onsdag den 6. januar 2021

Læsefestivalen “Vi læser sammen”

Efter pressemødet i går er det som om, at løfterne om forår og bedre tider lader vente lidt på sig! Men det skal heldigvis ikke hindre os i at gøre noget af dét, vi kan sammen hver for sig: Læse, nyde og tale om litteratur - og der er hele fem værker af danske forfattere at vælge imellem, når Aarhus Litteraturcenter for første gang nogensinde indbyder til deltagelse i læsefestivalen "Vi læser sammen".

Med læsefestivalen vil Aarhus Litteraturcenter skabe et landsdækkende læsefællesskab fra den 1.-31. marts 2021, hvor vi sammen skal læse og fordybe os i den samme bog. Vi skal diskutere bogens tematikker og lære mere om forfatteren bag.

Du kan være med til at bestemme, hvilket ét af de fem værker udvalgt af Aarhus Litteraturcenter, der skal være genstand for fælleslæsningen. Afstemningen åbner i dag, den 6. januar, og frem til den 20. januar kan du stemme på lige præcis den bog, du helst vil læse.

Jeg har præsenteret de fem værker på min Instagramprofil, hvor du kan læse mere om dem:

"Opkald fra Mælkevejen" af Bjørn Paulsen

"Africana" af Thomas Boberg

"Det, du ikke vil vide" af Birgithe Kosovic

"Løbeklubben i Saudi" af Lotte Garbers

"Nej" af Sanne Søndergaard

Linket til afstemningen finder du her: https://strawpoll.com/azscbqk88?fbclid=IwAR2N3sEBD0lItSUtbHLz0p7UBA1nT5ZpjaQ_8Crn4SBNcUzqmPz9vDAh5Uc - kan du ikke klikke på det, kopierer du blot linket og smider det op i din browser.

Det bliver spændende, hvad vi skal læse sammen hver for sig.



tirsdag den 7. april 2020

Til døden os skiller

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag
Mette Bording Nybo: "Lev stærkt dø smukt"
Udkom: 5. februar 2020
Omfang: 226 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
"Lev stærkt dø smukt" er en bog om kærlighed og om vedholdende at insistere på livets styrke, men det er også fortællingen om tab, afsked, fortvivlelse, sorg og sorgbearbejdning - og den hjerteskærende dualisme, der opstår, når alle disse modsatrettede følelser skal rummes i én og samme familie.
Forfatter Mette Bording Nybo beskriver gribende og stærkt, hvordan hun sammen med sin mand, Thomas, må erkende, at han vil tabe den ulige kamp mod en knoglemarvskræft, der gennem tre et halvt år har reduceret ham fra en trænet sportsmand til en fysisk nedbrudt krop. Familien, der også tæller tre sønner, gennemlever et sorgforløb, hvor Thomas sammen med sin hustru spiller en helt central rolle i at forberede sønnerne og hende til et liv, som han ikke bliver en del af. 
I form af nærvær, svære samtaler og intense stunder mellem far og sønner, men også på det helt lavpraktiske plan med instruktioner om, hvordan udfordringer af mere teknisk og praktisk karakter kan klares. Thomas' krop forfalder, men psykisk bevarer han værdigheden og styrken ved at gå ind i de vanskelige samtaler om familiens liv efter hans død, men også i modet til at være i sorgen sammen med dem. Det samme gør sig gældende i Thomas' planlægning af sin egen begravelse og det faktum, at han bygger sin egen kiste sammen med en kammerat.
I Mette Bording Nybos optik har det den betydning, at hun og sønnerne påbegyndte sorgarbejdet sammen med Thomas, mens han stadig var hos dem. Thomas ønskede blandt andet, at forfatteren skulle finde en ny mand efter hans død. Thomas satte hende fri til at fylde det tomrum, som hans død naturligvis ville efterlade. Et tomrum, det ville være helt urimeligt at lade de tre sønner at udfylde. Et tomrum som han og forfatteren i stedet ønskede, at et andet voksent menneske skulle udfylde.
Bogen følger alfabetets kronologi i kapiteloverskrifterne, fra Ametystbryllup til Åbenhed, men derudover en det en cirkulær fortælling uden tidsfølge med nedslag i familiens liv i kræftforløbet med kurs mod det uundgåelige, den forårsdag sidste år hvor Thomas dør som 45-årig. Her ligger, efter min mening, bogens største styrke - med Mette Bording Nybos egne ord: "Optimisme kan være godt, men ikke hvis den skygger for accepten af det uafvendelige." Netop her præciserer forfatteren en pointe, der er blevet hos mig efter endt læsning. Hvis man ikke accepterer dødens tilstedeværelse, når alt håb er ude, kan man ikke bruge den sidste tid på at tage en nærværende afsked med den, man elsker.
"Lev stærkt dø smukt" gør op med kulturelt indlejrede forestillinger om, hvordan man sørger. At sorgarbejdet kan indledes sammen med den, der skal dø, Dermed bliver den en vigtig stemme i forhold til at aftabuisere døden. Jeg har læst bogen med tårerne trillende ned af kinderne, men det er også en bog, der indgyder håb. Håb om at livet går videre - trods alt.

lørdag den 22. februar 2020

Hjernegrød

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Pernille Frandsen: "Et anker af flamingo. Det, vi glemmer, gemmer vi i hjertet"
Udkom: 20. maj 2019
Omfang: 233 sider
Forlaget mellemgaard
Vejl. pris: 199,95 kr.
Denne selvbiografiske beretning beskriver en ung kvindes møde med et psykiatrisk system, hvor hun langt hen af vejen føler sig prisgivet og misforstået.
Efter en barndom med overgreb udløser en grænseoverskridende oplevelse på den døgninstitution for udsatte unge, hvor hun er ansat, en mental nedsmeltning for Pernille. Hun bliver i første omgang indlagt med en moderat depression, og herfra eskalerer det hurtigt. Pernille opfordres til at starte i ECT-behandling (elektrochok), hvilket hun modstræbende indvilger i, og hun får i alt 10 elektrochokbehandlinger. Hendes værste anelser i forhold til behandlingstypen bekræftes i flere omgange, og den har den konsekvens, at hun nærmest nulstilles i sin hukommelse. Hun har vanskeligt ved at genkende personer, fastholde informationer, erindre tidligere oplevelser og bliver uhyre støjsensitiv, hvilket på den lange bane betyder, at Pernille i dag er førtidspensionist.
Sideløbende med ECT-behandlingerne bliver Pernille diagnosticeret som bipolar; en diagnose, det er meget vanskelig for den behandlende læge at stille, da Pernilles sygdomsforløb ikke passer entydigt med diagnosen. Hun føler, at lægerne herfra kun "ser" hendes diagnose og ikke hende som menneske, og hun tager sidenhen kampen op for at blive løst af diagnosen.
I bogen, der er en kombination af personlige refleksioner og Pernilles journalnotater, er det tydeligt, at hun har et dybfølt ønske om at aftabuisere psykisk sygdom og give viden og oplysning til de mennesker, der er tæt på en psykisk syg - både de pårørende og de professionelle. Jeg føler mig overbevist om, at mennesker, der har været i kontakt med det psykiatriske system, vil blive berørt af Pernilles beretning
Jeg mener dog også, at forfatteren med en god redaktørs hjælp kunne have strammet en stor del af bogens afsnit op, hvilket ville have skabt mere fremdrift i fortællingen. Alt for meget bliver skåret ud i pap, hvor læseren sagtens kunne have dannet sine egne konklusioner.

onsdag den 12. februar 2020

Blinde vinkler

Anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand - en del af Politikens Forlag
Alex Michaelides: "Den tavse patient"
Udkom: 7. februar 2020
Omfang: 390 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Dét, der løfter denne psykologiske thriller, er helt klart forfatter Alex Michaelides' evne til at skrive en dramatisk effekt frem, der primært beror på skabelsen af en underliggende utryg og usikker stemning fremfor blot den plotdrevne handling. Michaelides' fokus er i højere grad på den psykologiske udvikling hos bogens karakterer end på plottet, for det er let at gå til i denne særdeles velskrevne debut.
Jeg-fortælleren, Theo Faber, har fået ansættelse som kriminalpsykolog på den sikrede psykiatriske institution, The Grove, i det nordlige London. For ham et drømmejob, da han har en helt særlig og professionel interesse i en af patienterne, den anerkendte kunstmaler Alicia Berenson. Hun har været indlagt de seneste seks år, efter hun modtog en forvaringsdom for det brutale mord på sin mand, Gabriel Berenson. Han var en velrenommeret modefotograf, og de havde øjensynligt det perfekte liv sammen - altså lige indtil den aften, hvor Gabriel kommer hjem fra arbejde og bliver skudt fem gange i hovedet på klos hold af sin hustru. Et drab, som hun hverken angrer eller fortryder efterfølgende.
Siden mordet har Alicia nægtet at tale, og Theo er dybt fascineret af myten om Alicia Berensons årelange vedholdende tavshed med et inderligt ønske om at hjælpe hende gennem de tidligere oplevede traumer, der åbenlyst må have ført til det voldsomme drab. Nu, seks år efter dommen, er der ved et lykketræf blevet en stilling ledig som psykolog på The Grove, og Theo kan endelig nærme sig Alicia og arbejde med sin faste overbevisning om, at han er den, der kan få den spektakulære patient til at tale igen.
Valget af jeg-fortæller betyder, at læseren får indblik i, at Theo også har sine egne dæmoner at slås med. De stammer ikke kun fra barndommen, men optræder også i samlivet med konen, Kathy. Michaelides doserer disse på en måde, så man indimellem bliver i tvivl om, hvem der er psykolog, og hvem der er patient, men vi sympatiserer med vores jeg-fortæller, og det nuancerer billedet af ham, at vi er lukket ind i hans tanker og følelser.
"Den tavse patient" er inddelt i fem dele, hvor vi altså primært har adgang til Theos tiltagende opmærksomhed på og i stigende grad uortodokse metoder for at få Alicia i tale. Via Alicias dagbogsnotater får vi også adgang til hendes følelser og tanker i tiden op til mordet, og i udgangspunktet forvirrede og slørerede det mit fokus - for hvad skulle jeg med tankerne og følelserne hos en psykisk ustabil kvinde? At de har betydning fornemmer man dog, og skriveteknisk medvirker det til, at man som læser har svært ved at regne ud, hvordan historien udvikler sig.
Kapitlerne er forholdsvis korte, hvilket for mig bidrager til læsevenligheden, og de fleste af dem afsluttes med cliffhangers, der betyder, at man må læse videre. Litterært løfter det "Den tavse patient", at forfatteren åbenlyst har interesse for og viden om sindets krinkelkroge, men også er inspireret af myten om Alkestis - og så er det simpelthen en god psykologisk thriller, hvor vi bliver trukket rundt i manegen lige til sidste side.

søndag den 2. februar 2020

Når man skal glemme sig selv

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Iben Mondrup: "Tabita"
Udkom: 15. januar 2020
Omfang: 354 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Min debut med Iben Mondrups forfatterskab har gjort nas helt ind i hjernebarken, så lad mig starte med det smukke - det ydre udtryk. "Tabita" er en virkelig pæn bog, der på indholdssiden river hjertet ud, men i sin ydre fremtoning er meget smuk og harmonisk.
Smudsomslaget er lavet af den grafiske designer Alette Bertelsen, mens grafiker og billedhugger Aka Høgh er kvinden bag kunstværket på både for- og bagsatsbladet. Sammen har de to grønlandske grafikere skabt en koncis sammenhæng med romanens overordnede tema, natur møder "kultur", og bogens fysiske form. Det kan jeg virkelig godt lide.
Derudover er kapitælbåndet, det lille stykke stof foroven og forneden på bogbindet, i en lyseblå nuance, der passer til farverne på smudsomslaget, hvor titlen er skrevet med sænket guldskrift, der er lækker at røre ved. Endelig har romanen et buet fremsnit, hvilket vil sige en rundet bogblok fremfor blot en lige. For en bognørd som mig, betyder det virkelig meget, når forlagene prioriterer at kæle for detaljen, og dermed løfter det samlede udtryk betragteligt.
Alt det smukke og harmoniske smadres dog eftertrykkeligt, når vi bevæger os fra form til indhold i bogen, der er kvindernes. Miljøerne er væsensforskellige, grønlandske Upernavik og danske Humlebæk i midten af 60'erne.
Vi møder først grønlandske Rosine, der i bogens indledende korte afsnit våger over sin skyggerne af sin engang så stolte fangermand og familiens eksistensgrundlag, den døende Vitus. Dernæst hendes datter Abelone med de tre børn, som ingen ved, hvem der er far til. Så danske Eva, der er rejst til Upernavik med sin mand, Berthel, der bestyrer byens butik og endelig Tabita, Abelones datter.
Abelone arbejder som husassistent hos Eva og Berthel, og hermed skabes romanens skæbnesvangre forbindelse mellem de to nationaliteter, der godt nok lever side om side, men ligeså kunne befinde sig på hver sin planet. Iben Mondrup beskriver usentimentalt, hvordan danskerne i Upernavik betragter grønlænderne som indfødte, mens Abelone på sin side ser sin datter "gå som en lille dansker", og via fru Eva åbner verdenen til "det danske sprog og danskerlivet".
Man fornemmer hurtigt, at Eva er ensom i rollen som medfølgende hjemmegående husmor, der bittert konstaterer, at Abelone tilsyneladende får alle de børn, hun vil have, mens hun selv forbliver barnløs. Bitterheden synes dog ikke at gå Abelone på, med mindre fruens frustrationer går ud over børnene, som Abelone ofte tager med på job - selvom hun har vanskeligt ved at finde et mønster i, hvornår fru Eva synes, de er en velsignelse eller en plage.
Ved en tragedie åbnes der, med en særdeles driftig dansk sygeplejerskes mellemkomst, mulighed for, at Eva alligevel kan blive mor, da hun og Berthel adopterer Abelones to yngste, Vitus og Tabita. Hovedkulds forlader Eva Upernavik sammen med de to børn med planer om, at Berthel skal følge efter senere, og den nye familie slår sig ned i Humlebæk. Eva er fast besluttet på at grundlægge sin harmoniske familie, hvilket lettest gøres ved, at børnene glemmer fortiden, deres kultur og sprog - og helst så hurtigt som muligt. Den 4-årige Tabita kan dog sagtens huske både sin mor, som hun savner, sit sprog og sin kultur, hvilket betyder, at hun ofte slår sig på den abrupte omplantning til Danmark.
Ligesom der er knager i fugerne i mødet mellem det grønlandske og danske, slår forholdet mellem Eva og Berthel også store revner, hvilket betyder, at Eva drager en konsekvens, der får fatal betydning for den lille Tabita og hendes liv fremover.
"Tabita" er en uafrystelig roman om et kulturmøde, hvor intentionen om at give to sårbare børn en tryg og "civiliseret" tilværelse nok har været god, men ender katastrofalt ud, fordi den grundlæggende præmis er helt forfejlet. De voksne og "civiliserede" bliver de inhumane, der lader de mest sårbare sejle deres egen sø. Iben Mondrup skriver smerten, fortvivlelsen og de gode intentioners kuldsejling så hjerteskærende stærkt frem, at man som læser fysisk kan mærke det.

mandag den 13. januar 2020

Middelalderen har ringet

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Sara Omar: "Skyggedanseren"
Udkom: 26. november 2019
Omfang: 413 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
I fredags var en ung kvinde for retten i Glostrup, hvor hun sammen med sin mand er tiltalt for at have slået deres halvanden måned gamle datter ihjel sidste forår. Under retsmøderne er det kommet frem, at den lille pige var uønsket, fordi manden allerede havde to døtre. Den grusomme virkelighed for den lille pige, hvis eneste brøde var, at hun blev født med det forkerte køn, sætter hermed på den mest bestialske vis fingeren lige midt ind i det kvindefjendske univers, som Sara Omar endnu en gang ganske gruopvækkende blotlægger i opfølgeren til den anmelderroste og prisvindende debut, "Dødevaskeren", der udkom for to år siden.
I "Skyggedanseren" møder vi atter pigen Frmesk, der i 90'ernes Kurdistan bor hos sine kærlige bedsteforældre, mormor Gawhar og morfar Darwésh. Gawhar er praktiserende muslim, der forfærdet og oprørt gang på gang oplever, at mænd, men også kvinder, med et ældgammelt religiøst skrift som legitimeringsgrundlag retfærdiggør overgreb og æresdrab på forsvarsløse kvinder. Darwésh derimod, er af den overbevisning, at troen alene skal forblive et anliggende imellem det enkelte menneske og Gud. I hans optik er de religiøse skrifter skrevet af mennesket selv for at holde folk, der ellers var vanskelige at tæmme, i skak. For at beskytte kvinderne mod samfundets tyrannisering åbner han en hamam kun for kvinder, men til bedsteforældrenes sorg og bekymring synes det kvindelige frirum dog ikke at opmuntre den lille Frmesk, der bliver mere og mere indadvendt. Hun taler ikke, vil ikke spise, tegner voldsomme tegninger og lemlæster sine dukker. De, der har læst "Dødevaskeren", ved godt, hvorfor Frmesk er traumatiseret. At mænds forkvaklede fortolkning af de religiøse skrifter også her spiller en syg rolle.
Forfatteren krydsklipper romanen igennem til nutiden, hvor den voksne Frmesk i udgangspunktet læser jura og får afløb for fortidens uhyrligheder ved at læse sine egne digte højt og skrive kritiske artikler om etniske minoritetskvinders mangel på rettigheder. I hjemmet, hvor Frmesk bor med sin mor og to små søskende, er hendes rolle dog helt traditionel. Hun navigerer i en på alle måder ulige og voldsom relation mellem sin desillusionerede og kontanthjælpsmodtagende mor, og faderen, der, på trods af forældrenes skilsmisse, på daglig basis fører hårdhændet justits med sin familie. Sidstnævnte har siden Frmesks fødsel haft planer for hendes fremtid, men da hendes - og dermed familiens - ære krænkes, formår han lynhurtigt at sadle om, hvilket får fatale konsekvenser for Frmesk.
"Skyggedanseren" har ganske enkelt været forfærdende læsning, hvor de overgreb, som bogens kvinder udsættes for, er beskrevet i en detaljegrad, der gjorde fysisk ondt. På samme måde er romanen en brutal understregning af, at kvindehadet ikke kun er dagens uorden i lande fjernt fra os. Mishandlingen af kvinder og piger finder også sted i vores del af verden, hvilket Frmesks historie illustrerer, men også sagen fra Glostrup i al sin grufuldhed er et eksempel på.
Middelalderen har ringet - og den vil have sit kvindesyn tilbage.

fredag den 3. januar 2020

Enten - Eller

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Mikkel Mosen: "Ud af slumreland"
Udkom: 20. september 2019
Omfang: 476 sider
Forlaget Montagne
Vejl. pris: 249,- kr.
Hovedperson og jeg-fortæller i Mikkel Mosens debutroman, "Ud af slumreland", har taget springet ud af hamsterhjulet i storbyen til fordel for det gode og mindre hektiske liv på Ærø. Sammen med sin kone, Mona, og to mindre børn har Eik Enghoff, slået sig ned på den lille ø, hvor hun har spirende succes som iværksætter, mens han arbejder fuldtid som office manager på turistbureauet i Marstal. Oprindeligt var hensigten med flytningen væk fra alfarvej, at Eik også skulle forfølge sin drøm om at blive forfatter, men han må nu erkende, at han atter er fanget i det hamsterhjul, han målrettet forsøgte at undslippe. Han er blevet eneansvarlig for den faste indkomst, og ønsket om at skrive hver eneste dag er lige så stille blevet fortrængt af hverdagen.
Eiks gymnasieven, Jasper, melder sin ankomst hos Eik og familien, hvilket for alvor giver næring til den gnavende orm af utilfredshed og undertrykte følelse af uforløst potentiale, som Eik går med. Jasper er nemlig personificeringen af det liv, Eik drømmer om. En rebelsk gonzojournalist, der i højt tempo tager for sig af de muligheder, tilværelsen byder på. Fri og ubundet rusker han op i Eik, der kæmper med at finde fodfæste i et familie- og arbejdsliv,  hvor alle gør krav på både den opmærksomhed og tid, han gerne vil vie til drømmen om at blive forfatter. Eik er fascineret af sin oprørske kammerat, og da Jasper tilbyder ham at komme med på en roadtrip, der skal munde ud i, at de to mænd lander i Spanien, hvor Jasper skal skrive videre på den roman, han er i gang med, slår Eik til.
De to mænd forlader Ærø med et, for Eiks vedkommende, ønske om nye horisonter samt uanede mængder af frihed med plads og rum til at færdiggøre den roman, der hidtil har ligget ufærdig i skuffen. Det står dog ret hurtigt klart, at Jasper, også her, har sin egen dagsorden, hvor Eiks behov for selvrealisering ikke står øverst på listen. Rejsen bliver for Eik startskuddet til en selvransagelse, hvor han skal gøre op med sig selv, hvorvidt det frie og ubundne liv udelukkende er værd at stræbe efter for at få en meningsfuld tilværelse.
"Ud af slumreland" er inddelt i fire dele, og det fungerer på sin vis godt med denne opdeling, der har fin stringens i forhold til handlingen, men jeg oplever, at romanen vil for meget - den er simpelthen for lang. Som læser blev jeg hægtet af både i de lange og detaljerede gengivelser af samtalerne i den kreative, men stærkt påvirkede, klasse i Ærøskøbing. På samme måde løb jeg ret let hen over de litterære referencer, som der er nogle stykker af. Et andet eksempel, hvor jeg som læser blev tabt, er, da en af Eiks hallucinerende drømme beskrives minutiøst over mere end fem sider. Man mister fokus, hvilket forstyrrer min læsning og oplevelse af værket.
Det ville klæde roman med en mere stram komposition, da handlingen hermed ville få mere fremdrift. Den roadtrip, som man hurtigt fornemmer, kommer til at være udslagsgivende for de erkendelser, Eik når frem til, og den dannelsesrejse, han gennemgår, starter først på side 397. Jasper som person blev jeg - måske på grund af mit køn og min alder - ret hurtigt utrolig træt af, og jeg synes, at han er alt for nem at gennemskue. Det irriterede mig, at Eik, som jeg et langt stykke hen af vejen både har sympati med og sagtens kan identificere mig med, ikke langt tidligere gennemskuer blålyset. Det virker ikke troværdigt.
Tematisk kredser "Ud af slumreland" om det mod, som det kræver at forfølge sine drømme, når man træder væk fra den vej, som alle andre synes at følge - og her har Mikkel Mosen fat i noget meget eksistentielt, hvor man som læser uvægerligt tvinges til at spejle sine personlige til- og fravalg, og det kan jeg rigtig godt lide. Eik bliver med sin splittelse imellem drømmen om det frie og ubundne liv og "det rigtige at gøre" også et sindbillede på en moderne mand, omend jeg synes, han kommer til at fremstå forkælet. Det er naivt at forestille sig, at man kan stifte familie - for så derefter at ønske sig lige lukt tilbage i den nærmest grænseløse frihed fra gymnasietiden.

søndag den 1. december 2019

Ud i lyset

Anmeldereksemplar fra Muusmann Forlag
Katrine Quorning: "Flaskebarn. Minder fra en rødvinsplettet opvækst"
Udkom: 1. oktober 2019
Omfang: 93 sider
Vejl. pris: 179,95 kr.
"Tredje gang mor forsøgte at begå selvmord, var en fredag aften i november 2018."
I foråret 2019 startede jeg med at følge Instagramprofilen @flaskeboern, og det var på det tidspunkt en anonym person, der stod bag profilen. At være barn af en alkoholiker er nemlig både flovt, skamfuldt og afmægtigt. I sommeren 2019 valgte kvinden, der viste sig at stå bag profilens stærke tegninger og tekster, at stå frem. Hun hedder Katrine Quorning, og hun har igennem de seneste syv år bearbejdet minderne fra en barndom overskygget af sin mors alkoholmisbrug ved at tegne sig igennem dem.   
Det er der blevet denne på samme tid stærke, nøgterne og oplysende grafiske roman, "Flaskebarn", ud af, hvor forfatteren fortæller sin personlige og hudløst ærlige historie om at være barn af en alkoholiker. Bogen er desuden krydret med faktuelle oplysninger om de sociale og økonomiske omkostninger ved et tårnhøjt og ødelæggende misbrug af alkohol, hvilket breder budskabet ud - fra det personlige til det alment vedkommende.
Katrine Quorning fortæller ved hjælp af sine effektfulde og stærke tegninger historien fra barnets perspektiv, hvor hun alt for tidligt både fik og påtog sig et ansvar, ingen børn skal have. Hun beskriver, hvordan det at være barn af en alkoholiker er enormt tabuiseret og skamfuldt, og at der ingen ende er på de bestræbelser, man som pårørende vil gøre for at dække over misbruget.
Katrine Quorning skildrer også helt nøgternt, hvordan afmagten efterhånden sneg sig ind på hende, så hun, i et forsøg på at beskytte sig selv, distancerede sig fra sin mor, hvilket denne anmeldelses indledende citat, der også er bogens allerførste sætning, illustrerer med prosaisk klarhed.
Denne fine og vigtige udgivelse henvender sig til alle børn af alkoholikere, og den giver et stærkt håb om, at tabuet er til for at blive nedbrudt, og at det skamfulde skal trækkes ud i lyset, hvor det mister sin magt. "Flaskebarn" er også til alle os, der møder børn og unge hver dag. Voksne skal ikke, hvad enten de er professionelle eller ej, overse tegnene på mistrivsel hos et barn og af misforståede hensyn undgå at stille de ubehagelige spørgsmål.
Eneste malurt i bægeret er, at øjets naturlige læseretning indimellem er udfordret af den måde, teksten er placeret på siderne.
Læs "Flaskebarn" og bliv klogere.

søndag den 24. november 2019

Tankespind

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Britt Tippins Okking: "Ildfugl"
Udkom: 2. april 2019
Omfang: 366 sider
Forlaget Montagne
Vejl. pris: 249,- kr.
I denne thriller bliver vi smidt direkte ind i handlingen som vidner til det voldsomme overfald, der fire år tidligere rykkede tilværelsen i stykker for hovedpersonen, Julie, da hun ekstremt brutalt blev angrebet af sin mand, Jan, i deres fælles hjem. Jan led, efter en udsendelse til Afghanistan, af svær PTSD. Efter overfaldet bliver han via en anbringelsesdom dømt til forvaring på en lukket psykiatrisk afdeling, og Julie har siden forsøgt at samle stumperne af sit liv og har til en vis grad genvundet troen både på sig selv og andre mennesker.
Sammen med kæresten, Marcus, der er en anerkendt psykiater med speciale i krigstraumer, har Julie skabt en stabil tilværelse på landet, hvor man dog fornemmer, at der fortsat er meget usagt i forholdet. Julie er, uden Marcus' vidende, en del af en hemmelig fight club, der mødes i de sydsjællandske skove for at kæmpe med uortodokse metoder, der ikke tåler dagens lys - naturligvis foranlediget af, at Julie aldrig igen vil stå i en situation, hvor hun ikke kan forsvare sig selv mod en angriber. Det medvirker også til en vis form for ubalance i forholdet, at Julie har mødt Marcus som pårørende til Jan i det Traumecenter, hvor han i sin tid blev behandlet for sin PTSD af netop Marcus.
Den skrøbelige stabilitet i Julies liv, som hun på egen hånd forsøger at opretholde ved hjælp af pot, cannabisdråber og ufiltreret viljestyrke, ødelægges dog på et splitsekund, da Jan efter fire års tavshed sender hende en kultegning med en besked bagpå.
Herfra tager begivenhederne for alvor fart, og romanens handling og personer foldes langsomt, men sikkert ud på en måde, hvor forfatteren gentagne gange snyder os med uventede plottwists, så man adskillige gange tvivler på sin egen dømmekraft - for hvem er det egentlig, der narrer hvem?!
Hermed lever "Ildfugl" meget fornemt op til genrebetegnelsen domestic noir, hvor handlingen udspiller sig indenfor hjemmets fire vægge - deraf naturligvis 'domestic', mens 'noir' henviser til det onde og voldelige, der kan være på spil i en relation mellem to mennesker - fx i et parforhold.
Britt Okking lader så subtilt frygten sive ind i det helt normale hverdagsliv, hvor man ellers skal føle sig tryg. Hun skaber en dyster stemning, hvor det dysfunktionelle er på spil mellem linjerne ikke kun mellem Julie og Jan, men også mellem Julie og Marcus.
Det fungerer desuden virkelig godt, at synsvinklen skifter i de mange tilbageblik til tiden omkring overfaldet på Julie. Hvor det i den øvrige del af romanen er Julie, der er jeg-fortæller, er det i tilbageblikkene en 3. persons fortæller, hvilket skaber en distance, der fungerer rigtig godt for fremdriften i romanen. I bogens sidste del skifter synsvinklen helt, hvilket betyder, at brikkerne først falder på plads for læseren til allersidst - på en måde, hvor man faktisk ikke aner hvem af personerne, man kan stole på. Hvad er erindring, fantasi eller virkelighed for bogens karakterer?
"Ildfugl" er Britt Okkings tredje roman, og den får en varm læseanbefaling med herfra.

søndag den 10. november 2019

Drømmen om en flok

Anmeldereksemplar fra forlaget Gladiator
Anita Furu: "Jeg er en, der kan sige sådan!"
Udkom: 7. november 2019
Omfang: 182 sider
Vejl. pris: 249,- kr.
Sidste år vandt Anita Furu Bogforums Debutantpris 2018 foran et stærkt felt af unge kvinder, der blandt andet talte Sara Omar og hendes anmelderroste og meget eksponerede "Dødevaskeren". Juryen valgte "Mit halve liv" og anførte i begrundelsen for deres valg, at debuten var "en smuk, klog og nuanceret skildring af en pige- og kvindeskikkelse igennem hvis bevidsthed, læseren oplever verden." Romanen skildrer, hvordan den 6-årige forældreløse Nunja, tvunget af pogromerne i Ukraine i starten af 1900-tallet, ankommer til Danmark, hvor hun efter en adoption transformeres til danske Ruth Ballin. Nu er Anita Furu klar med den selvstændige opfølger, "Jeg er en, der kan sige sådan!", der så fint tager tråden og tonen op fra den gribende debut, der udkom i 2017.
Ruth er blevet 73 år, har overlevet to ægtemænd og stærkt animeret af sin energiske datter, Inge, indvilliger hun modstræbende i at rejse til England, hvor datteren har lokaliseret to af de tre søskende, som Ruth blev adskilt fra for 67 år siden. For Ruth bliver det en rejse fuld af modsatrettede følelser, hvor hun på den ene side brændende ønsker sig adgang til det skæbnefællesskab, som Ruth og hendes søskende deler. "Jeg vil ligne mine søskende. Jeg vil være en, der siger: Jeg er en natteravn, det er min bror også. Eller: Jeg har knyster på fødderne, det ligger til familien, min søster døjer også. Jeg er en, der kan sige sådan!" Samtidig er hun uhyre skeptisk overfor projektet, for hun har nærmest ingen erindring om den korte barndom, hun nåede at få med sine søskende, der alle er ældre end hende. "Ubalancen var givet på forhånd. For min søster er dette et gensyn. Hvad er det for mig?"
Anita Furu formår inderligt og intenst at skrive Ruths splittelse imellem at være misundelig over det, de to ældre søskende, i modsætning til hende, erindrer om livet med hinanden, forældrene og hende, til på samme tid at være rastløs og irriteret. Kan hun nogensinde slippe af med den grundfølelse af sorg og savn, der har været hendes følgesvend livet igennem? Vil mødet med hendes søskende overhovedet lukke det hul, der er blevet et livsvilkår for Ruth?
I modsætning til Anita Furus debut er synsvinklen i "Jeg er en, der kan sige sådan!" hos den ældre Ruth og ikke barnet Ruth, hvilket betyder, at jeg-personens refleksioner præsenteres med den tyngde et levet liv giver. I sin skildring af Ruth evner Anita Furu alligevel meget stærkt at vise, hvilken livslang indflydelse det har haft på Ruth at blive rykket op med rode som 6-årig og skilt fra sin familie, og hvordan rejsen til England udfordrer forholdet til både datteren, barnebarnet, de "nye" søskende og hendes livslange veninde, Kamma.
"Jeg er en, der kan sige sådan!" kan sagtens læses alene, men jeg vil på det varmeste anbefale dig at læse Anita Furus debut, "Mit halve liv", først.

søndag den 6. oktober 2019

Det bli'r sagt!

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Henriette Karlsen: "Ama'r halshug. Et systembarns rå fortælling"
Udkom: 16. september 2019
Omfang: 332 sider
Vejl. pris: 250,- kr.
"Han varmede sin brune heroin op på sølvpapir og sugede dernæst dampene ind gennem et sølvpapirsrør. Hver gang han sugede, holdt han det inde, tog så et ordentligt hvæs af en smøg og holdt også det inde, til det næsten slog sprækker i hans helt røde, indsunkne ansigt, før han omsider pustede ud og lod virkningen tordne ind i sin krop."
Henriette Karlsen er 15 år, stukket af hjemmefra og for at få tag over hovedet, flytter hun ind hos sin kæreste. Den travlt optagede mand i citatet er kærestens far, og dét, han har gang i, hedder at freebase. Hvis du, ligesom jeg, er nødt til at Google, hvad det betyder, er det formodentlig, fordi du har en middelklassebaggrund. Med sin rå og uslebne "Ama'r halshug" smækker Henriette Karlsen dog døren op på vid gab til Underklassedanmark og giver os et indblik i en verden, som de færreste kender til.
Bogen, som Henriette Karlsen har skrevet i samarbejde med journalist Anders Ryehauge, falder i tre dele. Hver del modsvarer i kronologisk rækkefølge hendes barndom, ungdom og begyndende voksentilværelse, og som et appendix til de to første dele er der uddrag af de sociale sagsakter fra Henriette Karlsen er 4 år, indtil hun flygter hjemmefra som 15-årig.
At være med begge sine forældre på værtshus hører til blandt Henriette Karlsens fremtrædende barndomsminder, og det er fortvivlende at læse, hvordan hendes 5-årige jeg erindrer, hvordan hun forsøgte at holde styr på, hvor meget hendes mor havde drukket. Den lille pige erfarer hurtigt, at voksne er uberegnelige og meget tørstige.
Da moderen flytter sammen med stedfaren, Thorkild, mindskes det uforudsigelige på ingen måde. Thorkild er voldelig fysisk og psykisk både overfor moderen, Henriette selv og hendes små søskende, som hun påtager sig opgaven med at skærme. Også moderen bruger tæsk som disciplineringsmetode.
Beskrivelsen af Henriette Karlsens barndomstilværelse er så hjerteskærende og grotesk - og på samme tid grotesk morsom, som da moderen griber en træ-and på sofabordet, som hun placerer helt rent i bulls eye og rammer Thorkild lige midt i ansigtet. Blodet sprøjter, men man kan ikke lade være med at grine højt, for det er simpelthen så crazy og langt ude!
Derudover får Henriette Karlsen fejlagtigt en borderlinediagnose, hvilket bliver særdeles afgørende. Herfra tror ingen på, hvad hun fortæller, når hun beretter om, hvad der foregår i hjemmet. Og så alligevel - for af sagsakterne kan man se, at en klasselærer gentagne gange har underrettet Københavns kommune uden effekt.
Da Henriette som 15-årig stikker af hjemmefra, bliver første stop Christiania, hvor hun må lære at begå sig i fristaden og blandt andet møder en kæreste, der, som beskrevet ovenfor, har sin egen belastede baggrund at slås med. Sidenhen bliver Henriette installeret på en døgninstitution hvor der, stik imod anbefalingerne i sagsakterne, ikke er voksent opsyn og støtte hele tiden. Om ikke med kommunal velsignelse så i hvert fald med kommunalt vidende, tager Henriette Karlsens deroute for alvor fart med et årelangt narkomisbrug.
Vendepunktet bliver mødet med gadeteamet Pigegruppen, og herfra rejser Henriette Karlsen sig som en anden fugl Føniks af asken efter 10 års misbrug, og barn- og ungdommens sump af håbløshed og svigt bliver forvandlet til en vigtig mission om, at ingen børn skal gå igennem det samme som hende.
Med sin hudløst ærlige erindringsbog giver Henriette Karlsen håb til andre udsatte unge. Der ér muligt at få et godt og indholdsrigt liv, selvom du fik en lorthånd, da tilværelsens kort blev delt ud. Hun sætter også et uhyre virkningsfuldt spot på, at stoffer er livsødelæggende, når hun slår porten op til en socialklasse, der ikke har megen taletid i Velfærdsdanmark. Endelig sender hun et velafrettet spark afsted til de sociale myndigheder, der tænker i kroner og ører og lukker øjnene for de børn og unge, der er faldet af samfundsvognen. Hun er med rette vred på det sociale system, der vendte det blinde øje til, da hun havde allermest brug for hjælp. Det nytter ikke noget, at fagpersoner pålægges at råbe vagt i gevær, når de møder børn i mistrivsel, hvis der ikke længere oppe i systemet lyttes til deres stemme på vegne af de børn, der ikke selv har én!
Det er så vigtigt, at det bliver sagt højt. Ama'r halshug!

mandag den 23. september 2019

Jagten på far

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Tom Rachman: "Den italienske mester"
Udkom: 21. februar 2019
Omfang: 346 sider
Vejl. pris: 250 kr.
Bear Bavinsky er på alle måder en bjørn - privat som storforbruger af kvinder, men også professionelt som kunstmaler, hvor han har opnået verdensomspændende anerkendelse for sine ekspressionistiske mesterværker. Midt i dette krydsfelt møder vi ved romanens begyndelse i 1955 den 5-årige Pinch, søn af Bear Bavinsky og den langt yngre Natalie. Hun er også kunstner, men det står hurtigt klart, at Bear Bavinskys kunstneriske udfoldelse til enhver tid trumfer hendes åbenlyse, men helt underkendte begavelse som kunstner. Som Natalie har forklaret sin søn, ligger Bears skaberevne nærmest udenfor ham selv: "…hvert af fars penselstrøg er skæringspunktet mellem ham og netop det øjeblik - den mindste afbrydelse, og kunsten går tabt for evigt. Og ingen hader denne anmassende kendsgerning mere end far selv, som hellere vil pjatte rundt her. Men sådan er det bare." 
Vi følger Pinch som barn, hvor han skatter de sjældne timer i selskab med sin far som uvurderlige gaver, som han nærmest vil gøre alt for at blive skænket, hvilket dog besværliggøres af, at Bear - endnu en gang - rykker teltpælene op og etablerer sig med en ny kvinde og deraf følgende nye børn. I kontakten med sine børn, erfarer Pinch hurtigt, er Bear er både egoistisk og kompromisløs - børnenes egne ønsker og behov er underordnede.
Som ung fortsætter Pinchs higen efter faderens anerkendelse, da han begynder at studere kunsthistorie og famlende forsøger sig som udøvende kunstner, hvilket Bear dog ikke ser nådigt på. Pinchs betagelse af faderen og den vedvarende stræben efter Bears påskønnelse får i Pinchs voksenliv konsekvenser for hans kærlighedsliv, når kærester gennemskuer, hvad det er for et Sisyfosprojekt, Pinch har gang i, og relationen til moderen overskygges også vedvarende af, at hun netop ikke er faderen.
Efterhånden erkender Pinch, at længslen efter at blive set af sin far er en dødssejler, og følelser som vrede og frustration bliver en følgesvend i relationen til faderen. På et tidspunkt rejser Pinch alene ned til sin fars hus i Frankrig, og i afmagt ødelægger han et af Bears værker, der står i depot der. Øjeblikkeligt fortryder Pinch sin handling og for at råde bod på sin ugerning, maler Pinch en kopi af mesterværket. Herfra udvikler romanen sig til at blive andet og mere end beskrivelsen af et betændt far/søn-forhold, idet Pinch bryder ud af sin skyggetilværelse. Han bliver langsomt aktør i sit eget liv i stedet for et appendiks til faderen, ligesom Bears personlighed folder sig ud og tilføres flere facetter.
"Den italienske mester" er en udviklingsroman, men Tom Rachman formår også med vid og bid at give slet skjulte stikpiller til en kunstverden, der fremstilles inkompetent og hyklerisk, hvilket tilfører bogen en vis portion humor. I persontegningen synes jeg, at romanen udvikler sig farverigt og nuanceret særligt i den sidste del, og det løfter romanen til at blive en rigtig god og fængslende læseoplevelse.
På formsiden må jeg - igen - komplimentere Politikens Forlag, for "Den italienske mester" er en smuk bog, hvor der er kælet for detaljen, så den, udover indholdet, er virkelig lækker at få i hænderne. Det farverige smudsomslag flugter naturligvis med Bear Bavinskys ekspressionistiske udtryk, og det rød/sorte kapitælbånd passer til den røde farve, som bogen har uden smudsomslag. Og ja, I know - jeg er en sucker for det buede fremsnit, og det har "Den italienske mester", hvilket også medvirker til at gøre helhedsindtrykket helstøbt.

lørdag den 14. september 2019

Dømt ude

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Anders Wendt Jensen: "Uden min datter - syv års kamp for samvær"
Udkom: 11. juni 2019
Omfang: 193 sider
Vejl. pris: 99,95 kr.
Lad det være sagt med det samme: Denne bog er et partsindlæg i en på alle måder ulykkelig en sag om en fars brændende ønske om -  siden indædte kamp for - at få lov til at se sit eget barn. Som ved ethvert partsindlæg er præmissen, at beskrivelsen af de begivenheder, der præsenteres, i høj grad er subjektiv og ensidig - for vi hører kun om sagen fra den ene side, faderens. Den præmis køber man dog ret hurtigt, for Anders Wendt Jensen fremstår saglig, nuanceret og ordentlig. Han forsøger at handle "by the book" overfor en mor, der åbenlyst sætter det ene urene hug ind efter det andet i en sag, der, set fra min stol, kun har tabere.
Anders Wendt Jensen møder til et skolejubilæum en kvinde, som han indleder et forhold til, og hun bliver, til begges overraskelse, hurtigt gravid. Wendt Jensen er indledningsvist både overrumplet og tøvende - en reaktion han sidenhen skal komme til at fortryde bitterligt, men de beslutter i fællesskab at få barnet. Deres forhold bliver dog aldrig stabilt, og da kvinden er halvvejs i graviditeten, afbryder hun definitivt kontakten til Wendt Jensen. Et brud, hvor det bliver tydeligt, at konsekvenserne bliver store for ham. Moderen til hans ufødte barn gør det nemlig hurtigt klart, at hun under ingen omstændigheder ønsker, at han skal være en del af barnets liv.
Herefter starter det, der skal blive en tsunami af nederlag for en mand, der først kæmper for at blive far af navn og sidenhen af gavn. En kamp, hvor han føler, at han ikke blot kæmper med moderens modvilje - i hans optik bliver statsapparatet i form af en ekstremt fodslæbende Statsforvaltning et alvorligt benspænd for etableringen af en relation til datteren.
Anders Wendt Jensen fortæller via dagbogsnotater, psykolograpporter, brevveksling imellem parternes respektive advokater samt mailkorrespondance mellem de to forældre om sagens forløb, hvor moderen, ifølge Wendt Jensen, fordrejer hans indledende tøven overfor graviditeten til, at han har forsøgt at presse hende til abort. Derudover beskriver moderen Wendt Jensen som både drikfældig og voldelig og derfor helt ude af stand til at tage vare på et barn. Disse påstande klæber nærmest til sagen helt uagtet Wendt Jensens forsøg på at påvise det modsatte, og moderen trækker alle svarfrister til sidste sekund, indtil hun på et tidspunkt (måske) forlader landet som den ultimative obstruktion af et muligt samvær mellem far og datter.
Efter endt læsning kan man med rette betvivle, om det reelt er et retssamfund, vi lever i. Jeg forstår til fulde Wendt Jensens kritik af systemet, de regler og den helt horribelt langsommelige sagsbehandlingstid, der har beskyttet og skærmet den kvinde, der har lagt alle tænkelige forhindringer ud for en far, hvis brændende ønske blot er at kende og være sammen med sin datter. I Wendt Jensens beretning gjorde det ligeledes stort indtryk på mig, at han, som mand, har en oplevelse af at være prisgivet i system, hvor man, hvis der højlydt gives udtryk for afmagt og frustration, bliver opfattet som både vred og truende. Et univers primært bestående af kvindelige sagsbehandlere og børnesagkyndige, hvor sprogbrug, føleord, tonefald og stil trumfer en mands angst og afmagt, og hvor han har vanskeligt ved at betjene sig det sprog, der helt åbenlyst tæller på plussiden.
Bogen fremlægger, som beskrevet, Anders Wendt Jensens egne nedslående erfaringer med at være den ene part i en såkaldt højkonfliktsag, hvor det faktum, at han aldrig har boet sammen med sit barns mor, giver ham om muligt endnu dårligere odds i ønsket om få en relation til sin datter. Baseret på sin viden fra en opslidende sag, opstiller han i bogen 12 bud på, hvordan myndighederne kan tilgodese begge parter i disse højkonfliktsager. Hermed bliver bogen også fremadrettet, hvilket understreger den saglighed og ordentlighed, som, jeg synes, er kendetegnende for bogen.
"Uden min datter" har været en skræmmende læseoplevelse. Primært fordi man ved, at der sidder et lille menneske, som på ingen måde har valgt at være en del af dette opgør.

lørdag den 24. august 2019

Tiltrækkende Toscana

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag
Domenica de Rosa: "To uger i Toscana"
Udkom: 12. juni 2019
Omfang: 361 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
Netop i denne weekend lover meteorologerne fantastisk sommervejr, og derfor synes jeg, at det er helt passende at invitere dig med til Toscana. Altså ikke sådan for real, men ved at anbefale dig denne skønne sommerroman, for den emmer af alt det, sommeren bør byde på - solskin, fantastisk mad og kærlighed. Derudover er der tilsat et strejf af jalousi og italiensk temperament, sproget er ukompliceret og plottet ligetil - så kast dig på rygfinnen på en solseng og gå fluks i gang med læsningen.
Patricia O'Hara driver det smukke Il Castello della Luna, en borg fra 1200-tallet, som hotel, og denne sommer møder syv håbefulde forfatterspirer op for at deltage i et 14 dages skrivekursus. Patricia har brug for kursisterne; hun hænger i med det yderste af neglene for at holde det billedskønne, men omkostningstunge sted økonomisk oven vande. Oprindeligt var det ikke planen, at Patricia skulle ende alene med sliddet, da hun og hendes daværende mand, Sean, erhvervede det smukke sted, som de forelskede sig hovedkulds i ti år tidligere. Arbejdet med at omdanne Castello til et hotel med plads til 20 gæster blev dog for voldsom en prøvelse for ægteskabet. Derfor er Patricia nu alene om arbejdet og ansvaret med at tiltrække gæster, der kan sikre levebrødet for Patricia, den pubertetsramte søn Matt og de ansatte - blandt andre kokken Aldo og altmuligmanden Fabio.
Gennem dagbogsnotater, mailkorrespondance og de skriveopgaver, som de syv kursister præsenteres for på kurset, lærer man de syv forfatterspirer at kende - alle med et mere eller mindre udtalt ønske om at debutere som forfatter. Det er dog ikke forfatterdrømmene, der bærer bogens handling. Det er derimod beskrivelsen af de indbyrdes relationer imellem alle bogens karakterer, ligesom Domenica de Rosa med sine fantastiske miljøbeskrivelser giver mig et klart billede af hvor smukt og idyllisk, der er i Toscana - uden at jeg nogensinde har været der.
"To uger i Toscana" er en dejlig feel-good roman, der får mine varme sensommeranbefalinger med.

onsdag den 31. juli 2019

Hvor er tiden, der tager os

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Mathilde Walter Clark: "Lone Star"
Udkom: 16. august 2018
Omfang: 426 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Lad mig indledningsvist advare dig om, at superlativerne kommer til at flyde i en lind strøm i denne anmeldelse, for "Lone Star" af Mathilde Walter Clark har på alle parametre været min bedste litterære oplevelse i 2019 so far!
"Lone Star" er en utrolig smuk bog, hvor der er kælet for detaljen i stor stil, hvilket betyder meget for en bognørd som mig. Læsningen bliver så fin en helhedsoplevelse, når forfattere og forlag vælger at prioritere kvaliteten i de nørdede detaljer.
Smudsomslaget er vendbart, alt efter om man foretrækker en rød eller en blå udgave, og titlen er på begge omslag skrevet med hvidt, og derudover er omslaget udstyret med henholdsvis en rød eller en blå glitrende stjerne. Farverne, hvid, rød og blå, modsvarer de tre farver på staten Texas' flag, Lone Star. Derudover er bogen pyntet med et rødt kapitælbånd - et lille tøjstykke, der findes foroven og forneden ved ryggen på bogbindet - samt et matchende læsebånd i samme røde nuance. Forsatspapiret gengiver til venstre et foto af den lille Mathilde Walter Clark og hendes far, mens det til højre er et stemningsbillede fra Lockhart i Texas, hvor Walter Clarks far stammer fra. Til at toppe det har "Lone Star" et buet fremsnit, det vil sige, at bogblokken er buet frem for blot lige. Trofaste læsere vil vide, at netop det buede fremsnit er min all-time-bookish-turn-on.
"Lone Star" falder i to dele, Erindringsbog og Rejsebog. Den udslagsgivende faktor for romanens første del er Mathildes stedfars død, der efterfølgende overmander hende med natligt vejrtrækningsbesvær og koldsved - for hvem skal fortælle det til hende, hvis hendes amerikanske far dør?! Den far, der i Mathildes tidlige barndom materialiserede sig ved det årlige besøg hos Mathilde og hendes mor i København og sidenhen ved Mathildes egne sommerferierejser til St. Louis, hvor faderen var bosat med stedmoderen og fire halvsøskende. En far, der var fraværende i både fysisk og mental forstand. Han og Mathilde delte hverken kontinent, sprog, kultur eller familie. For at fastholde faderen i andet end sin egen flygtige erindring, går Mathilde i gang med at skrive den bog, hun altid har vidst, hun måtte skrive - bogen om sin far.
I deres relation synes to forskellige sprog og kulturer samt et Atlanterhav at være rigelige forhindringer, men derudover er Mathildes stedmor ikke af denne verden. Hun lader ikke selv den ondeste stedmor noget tilbage at ønske i sine betændte relationer til alt levende omkring sig, og Mathilde og hendes far tvinges ved stedmoderens mellemkomst til at finde "tidsvinduer", hvor de kan være sammen. Stedmoderen fremstilles med sin markante hollandske accent, som Walter Clark gengiver, helt grotesk, men også ret komisk: "They cøme and they park all øver the street" og "Now you jøst vant to go back or vat?"
I et "tidsvindue" får Mathilde og hendes far mulighed for at rejse til Texas, faderens hjemegn, sammen, i forbindelse med hendes skrivning af bogen om faderen, og denne fælles rejse er omdrejningspunktet for romanens anden del. Det er tydeligt, at far og datter har to forskellige mål med rejsen. Mens hans ønske er at vise sit Texas frem, er hendes mål at finde sin far i det, hun ser for at lære ham bedre at kende. I anden del fletter familien Walter Clarks historie sig på smukkeste vis sammen med Texas', og Mathilde møder i løbet af de ti dage, rejsen varer, både for længst afdøde og særdeles nulevende slægtninge.
"Lone Star" er en roman om et brændende ønske om at etablere et far-datter-forhold, og fremstillingen af den verdensfjerne atomfysiker af en far er på samme tid kærlig, konfronterende, morsom og bevægende. Derudover er bogen en afsøgning af, om det kan være for sent at skabe et forhold til sin far. Grundtonen er romanen igennem også præget af en systematisk undersøgelse af, hvad det vil sige at høre til - i et land, i et sprog, i en kultur og i en familie.
Da jeg havde læst "Lone Star", var jeg helt inde i Mathildes, hendes fars og deres families univers. Min læseoplevelse var mind-blowing - altså både overvældende og fænomenal. Sproget er så fint og fuldt af både smukke og komplekse billeder, som fx her, hvor Mathilde Walter Clark beskriver oplevelsen af sprogbarrieren mellem Mathilde og faderen: "Det føltes som at få udleveret en teske til at hente et ton diamanter op af et bjergdyb. Hver gang det lykkedes mig at redde noget ud i lyset, viste det sig at være kul." Jeg må også konstatere, at det overvældende og fænomenale ligger i Walter Clarks evne til at skabe kronologi uden, at den er tilstede. Det virker både paradoksalt og absurd; men det kan bedst forklares ved igen at bruge forfatterens egne ord: "Erindringerne ligger og blinker og skvulper mod hinanden som isflager. Om morgenen står jeg op til det hele igen, følelserne, øjeblikkene. Det findes alt sammen på én gang, der er ingen kronologi." Mathilde Walter Clark gør på denne måde både tiden og erindringerne flydende og plastiske, så alt er til stede samtidigt. Mathilde kan på samme tid være den lille pige og den voksne kvinde - præcis som det er med erindringer, uden kronologi og samtidige.
"Lone Star" er selvbiografisk på den måde, at bogens Mathilde er Mathilde Walter Clark på samme måde som romanens øvrige personer er virkelige mennesker, men forfatteren insisterer på, at de samtidig også er romanfigurer, og at det er som sådan, at læseren møder dem. Det selvbiografiske træder tydeligt frem, når Walter Clark reflekterer over skriveprocessen i et metalag.
Bogens 426 sider tog mig forholdsvis lang tid at læse, fordi jeg nød og læste mange af siderne gentagne gange på grund af det fantastiske sprog, og som det nogle gange er med litteratur, krøb romanen virkelig under huden på mig på en måde, så den var vanskelig at slippe mentalt efterfølgende.
"Lone Star" får en varm og dybfølt læseanbefaling herfra.

torsdag den 25. juli 2019

Sorrig og glæde de vandre til hobe

Anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren
Lotte Elmann Wegner: "Livet, du efterlod"
Udkom: 26. april 2019
Omfang: 280 sider
Forlaget Montagne
Vejl. pris: 249,- kr.
Sigmund Freud, psykoanalysens grundlægger, mente, at sorg forløb i fire faser. Den primære opgave for et menneske i sorg var at arbejde med de sorgfulde følelser for at frigøre sig fra den mistede person for derefter at kunne få det bedre og komme videre med sit liv. Heldigvis får gode gamle Freud i disse år betydeligt modspil, for det viser sig, at døden ganske vist afslutter et liv, men aldrig en kærlighedsrelation.
At kærligheden, til den man har mistet, ikke blot "går over", og at sorgen ikke er en faseinddelt størrelse, man skal komme igennem, er Lotte Elmann Wegners anden roman, "Livet, du efterlod", et meget smukt og inderligt skrevet eksempel på - på flere niveauer.
Læseren fornemmer hurtigt, at Albert har oplevet en stor sorg, der har rykket på al balance i livet. Et liv, hvor omdrejningspunktet tidligere var driften af et stort gartneri sammen med kone og to børn, Suleima og Adam - i modsætning til nu, hvor han bor alene i et af drivhusene. Også for Cecily ligger tilværelsen i ruiner, da manden efter 15 års parforhold har forladt hende og datteren, Anemone, til fordel for en anden kvinde. Christine, tidligere lærer, men nu ansat i byens café, slås med indre kampe, hvor hun skal finde fred med konsekvenserne af velmente valg truffet i hendes forhenværende erhverv som lærer. Valg, der stik mod hensigten, fik skæbnesvangre følger. Åsa arbejder i byens supermarked, men bor fortsat i sit barndomshjem efter forældrenes død, og også hun har svært ved at finde ro i sit eget selskab. Ved sin stille eksistens i kasselinjen og på de natlige vandreture bliver hun beskuer af andres liv i det lille samfund.
Som det fornemmes af ovenstående er der noget usagt og uudtalt på spil for alle bogens karakterer, og den konstante underliggende uro og indre turbulens får Elmann Wegner skrevet frem i et både smukt og poetisk sprog, så det bliver klart, at sorg - uanset i hvilken form den viser sit væsen - ikke går væk. Sorgen og magtesløsheden er nødt at finde en form, så dén, der er tilbage, kan leve sammen med den, og den lille Anemone bliver, med sin naturlige barnlige insisteren på at livet fortsætter her og nu, katalysator for et spirende håb.
Kapitlerne veksler mellem seks forskellige titler: Albert, Cecily, Anemone, Suleima, Åsa og Christine - naturligvis navngivet efter fortælleren. At synsvinklen konstant er skiftende, betyder at læseren uvægerligt lærer alle personerne og deres følelser og tanker at kende indefra - og dermed også får sympati og forståelse for deres handlinger. Derudover giver den skiftende synsvinkel romanen en rigtig god fremdrift, fordi forfatteren ligger små spor ud, så man konstant har lyst til at vende tilbage til de enkelte karakterer.
Lotte Elmann Wegner berører i romanen svære livskriser som sorg, dødsfald, skilsmisse, uforløst kærlighed, psykisk sårbarhed og omsorgssvigt. Alligevel formår hun via bogens karakterer at skrive håbet frem midt i fortvivlelsen og afmagten, og jeg synes også, at håbet antydes i titlen. Selvom et "du" har efterladt os, er vi tilbage med netop livet.

onsdag den 10. juli 2019

Alle krimiers moder

Trofaste læsere vil vide, at jeg bruger lydbøger til at spice al rutinepræget arbejde op - vasketøj, havearbejde, rengøring og træning. På den måde føles dét, jeg i bund og grund overhovedet ikke gider, knapt så slidsomt. En foretrukken genre, når jeg forbruger lydbøger, er krimi, og jeg har lyttet mig igennem det meste af bagkataloget hos blandt andre Inger Wolf, Elsebeth Egholm, Julie Hastrup, Jesper Stein, Anne Mette Hancock, Michael Katz Krefeld og Katrine Engberg. Jeg mener, at det var sidstnævnte - Katrine Engberg - der i Anne Glads Bogselskabet anbefalede lytteren at give sig i kast med det forfatterskab, som alle nuværende krimiforfattere står på skuldrene af.
Den opfordring har jeg taget til mig, og det drejer sig om de ti bøger i serien "Roman om en forbrydelse", der i tiåret 1965 til 1975 blev skrevet af det svenske forfatterpar Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Deres ti bøger med hovedkarakteren Martin Beck, der indledningsvist er kriminalassistent og sidenhen kriminalkommissær i Rigsmordskommissionen (en pendant til vores hedengangne Rejsehold), er blevet en udødelig klassiker i nordisk kriminallitteratur og oversat til mere end 30 sprog.
Med Sjöwall og Wahlöös indtog på krimiscenen tog også "de kloge" krimigenren til sig; en genre der tidligere blev betragtet som illitterær og underlødig. Det, der øjensynligt hæver genrens niveau er forfatterduoens lidet tilslørede kritik af den svenske velfærdsstat, der, ifølge dem, har svigtet manden på gulvet. Sjöwall og Wahlöö udstiller velfærdsstatens svaghed og hævder, at det er klasseskel og elendige sociale forhold, der fører mennesker ud i kriminalitet. Forfatterparret var erklærede marxister, og de anså de ti bøger, de nåede at udgive, inden Per Wahlöö dør af kræft i 1975, som værende ét samlet værk. "Roman om en forbrydelse" dækker ganske enkelt over det, som Sjöwall og Wahlöö mente, var socialdemokraternes samlede svigt af arbejderklassen.
Udover af være de første til at indarbejde et politisk budskab i krimigenren, gav Sjöwall og Wahlöö også hovedpersonen et realistisk privatliv med kone og børn i modsætning til tidligere tiders excentriske enspændere som fx Philip Marlowe eller kriminalkommissær Maigret. Dette realistiske privatliv kommer også til at fungere som en indbygget dramatisk motor, der spiller med i plottet. Det øger nemlig det pres, som hovedkarakteren befinder sig i, idet familielivet bliver yderligere en modstander, der forhindrer, at vores helt kan arbejde uforstyrret med opklaringen af forbrydelsen.
På samme måde kommer, ved Sjöwall og Wahlöös mellemkomst, hovedpersonens arbejdsliv til at foregå i en mere realistisk ramme ved regulær efterforskning i kollegiale teams i stedet for, som hos førnævnte enspændere, at bygge på fornemmelser og særlige sjette sanser.
Ovenstående betyder, at genren over tid er blevet tilført spænding, humor, social bevidsthed og et psykologisk drama, der er medvirkende til, at krimigenren i dag er uhyre populær - endda i en grad så vi, her i Norden, har fået vores egen genrebetegnelse: Nordic Noir. For at et værk lever op til dén betegnelse, er det ikke tilstrækkeligt, at forfatteren er nordisk. Romanen skal derudover foregå i Norden, hvilket er et kardinalpunkt, for naturen og miljøet indgår som væsentlige dele af plottet, men den skal også betone den sammenhæng, der er mellem det nordiske menneske og det altomsluttende mørke, der overvælder os om efteråret og vinteren. Mørket bliver dermed en katalysator for en deprimerende sindstilstand, der kan ramme det nordiske menneske i velfærdssamfundet i efterårs- og vintermånederne. Endelig er et andet typisk genretræk, at Nordic Noir ofte bruger ord som 'frost', 'is', 'kulde' eller  'sne' i titlen - her på bloggen er Vinterland en repræsentant for genren.
At Sjöwall og Wahlöö for mere end 50 år siden på denne måde skulle blive banebrydende i at brede krimien ud til alle samfundslag, synes jeg, er en bedrift, man kun kan beundre. I "Roman om en forbrydelse" er jeg blot nået til den indledende bog i serien, "Roseanna" - og selvom bogen runder de 54 år, holder både plot og personskildring fortsat i 2019.

mandag den 8. juli 2019

Lærlingen og læremesteren

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Kim Faber & Janni Pedersen: "Vinterland"
Udkom: 21. marts 2019
Omfang: 461 sider
Vejl. pris: 150 kr.
Krimigenren lever i allerbedste velgående, hvilket kan konstateres ved et kort blik på forskellige bestsellerlister. Fem ud af de ti mest sælgende bøger hos Saxo er krimier, mens fire ud af ti bestsellere hos Arnold Busck er krimier - og hos Bog & idé er topbestsellerlisten en hel række af netop krimier. Endelig tegner krimigenren sig for at være den mest populære hos streamingtjenesten Mofibo - så ja, folket vil ha' krimier.
Journalistparret Janni Pedersen og Kim Faber er nye elever i krimiklassen med deres debutroman "Vinterland", der udspiller sig over knapt 14 dage i et vinterdækket Danmark. Overordnet har jeg haft en rigtig god og medrivende læseoplevelse i selskab med bogens to hovedkarakterer, der begge er politikommisærer og normalt nære samarbejdspartnere i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, Signe Kristiansen og Martin Junckersen.
Junckersen - i daglig omtale Juncker - er på grund af en tjenstlig forsyndelse blevet sendt på tvunget ophold i den sydsjællandske provinsby, Sandsted, hvor han også er vokset op som næstældste søn af byens mægtige advokat, Mogens Junckersen. Sidstnævnte er dog nu reduceret til en sørgelig skygge af sig selv i takt med, at en endnu ikke-diagnosticeret demens langsomt, men sikkert er ved at forvandle en ellers lynende skarp hjerne til grød. Juncker er nødsaget til at gøre en dyd ud af nødvendigheden, og han ser derfor også den ufrivillige exit fra hovedstaden som en mulighed for at tage af sin svækkede far - hvorfor han flytter ind på barndomsværelset i det parcelhus, hvor han er vokset op. Arbejdsmæssigt er hans mission er få en lokalstation op at køre i samarbejde med en ung mandlig politielev og en lige så ung kvindelig politiassistent af anden etnisk herkomst. Lokalstationens primære opgave er i udgangspunktet at håndtere udfordringerne med et asylcenter i lokalområdet - et arbejde, der dog hurtigt overskygges af voldsomt mord på en lokal mand med nynazistiske sympatier. 
I København er Signe nærmest i døgndrift optaget af opklaringen af en voldsom eksplosion, der lillejuleaften rammer et julemarked i Indre By. Det viser sig at være et terrorangreb, og Signe kommer hurtigt til at savne sin makker, Juncker, i opklaringsarbejdet. Efterforskningen ender nemlig i en blindgyde, hvor det synes umuligt at komme videre - lige indtil Signe får et tip fra en højst uventet kant.
"Vinterland" holdt mig godt fanget over alle 460 sider, og romanen igennem fungerer det som en dramatisk motor, der sikrer romanens fremdrift, at både Juncker og Signe ikke blot er under pres på jobbet, men også stresses af de hjemlige forhold - et velkendt skriveteknisk kneb fra krimigenren. Deres arbejde fylder for meget, og de familiære skærmydsler øger dermed det krydspres, de er under - og bliver en forhindring for, at de kan arbejde uforstyrret.
Derudover hæftede jeg mig ved romanens flotte sprog, hvor forfatterparrets journalistiske baggrund naturligvis ikke fornægter sig - blandt andet i beskrivelsen af Junckers relation til barndomsven, Rasmus: "Juncker oplevede dette sit første møde ned den sociale arvs tyngde som en blodig uretfærdighed, men også som noget uomgængeligt, man stod magtesløs over for." Eller i skildringen af faderens demens: "Faren stirrer på ham med samme tøvende forbløffelse i øjnene, som har lyst ud af dem hver eneste morgen, siden sønnen flyttede ind. Juncker kan formelig se, hvordan den gamle desperat klamrer sig til følelsen af, at den mand, der står i hans køkken og roder med hans kaffemaskine, er et menneske, han kender." 
Romanen er sine steder også ganske makaber og skræmmende på en måde, så jeg som læser måtte holde mig for munden og knibe øjnene sammen. Sammen med bogens karakterer blev jeg både vred og oprørt, og romanen pirrede både min angst og frygt. Det er vel netop krimiens fornemmeste adelsmærke - at skabe en følelsesmæssig reaktion hos læseren.
Krimigenrens kontrakt med læseren er, at man bliver lovet en afslutning, og her synes jeg, at forfatterparret kun til dels når i mål. Jeg føler mig som læser lidt snydt; de afsluttende ender blev ligesom spundet lidt for hurtigt - a la "nu har vi nået 400 sider, så nu skal vi ha' den her lukket." Her føler jeg egentlig, at slutningen er lidt uforløst og uafsluttet, men heldigvis er andre ligeså indigneret som jeg - uden at jeg dog vil afsløre, hvem det er! Derfor bliver jeg naturligvis nødt til at læse to'eren, som forfatterparret er i gang med as we speak.

lørdag den 22. juni 2019

Når græsset er grønnere

Anmeldereksemplar fra C&K Forlag - en del af Politikens Forlag
Geir Gulliksen: "Se på os nu"
Udkom: 11. april 2019
Omfang: 345 sider
Vejl. pris: 300 kr.
Geir Gulliksen er en ganske erfaren forfatter, der debuterede i 1986. Han har skrevet både digte, essays, børnebøger og flere romaner. I 2015 udgav han "Historie om et ægteskab", som han blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for. En roman, der kredser om det moderne parforholds tilstand, og denne undersøgelse fortsætter Gulliksen i sin seneste roman, "Se på os nu".
Hans er gift på 14. år med Ingunn; han arbejder på et pr-bureau, mens hun har haft en støt opadgående karrierekurve som først læge, siden forsker og nu leder i sundhedssystemet. Sammen har de datteren Kristina og hver især et barn fra tidligere forhold, som de brød ud af for at kunne være sammen. Hans og Ingunn har tilsyneladende en god og stabil hverdag sammen, hvor de er sikre på sig selv, hinanden og deres indbyrdes forhold. Stabiliteten og det sikre fundament rokkes der dog ved, da Hans ved et bryllup får den langt yngre Harriet til bords.
Harriet er umiddelbart en udkørt nybagt mor, men ikke desto mindre indleder hun og Hans et passioneret forhold. Han er indledningsvist præget af skyld, men gradvist begynder han at betragte sin hustru anderledes - hvorfor interesserer hun sig fx ikke for kunst, film og litteratur som Harriet?! Hvor går Ingunn ikke med kjoler, nederdele og højhælede sko?! Harriets bevidsthed om mode får umærkeligt Hans til selv at skifte til en mere ekstravagant og luksuriøs påklædning, ligesom han bruger mere og mere tid sammen med Harriet og hendes lille datter, som han nærmest påtager sig en bonusfarrolle overfor. Alt dette beskrives med Hans som personbunden 3. personsfortæller, og jeg købte præmissen om, at Ingunn ikke var klar over, hvor langt Hans er kommet i forhold til at hive al saft og kraft ud af sit ægteskab for at være sammen med Harriet.
Den vildfarelse bliver man dog brat hevet ud af, da synsvinklen skifter til Ingunn, og det skrivetekniske greb fungerer simpelthen så godt for romanens videre fremdrift. Vi følger først Ingunns håb om, at Hans' besættelse af Harriet vil gå over, hvis blot hun giver ham tid, så de kan bevare det, de har sammen og siden hendes erkendelse af, at det ikke er en mulighed. Herefter rejser hun sig som en modig fugl Føniks, der ikke længere vil lade Hans sidde i førersædet i sit liv.
Geir Gulliksen har skrevet en både gribende og bidende samtidsroman, hvor han sætter spotlight på de omkostninger, det kan have, hvis man trækker al energien ud af sit parforhold og i stedet gøder naboens græsplæne. Hans blik for og behandling af de mellemmenneskelige relationer i det senmoderne samfund, hvor vi kun er bundet til hinanden af lyst er fantastisk skrevet. I de lange malende beskrivelser af både Hans', Ingunns og til dels også Harriets følelser og tanker, kommer læseren helt under huden på dem, så man på samme tid kommer til at føle både sympati og modvilje for dem og deres motiver. Er vi kommet dertil, at parholdet og familien blot er noget, vi vil engagere os i, indtil vi ikke vil længere?! Dét med at holde ud og holde ved - not so much!

søndag den 9. juni 2019

Angst æder sjæle op

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Thomas Alexander Jensen: "Angstens Besættelse"
Udkom: 7. april 2017
Omfang: 63 sider
Forlaget Brændpunkt
Vejl. pris: 100 kr.
Angsten kan være en ven og hjælper, når man skal præstere - fx forud for en eksamen, eller når hjernen fortæller, at man skal skynde sig over gaden for at undgå et katastrofalt møde med den bil, der kører lige imod én. Så pumper hjertet rigelige mængder adrenalin rundt i kroppen, så man klarer sig bedre eller ikke bliver kørt ned. På den måde er kroppen en fantastisk maskine og har været det, siden mennesket skulle undslippe farer i en evolutionsmæssig fjern fortid.
Angsten kan også blive en fjende og vokse helt ud af proportioner, og det handler denne fine digtsamling om. Den beskriver en angst, der konstant fodrer en bekymring for, at der vil ske noget slemt. En angst, der giver undvigeadfærd i en grad, så jeg-fortælleren forsøger at undgå de ting, der gør ham angst. En angst, der forplanter sig til kroppen, der begynder at reagere med søvnbesvær, fysisk ubehag, hjertebanken, voldsom vrede og udmattelse.
Angsten er blevet en grunduro, der forhindrer jeg-fortælleren i at gøre det, han vil - i at leve sit liv og knytte sig til andre mennesker i følelsesmæssige relationer.
Angsten er, som digtsamlingens forside, sort, og det illustrerer meget fint, hvordan angsten, i Thomas Alexander Jensens optik, slører alle andre nuancer i et levet liv. Forfatteren beskriver i en letlæselig og meget tilgængelig knækprosaform, hvordan angsten er med til at distancere ham fra verden, hvilket giver ham en grundlæggende følelse af ensomhed. Angsten har, for forfatteren, en fysisk form, og den er et "du", som han henvender sig direkte til i al sin truende og nærmest altfortærende fremtoning. Hvert af digtene har deres egen overskrift, der naturligvis er betegnende for handlingen, men på samme tid illustrerer den fragmentering, som angsten også tilfører livet for dén, der kæmper med den.
"Angstens Besættelse" har en kronologisk opbygning, hvor læseren følger jeg-personen i en periode af hans liv, hvor angsten er tiltagende. Sproget er på samme tid både sanseligt, fyldt af metaforer og uhyre konkret. Blandt andet i beskrivelsen af den fysiske udmattelse: "En følelse af bedøvelse" og "dens farver springer som miner under sandet".
Thomas Alexander Jensen har helt åbenlyst brugt skrivningen af digtsamlingen som et sted, hvor han kunne bearbejde sine følelser og tanker i håb om at kunne forstå dem bedre, og hermed bliver "Angstens Besættelse" ikke et sted, hvor man som angstramt kan finde håb om helbredelse og bedring.
Hvad digtsamlingen derimod når i mål med, er en hudløst ærlig beskrivelse af angstens mange former, og hvad den kan gøre ved kroppen og sindet. Hermed kan angstramte måske alligevel finde håb ved ikke at føle sig alene; en byrde bliver altid lidt lettere at bære, når man kan spejle sig i en ligesindet.
Endelig sætter "Angstens Besættelse" spot på et tema, der bestemt ikke bør være tabuiseret. Som angstramt er det lige for at føle sig alene med følelsen af tab af værdighed og kontrol, for "er jeg ved at blive tosset?!" Her kan det omgivende samfund hjælpe ved at aftabuisere angsten, og her synes jeg, at forfatteren hjælper os godt på vej. Det er "bare" angst, altså en følelse - og dermed ikke farligt eller smitsomt for os, der ikke lider af det. Det forpligter os "kun" til at prøve at forstå følelsen og dermed mennesket bag angsten.

Læsefestivalen “Vi læser sammen”

Efter pressemødet i går er det som om, at løfterne om forår og bedre tider lader vente lidt på sig! Men det skal heldigvis ikke hindre os i ...