Boganmeldelse: "Lad os håbe på det bedste" af Carolina Setterwall

Anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand - en del af Politikens Forlag
Udkom: 17. januar 2019
Omfang: 359 sider
Vejl. pris: 300,- kr.

"Den sidste nat, jeg sover i et værelse ved siden af dig, sover jeg i troen på, at vi har tusindvis af dage foran os. Det har vi ikke."

Carolina står med sin otte måneder gamle søn, Ivan, på armen, da hun finder sin jævnaldrende 34-årige kæreste, Aksel, død i sengen. Forinden har han ikke været syg, så Carolina og alle omkring hende står helt uforberedte på det meteornedslag af chok, sorg og savn, der slår ned, da en helt uforudsigelig og uventet død rammer den lille nye familie.
Romanen er Carolinas vidnesbyrd til Aksel, og hun henvender sig romanen igennem direkte til ham med 'du', hvilket har en utrolig stærk effekt. Læseren kommer helt ind under huden på Carolina, og man kan nærmest fysisk mærke hendes knugende smerte og sorg, der også er romanens altoverskyggende temaer.
Forfatter Carolina Setterwall forstørrer følelserne hos bogens Carolina ved i romanens første halvdel at krydsklippe ganske effektfuldt mellem det, der nu er den fortvivlende nutid for hende, og Carolinas minder om, hvordan parrets forhold udviklede sig fra deres første møde en lys Valborgsaften i 2009 frem til Aksels pludselige død fem år senere.
Carolina erindrer, hvordan hun fra forholdets start opfattede Aksel som fraværende og nærværende på samme tid. Han er tøvende og tilbageholdende, mens Carolina er effektiv, hurtig og konstant søger fremdrift. Det er hende, der vil købe lejlighed, hende, der vil have fælles kat - og hende, der vil have barn. Undervejs giver det konflikter, men i nuet formår Carolina ikke at bremse og vente på Aksel, der ender med at "løse" det konfliktfyldte ved give efter og føje hende. Retrospektivt er Carolina efter Aksels død opfyldt af skyld og skam, for var det i virkeligheden hende, der drev Aksel ud over kanten og fik ham og hans krop til at give op?! Hun bebrejder sig selv at have været alt for meget alt for længe: "Undskyld, hvis jeg fik dig til at føle dig som et værdiløst menneske. Undskyld, at jeg stressede dig. Undskyld, at jeg ville bestemme alting. Undskyld, at jeg aldrig ventede på dig. Undskyld, at det ikke blev som du ønskede."
Det effektive og hurtige er, også efter Aksels død, naturligvis fortsat en del af Carolinas karakter, så da det indledende chok har lagt sig, opsøger hun med vanlig effektivitet litteratur om sorgens forskellige faser, som hun i raskt tempo vil komme igennem og derefter nå tilbage til det velordnede liv. Langsomt, men sikkert må hun erkende, at sorgen ikke lader sig forcere, og at døden har gjort noget ved hende. I forholdet til sønnen, der med sin alder kræver nærvær og insisterende dækning af basale behov, men på samme tid er en evig kilde til bekymring og magtesløshed, som hun nu er alene om. I forholdet til svigerfamilien, der med deres sorg og savn er blevet en del af et livslangt skæbnefællesskab med Carolina.
Undervejs i min læsning tænkte jeg flere gange, at jeg til enhver tid vil anbefale bogen til et menneske, der mister en nærtstående. Bogen har egentlig karakter af en selvhjælpsbog, hvor man som pårørende sagtens kunne søge trøst. Det er ikke uden grund. Carolinas fortælling er forfatter Carolina Setterwalls egen historie, og med dette autofiktive element in mente giver det rigtig god mening, at beskrivelsen af den knugende sorg siver ud af alle tekstens sprækker. Også Carolinas efterrationalisering af et parforhold, der ofte stod spændt som en flitsbue, vil blive hos mig. Endelig er det også er det også et værk, der indgyder mod og et spirende håb. Livet vinder - særligt personificeret i al sin livlighed i Carolinas og Aksels lille søn, Ivan.

Boganmeldelse: "De nærmeste" af Lotte Kirkeby

Anmeldereksemplar fra Rosinante
Udkom: 11. januar 2019
Omfang: 208 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
Liden i fysisk format, men med et indhold, der ramte mig lige i solar plexus. Det er den helt koncentrerede følelse, jeg sidder med efter endt læsning af Lotte Kirkebys romandebut, "De nærmeste".

Romanens anslag smider læseren direkte ind i handlingen: "De dør natten til søndag, og da vi er alene igen, tager jeg mine ting." Anslaget skal, som bekendt, angive bogens tema, og her tager forfatteren altså fat fra allerførste sætning. Eva, Anna og Christian, har mistet deres forældre - anslagets 'de' - og de tre søskende samles i barndomshjemmet for at dele det jordiske gods og planlægge forældrenes fælles begravelse.

Vi oplever historien igennem jeg-fortælleren, Anna, der er midterst i søskendeflokken. I en række af tilbageblik reflekterer hun i dagene efter forældrenes død over både sit eget og forældrenes levede liv. Anna er midaldrende, fraskilt og mor til to piger, der både fysisk og psykisk er ved at vokse ud af deres barndomshjem, så der er skred i familiens roller på flere fronter for Anna. "... jeg ville ønske, at jeg stadig var den, der havde lyst til at trække mig og være alene, og ikke den, der kiggede på, at andre gjorde det." Det er en sorg for Anna, at pigerne er på vej væk, og jeg synes, at Lotte Kirkeby så fint pinpointer, hvordan man som mor til teenagebørn nemt kan føle, at løsrivelsen nærmest sker over en nat. Jeg var jo slet ikke parat endnu!

Den udløsende årsag til Annas følelse af at være i limbo, er naturligvis forældrenes død, hvoraf kun faderens var forventelig. Dødsfaldene bliver dog også anledning til, at de tre søskende uvægerligt konfronteres med minder og roller fra barndommen. Ikke alt har bestemt været lutter lykke for de tre søskende og deres relation til forældrene, og særligt i forhold til lillebroderen, Christian, har Anna haft en funktion som omsorgsgiver. Anna føler sig stærkt knyttet til de to søskende, og det beskrives, hvordan de nærmest har haft en fasttømret treenighed, der først bliver brudt, da Anna giftede sig - for at lukke sig igen, da hun bliver skilt.

Lotte Kirkeby beskriver så subtilt og smukt, hvordan relationerne til de nærmeste også ofte, er dem man slår sig allermest på, og derfor har de betydning langt ind i voksenlivet. En rigtig dejlig og vedkommende læseoplevelse.

Giveaway "Outsideren"

I anledningen af at det disse dage er et år siden, jeg startede med at blogge på Litteraturtale, har jeg i samarbejde med Politikens Forlag og Hr. Ferdinand lavet en giveaway.

Jeg synes, at du også skal have chancen for at læse den spændingsroman, der blev min debut med Stephen Kings forfatterskab, nemlig "Outsideren" af Stephen King, som jeg har anmeldt her på bloggen ved året start.

For at deltage i konkurrencen skal du blot følge min Instagramprofil, der ligeledes hedder Litteraturtale og like det opslag, der passer til konkurrencen. Du kan få et ekstra lod i vinderpuljen ved at tagge en ven eller veninde, der også fortjener en fængslende læseoplevelse. 

Vinderen trækkes mandag den 21. januar 2019.

Boganmeldelse: "KIM LARSEN Mine unge år" af Jens Andersen

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom: 4. december 2018
Omfang: 326 sider
Vejl. pris: 350 kr.
"Man kan godt være genert i al almindelighed og så ikke være genert over for et publikum, har jeg lært. Når jeg først står på scenen, og musikken spiller, har jeg aldrig følt mig genert, men lige så snart jeg går ned af scenen, så er jeg lille Kim, der ville ønske, at han kunne slukke for det hele og bare være anonym og Mr. Nobody,"
Ovenstående citat synes jeg så fint og enkelt rammer essensen af denne smukke erindringsbog om hele Danmarks spillemand. Hvad ville han mon selv have ment om den overstrømmende og fuldt fortjente hyldest, der blev ham til del i dagene efter dødsfaldet?!
Erindringsværket er blevet til på baggrund af syv samtaler, som forfatter Jens Andersen havde med Larsen i løbet af foråret 2018, og forfatteren formår på fornemmeste vis at få præsenteret mange sider af ham, der med rette kan kaldes Danmarks nationalskjald.

Oprindeligt havde tanken været, at erindringsbogen skulle fortælle om hele Kim Larsens liv, men hans død satte en stopper for det projekt. Kim Larsen nåede således kun at fortælle om sin barn- og ungdom, og bogen slutter dér, hvor mange måske vil mene det hele startede; med tilblivelsen af Gasolin. Efter endt læsning sad jeg da også med en tom og uafsluttet følelse, for hvor ville jeg dog gerne have hørt mere fra denne på samme tid fandenivoldske, belæste, ordentlige, generte og energiske gadedreng, der var en særdeles talentfuld og engageret fortæller.

Bogen går kronologisk frem, og fra begyndelsen bliver jeg rørt af at læse om Larsens loyalitet og respekt overfor sin kærlige og urokkelige mor. Hun opdrager egenhændigt sine to drenge, mens hun passer et kontorjob og sidenhen tager en læreruddannelse. På sidelinjen rumsterer navnlig den kærlige morfar, der har en stor del af æren for Kim Larsens videbegærlighed og livslange lyst til at læse klassisk litteratur med vægt på kvalitet, men også kvantitet. Med Larsens egne ord: "Jeg hader tynde bøger. Hvis en bog er under 400-500 sider, er den jo færdig, inden man er kommet i gang, ikke?"

Gennem hele værket formår Jens Andersen at skrive Kim Larsens fortællestemme frem på en måde, så den folkekære musiker nærmest pibler ud mellem linjerne. Der er både forstand, humor og charme for alle pengene, når Larsens fortælletalent folder sig ud.

Det er en stålsat ung Larsen, der er helt bevidst om, at han på ingen måde har et ønske om eller behov for at skifte socialklasse og blive akademiker, da han starter på gymnasiet. Han har blot målet, at blive lærer, for øje, og så er han tvunget til at tage den studentereksamen med. Den fastlagte livsbane som skolelærer, holder han stædigt fast i meget længe, mens han ligeså stædigt forsøger at undertrykke musikeren i sig. I beskrivelsen af Larsens splittelse mellem at følge sin forstand eller sit hjerte, synes jeg, at Jens Andersen på smuk vis skriver nogle facetter frem, der virkelig nuancerer billedet af mennesket Kim Larsen.

"Slynglerne er nu de sjoveste, Kim!", gentog Larsens mor ofte i løbet af hans barn- og ungdom. Det sande i det udtryk, kommer til sin ret flere gange i løbet af bogen - særligt beskrivelsen af Wili Jønssons og Mogens Mogensens bohemefester i slutningen 1960'erne fik mig til at le højt.

Endelig er romanen kræs for dig, der er bognørd. Når fingrene løber hen over forsiden, er titlen skrevet med hævede bogstaver - og til min glæde min all time favourite: Bogen har et let buet fremsnit i stedet for en lige bogblok. Kapitlerne ledsages desuden af en mængde billeder og tegninger. Gennem barn- og ungdommen udtrykte Larsen sig nemlig ofte gennem tegninger.

Erindringsbogen får mine varmeste anbefalinger med - også som et smukt fremstillet tidsbillede. Læn dig trygt tilbage og nyd den. Kim Larsen holder dig i hånden hele vejen fra 50'ernes København til 70'ernes hippietid på Christianshavn.

Boganmeldelse: "Undladelsessynden" af Berit Alberg

Anmeldereksemplar fra Forlaget forfatterskabet.dk
Udkom: 2. november 2018
Omfang: 261 sider
Vejl. pris: 199 kr.
En hændelse, som man aktivt har valgt ikke at reagere på, selvom man burde have gjort det. På denne måde kan man definere en undladelsessynd, og dem er der indtil flere af i Berit Albergs debutroman, "Undladelsessynden".

Romanen er udgivet på det godt tre år gamle Forlaget forfatterskabet.dk, som tvillingerne Søren og Morten Ellemose står bag. De fortæller, at de forsøger, at være det forlag, de gerne selv ville udgive hos. De er nemlig i fællesskab udøvende forfattere med mere end 30 titler bag sig.
Denne spændingsromans tragiske bagtæppe er det smertelige tab, som det unge ægtepar, Bolette og Carsten, lider, da deres 3-årige datter bliver dræbt i en trafikulykke. Ved ulykken kvæstes Carstens far ligeledes alvorligt. Fra politiet er det Michael Jensen og Charlotte Lund, der som team får til opgave at overbringe forældreparret den tragiske nyhed om tabet af datteren, og de to politifolk står også for den videre efterforskning af ulykken. Den lille piges død efterlader en familie i ruiner, og hurtigt eskalerer antallet af dødsfald.
Læseren ved fra romanens start godt, hvem gerningsmanden bag det stigende antal dødsofre er, men jeg synes, at Alberg ret fint formår at fastholde en støt stigende spændingskurve. Det gør hun blandt andet ved, at undladelsessynderne nærmest står i kø for romanens centrale personer. Forfatteren formår også igennem romanen at smide en række set ups, det vil sige detaljer og informationer, som man fornemmer vil få betydning senere i romanen, og dermed giver pay off for læseren. Det var med til at vække min nysgerrighed, så jeg måtte læse videre. Undervejs i min læsning hæftede jeg mig også ved nogle ganske fine miljøbeskrivelser, der var med til at sætte gang i min indre biograf.
Endelig synes jeg, at Berit Alberg ganske fint får skrevet frem, at det, man oplever som værende retfærdigt, ikke nødvendigvis giver den ro og udfrielse, som man forestillede sig.
I forhold til personernes indbyrdes relationer oplevede jeg, at romanen har nogle svagheder. Er det troværdigt, at henholdsvis en politimand og en retsmediciner deltager i begravelsen af de mennesker, hvis sag de efterforsker eller har haft på dissektionsbordet? Og er det plausibelt, at en efterforsker inviterer et af objekterne for sin efterforskning ud "for at snakke lidt" uden for arbejdstiden? Her oplever jeg, at Alberg bøjer troværdigheden for at få nogle ender i plottet til at mødes belejligt, hvilket i min optik virker forstyrrende på handlingens fremdrift.
Sprogligt oplevede jeg, at der enkelte steder var noget, som en korrekturlæser godt kunne file lidt på. Der er nogle gentagelser, lidt roden rundt i hendes og sin - og oh ve oh skræk udtrykket 'i sommers', hvor jeg til enhver tid vil hævde, at det hedder 'i sommer' på korrekt dansk.
Opsamlende vil jeg dog anbefale dig romanen som en god, underholdende og fængslende læseoplevelse, hvor forfatterens baggrund som sygeplejerske bestemt ikke fornægter sig, og den må have været et stort aktiv i hendes research.

Boganmeldelse: "Outsideren" af Stephen King

Anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand - en del af Politikens Forlag
Udkom: 6. november 2018
Omfang: 599 sider
Vejl. pris: 300 kr.
Stephen King. Så afgjort ikke nogen hr. hvem som helst. Han har udgivet mere end 40 bøger, og det vurderes, at han har solgt på den gode side af 350 millioner bøger på verdensplan. Mange af Kings romaner er filmatiserede, og han har skrevet manuskripter til både film og tv-serier.
"Outsideren" er mit første møde med Stephen Kings forfatterskab og med læsningen af denne spændingsroman, har jeg bevæget mig ud af min normale skønlitterære komfortzone. I Kings univers åbenbares brutalitet og grusomhed på både et fysisk og psykisk plan på en måde, som jeg normalt viger langt udenom.

I den lille søvnige by Flint City bliver den 11-årige Frank Peterson myrdet på uhyre bestialsk vis, men en hurtig opklaring, der styres af kriminalassistent Ralph Anderson, synes at ligge lige til højrebenet. Både DNA-spor og et væld af vidneforklaringer peger nemlig på Terry Maitland, Flint Citys respekterede baseballtræner, i daglig tale blot træner T. I sin iver for hurtigt at få sat træner T fast er kriminalassistent Anderson drevet af både afsky for den forbrydelse, der er begået mod den mindreårige, men det nager ham i høj grad også, at træner T på et tidspunkt har undervist Andersons egen søn i baseball. På baggrund af både forbrydelsens voldsomhed samt de uigendrivelige beviser finder både Anderson og den stræbsomme distriktsanklager for Flint County, Bill Samuels, det helt legitimt, at Maitland arresteres i fuld offentlighed under en kamp på det lokale stadion for øjnene af sin kone, to døtre og fyldte tilskuerpladser. Hverken Anderson eller Samuels finder det relevant med en forudgående afhøring af Maitland om hans alibi for mordaftenen. Sagen er, på grund af bevisernes stilling, jo helt åbenlys og viser en lige vej til dødsstraf for træner T.

Problemet er blot, at Terry Maitland har et helt vandtæt alibi, der er ligeså uimodsigeligt, som det bevismateriale Anderson og Samuels kan præsentere, og de tvinges da også begge til at erkende, at gerningsmanden ikke er så let at få fat om som først antaget.
Herfra tager romanen fart på en måde, der helt bestemt fangede mig ind som læser. Indledningsvist er det simpelthen en rigtig god kriminalhistorie, for hvordan kan beviserne mod Maitland på samme tid tale for både hans skyld og uskyld?! Her benytter King en særlig skriveteknik som virkemiddel, idet teksten er forsynet med udskrifter af vidneafhøringer og mails, der understreger, hvorfor både Anderson og Samuels er så overbeviste om Maitlands skyld. For mig er det med til at folde både Andersons motiver for at handle som han gør, ud, men det understreger desuden Samuels drive for at se denne sag som en ganske risikofri trædesten til en stærkere jobmæssig positionering. En "bagatel", som at afhøre den mistænkte om et muligt alibi, er helt unødvendig! Personerne materialiserer sig langsomt, men sikkert i Kings kyndige hænder. Det kræver tid, og Stephen King er da også en forfatter, der ikke fatter sig i korthed. Kings romaner er som oftest på +600 sider, idet figurerne netop skal have rum og tid til at folde sig ud fra at være forholdsvis flade til at blive levende. Da Kings tekster er lange, er der også rum til endnu et skriveteknisk greb, som jeg hæftede mig ved på positivsiden. King skifter fortæller flere gange undervejs i romanen, hvilket naturligvis betyder, at synsvinklen skifter tilsvarende. Det giver romanen en god fremdrift, og derudover skaber det en god ramme, at King afslutningsvist vender tilbage til den fortæller, der indledte romanen.

En af mine følgere på Instagram pirrede min nysgerrighed, da han gav udtryk for, at det var ærgerligt, at "Outsideren" var mit første King bekendtskab. Hans oplevelse var nemlig, at King i sine romaner trækker tråde til sit øvrige bagkatalog, som jeg naturligt ville gå glip af. I forhold til "Outsideren" har jeg researchet mig frem til, at King "genbruger" den private opdager Holly Gibney fra sin roman "Mercedesmanden" fra 2016. Dette skrivetekniske greb, at lade figurer, der er kendt fra et tidligere værk, dukke op igen i en senere roman, synes jeg, er ret interessant, og jeg kan godt forstå, at der som rutineret King-læser går sport i at genfinde personer fra tidligere udgivelser. Det har også skærpet min appetit på at dykke endnu mere ned i Kings forfatterskab.
Jeg vil bestemt anbefale "Outsideren" til alle, der kan lide en spændingsroman, der er skruet rigtig godt sammen. Persongalleriet er let overskue, og det er, ud fra Kings beskrivelser, ligetil at danne indre billeder, der pinpointer den lille amerikanske soveby. Eneste malurt i bægeret for mig er, at jeg ikke er blevet helt enig med mig selv om, hvorvidt jeg mener Kings beskrivelse af det onde er for letkøbt eller for fantastisk. Måske er det endda en kvalitet, at jeg fortsat overvejer det?!

Boganmeldelse: "Mit halve liv" af Anita Furu

Bogen er fra mit eget bibliotek
Udkom: 7. november 2017
Omfang: 254 sider
Vejl. pris: 229,95 kr.

På min Instagramprofil, litteraturtale, skrev jeg forud for dette års Bogforum, at jeg godt kunne forstå, at Sara Omar var shortlistet til Bogforums Debutantpris 2018. Hendes meget omtalte, succesfulde og særdeles væsentlige debutroman, "Dødevaskeren", tager livtag med en misogyn og syg kultur, der giver kvindekønnet skyld og skam i vuggegave. Det er så stærk og modig en debut, der kun kan aftvinge dyb respekt.

Det blev ikke Sara Omar, der blev tildelt den litterære pris, der markerer starten af årets Bogforum. Det blev derimod Anita Furu for romanen "Mit halve liv", og det gjorde mig nysgerrig i en sådan grad, at romanen var ét af de bogkøb, jeg gjorde på Bogforum i år. Romanen har slet ikke haft den enorme eksponering, der fuldt fortjent er blevet "Dødevaskeren" til del. I den forbindelse vil jeg komplimentere juryen bag Debutantprisen for et nuanceret og ikke blot oplagt valg af vinder. "Mit halve liv" er udkommet ved det for mig ukendte forlag Gladiator - og her udstiller jeg måske min uvidenhed?! Værdien af Bogforums Debutantpris er, udover den kontante del på 50.000 kr., indiskutabel som vindue ud til et bredere publikum. Tidligere modtagere tæller blandt andre Knud Romer, Anne-Cathrine Riebnitzsky og Morten Pape.

I "Mit halve liv" præsenteres vi for jeg-fortælleren Ruths fantastiske og rørende livshistorie, som den folder sig ud fra hun er en lille pige, til hun bliver en midaldrende kvinde. Ruth er som 6-årig ankommet alene til Helsingør fra Skt. Petersborg efter at have mistet den sidste af sine forældre under de russiske jødeforfølgelser i starten af 1900-tallet. Bag sig efterlader hun sit russiske navn, Nunja, og sine søskende, der spredes for alle vinde. I København adopteres hun af en jødisk velhavende enlig kvinde og vokser op som enebarnet Ruth Ballin. Den endelige adoption bliver dog først en realitet, da Ruth har været i Danmark i et halvt år, hvilket betyder, at der reelt har været et halvt års prøvetid for den lille forældreløse 6-årige pige.
Da adoptivmoderen dør 7 år senere, står Ruth for anden gang i sit korte liv uden fast base. Fundet af nogle af adoptivmoderens efterladte breve skubber til minderne om det gamle liv med søskende. Brevene viser sig nemlig at være fra Ruths storebror, der på et tidspunkt har ønsket at møde Ruth. En kontakt der strandede på adoptivmoderens initiativ: "... din mama var sikker på, at det var bedst for dig at stoppe kontakten", som Ruths barnepige formulerer det. Ruth skulle være dansk og glemme sin historie, som hun naturligvis i kraft af sin alder har klare erindringer om.
Vi følger Ruth ind i voksenlivet i ægteskabet med en norsk forretningsmand, der tager hende med til spanske San Sebastián, hvor ønsket om og længslen efter en rigtig familie rejser med. Ruths ophav er, som nævnt, jødisk, og igennem romanen skildres hendes brændende ønske om ikke at skille sig ud og være anderledes meget fint, og Ruth lader sig da også døbe som voksen.
Anita Furu formår på overbevisende vis at have både den lille piges og den voksne kvindes stemme i sin beskrivelse af den grundfølelse af tab og savn, som Ruth personificerer. Sproget i romanen er både smukt, sanseligt og fuldt af skønne metaforer. Det betyder, at Ruths paradoksale følelse af at være både hjemme og rodløs på samme tid, hvilken titlen "Mit halve liv" også refererer til, skrives langsomt, men sikkert og stærkt frem.
I romanen trækker Anita Furu på hovedstolen, idet fortællingen er en del af hendes egen familiehistorie. Ruth Ballin er nemlig Anita Furus farmor, og jeg vil varmt anbefale dig at kigge nærmere på denne meget velskrevne debut.