Anmeldereksemplar fra forfatteren
Anders Wendt Jensen: "Uden min datter - syv års kamp for samvær"
Udkom: 11. juni 2019
Omfang: 193 sider
Vejl. pris: 99,95 kr.
Lad det være sagt med det samme: Denne bog er et partsindlæg i en på alle måder ulykkelig en sag om en fars brændende ønske om - siden indædte kamp for - at få lov til at se sit eget barn. Som ved ethvert partsindlæg er præmissen, at beskrivelsen af de begivenheder, der præsenteres, i høj grad er subjektiv og ensidig - for vi hører kun om sagen fra den ene side, faderens. Den præmis køber man dog ret hurtigt, for Anders Wendt Jensen fremstår saglig, nuanceret og ordentlig. Han forsøger at handle "by the book" overfor en mor, der åbenlyst sætter det ene urene hug ind efter det andet i en sag, der, set fra min stol, kun har tabere.
Anders Wendt Jensen møder til et skolejubilæum en kvinde, som han indleder et forhold til, og hun bliver, til begges overraskelse, hurtigt gravid. Wendt Jensen er indledningsvist både overrumplet og tøvende - en reaktion han sidenhen skal komme til at fortryde bitterligt, men de beslutter i fællesskab at få barnet. Deres forhold bliver dog aldrig stabilt, og da kvinden er halvvejs i graviditeten, afbryder hun definitivt kontakten til Wendt Jensen. Et brud, hvor det bliver tydeligt, at konsekvenserne bliver store for ham. Moderen til hans ufødte barn gør det nemlig hurtigt klart, at hun under ingen omstændigheder ønsker, at han skal være en del af barnets liv.
Herefter starter det, der skal blive en tsunami af nederlag for en mand, der først kæmper for at blive far af navn og sidenhen af gavn. En kamp, hvor han føler, at han ikke blot kæmper med moderens modvilje - i hans optik bliver statsapparatet i form af en ekstremt fodslæbende Statsforvaltning et alvorligt benspænd for etableringen af en relation til datteren.
Anders Wendt Jensen fortæller via dagbogsnotater, psykolograpporter, brevveksling imellem parternes respektive advokater samt mailkorrespondance mellem de to forældre om sagens forløb, hvor moderen, ifølge Wendt Jensen, fordrejer hans indledende tøven overfor graviditeten til, at han har forsøgt at presse hende til abort. Derudover beskriver moderen Wendt Jensen som både drikfældig og voldelig og derfor helt ude af stand til at tage vare på et barn. Disse påstande klæber nærmest til sagen helt uagtet Wendt Jensens forsøg på at påvise det modsatte, og moderen trækker alle svarfrister til sidste sekund, indtil hun på et tidspunkt (måske) forlader landet som den ultimative obstruktion af et muligt samvær mellem far og datter.
Efter endt læsning kan man med rette betvivle, om det reelt er et retssamfund, vi lever i. Jeg forstår til fulde Wendt Jensens kritik af systemet, de regler og den helt horribelt langsommelige sagsbehandlingstid, der har beskyttet og skærmet den kvinde, der har lagt alle tænkelige forhindringer ud for en far, hvis brændende ønske blot er at kende og være sammen med sin datter. I Wendt Jensens beretning gjorde det ligeledes stort indtryk på mig, at han, som mand, har en oplevelse af at være prisgivet i system, hvor man, hvis der højlydt gives udtryk for afmagt og frustration, bliver opfattet som både vred og truende. Et univers primært bestående af kvindelige sagsbehandlere og børnesagkyndige, hvor sprogbrug, føleord, tonefald og stil trumfer en mands angst og afmagt, og hvor han har vanskeligt ved at betjene sig det sprog, der helt åbenlyst tæller på plussiden.
Bogen fremlægger, som beskrevet, Anders Wendt Jensens egne nedslående erfaringer med at være den ene part i en såkaldt højkonfliktsag, hvor det faktum, at han aldrig har boet sammen med sit barns mor, giver ham om muligt endnu dårligere odds i ønsket om få en relation til sin datter. Baseret på sin viden fra en opslidende sag, opstiller han i bogen 12 bud på, hvordan myndighederne kan tilgodese begge parter i disse højkonfliktsager. Hermed bliver bogen også fremadrettet, hvilket understreger den saglighed og ordentlighed, som, jeg synes, er kendetegnende for bogen.
"Uden min datter" har været en skræmmende læseoplevelse. Primært fordi man ved, at der sidder et lille menneske, som på ingen måde har valgt at være en del af dette opgør.
Her kan du læse om min glæde ved litteratur. Jeg håber at kunne give lidt af glæden videre til dig.
lørdag den 14. september 2019
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Læsefestivalen “Vi læser sammen”
Efter pressemødet i går er det som om, at løfterne om forår og bedre tider lader vente lidt på sig! Men det skal heldigvis ikke hindre os i ...
-
I 1991 mister den 4-årige Adrian sin far, hvilket er tragisk i sig selv. Adrians far var på det tidspunkt blot 27 år gammel, og omstændighed...
-
Bogen er lånt på biblioteket "Har du læst Hvis der skulle komme et menneske forbi ?", spurgte min far mig for nogle måneder sid...
-
Anmeldereksemplar fra forfatteren Pernille Frandsen: "Et anker af flamingo. Det, vi glemmer, gemmer vi i hjertet" Udkom: 20. maj...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar