Boganmeldelse: "Undladelsessynden" af Berit Alberg

Anmeldereksemplar fra Forlaget forfatterskabet.dk
Udkom: 2. november 2018
Omfang: 261 sider
Vejl. pris: 199 kr.
En hændelse, som man aktivt har valgt ikke at reagere på, selvom man burde have gjort det. På denne måde kan man definere en undladelsessynd, og dem er der indtil flere af i Berit Albergs debutroman, "Undladelsessynden".

Romanen er udgivet på det godt tre år gamle Forlaget forfatterskabet.dk, som tvillingerne Søren og Morten Ellemose står bag. De fortæller, at de forsøger, at være det forlag, de gerne selv ville udgive hos. De er nemlig i fællesskab udøvende forfattere med mere end 30 titler bag sig.
Denne spændingsromans tragiske bagtæppe er det smertelige tab, som det unge ægtepar, Bolette og Carsten, lider, da deres 3-årige datter bliver dræbt i en trafikulykke. Ved ulykken kvæstes Carstens far ligeledes alvorligt. Fra politiet er det Michael Jensen og Charlotte Lund, der som team får til opgave at overbringe forældreparret den tragiske nyhed om tabet af datteren, og de to politifolk står også for den videre efterforskning af ulykken. Den lille piges død efterlader en familie i ruiner, og hurtigt eskalerer antallet af dødsfald.
Læseren ved fra romanens start godt, hvem gerningsmanden bag det stigende antal dødsofre er, men jeg synes, at Alberg ret fint formår at fastholde en støt stigende spændingskurve. Det gør hun blandt andet ved, at undladelsessynderne nærmest står i kø for romanens centrale personer. Forfatteren formår også igennem romanen at smide en række set ups, det vil sige detaljer og informationer, som man fornemmer vil få betydning senere i romanen, og dermed giver pay off for læseren. Det var med til at vække min nysgerrighed, så jeg måtte læse videre. Undervejs i min læsning hæftede jeg mig også ved nogle ganske fine miljøbeskrivelser, der var med til at sætte gang i min indre biograf.
Endelig synes jeg, at Berit Alberg ganske fint får skrevet frem, at det, man oplever som værende retfærdigt, ikke nødvendigvis giver den ro og udfrielse, som man forestillede sig.
I forhold til personernes indbyrdes relationer oplevede jeg, at romanen har nogle svagheder. Er det troværdigt, at henholdsvis en politimand og en retsmediciner deltager i begravelsen af de mennesker, hvis sag de efterforsker eller har haft på dissektionsbordet? Og er det plausibelt, at en efterforsker inviterer et af objekterne for sin efterforskning ud "for at snakke lidt" uden for arbejdstiden? Her oplever jeg, at Alberg bøjer troværdigheden for at få nogle ender i plottet til at mødes belejligt, hvilket i min optik virker forstyrrende på handlingens fremdrift.
Sprogligt oplevede jeg, at der enkelte steder var noget, som en korrekturlæser godt kunne file lidt på. Der er nogle gentagelser, lidt roden rundt i hendes og sin - og oh ve oh skræk udtrykket 'i sommers', hvor jeg til enhver tid vil hævde, at det hedder 'i sommer' på korrekt dansk.
Opsamlende vil jeg dog anbefale dig romanen som en god, underholdende og fængslende læseoplevelse, hvor forfatterens baggrund som sygeplejerske bestemt ikke fornægter sig, og den må have været et stort aktiv i hendes research.