Boganmeldelse: "Zornig - fra vred til voksen" af Lisbeth Zornig Andersen

Anmeldereksemplar fra Gyldendal
Lisbeth Zornig Andersen?! Det er jo hende, der er datter af en dybt alkoholiseret mor og blev misbrugt af sin stedfar som barn. Heldigvis mødte hun nogle voksne, der gjorde en forskel for hende. Hun blev student, sidenhen akademiker, formand for Børnerådet, og derfra har hendes liv været godt og ligetil. I dag lever hun et almindeligt liv, som de fleste veluddannede mennesker sagtens kan spejle sig i. Troede du - i lighed med mig - at det var tilfældet?! I så fald må du berede dig på at blive hevet ud af den vildfarelse, når du giver dig i kast med "Zornig - fra vred til voksen", hvilket jeg bestemt synes, du skal gøre.
Zornig Andersen er helt på det rene med, at hun med sin ungdomsbiograf "Zornig - vrede er mit mellemnavn" fra 2014 selv har været med til at konsolidere den myte. For en myte er det. "Zornig - fra vred til voksen", der ligger i forlængelse af ungdomsbiografien både i forhold til titel og kronologi, udgøres af dagbogsnotater fra 2017. Den tegner et nuanceret og meget sammensat billede af de - primært to - verdener, som Lisbeth Zornig Andersen manøvrerer imellem; middelklasse-København og underklasse-Lolland. Og af de konflikter, der er opstået i hendes voksenliv, når hun i middelklasse-København har betjent sig af adfærd, der er betinget af en opvækst i underklasse-Lolland. På samme måde er adfærds-kodekset fra middelklassen ikke meget værd på Lolland. Som Lisbeth Zornig Andersens niece siger til hende: "Det er fordi, du ved så meget. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal snakke med dig om. Jeg ved jo ikke noget."

Den i dag 50-årige Lisbeth lægger ikke fingrene imellem, når hun beskriver den unge udgave af sig selv - hun var afstumpet, selvoptaget og urimelig. "Zornig - fra vred til voksen" er dermed også den voksne Lisbeths livtag med sit unge jegs ansvarsfraskrivelse og bortforklaringer, navnlig når kærlighedsforhold gik i stykker. Det var aldrig hendes skyld, og hun havde krav på en særlig hensynsfuldhed fra andre mennesker på grund af en forfærdelig opvækst. Den voksne Lisbeth er nået til den erkendelse, at en barndom i helvede aldrig er carte blanche til at føre andre mennesker bag lyset og lege med deres følelser. Som menneske har man pligt til at opføre sig ordentligt uanset udgangspunkt.

Når det er slået fast, er "Zornig - fra vred til voksen" også en usentimental, nøgtern og til tider meget rå beskrivelse af, hvordan svigt, overgreb og misbrugsproblemer i Lisbeth Zornig Andersens barndom har sat tydelige aftryk langt ind i hendes voksenliv. Aftryk, der i dag blandt andet viser sig i form af lavt selvværd, søvnbesvær og følelsen af at være i konstant alarmberedskab, når hun færdes blandt andre. Det er nogle af de senfølger, som hun og mange andre med traumer fra barndommen kæmper med.
Udover at være Lisbeth Zornig Andersens personlige beretning, er bogen også en beskrivelse af, hvordan senfølger kan komme til udtryk, og hvordan man kan agere som pårørende til et menneske med senfølger. Den sidste del af bogen har karakter af faglitteratur i relation til livet med eller på sidelinjen af senfølger.
For mig har denne bog været både interessant og lærerig, og jeg sad ofte med fornemmelsen af, at bogen nærmest læste sig selv. Lisbeth Zornig Andersens stil er præcis og nøgtern med mange velovervejede refleksioner undervejs. Statistikken siger, at hver tiende barn i Danmark oplever overgreb, mens hver sjette barn ser vold i hjemmet. Af samme grund har denne bog også været en øjenåbner for mig som fagperson. Endelig er mit billede af Lisbeth Zornig Andersen blevet langt mere nuanceret, hvilket også har været et af hendes mål med at skrive bogen - hun er fortsat undervejs hen mod normaliteten. Med små skridt.

Boganmeldelse: "Hvis der skulle komme et menneske forbi" af Thomas Korsgaard

Bogen er lånt på biblioteket
"Har du læst Hvis der skulle komme et menneske forbi?", spurgte min far mig for nogle måneder siden. Jeg svarede benægtende, og min far fortsatte: "Den er simpelthen fantastisk! Og barsk!" Det ærgrede mig egentlig, for den stående joke er, at kan min far lide en bog - ja, så bryder jeg mig ikke om den!
Det irriterede mig også, fordi jeg vidste, at den stod på to-be-read-listen i min læseklub. Og nu er det så blevet Korsgaards tur i læseklubben, og jeg gik ind til bogen med et vist forbehold grundet min fars anbefaling! At andre ligeledes var begejstrede for Thomas Korsgaards debutroman, er dog åbenlyst, idet han var én af de fem shortlistede til Bogforums Debutantpris 2017.
"Hvis der skulle komme et menneske forbi" opleves gennem hovedpersonens, Tue, øjne. Den beskriver hans opvækst i en mildest talt dysfunktionel familie, fra Tue er 12 år, til han skal starte i gymnasiet. Tue, de to mindre søskende og hans forældre bor på en gård øst for Skive, hvor faderen efter bedste evne forsøger at ernære sig som landmand. Familien er presset på deres levebrød, hvilket bliver hurtigt tydeligt i romanen. Faderen, Lars, bruger antibiotika forebyggende til sine grise for at forhindre, at de bliver syge. Døde dyr tjener man nemlig ingenting på. Tværtimod koster de penge at komme af med, og det betyder, at familien efterhånden selv må brænde de døde dyr for at slippe for i hvert fald den udgift.
Ordene i Tues familie er få, og ting sker ligesom bare. Nogle dage før en nytårsaften kommer den højgravide mor, Lonny, på hospitalet, og børnenes mormor og hendes mand dukker op for at passe de tre børn. Da Tue begynder at spørge efter hende, er mormoderens svar: "Det må vi ikke sige, snuske!" Det er først, da børnene står foran deres sønderknuste mor på hospitalet, at de erfarer, at lillesøster var dødfødt.
Mønsteret, med at undlade at sætte ord på, gentager sig, da farbror Chresten redder familien fra at gå fallit. Ifølge faderen en god aftale, men børnene finder aldrig ud af, hvad den egentlig går ud på. Umiddelbart har aftalen for Tue blot den konsekvens, at faderen bliver en lille mand i farbror Chrestens selskab. Udover den reelle gæld til farbroren er der en afgrundsdyb taknemmelighedsgæld, hvilket børnenes farmor ikke forsømmer en lejlighed til at gøre faderen opmærksom på.
Efter tabet af lillesøsteren trækker Tues mor sig både fysisk og mentalt væk fra familien, og Tue oplever, at hun sover det meste af tiden, hvis hun da ikke spiller poker på nettet. Faderen kan ikke rumme moderens sorg, og han betegner det som hysteri at tale med en psykolog, de alligevel ikke har råd til. Omsorgen for børnene lader efterhånden meget tilbage at ønske. Tue er snavset, og da han får lus, er der for langt til apoteket, så mor putter æggehvider i Tues hår. Måske for at gøre håret lettere at kæmme. Derfra evner mor ikke rigtig at gøre mere ved det, og lusene bliver så Tues problem.
Thomas Korsgaard er i min optik en meget dygtig debutant, og han formår på en megen subtil måde at male billedet af en familie i frit fald frem. Læseren skal selv forholde sig til de enkelte situationer ud fra den måde, de skildres af barnet Tue. I enkelte episoder blæses faderens temperament dog op i fuld skala, som da han vil lære sin søn at gå ud med skraldespanden fremadrettet ved at låse ham ude i frostvejr. Og ja, så er der koblet af navnløse hunde, der ikke altid er overskud til at fodre - noget der også understreger den trøstesløse stemning.
Romanen rummer også flere tragikomiske situationer, som da Tue nærmest skider ned i hovedet af sin far, da faderen efter et skænderi har jagtet ham op i et træ. Det er simpelthen så grotesk, at jeg i hvert fald ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere. Jeg grinede ganske enkelt højt - hvilket, jeg i bund og grund synes, var en anelse upassende. Beskrivelserne af moderens venner, Bitten og Jan, der blandt andet ernærer sig ved socialt bedrageri, er virkeligt også komiske.
"Hvis der skulle komme et menneske forbi" er også en fortælling om Tues spirende seksualitet, hvor han ender med at nå til den konklusion, at han er homoseksuel. En konklusion der bestemt ikke må være uden omkostninger for en "afviger" i udkantsdanmark, for "der boede ingen bøsser i Skive", som Tue lakonisk konstaterer.
Thomas Korsgaard har udtalt, at romanen er delvist selvbiografisk på den måde, at den løseligt bygger på hans egen opvækst. I min research til anmeldelsen her, kan jeg læse, at hans bror giver udtryk for, at han ikke har oplevet deres fælles barndom på samme måde. Jeg mener dog, at det er den autofiktive romans præmis. Som læser må man acceptere, at det er forfatterens oplevelser, der tages udgangspunkt i. Ikke som en endegyldig sandhed, men netop som hans oplevelser.
Afslutningsvist vil jeg, i lighed med min far, anbefale andre at læse "Hvis der skulle komme et menneske forbi" - og til allersidst en servicemeddelelse: Thomas Korsgaard udkommer til maj med den svære to'er, "En dag vil vi grine af det".

Hvorfor læse litteratur?

I sin tale ved åbningen af Bogforum 2017 besvarede professor Svend Brinkmann overskriftens spørgsmål ved at sige at vi, ved at læse, får et frirum. Et frirum i en konkurrencestat, der i stadig højere grad stiller krav om, at vi konstant skal præstere. I sin nytårstale talte Dronningen også om, at vores hverdag er fyldt af krav og valg, der skal træffes. Hun kom med en opfordring til at gøre noget unyttigt. Noget, der ikke er behov for, og noget, der ikke er nødvendigt. Dronningen nævnte godt nok ikke at læse som et eksempel på noget unyttigt og unødvendigt. I forlængelse af Brinkmanns svar, synes jeg dog, at læsningen netop bliver en pause, hvor man kan trække sig væk fra udefrakommende krav og synke ind i den verden, som litteraturen tilbyder.

I sin bog "The Pleasures of Reading in an Age of Distraction" fra 2011 anfører Alan Jacobs, at den primære grund til at læse er, at læsning er virkelig behageligt - og for ham en af de største menneskelige glæder. Jacobs konstaterer dog med bedrøvelse, at mange føler sig fremmedgjorte overfor det at læse. De mangler tro på deres egen evne til at læse. De er i tvivl om, hvorvidt de læser "godt nok" - er fokuserede nok, er opmærksomme nok, er skarpsindige nok. Troen på egen evne til at læse, vil Jacobs gerne give tilbage til læseren, selvom også andre medier vil have vores opmærksomhed.
Dan Ringgaard, professor i nordisk litteratur ved Århus Universitet, er en anelse mere pessimistisk i sin Tænkepause "Litteratur", hvor han hævder, at litteraturens epoke er slut primært efter fremkomsten af digitale medier. Ringgaard opstiller fire definitioner på, hvad litteratur er, og hvordan den har udviklet sig fra Johann Guttenberg opfandt bogtrykkerkunsten til i dag, hvor forbindelsen mellem litteratur og skrift ikke er selvfølgelig - litteratur kommer også i form af billeder og lyd. I dag er litteratur, hvad vi gør den til, ifølge Ringgaard.
At der, ifølge Dan Ringgaard, også er håb for litteraturen, synes man dog også at ane. Litteratur er i hans optik et slags åndeligt stofskifte, hvor vi, ved hjælp af ord, kan skabe mening ud af ingenting. Som når det barn, der netop har lært at læse, opdager, at man gennem læsningen kan fortabe sig i en usynlig verden og blot lade sig rive med af billederne af det, man kan tænke sig til og forestille sig.
I 2013 mente forskere ved New School for Social Research i New York at kunne påvise, at man, ved blot at læse 10-15 minutters god skønlitteratur hver dag, kunne øge sin evne til at forstå andre menneskers tanker og følelser. Det betød, at man altså mente at have fundet bevis for, at god litteratur øger evnen til empati. Desværre hører bestsellerlistens thrillere og kærlighedsromaner, ifølge de amerikanske forskere, ikke under kategorien 'god skønlitteratur'. Det clasher jo unægtelig med Ringgaards påstand ovenfor. På spørgsmålet om, hvordan vi kan tage empatien med ud af bogen, siger Ringgaard, at særligt romanen er en meget effektiv måde at opnå viden om blandt andet andre mennesker, kulturer og historiske perioder end vores egen. Det er ikke givet, at litteraturen lærer os at acceptere forskellighed, men måske formår vi at forstå lidt af forskelligheden.

Boganmeldelse: "Dødevaskeren" af Sara Omar

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

At Sara Omar med sin roman, "Dødevaskeren", brød gennem glasloftet, er vist end ikke forbigået de, der blot sporadisk følger med i nye udgivelser. Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen, kaldte på lederpladsen "Dødevaskeren" for den vigtigste udgivelse i 2017. Han gav endda Sara Omar eget hashtag, #themtoo, hvormed han kritiserede #metoo-kampagnen for at undlade at fokusere på den systematiske vold mod muslimske kvinder, som Sara Omar bringer til torvs i "Dødevaskeren". Krasnik fik sidenhen massiv kritik for det, mange mente, var en afsporing af en kampagne imod sexchikane. Hvorom alting er, forstår jeg godt, at Martin Krasnik kalder "Dødevaskeren" for sidste års vigtigste udgivelse. Sara Omar sætter med sin vidnesbyrdberetning et uhyggeligt spot på mishandling, voldtægt, æresdrab, incest og omskæring begået mod muslimske piger og kvinder, hvis eneste forbrydelse er, at de netop "kun" er hunkøn. I søndags blev Omar fuldt fortjent tildelt Årets Victor 2018. En hæderspris Ekstra Bladet siden 1980 har uddelt til journalister, forfattere, fotografer og tegnere, der i særlig grad har udvist mod og levet op til kravene for kritisk journalistik. Modig, det er Sara Omar. At skrive og få udgivet "Dødevaskeren" har haft den personlige konsekvens, at hun nu må leve under beskyttelse.
Hovedpersonen, Frmesk, er det vi, indenfor mit fag, kalder et mælkebøttebarn. Et barn, der på trods af særledes vanskelige og risikofyldte opvækstvilkår, udvikler en særlig styrke og derfor imod alle odds klarer sig godt. Det vender jeg tilbage til.
Allerede fra fødslen er Frmesk bagud på point. Hun er kun en pige, hvilket hendes far, Anwar, ikke forsømmer en lejlighed til at bebrejde hendes "uduelige" mor, Rubar - for det er naturligvis hendes skyld. Derudover fødes hun helt skaldet bortset fra en hjerteformet plet af fint hvidt hår. Er det en velsignelse eller en forbandelse?! Den spæde Frmesk vil ikke spise, og Rubar frygter for den lille piges liv, da Anwer truer med at gøre hende fortræd. Derfor flytter Frmesk hjem til sine kærlige morforældre, Gawhar og Darwésh, hvilket Anwar indvilliger i, da Frmesk blot er en klods om benet på ham.
Mormor Gawhar er dødevasker. Hun tager sig af den foragtelige opgave med at vaske døde piger og kvinder, ingen vil kendes ved, inden de skal begraves. Piger og kvinder, der ved at have bragt skam over deres familie, er blevet så urene, at ingen - end ikke familien - vil røre dem, når de er døde. Som oftest som følge af drab begået inden for familien selv.
Morfar Darwésh tror på zarathustrisme. Noget jeg måtte google for at finde betydningen af. Det tjener også Sara Omar til ære. Jeg kan godt lide, når jeg som læser skal researche under læsningen af en skønlitterær bog. Morfar Darwésh tror på "gode handlinger, gode ord og gode tanker". Darwésh er særdeles kritisk overfor islam som lovreligion, der også byder at gøre ondt overfor medmennesket. En kritik han ikke undlader at dele: "Dawésh havde engang sagt, at bøgerne sandt nok var friheden, men at Koranen var verdens største fængsel, og at enhver, der troede sig fri i Koranens bur, var en fornuftsløs tåbe uden øjne."
Sideløbende med fortællingen om Frmesks opvækst i et Kurdistan, der kæmper for sin eksistens under den irakiske diktator, Saddam Hussein, følger vi den voksne Frmesk og den medicinstuderende Darya under Frmesks indlæggelse på et dansk hospital. Her kommer mælkebøttebarnet ind i billedet igen. Den voksne Frmesk accepterer ikke, at man som pige får skyld og skam i vuggegave - og at ældgamle bøger, kulturer og traditioner legitimerer et kvindeforagtende livssyn.
"Dødevaskeren" er et langt og forfærdeligt studie i, hvordan pigers og kvinders rettigheder systematisk bliver trådt under fode med et mere end 1500 år gammelt religiøst skrift som legitimeringsgrundlag. Den sociale kontrol, der også udspringer af Koranens ord, er ligeledes central igennem romanen, hvilket mærkes af både Rubar i Kurdistan i 80'erne og Darya i Århus i 2016.
I en anden anmeldelse af "Dødevaskeren" mente anmelderen, at persontegningen var for flad. Anwar og farmor Bahra er kun onde, mens Gawhar og Darwésh kun er gode. Jeg ser "Dødevaskeren" som et autofiktivt værk, og derfor mener jeg, at vi som læsere må anerkende og acceptere Frmesks/Saras oplevelse. Sådan var det for hende, og det er hende, der har skrevet romanen. Ikke hendes far eller farmor. Jeg synes også, at Sara Omar sprogligt formår at bringe mig til Kurdistan i 80'erne. Det er ikke kun uhyrlighederne, der bliver malet nådeløst og konkret frem. Også behagelige dufte af krydderier og mad på markedet, beskriver Omar på en måde, så man føler, at man er der selv. Det er godt klaret af en romandebutant!
Hvor hører Frmesk op, og hvor begynder Sara Omar selv? Der er klare sammenfald i Frmesks og Saras historie. De er begge født den 21. august 1986 i Kurdistan, og de skriver begge, fordi de ikke kan lade være. Oprøret og modstanden mod misogynien i forhold til muslimske kvinder må have en stemme. Sara Omar kalder sit værk en roman, hvilket støtter det fiktive med en tradition for at adskille forfatter og tekst. Ved at inddrage Frmesk (Sara?) som hovedperson udviskes skellet mellem fiktion og virkelighed dog. Omar selv har lagt et røgslør ud over, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed. Angiveligt af hensyn til hendes egen sikkerhed.
Ligesom jeg måtte google zarathustrisme, var jeg også nødt til at google Halabja 1988, for "Dødevaskeren" berører også folkedrabet mod kurderne, som jeg nok har hørt om, men ikke ved så meget om. Her straffede Saddam Husseins regime de irakiske kurdere for at støtte iranerne under konflikten med Irak. De grusomme billeder, der dukker op, er hjerteskærende. Igen: En skønlitterær roman, der får mig til at søge viden uden for værket selv, mangedobler min læseoplevelse.
"Dødevaskeren" har gjort et stort indtryk på mig, og jeg tænker, at man som 31-årig ikke burde være i stand til at skrive så levende og virkeligt om noget så uhyrligt. Det skulle være mig en stor glæde, hvis Sara Omar med sit værk medvirker til en reformation af islam. Præcis som hun selv ønsker det.

Boganmeldelse: "Jeg løber" af Anders Legarth Schmidt

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

"Jeg kan ikke græde og løbe samtidig. En lettelse. Jeg har ikke tænkt på det før. De to ting udelukker hinanden."



Dit barn dør ikke før dig. Sådan er reglerne. Men hvad gør man som forældre, når livet ikke overholder reglerne? Hvordan bærer man det ubærlige? At miste sit barn. Anders Legarth Schmidt, journalist ved Politiken, har skrevet bogen "Jeg løber". Det, der oprindeligt startede som en blog, er nu udkommet i bogform. En bog, der beskriver en fars smerte og sorg, da hans 6-årige datter, Ellen, dør af leukæmi. En bog, der skildrer, hvordan det at løbe fortrænger sorgen og skaber sprækker af lys i et uendeligt mørke.
I programserien "Kunsten at miste" på DR har journalist Esben Kjær i fire stærke udsendelser beskrevet, hvordan han og andre efterladte har skabt plads og rum til at leve videre med deres afdøde. Programserien tager afsæt i Esben Kjærs bog "Min usynlige søn - kunsten at leve med sine døde resten af livet" fra 2016. Her beskriver han sin sorg efter tabet af sin 7-årige ligeledes kræftramte søn som en forvandling. En forvandling for livet som samfundet har vanskeligt ved at rumme. Sidste år udkom Naja Marie Aidt med "Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage"; et gribende og personligt vidnesbyrd om hendes altfortærende sorg efter tabet af den 25-årige søn, Carl. Et tab, der havde den umiddelbare konsekvens, at hun mistede sit sprog. Romanen har netop modtaget Weekendavisens Litteraturpris 2017.
Den personlige beretning om at navigere hvor sorgen raser, var også Anders Legarth Schmidts udgangspunkt, da han påbegyndte bloggen "Jeg løber" på Politiken i november 2015, to år efter Ellens død. Efter 44 indlæg om at løbe og leve videre med sorgen efter Ellens død lukkede bloggen et år senere. Sidenhen dannede den baggrund for et teaterstykke af samme navn på Det Kongelige Teater. Totalt udsolgt og snart på turné i provinsen. Til interesserede oplyses, at billetter allerede nu kan forudbestilles til den kommende sæson, hvor forestillingen vender tilbage til Det Kongelige Teater.
"Jeg løber" er en roman om glæden ved at løbe. Om sidegevinsten ved at løbe. At sætte den ene fod hurtigt foran den anden bliver et helle i en virkelighed, der ubønhørligt trænger sig på. Et anker, der holder en far fast i livet, mens et oprørt hav af sorg og fortvivlelse raser omkring ham. Helt lavpraktisk tømmes hovedet for tanker under løb. Der er kun lyden af to fødder, der rammer jorden, at forholde sig til.
Realiteterne kan derimod ikke fortrænges, når fødderne er i ro. Et velmenende menneske drager forfatterens måde at håndtere sin sorg på i tvivl og råder ham i stedet til at tale med en professionel. Og undlade at løbe. Men han mærker tydeligt, hvordan sorgen sættes på standby for en stund, og mørket overvindes, når han løber. At løbe sikrer, at han kan leve videre, selvom hans ældste datter er død. Først én dag ad gangen, sidenhen spreder revnerne af lys sig. At løbe giver en form for forbindelse til Ellen og styrke til at magte at være far for hendes lillesøster, Alice. Derfor løber han videre. I løb, når man ikke ser hinanden i øjnene, bliver andres omsorg også lettere at tage imod, og det er der i bogen flere rørende eksempler på.
Sætningslængden er kort og punktummerne mange i "Jeg løber", hvilket formodentlig hænger sammen med, at teksterne er skabt til at være indlæg på en blog. Anders Legarth Schmidt formidler med de korte sætninger sit budskab meget klart, og de mange punktummer betyder også, at jeg som læser får rum og tid til at optage tekstens stærke budskab. Beskrivelsen af den frustrerede Alice, der har svært ved at trøste to forældre på én gang, når hun er det eneste barn, er hjerteskærende.
Anders Legarth Schmidts store passion for løb betyder, at den rent tekniske side af løb som disciplin fylder en del i romanen. Det illustrerer meget fint, hvordan løb netop har været det sikre fundament i en verden, der ellers er faldet fra hinanden.
Naja Marie Aidt beskriver sorgen som et altødelæggende monster, mens Esben Kjær oplever sorgen som ekskluderende, for vi vil ikke konfronteres med døden. Anders Legarth Schmidt skildrer sin sorg som det ultimative kontroltab. Der var intet at stille op overfor kræftens overmagt, og tanken, om at han ikke kunne skærme sit barn, er altoverskyggende i tiden efter Ellens død. Uacceptabelt for et moderne menneske, der normalt sidder i førersædet i eget liv. Indtil sygdom og død ubarmhjertigt henviser til passagersædet og en nådesløs statistrolle.
Endelig er "Jeg lever" en fortælling om mod, håb og at vælge livet til med nærmest overmenneskelig styrke, selvom man har mistet troen på det gode. Forfatteren beskriver det således:

"Vælg begejstringen. Vælg dyndet fra. Grib bolden. Slå til bolden. Hør musikken."

Søger man på sorgbearbejdning på Google, får man mere end 11.000 hits. Ovenfor har jeg præsenteret tre vidt forskellige former, sorgen kan antage. Den "rigtige" måde at sørge på findes ikke. Anders Legarth Schmidt viser en vej, der for ham har været meningsfuld, men vigtigst af alt indgyder hans personlige beretning håb og mod. At livet kan leves efter døden.

Til slut vil jeg fremhæve bogens omslag. Det er prydet af Ellens tegninger i al deres rørende barnlige skønhed. Ellen var. Og Ellen er for hendes far. Altid.

Boganmeldelse: "Den,der lever stille" af Leonora Christina Skov

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde har set frem til en udgivelse, som jeg har til "Den, der lever stille". Måske fornemmer man, at jeg, mildt sagt, er begejstret, hvis man læser indlægget her. Årsagen er nok primært, at jeg under hele skriveprocessen har fulgt Leonora Christina Skov på Instagram, hvor hun gavmildt har delt små bidder af det, der var læseren i vente.


Da det gik op for mig, at Leonora Christina Skov har indskrevet et metalag med sine overvejelser og tanker i forbindelse med romanens tilblivelse, blev jeg, om muligt, endnu mere henrykt! I min læseklub læste vi i november Delphine de Vigans "Alt må vige for natten", der netop har dette metalag om forfatterens overvejelser undervejs, som fungerer fantastisk. I "Alt må vige for natten" serveres uhyrlighederne helt nøgternt, uden at Vigan vurderer dem for læseren. Den depeche har Leonora Christina Skov mesterligt taget op, og hun referer da også til Vigan i romanen. På samme måde som Vigan ligger hun sine oplevelser frem uden vrede, klynk og bedømmelse. Læseren må selv i gang med at vurdere og lede efter årsagssammenhænge. 


Årsagerne til hr. og fru Skovs - sådan kalder de hinanden! - måde at være sammen med deres datter på er dog vanskelige at finde mening i, hvilket eskalerer til det groteske efterhånden, som romanen skrider frem. Alt er som bekendt relativt, og den fysiske afstraffelse af barnet Christina kommer nærmest til at befinde sig under bagatelgrænsen, efterhånden som denne fantastiske autofiktive roman folder sig ud. Forældrenes psykiske terror overfor deres datter, der er fanget mellem faderens vrede og moderens endeløse strøm af tårer, antager helt absurde former, og deres ønske om kontrol af datterens liv er grotesk. Christinas mormor melder sig også på banen, og som anden "bedste" veninde forsyner hun barnebarnet med meldinger om hvor elendigt, moderen har det efter Christinas afsløring af sin homoseksualitet. Alt bærer det ved til den stikflamme af skyld, der konstant brænder i Christina fra Helsinge.
Heldigvis brænder selvopholdelsesdriften også voldsomt og kraftigt i Leonora Christina. Den kvinde, hun genskaber sig selv til, da hun forlader Helsinge og barndomshjemmet til fordel for København og friheden. Som læser frydes man, når hun formår at finde styrken til at dæmme op for forældrenes uhyrlige anklager og beskyldninger - og formår at holde sammen på sig selv.
Leonora Christina Skov skriver i et fantastisk formfuldendt sprog fuldt af billeder, der fik min indre biograf blæst op i fuld skala. Der springes elegant mellem fortids- og nutidsplanet, hvilket giver romanen en stærk fremadskridende handling, der gør, at den er vanskelig at lægge fra sig.
Jeg håber og beder til, at dette ikke bliver Leonora Christina Skovs svanesang. Denne roman er så stærk og enestående, at man som læser tænker, at den bliver vanskelig at efterfølge. Leonora Christina Skov siger selv, i de utallige interviews jeg har læst og hørt, at denne trækken på hovedstolen ikke har drænet hende for ord. Det er betryggende at vide!

En 45-årig fangirl!

Flere af mine elever - primært pigerne - går rundt med norske Marcus og Martinus på trøjerne og har dem ligeledes som baggrund på skolecomputeren og telefonen. Se, det er fangirls! Jeg må dog erkende, at jeg i moden alder selv har udviklet alvorlige fangirl skills!
Jeg er blevet fan af Leonora Christina Skov! Jeg startede med at følge hende på Instagram; primært for at få bekræftet det, jeg vidste i forvejen. Hun var mandehader, så moderskabet som fordummende og havde desuden en mening om alt mellem himmel og jord - primært af skarp kritisk karakter med mange verbale svirp til alle, der vovede at stille op til debat med hende.
Mit indtryk af Leonora Christina Skov ændrede sig dog hurtigt, da jeg "mødte" hende på Instagram. Her deler Leonora Christina Skov flittigt alt fra parfume og sko til kærlige portræt af sin nørd af en hustru, videnskabsjournalist Annette Nielsen. Det, der for alvor har sænket mine parader, er hendes generøse deling af, hvordan skriveprocessen af hendes seneste, og i øjeblikket allestedsnærværende "Den, der lever stille, har foregået. Hvis man går med en forestilling om, at det der forfatterliv er en konstant strøm af ord, der flyder ud gennem tasterne i studerekammeret og derefter bobler på forlaget, synes jeg, at de skulle kigge på Leonora Christina Skovs Instagramprofil. Beskrivelsen af hendes tour de force med den seneste roman er ganske enkelt imponerende. Derudover er hun bare virkelig sød. Udover at skrive har Leonora Christina Skov gjort sig umage med at svare, når læserne har stillet spørgsmål til de dele af bogen, hun har delt på Instagram. Jeg selv har haft lyst til at gå i dialog  ved stort set samtlige opslag - og gjort det i en grad, der har kvalificeret mig til titlen SuperFan! Udnævnt af Leonora Christina Skov selv; siger det bare! Det har været så hjerteskærende, men ufatteligt nøgterne og beskrivende statusser fra hendes arbejdsværelse. Leveret i et fantastisk smukt og varieret sprog - uden én eneste kommafejl! 😉 Ja, jeg ér dansklærer.
Jeg har anbefalet alle på min private Instagramprofil at følge @leonorachristinaskov og vil her fra bloggen gøre det samme. Har du en glæde ved litteratur og ordkunst, bliver du glad i låget af at gøre det.
Mit merchandise i den seneste uge har ikke været trøjer og baggrundsskærme, men derimod alt hvad jeg har kunnet opdrive af interviews med Leonora Christina Skov - både i radio og på tv. Stærkest står radiointerviewet med Hassan Preisler - se eventuelt min anbefaling af podcasts. På et tidspunkt siger hun til Hassan Preisler, der netop har fortalt om et virkeligt anstrengt forhold til sin mor: "Synes du ikke det, at hun vil gå i parterapi med dig, vidner om kærlighed?!" Læs "Den, der lever stille". Så ved du hvorfor!