Boganmeldelse: "Bjørnen" af Katrine Marie Guldager

Anmeldereksemplar fra Gyldendal
Udkom den 7. juni 2018
Omfang: 173 sider

Vejl. pris: 149,95 kr.
"Bjørnen" er en klejn bog - både i omfang og omkreds. Men - don't judge a book by its cover, for her er tale om en roman, der, på trods af sin lidenhed, ramte mig hårdt og præcist lige midt i solar plexus. 
Hånden på hjertet - jeg har ofte selv drømt om det. At stikke af fra det hele. Ikke at skulle være noget for nogen - andre end mig selv. Fred og ro. Helt alene.

Vibse, denne romans hovedperson, lader det ikke blive ved drømmen - hun skrider! Begiver sig op til familiens afsondrede sommerhus i Sverige for at være helt alene, da flere af hinanden uafhængige hændelser inden for samme uge får tilværelsen til at ramle sammen om ørerne på hende. Den voksne datter, Laura, flytter hjemmefra, Vibse har et skænderi med sin idiotiske mand - og sidst, men ikke mindst, er hun blevet fyret fra sit job som gymnasielærer på grund af samarbejdsvanskeligheder. Lort, på lort, på lort som Vibse helt ufortjent står med her midt i livet. Hende, der aldrig har givet op, men kæmpet videre. Vibse mener ikke selv, at hun fortjener så megen modgang - og hun er vred! Virkelig rasende. 

Til at begynde med nyder hun ensomheden, og det er ikke uden en vis stolthed, at hun klarer det hele selv - tænder op, hugger brænde og laver mad. Irritationen over manden, Bent, er nærmest altfortærende. Han er for sød, for forudsigelig, for forstående, for rummelig - ja, bare for meget! Egentlig hedder han ikke Bent. Han hedder Lars. Bent er det øgenavn, Vibse har givet ham som straf - for at ydmyge ham.

Langsomt ændres Vibses perspektiv dog, og ensomheden, som hun længtes sådan efter, er pludselig ikke længere så tillokkende. Faktisk bliver den skræmmende, og hun mærker den snige sig ind nærmest som en fysisk ubehagelighed. Den ubehagelige fornemmelse forstærkes yderligere, da en voldsom snestorm betyder, at strømmen går, og Vibse mister al kontakt med den omverden, som hun rejste væk for at undslippe.
Helt overladt til sig selv - og en bjørn - i den svenske skærgård mærker Vibse med ét elementernes rasen på både et fysisk og mentalt plan, og der midt i ensomheden reflekterer hun over sin egen måde at være mor på - og sørger over det, der er forbi for altid. Naturligvis foranlediget af det faktum at datteren uden at advare hende med ét er blevet voksen og har efterladt Vibse alene tilbage på perronen, der for Vibse nærmest har karakter af en endestation. Nu hvor "barnet" er borte, hvilken slags mor er man så?! Og har hun overhovedet været en god mor, mens tid var?!
Mange roller knytter sig til et halvt levet kvindeliv som Vibses - datter, kone, kollega og mor - og Katrine Marie Guldager lader sin hovedperson forholde sig til dem alle på en troværdig, humoristisk og befriende facon. Guldager skriver med kant, nerve og humor, men også stor indlevelse - og det er forløsende at vide, at man i hvert fald i litteraturen kan møde en mor, der også har umanerlig svært ved at lade fangarmene blive nede langs kroppen. Som en kvinde, der er jævnaldrende med Vibse, synes jeg, det har været foruroligende let at genkende mange af de følelser, Guldager beskriver via sin hovedperson. Sproget er karakteriseret ved korte sætninger, der har givet fortællingen fart og understreget Vibses konstante indre dialog.
En meget læseværdig bog, der får en varm anbefaling herfra.

Boganmeldelse: "Det var os" af Golnaz Hashemzadeh Bonde

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom den 4. maj 2018
Omfang: 208 sider

Vejl. pris: 250,00 kr.
Politikens Forlag kan noget med pæne bøger, der glæder en bognørd som mig. I år er blandt andet Den, der lever stille og Jeg er f*cking hot to rigtig gode eksempler på pæne bøger, som jeg tidligere har fremhævet her på bloggen.

Den gode stime af pæne udgivelser følger forlaget blandt andet op med den svensk-iransk forfatter Golnaz Hashemzadeh Bondes debut på dansk, "Det var os". På bogens smudsomslag er der guldtryk og en struktur, som er lækker at røre ved, når man lader fingrene løbe hen over det. Derudover har bogen et buet fremsnit i stedet for en lige bogblok. Sidstnævnte er min største guilty pleasure, når det kommer til bøger. Bogen kom dermed - på grund af forlagets blik for æstetikken - forud på point, inden læsningen overhovedet var gået i gang.

Vi møder hovedpersonen, Nahid, på et svensk hospital, hvor hun netop har fået en dødsdom. Cancer i stadie 4, og hun er rasende. På lægen. På sin datter. På livet, der er ved at rinde ud.

Vreden sender Nahids tanker 30 år tilbage i tiden til den unge kvinde, hun var. Intelligent, ambitiøs og hårdtarbejdende med en helt nyerhvervet plads på medicinstudiet på et universitet i et Iran orienteret mod vestlige værdier, men hvor en stor del af befolkningen blev undertrykt af en lille meget velhavende elite. Den aften, hvor Nahid og hendes familie fejrer, at studiepladsen er i hus, besegles hendes skæbne. Hun møder Masood, der ligeledes er universitetsstuderende. Han er opfyldt af tanker om retfærdighed, og det skræmmer ham ikke at tage drastiske metoder i brug for at nedbryde de samfundsstrukturer, der undertrykker størstedelen af befolkningen. Sammen med Masood kaster Nahid sig ind i den iranske revolution. Hun bliver revolutionær, hvilket - på mange planer - får fatale konsekvenser for resten af deres tilværelse: "Vi var tyve år, og vores liv var på mange måder allerede slut. Alt, hvad der skete derefter, var kluntede forsøg på at erstatte det, vi mistede..." Det, der startede som ung idealisme, endte som bekendt med en islamisk republik, og Nahid og Masood flygter til Sverige. Med i bagagen har de to et tungt åg af desillusion og afgrundsdyb resignation, der kommer til at præge deres liv sammen med datteren, Aram. Den før så frihedshungrende Masood ændrer sig radikalt, og Nahid er bedste fald en sølle og ynkværdig mor.

Tilbage i nutiden tvinges den midaldrende Nahid til at konfrontere realiteterne, som de var - her hvor livet er ved at rinde ud. Først er hun afvisende overfor Arams omsorg og bekymring, men hun demonstrerer også styrke og mod til at tillade de store følelser at komme til udtryk.

Bogens voldsomme temaer står i stærk kontrast til det smukke ydre. Skyld, skam, bristede håb og drømme, hvor forfatteren formår at skrive en latent grundsmerte frem, der griber læseren om hjertet.

Boganmeldelse: "Hotel Tusind Lys" af Emylia Hall

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag
Udkom den 22. maj 2018
Omfang: 341 sider

Vejl. pris: 249,95 kr.

Kit er rejseskribent for et rejsemagasin, en slags professionel globetrotter, og hun står nu foran sit livs rejse. En rejse hvor hun vil finde den far, hun ikke troede, hun havde, og konfrontere ham med det faktum, at han svigtede Kits mor, da hun havde allermest brug for ham.

Det er den fortælling, Kit er vokset op med, efter hun som 5-6-årig nysgerrigt havde spurgt ind til sit fædrene ophav. Moderen lod dengang skinne igennem, at Kits far var en gift familiefar med et barn forvejen, men at han undlader at fortælle det til Kits mor, da de indleder et forhold. Moderen, Rosa, fortalte derudover den lille Kit, at faderen døde, før hun blev født.

Alt ændrer sig dog, da Kits mor på sit dødsleje fortæller, at faderen, i modstrid med hendes oprindelige fortælling, ikke døde før Kits fødsel. Han lever endnu. Efter moderens død rejser Kit ud på en følelsesladet odyssé til den smukke italienske ø, Elba, hvortil hun har lokaliseret sin far, Valentino Colosimo.

På Elba møder Kit, meget mod sin forventning, en charmerende, omsorgsfuld og meget imødekommende Valentino, der er ejer af det smukke Hotel Tusind Lys; nærmest et paradis på jord. Hotellet er fyldt med stamgæster, der år efter år vender tilbage for at nyde hotellets fantastiske beliggenhed ved Middelhavet og den udsøgte mad tilberedt af den uovertrufne kok, Oliviero.

Indledningsvist giver Kit sig ikke til kende, men da det sker, starter det en lavine af begivenheder, som jeg slet ikke vil afsløre her. Uden at røbe for meget kan jeg dog godt sige, at Kit er ikke den eneste med hemmeligheder på Hotel Tusind Lys. Også Valentino og Oliviero gemmer på dystre minder, hvilket truer med at gribe ind og få betydning i Kits liv.

"Hotel Tusind Lys" har været en dejlig læseoplevelse, der har passet perfekt til terrassen i det sommerklædte Danmark, vi har haft de sidste tre uger. Derfor vil jeg ikke tøve med at anbefale at tage bogen med på en solseng nær dig denne sommer. Bogen emmer af ferie, lækker mad og aperitivo, og så kan jeg godt abstrahere fra, at persontegningen i bogen på ingen måde er kompleks eller nuanceret. Sproget er ligeledes meget sommerlet at gå til. Jeg vil dog dele denne lille sprogblomst med dig, som faktisk er blevet hos mig efter endt læsning, fordi den ramte mig: "... gik det op for hende, at hun for første gang siden morens død var i stand til selv at vælge sin følelser. Det kunne man ikke, når man var i sorg."

Boganmeldelse: "Mødre og døtre. Samtaler om kærlighed og tab" af Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst & Anne Linnet i samarbejde med Lene Johansen

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom den 14. marts 2018
Omfang: 304 sider
Vejl. pris: 250 kr.

I starten af 00'erne ventede min søster og jeg begge vores andet barn. På samme tid blev vores mor alvorligt syg. Vi talte ikke om det dengang, men siden har min søster sat ord på: "Jeg benægtede det. Min mor kunne ikke dø. Det ville ikke ske."

Jeg tror heller ikke, at jeg selv forstod, hvor alvorligt det var. Jeg kunne ikke rumme at være ved at give liv, mens livet måske var ved at blive taget fra hende, der sad en plads længere ude end mig på livets bænk. Heldigvis gik det ikke sådan, Vi har stadig vores mor.

En dag falder ens primære livsvidne bort, og hvordan man tackler man så den livsudfordring?! Det handler denne samtalebog mellem fire markante kvindeskikkelser om. Hanne-Vibeke Holst beskriver tabet af sin mor så fint med inspiration fra forfatteren Joan Didion: "Vi sørger over tabet af dem, vi var engang, og det oplevede jeg meget med min mor. Jeg sørgede lige så meget over, at jeg ikke længere var barn, fordi min far også var død. Med dem var hele barndommen, som havde fyldt så utrolig meget, forsvundet."

Samtalebogen udkom første gang i 2010 med titlen "Min mor er død". Det var kort tid efter, at de fire kvinder var blevet moderløse, så sorgen og savnet var endnu meget nærværende. Første udgaves første to dele er gengivet i deres oprindelige form, og derudover indeholder denne anden udgave en helt nyskrevet tredje del, hvor de fire kvinder reflekterer over tiden, der er gået, siden de hver især mistede deres mor. Under de fire kvinders samtale har journalist Lene Johansen siddet med, lyttet og spurgt, hvorefter hun har skrevet ordene sammen til en bog om en livsudfordring, hvor man kan føle sig alene og forladt.

Første del er en rørende og velskrevet fremstilling af hver af de fire kvinders oplevelser af forløbet op til dødsfaldet, men også et tilbageblik på mødrenes liv og døtrenes relation til deres mor. Jeg har det normalt ret stramt med Christine Antorini. Hun var undervisningsminister, da lærerne blev lockoutet i 2013. Afsnittet, hvor hun fortæller om tiden, hvor moderen får sin kræftdiagnose og derefter dør af sin sygdom, fik dog mig fuldstændigt. Jeg græd som pisket.

Samtalebogens anden del hedder "Døden", og den er blandt andet en ret lavpraktisk beskrivelse af, hvad man stiller op med sin døde mor. Gør man fx selv sin døde mor i stand? Det gjorde Hanne-Vibeke Holst som den eneste af de fire, hvilket forbavser mig. Ens mor er vel ens mor, selvom hun er død?! Den omsorg kunne jeg ikke forestille mig at overlade til professionelle.

At miste sit primære livsvidne er livsudfordring af de store. Det efterlader denne bog, som det har taget mig lang tid at læse, ingen tvivl om. Ikke at den er uvæsentlig eller på nogen måde vanskelig at komme igennem, men på en eller anden måde har den fucket med min hjerne, så jeg har måttet læse andet litteratur indimellem. Jeg har drømt om det om natten - at jeg mistede min mor. Heldigvis indgyder denne udgaves nyskrevne tredje del også håb og mod. Man kommer over sin mors død, og alle fire kvinder beskriver meget rørende og fint, hvordan man også kan komme frem til en forståelse og accept af de valg, ens mor har truffet igennem sit liv - selvom man ikke forstod dem, mens hun levede.

Boganmeldelse: "De bortførte piger" af Mary Lynn Bracht

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag
Udkom i går, den 24. april 2018
Omfang: 351 sider
Vejl. pris: 299,95 kr.
"Reading can seriously damage your ignorance!" Jeg tror, det var på Facebook, jeg læste det fornylig. Min uvidenhed led ubodeligt skade, da jeg fik fat i denne fantastiske roman af Mary Ann Bracht. Jeg vidste godt, at Japan efter 2. verdenskrig blev pålagt at afvikle hær og flåde og således var på taberholdet. Hvad jeg ikke var klar over, og her udstiller jeg måske min uvidenhed, var, at Japan i praksis havde herredømmet i Korea fra 1905 til 1945. Nogle af de uhyrligheder, som Japan begik under verdenskrigen, fandt sted i Korea, og det handler denne smukt sansende og på samme tid gruopvækkende roman om.

Hana på 16 år er - i lighed med sin mor - haenyeo, havkvinde. Et traditionelt kvindeerhverv som havdykker, der går i arv fra mor til datter, på den lille ø, Jeju, syd for det koreanske fastland. Havkvinderne sælger efterfølgende deres fangst på markedet, og af den grund har kvinderne på Jeju en særlig grad af uafhængighed, da de til dels er selvforsørgende. Tidsmæssigt befinder vi os ved romanens start i 1943. Udover de to kvinder består familien af faderen, der er fisker, og lillesøster Emiko, kaldet Emi, på 9 år.

Det lille samfund på Jeju er underlagt den japanske besættelsesmagts luner. Koreanerne bliver anset for andenrangsborgere, og unge koreanske mænd sendes i krig af den japanske kejser for at bekæmpe kineserne. Alle koreanske lærere er erstattet med japanere, ligesom alle koreanere er påtvunget et japansk navn. Endelig kidnappes koreanske børn til fabriksarbejde i Japan og unge kvinder til prostitution - som trøstepiger for japanske soldater, inden de sendes til fronten. Det sidste er netop det, der sker for Hana, der i et forsøg på at redde sin lillesøster, Emi, bliver kidnappet til et bordel.
Umiddelbart efter Hanas kidnapning springes der i romanens komposition frem til 2011. Lillesøster Emi er blevet 77 år, og med stor beslutsomhed bestemmer hun, at nu er tiden inde til at finde søsteren, der så brutalt blev taget fra sin familie. Et tab, som Emi livet igennem har bebrejdet sig selv, for det var jo hende, Hana reddede. Derefter krydsklippes der, så vi skiftevis følger Hana i 1943 og Emi i 2011. Hana bliver sendt til Manchuriet for at arbejde som prostitueret - og ja, her måtte jeg også lige have fat i min ven Google - for hvor er det nu, det ligger?! En af denne romans forcer er helt klart, at den animerer mig som læser til at søge ud over dens univers for at blive klogere på den tid, den foregår i.
Vi følger Hana på hendes ufrivillige rejse, der giver et indblik i japanernes brutalitet under verdenskrigen. Mary Lynn Bracht skriver på en måde, så jeg følte, at jeg blandt andet for mit indre blik helt tydeligt kunne se og føle den mongolske højslette.
Emi vokser op i Koreakrigens skygge, hvilket får fatale konsekvenser for familien - og heller ikke her rakte min eksisterende viden til. Den var mildest talt også sporadisk. Der var noget med 38. breddegrad og hospitalsskibet Jutlandia. Også her fik jeg lyst til at søge viden ud over romanen, og det er jo det, litteratur også kan - give os lyst til at vide mere.
Den voksne Emi har ved flere lejligheder deltaget i onsdagsdemonstrationerne foran den japanske ambassade i Seoul, hvor overlevende trøstekvinder har demonstreret i håb om, at den japanske regering ville påtage sig et ansvar for de forbrydelser, der blev begået mod op mod 200.000 kvinder, hvoraf ca. 80% var koreanere. Netop onsdagsdemonstrationerne bliver for Emi et meget stærkt symbol på savnet efter søsteren - og på den fred, som hun slutter med sin skæbne.
Denne roman har, som det vist "mildt" antydes, åbnet op for, at jeg er blevet enormt nysgerrig både i forhold til koreansk og japansk historie - og det er i min optik romanens største styrke. Det er ganske enkelt en rigtig medrivende og på samme tid grufuld roman med et stærkt autentisk islæt, der er skrevet i et smukt og malende sprog. Det betyder, at jeg godt kan tilgive den lidt urealistiske slutning, som Mary Lynn Bracht da også forholder sig til i forfatterens afsluttende kommentarer.

Boganmeldelse: "Jeg er f*cking hot!" af Renée Toft Simonsen

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkommer i dag, 3. april 2018
Omfang: 318 sider
Vejl. pris: 300 kr.
Æstetik betyder, at noget er udformet på en smuk og tiltalende måde, som gør det behageligt at se på. Netop ved æstetikken vil jeg gerne tage afsæt i min anmeldelse af "Jeg er f*cking hot!". Det er ganske enkelt en smuk bog, hvor Politikens Forlag har gjort meget ud af formen, og det er

ikke uden betydning for en bognørd som mig. Billedkunster Michael Baastrup Chang er manden bag både omslagsdesign og illustrationerne i bogen, og jeg synes, at hans streg er fabelagtigt afstemt med Renée Toft Simonsens ord. Derudover er bogen forsynet med et lyserødt og hvidt kapitælbånd samt et sort læsebånd, og når smudsomslaget tages af, har den indbundne udgave en dejlig orangerød farve, der passer perfekt til mønsteret på forsatsen. Endelig er det værd at bemærke det buede fremsnit - det vil sige, at bogblokken er rundet i stedet for lige. Det løfter det samlede udtryk væsentligt, og det er en detalje, som få trykkerier mestrer. Bognørden har talt, og lad os så få kigget på indholdet af den smukke bog.

Efter at Renée Toft Simonsen langsomt og nærmest snigende bliver overmandet af overgangsalderen i form af hedeture og søvnløse nætter, går hun til lægen med en fast overbevisning om, at det må hormoner tilført udefra hurtigst muligt rette op. Læsning af indlægssedlens liste med bivirkninger får hende dog på andre tanker, hvilket munder ud i beslutningen om at møde alle klimakteriets velsignelser med oprejst pande og et åbent sind. Det handler denne seneste bog af Renée Toft Simonsen om, og min læsning af den har i hvert fald resulteret i, at jeg har fået lidt mere mod på at møde denne del af mit liv, når den tid kommer. Toft Simonsens baggrund som psykolog fornægter sig ikke, og flere steder vil jeg sige, at bogen har karakter af et regulært opslagsværk. Der er hjælp at hente i forhold til mange af et midaldrende kvindelivs facetter, og kapitlerne kan læses uafhængigt af hinanden. Man behøver ikke at læse bogen ud i én køre, som jeg har gjort. Flere af kapitlerne rammer også mig som 45-årig, der fx ikke har prøvet, at kroppens indre termometer pludselig lever sit eget hede liv. 

Renée Toft Simonsens primære anke er, at denne særdeles udskammede del af kvindelivet, overgangsalderen, blot skal behandles med et skud hormoner udefra og dermed klares med et quick fix. Hun insisterer på retten til at mærke efter, hvad det er, der foregår i krop og sind.

"Tiden var kommet til at lytte til min krop, uanset hvor upassende dens beskeder måtte være."

Ligeledes reflekterer Toft Simomsen over det mærkværdige i, at lige præcis overgangsalderen skal behandles væk - og helst lidt hurtigt! Andre livsfaser som teenageårene, at være ny på arbejdsmarkedet eller at blive forældre er naturlige dele af et levet liv, hvor vi må lære at manøvrere i det hængedynd af følelser, der helt naturligt følger med. Renée Toft Simonsens ærinde er, at kvinder, i stedet for at betragte overgangsalderen som noget, der skal bekæmpes med alle midler, ser den som en helt naturlig fase i et levet kvindeliv. En fase, der kræver tålmodighed og overbærenhed nøjagtig ligesom alle andre livsafsnit med store forandringer.

Hvor hedeture og søvnforstyrrelser hører til blandt overgangsalderens knapt så attraktive sideeffekter, påpeger Toft Simonsen. at den øgede sensitivitet, som den faldende hormonproduktion også fører med sig, kan udnyttes konstruktivt ved at være mere kærlig overfor sig selv og lægge perfektionismen bag sig - både som hustru, mor, veninde og datter. Hun råder kvinden til at "lytte nænsomt, helt ind i dybet af sit inderste kammer, der hvor hjertet og sjælen bor." Det er nok psykologen, der taler, men når nogen beder mig om sådan noget, frygter jeg altid, at det er rungende tomhed! Det bliver lidt for fluffy for mig.

Endelig er der de der børn, der ligesom østrogenet bare forlader én. Knap så glidende - vel nærmere med et rent snit! Helt naturligt, men også vældigt identitetsomstyrtende - for hvordan er man mor, når ens børn ikke længere deler folkeregisteradresse med én - og fik de overhovedet de rigtige værktøjer til at mestre livet med, da de gik ud af døren?! Renée Toft Simonsen skriver om følelsen om at være mor til udeboende børn på en måde, der rammer mig. Sådan var det, da vores ældste forlod barndomshjemmet for et halvt års tid siden. Spot on!

Til allersidst beundrer jeg Renée Toft Simonsen for med stor ærlighed at dele ud af sig selv også i denne udskammede del af kvindelivet. På en eller anden måde er det befriende at vide, at selvom man er 'Face of the 80's', kan man godt være både urimelig, føle sig mindreværdig og være et søgende menneske. Med hendes egne ord: "Det gode ved at have levet i mere end 50 år er, at man efterhånden har forstået, at der simpelthen ikke findes mennesker, der ikke har skår i porcelænet."

Boganmeldelse: "Aftenland" af Therese Bohman

Anmeldereksemplar fra Gyldendal
Udkom 15. februar 2018
246 sider
249,95 kr. (vejl.)

Karolina Anderson er professor i kunstvidenskab ved universitetet i Stockholm, har passeret de 40, har godt gang i karrieren og trives i det akademiske og elitære miljø, hvor bugnende bogreoler og designermøbler signalerer henholdsvis klasse og god smag. Karolina forsker i kunstens repræsentation af kvinder; et forskningsfelt hun er oprigtigt optaget af. På overfladen har Karolina dermed "styr på sit shit", men lige under overfladen lurer en dyb længsel. For hvilket aftryk har hun egentlig sat på verden, nu hvor biologien efterhånden begynder at sætte grænser - uden mand og uden børn?! Med misundelse betragter hun jævnaldrendes liv med børn, hus og faste spisetider. Karolina længes efter stabiliteten i et fast forhold, med tiltrækning, venskab, respekt, intimitet og tillid som de bærende kræfter.

Tiltrækningen på det modsatte køn volder hende ikke de store problemer, idet Karolina, efter at have brudt ud af et længerevarende parforhold, blandt andet indleder et forhold til den mand, hun tidligere har været sin daværende kæreste utro med. Mens Karolinas relation til mænd er primært af fysisk karakter, er hendes forhold til kvinder ikke-eksisterende. Karolina føler sig mindreværdig i deres selskab, blandt andet fordi hun ofte kom til kort i sammenligningen med dem.

Som trøst drikker Karolina lidt for meget, og hun har de seneste år set på sig selv som typisk misbruger med en afhængighed af alkohol, sex og kunst - og vel nærmest i prioriteret rækkefølge.  

Anton Strömberg, ph.d.-studerende og optaget ved forskeruddannelsen for et års tid siden, provokerer Karolina. Hun skal fungere som vejleder på Strömbergs afhandling, og hans indledende henvendelser, oplever Karolina som meget tilbagelænede og selvsikre. Han introducerer Karolina for en, for hende, ukendt kvinde, der på ganske afgørende vis vil forandre den måde, man tænker svensk kunsthistorie på. I relationen til Strömberg bliver Karolina fanget ind i et spil, hvor hun har vanskeligt ved at afgøre, hvem der styrer hvem.
Therese Bohman skriver meget sansende og beskrivende, og jeg synes, at Karolinas længsel efter det småborgerlige liv, som hun egentlig også foragter og ser ned på, er skrevet godt og troværdigt frem. Alligevel må jeg dryppe lidt malurt i bægeret. Jeg synes simpelthen, at fremdriften i romanen er for dårlig, og det er faktisk først for alvor i løbet af de sidste 60 sider, at jeg som læser bliver fanget ind.