Geir Gulliksen: "Se på os nu"
Udkom: 11. april 2019
Omfang: 345 sider
Vejl. pris: 300 kr.
Geir Gulliksen er en ganske erfaren forfatter, der debuterede i 1986. Han har skrevet både digte, essays, børnebøger og flere romaner. I 2015 udgav han "Historie om et ægteskab", som han blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for. En roman, der kredser om det moderne parforholds tilstand, og denne undersøgelse fortsætter Gulliksen i sin seneste roman, "Se på os nu".
Hans er gift på 14. år med Ingunn; han arbejder på et pr-bureau, mens hun har haft en støt opadgående karrierekurve som først læge, siden forsker og nu leder i sundhedssystemet. Sammen har de datteren Kristina og hver især et barn fra tidligere forhold, som de brød ud af for at kunne være sammen. Hans og Ingunn har tilsyneladende en god og stabil hverdag sammen, hvor de er sikre på sig selv, hinanden og deres indbyrdes forhold. Stabiliteten og det sikre fundament rokkes der dog ved, da Hans ved et bryllup får den langt yngre Harriet til bords.
Harriet er umiddelbart en udkørt nybagt mor, men ikke desto mindre indleder hun og Hans et passioneret forhold. Han er indledningsvist præget af skyld, men gradvist begynder han at betragte sin hustru anderledes - hvorfor interesserer hun sig fx ikke for kunst, film og litteratur som Harriet?! Hvor går Ingunn ikke med kjoler, nederdele og højhælede sko?! Harriets bevidsthed om mode får umærkeligt Hans til selv at skifte til en mere ekstravagant og luksuriøs påklædning, ligesom han bruger mere og mere tid sammen med Harriet og hendes lille datter, som han nærmest påtager sig en bonusfarrolle overfor. Alt dette beskrives med Hans som personbunden 3. personsfortæller, og jeg købte præmissen om, at Ingunn ikke var klar over, hvor langt Hans er kommet i forhold til at hive al saft og kraft ud af sit ægteskab for at være sammen med Harriet.
Den vildfarelse bliver man dog brat hevet ud af, da synsvinklen skifter til Ingunn, og det skrivetekniske greb fungerer simpelthen så godt for romanens videre fremdrift. Vi følger først Ingunns håb om, at Hans' besættelse af Harriet vil gå over, hvis blot hun giver ham tid, så de kan bevare det, de har sammen og siden hendes erkendelse af, at det ikke er en mulighed. Herefter rejser hun sig som en modig fugl Føniks, der ikke længere vil lade Hans sidde i førersædet i sit liv.
Geir Gulliksen har skrevet en både gribende og bidende samtidsroman, hvor han sætter spotlight på de omkostninger, det kan have, hvis man trækker al energien ud af sit parforhold og i stedet gøder naboens græsplæne. Hans blik for og behandling af de mellemmenneskelige relationer i det senmoderne samfund, hvor vi kun er bundet til hinanden af lyst er fantastisk skrevet. I de lange malende beskrivelser af både Hans', Ingunns og til dels også Harriets følelser og tanker, kommer læseren helt under huden på dem, så man på samme tid kommer til at føle både sympati og modvilje for dem og deres motiver. Er vi kommet dertil, at parholdet og familien blot er noget, vi vil engagere os i, indtil vi ikke vil længere?! Dét med at holde ud og holde ved - not so much!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar