Udkom: 4. december 2018
Omfang: 326 sider
Vejl. pris: 350 kr.
"Man kan godt være genert i al almindelighed og så ikke være genert over for et publikum, har jeg lært. Når jeg først står på scenen, og musikken spiller, har jeg aldrig følt mig genert, men lige så snart jeg går ned af scenen, så er jeg lille Kim, der ville ønske, at han kunne slukke for det hele og bare være anonym og Mr. Nobody,"
Ovenstående citat synes jeg så fint og enkelt rammer essensen af denne smukke erindringsbog om hele Danmarks spillemand. Hvad ville han mon selv have ment om den overstrømmende og fuldt fortjente hyldest, der blev ham til del i dagene efter dødsfaldet?!
Erindringsværket er blevet til på baggrund af syv samtaler, som forfatter Jens Andersen havde med Larsen i løbet af foråret 2018, og forfatteren formår på fornemmeste vis at få præsenteret mange sider af ham, der med rette kan kaldes Danmarks nationalskjald.
Oprindeligt havde tanken været, at erindringsbogen skulle fortælle om hele Kim Larsens liv, men hans død satte en stopper for det projekt. Kim Larsen nåede således kun at fortælle om sin barn- og ungdom, og bogen slutter dér, hvor mange måske vil mene det hele startede; med tilblivelsen af Gasolin. Efter endt læsning sad jeg da også med en tom og uafsluttet følelse, for hvor ville jeg dog gerne have hørt mere fra denne på samme tid fandenivoldske, belæste, ordentlige, generte og energiske gadedreng, der var en særdeles talentfuld og engageret fortæller.
Bogen går kronologisk frem, og fra begyndelsen bliver jeg rørt af at læse om Larsens loyalitet og respekt overfor sin kærlige og urokkelige mor. Hun opdrager egenhændigt sine to drenge, mens hun passer et kontorjob og sidenhen tager en læreruddannelse. På sidelinjen rumsterer navnlig den kærlige morfar, der har en stor del af æren for Kim Larsens videbegærlighed og livslange lyst til at læse klassisk litteratur med vægt på kvalitet, men også kvantitet. Med Larsens egne ord: "Jeg hader tynde bøger. Hvis en bog er under 400-500 sider, er den jo færdig, inden man er kommet i gang, ikke?"
Gennem hele værket formår Jens Andersen at skrive Kim Larsens fortællestemme frem på en måde, så den folkekære musiker nærmest pibler ud mellem linjerne. Der er både forstand, humor og charme for alle pengene, når Larsens fortælletalent folder sig ud.
Det er en stålsat ung Larsen, der er helt bevidst om, at han på ingen måde har et ønske om eller behov for at skifte socialklasse og blive akademiker, da han starter på gymnasiet. Han har blot målet, at blive lærer, for øje, og så er han tvunget til at tage den studentereksamen med. Den fastlagte livsbane som skolelærer, holder han stædigt fast i meget længe, mens han ligeså stædigt forsøger at undertrykke musikeren i sig. I beskrivelsen af Larsens splittelse mellem at følge sin forstand eller sit hjerte, synes jeg, at Jens Andersen på smuk vis skriver nogle facetter frem, der virkelig nuancerer billedet af mennesket Kim Larsen.
"Slynglerne er nu de sjoveste, Kim!", gentog Larsens mor ofte i løbet af hans barn- og ungdom. Det sande i det udtryk, kommer til sin ret flere gange i løbet af bogen - særligt beskrivelsen af Wili Jønssons og Mogens Mogensens bohemefester i slutningen 1960'erne fik mig til at le højt.
Endelig er romanen kræs for dig, der er bognørd. Når fingrene løber hen over forsiden, er titlen skrevet med hævede bogstaver - og til min glæde min all time favourite: Bogen har et let buet fremsnit i stedet for en lige bogblok. Kapitlerne ledsages desuden af en mængde billeder og tegninger. Gennem barn- og ungdommen udtrykte Larsen sig nemlig ofte gennem tegninger.
Erindringsbogen får mine varmeste anbefalinger med - også som et smukt fremstillet tidsbillede. Læn dig trygt tilbage og nyd den. Kim Larsen holder dig i hånden hele vejen fra 50'ernes København til 70'ernes hippietid på Christianshavn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar