgen, siden sønnen flyttede ind. Juncker kan formelig se, hvordan den gamle desperat klamrer sig til følelsen af, at den mand, der står i hans køkken og roder med hans kaffemaskine, er et menneske, han kender."
Romanen er sine steder også ganske makaber og skræmmende på en måde, så jeg som læser måtte holde mig for munden og knibe øjnene sammen. Sammen med bogens karakterer blev jeg både vred og oprørt, og romanen pirrede både min angst og frygt. Det er vel netop krimiens fornemmeste adelsmærke - at skabe en følelsesmæssig reaktion hos læseren.
Krimigenrens kontrakt med læseren er, at man bliver lovet en afslutning, og her synes jeg, at forfatterparret kun til dels når i mål. Jeg føler mig som læser lidt snydt; de afsluttende ender blev ligesom spundet lidt for hurtigt - a la "nu har vi nået 400 sider, så nu skal vi ha' den her lukket." Her føler jeg egentlig, at slutningen er lidt uforløst og uafsluttet, men heldigvis er andre ligeså indigneret som jeg - uden at jeg dog vil afsløre, hvem det er! Derfor bliver jeg naturligvis nødt til at læse to'eren, som forfatterparret er i gang med as we speak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar