Udkom den 4. maj 2018
Omfang: 208 sider
Vejl. pris: 250,00 kr.
Politikens Forlag kan noget med pæne bøger, der glæder en bognørd som mig. I år er blandt andet Den, der lever stille og Jeg er f*cking hot to rigtig gode eksempler på pæne bøger, som jeg tidligere har fremhævet her på bloggen.
Politikens Forlag kan noget med pæne bøger, der glæder en bognørd som mig. I år er blandt andet Den, der lever stille og Jeg er f*cking hot to rigtig gode eksempler på pæne bøger, som jeg tidligere har fremhævet her på bloggen.
Den gode stime af pæne udgivelser følger forlaget blandt andet op med den svensk-iransk forfatter Golnaz Hashemzadeh Bondes debut på dansk, "Det var os". På bogens smudsomslag er der guldtryk og en struktur, som er lækker at røre ved, når man lader fingrene løbe hen over det. Derudover har bogen et buet fremsnit i stedet for en lige bogblok. Sidstnævnte er min største guilty pleasure, når det kommer til bøger. Bogen kom dermed - på grund af forlagets blik for æstetikken - forud på point, inden læsningen overhovedet var gået i gang.
Vi møder hovedpersonen, Nahid, på et svensk hospital, hvor hun netop har fået en dødsdom. Cancer i stadie 4, og hun er rasende. På lægen. På sin datter. På livet, der er ved at rinde ud.
Vreden sender Nahids tanker 30 år tilbage i tiden til den unge kvinde, hun var. Intelligent, ambitiøs og hårdtarbejdende med en helt nyerhvervet plads på medicinstudiet på et universitet i et Iran orienteret mod vestlige værdier, men hvor en stor del af befolkningen blev undertrykt af en lille meget velhavende elite. Den aften, hvor Nahid og hendes familie fejrer, at studiepladsen er i hus, besegles hendes skæbne. Hun møder Masood, der ligeledes er universitetsstuderende. Han er opfyldt af tanker om retfærdighed, og det skræmmer ham ikke at tage drastiske metoder i brug for at nedbryde de samfundsstrukturer, der undertrykker størstedelen af befolkningen. Sammen med Masood kaster Nahid sig ind i den iranske revolution. Hun bliver revolutionær, hvilket - på mange planer - får fatale konsekvenser for resten af deres tilværelse: "Vi var tyve år, og vores liv var på mange måder allerede slut. Alt, hvad der skete derefter, var kluntede forsøg på at erstatte det, vi mistede..." Det, der startede som ung idealisme, endte som bekendt med en islamisk republik, og Nahid og Masood flygter til Sverige. Med i bagagen har de to et tungt åg af desillusion og afgrundsdyb resignation, der kommer til at præge deres liv sammen med datteren, Aram. Den før så frihedshungrende Masood ændrer sig radikalt, og Nahid er bedste fald en sølle og ynkværdig mor.
Tilbage i nutiden tvinges den midaldrende Nahid til at konfrontere realiteterne, som de var - her hvor livet er ved at rinde ud. Først er hun afvisende overfor Arams omsorg og bekymring, men hun demonstrerer også styrke og mod til at tillade de store følelser at komme til udtryk.
Bogens voldsomme temaer står i stærk kontrast til det smukke ydre. Skyld, skam, bristede håb og drømme, hvor forfatteren formår at skrive en latent grundsmerte frem, der griber læseren om hjertet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar