Udkom den 22. maj 2018
Omfang: 341 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
Kit er rejseskribent for et rejsemagasin, en slags professionel globetrotter, og hun står nu foran sit livs rejse. En rejse hvor hun vil finde den far, hun ikke troede, hun havde, og konfrontere ham med det faktum, at han svigtede Kits mor, da hun havde allermest brug for ham.
Det er den fortælling, Kit er vokset op med, efter hun som 5-6-årig nysgerrigt havde spurgt ind til sit fædrene ophav. Moderen lod dengang skinne igennem, at Kits far var en gift familiefar med et barn forvejen, men at han undlader at fortælle det til Kits mor, da de indleder et forhold. Moderen, Rosa, fortalte derudover den lille Kit, at faderen døde, før hun blev født.
Alt ændrer sig dog, da Kits mor på sit dødsleje fortæller, at faderen, i modstrid med hendes oprindelige fortælling, ikke døde før Kits fødsel. Han lever endnu. Efter moderens død rejser Kit ud på en følelsesladet odyssé til den smukke italienske ø, Elba, hvortil hun har lokaliseret sin far, Valentino Colosimo.
På Elba møder Kit, meget mod sin forventning, en charmerende, omsorgsfuld og meget imødekommende Valentino, der er ejer af det smukke Hotel Tusind Lys; nærmest et paradis på jord. Hotellet er fyldt med stamgæster, der år efter år vender tilbage for at nyde hotellets fantastiske beliggenhed ved Middelhavet og den udsøgte mad tilberedt af den uovertrufne kok, Oliviero.
Indledningsvist giver Kit sig ikke til kende, men da det sker, starter det en lavine af begivenheder, som jeg slet ikke vil afsløre her. Uden at røbe for meget kan jeg dog godt sige, at Kit er ikke den eneste med hemmeligheder på Hotel Tusind Lys. Også Valentino og Oliviero gemmer på dystre minder, hvilket truer med at gribe ind og få betydning i Kits liv.
"Hotel Tusind Lys" har været en dejlig læseoplevelse, der har passet perfekt til terrassen i det sommerklædte Danmark, vi har haft de sidste tre uger. Derfor vil jeg ikke tøve med at anbefale at tage bogen med på en solseng nær dig denne sommer. Bogen emmer af ferie, lækker mad og aperitivo, og så kan jeg godt abstrahere fra, at persontegningen i bogen på ingen måde er kompleks eller nuanceret. Sproget er ligeledes meget sommerlet at gå til. Jeg vil dog dele denne lille sprogblomst med dig, som faktisk er blevet hos mig efter endt læsning, fordi den ramte mig: "... gik det op for hende, at hun for første gang siden morens død var i stand til selv at vælge sin følelser. Det kunne man ikke, når man var i sorg."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar