Tankespind

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Britt Tippins Okking: "Ildfugl"
Udkom: 2. april 2019

Omfang: 366 sider

Forlaget Montagne

Vejl. pris: 249,- kr.

I denne thriller bliver vi smidt direkte ind i handlingen som vidner til det voldsomme overfald, der fire år tidligere rykkede tilværelsen i stykker for hovedpersonen, Julie, da hun ekstremt brutalt blev angrebet af sin mand, Jan, i deres fælles hjem. Jan led, efter en udsendelse til Afghanistan, af svær PTSD. Efter overfaldet bliver han via en anbringelsesdom dømt til forvaring på en lukket psykiatrisk afdeling, og Julie har siden forsøgt at samle stumperne af sit liv og har til en vis grad genvundet troen både på sig selv og andre mennesker.

Sammen med kæresten, Marcus, der er en anerkendt psykiater med speciale i krigstraumer, har Julie skabt en stabil tilværelse på landet, hvor man dog fornemmer, at der fortsat er meget usagt i forholdet. Julie er, uden Marcus' vidende, en del af en hemmelig fight club, der mødes i de sydsjællandske skove for at kæmpe med uortodokse metoder, der ikke tåler dagens lys - naturligvis foranlediget af, at Julie aldrig igen vil stå i en situation, hvor hun ikke kan forsvare sig selv mod en angriber. Det medvirker også til en vis form for ubalance i forholdet, at Julie har mødt Marcus som pårørende til Jan i det Traumecenter, hvor han i sin tid blev behandlet for sin PTSD af netop Marcus.

Den skrøbelige stabilitet i Julies liv, som hun på egen hånd forsøger at opretholde ved hjælp af pot, cannabisdråber og ufiltreret viljestyrke, ødelægges dog på et splitsekund, da Jan efter fire års tavshed sender hende en kultegning med en besked bagpå.

Herfra tager begivenhederne for alvor fart, og romanens handling og personer foldes langsomt, men sikkert ud på en måde, hvor forfatteren gentagne gange snyder os med uventede plottwists, så man adskillige gange tvivler på sin egen dømmekraft - for hvem er det egentlig, der narrer hvem?!

Hermed lever "Ildfugl" meget fornemt op til genrebetegnelsen domestic noir, hvor handlingen udspiller sig indenfor hjemmets fire vægge - deraf naturligvis 'domestic', mens 'noir' henviser til det onde og voldelige, der kan være på spil i en relation mellem to mennesker - fx i et parforhold.

Britt Okking lader så subtilt frygten sive ind i det helt normale hverdagsliv, hvor man ellers skal føle sig tryg. Hun skaber en dyster stemning, hvor det dysfunktionelle er på spil mellem linjerne ikke kun mellem Julie og Jan, men også mellem Julie og Marcus.

Det fungerer desuden virkelig godt, at synsvinklen skifter i de mange tilbageblik til tiden omkring overfaldet på Julie. Hvor det i den øvrige del af romanen er Julie, der er jeg-fortæller, er det i tilbageblikkene en 3. persons fortæller, hvilket skaber en distance, der fungerer rigtig godt for fremdriften i romanen. I bogens sidste del skifter synsvinklen helt, hvilket betyder, at brikkerne først falder på plads for læseren til allersidst - på en måde, hvor man faktisk ikke aner hvem af personerne, man kan stole på. Hvad er erindring, fantasi eller virkelighed for bogens karakterer?

"Ildfugl" er Britt Okkings tredje roman, og den får en varm læseanbefaling med herfra.

Drømmen om en flok

Anmeldereksemplar fra forlaget Gladiator
Anita Furu: "Jeg er en, der kan sige sådan!"
Udkom: 7. november 2019
Omfang: 182 sider
Vejl. pris: 249,- kr.
Sidste år vandt Anita Furu Bogforums Debutantpris 2018 foran et stærkt felt af unge kvinder, der blandt andet talte Sara Omar og hendes anmelderroste og meget eksponerede "Dødevaskeren". Juryen valgte "Mit halve liv" og anførte i begrundelsen for deres valg, at debuten var "en smuk, klog og nuanceret skildring af en pige- og kvindeskikkelse igennem hvis bevidsthed, læseren oplever verden." Romanen skildrer, hvordan den 6-årige forældreløse Nunja, tvunget af pogromerne i Ukraine i starten af 1900-tallet, ankommer til Danmark, hvor hun efter en adoption transformeres til danske Ruth Ballin. Nu er Anita Furu klar med den selvstændige opfølger, "Jeg er en, der kan sige sådan!", der så fint tager tråden og tonen op fra den gribende debut, der udkom i 2017.

Ruth er blevet 73 år, har overlevet to ægtemænd og stærkt animeret af sin energiske datter, Inge, indvilliger hun modstræbende i at rejse til England, hvor datteren har lokaliseret to af de tre søskende, som Ruth blev adskilt fra for 67 år siden. For Ruth bliver det en rejse fuld af modsatrettede følelser, hvor hun på den ene side brændende ønsker sig adgang til det skæbnefællesskab, som Ruth og hendes søskende deler. "Jeg vil ligne mine søskende. Jeg vil være en, der siger: Jeg er en natteravn, det er min bror også. Eller: Jeg har knyster på fødderne, det ligger til familien, min søster døjer også. Jeg er en, der kan sige sådan!" Samtidig er hun uhyre skeptisk overfor projektet, for hun har nærmest ingen erindring om den korte barndom, hun nåede at få med sine søskende, der alle er ældre end hende. "Ubalancen var givet på forhånd. For min søster er dette et gensyn. Hvad er det for mig?"
Anita Furu formår inderligt og intenst at skrive Ruths splittelse imellem at være misundelig over det, de to ældre søskende, i modsætning til hende, erindrer om livet med hinanden, forældrene og hende, til på samme tid at være rastløs og irriteret. Kan hun nogensinde slippe af med den grundfølelse af sorg og savn, der har været hendes følgesvend livet igennem? Vil mødet med hendes søskende overhovedet lukke det hul, der er blevet et livsvilkår for Ruth?
I modsætning til Anita Furus debut er synsvinklen i "Jeg er en, der kan sige sådan!" hos den ældre Ruth og ikke barnet Ruth, hvilket betyder, at jeg-personens refleksioner præsenteres med den tyngde et levet liv giver. I sin skildring af Ruth evner Anita Furu alligevel meget stærkt at vise, hvilken livslang indflydelse det har haft på Ruth at blive rykket op med rode som 6-årig og skilt fra sin familie, og hvordan rejsen til England udfordrer forholdet til både datteren, barnebarnet, de "nye" søskende og hendes livslange veninde, Kamma.
"Jeg er en, der kan sige sådan!" kan sagtens læses alene, men jeg vil på det varmeste anbefale dig at læse Anita Furus debut, "Mit halve liv", først.

Det bli'r sagt!

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Henriette Karlsen: "Ama'r halshug. Et systembarns rå fortælling"
Udkom: 16. september 2019
Omfang: 332 sider
Vejl. pris: 250,- kr.
"Han varmede sin brune heroin op på sølvpapir og sugede dernæst dampene ind gennem et sølvpapirsrør. Hver gang han sugede, holdt han det inde, tog så et ordentligt hvæs af en smøg og holdt også det inde, til det næsten slog sprækker i hans helt røde, indsunkne ansigt, før han omsider pustede ud og lod virkningen tordne ind i sin krop."
Henriette Karlsen er 15 år, stukket af hjemmefra og for at få tag over hovedet, flytter hun ind hos sin kæreste. Den travlt optagede mand i citatet er kærestens far, og dét, han har gang i, hedder at freebase. Hvis du, ligesom jeg, er nødt til at Google, hvad det betyder, er det formodentlig, fordi du har en middelklassebaggrund. Med sin rå og uslebne "Ama'r halshug" smækker Henriette Karlsen dog døren op på vid gab til Underklassedanmark og giver os et indblik i en verden, som de færreste kender til.

Bogen, som Henriette Karlsen har skrevet i samarbejde med journalist Anders Ryehauge, falder i tre dele. Hver del modsvarer i kronologisk rækkefølge hendes barndom, ungdom og begyndende voksentilværelse, og som et appendix til de to første dele er der uddrag af de sociale sagsakter fra Henriette Karlsen er 4 år, indtil hun flygter hjemmefra som 15-årig.
At være med begge sine forældre på værtshus hører til blandt Henriette Karlsens fremtrædende barndomsminder, og det er fortvivlende at læse, hvordan hendes 5-årige jeg erindrer, hvordan hun forsøgte at holde styr på, hvor meget hendes mor havde drukket. Den lille pige erfarer hurtigt, at voksne er uberegnelige og meget tørstige.
Da moderen flytter sammen med stedfaren, Thorkild, mindskes det uforudsigelige på ingen måde. Thorkild er voldelig fysisk og psykisk både overfor moderen, Henriette selv og hendes små søskende, som hun påtager sig opgaven med at skærme. Også moderen bruger tæsk som disciplineringsmetode.
Beskrivelsen af Henriette Karlsens barndomstilværelse er så hjerteskærende og grotesk - og på samme tid grotesk morsom, som da moderen griber en træ-and på sofabordet, som hun placerer helt rent i bulls eye og rammer Thorkild lige midt i ansigtet. Blodet sprøjter, men man kan ikke lade være med at grine højt, for det er simpelthen så crazy og langt ude!
Derudover får Henriette Karlsen fejlagtigt en borderlinediagnose, hvilket bliver særdeles afgørende. Herfra tror ingen på, hvad hun fortæller, når hun beretter om, hvad der foregår i hjemmet. Og så alligevel - for af sagsakterne kan man se, at en klasselærer gentagne gange har underrettet Københavns kommune uden effekt.
Da Henriette som 15-årig stikker af hjemmefra, bliver første stop Christiania, hvor hun må lære at begå sig i fristaden og blandt andet møder en kæreste, der, som beskrevet ovenfor, har sin egen belastede baggrund at slås med. Sidenhen bliver Henriette installeret på en døgninstitution hvor der, stik imod anbefalingerne i sagsakterne, ikke er voksent opsyn og støtte hele tiden. Om ikke med kommunal velsignelse så i hvert fald med kommunalt vidende, tager Henriette Karlsens deroute for alvor fart med et årelangt narkomisbrug.
Vendepunktet bliver mødet med gadeteamet Pigegruppen, og herfra rejser Henriette Karlsen sig som en anden fugl Føniks af asken efter 10 års misbrug, og barn- og ungdommens sump af håbløshed og svigt bliver forvandlet til en vigtig mission om, at ingen børn skal gå igennem det samme som hende.
Med sin hudløst ærlige erindringsbog giver Henriette Karlsen håb til andre udsatte unge. Der ér muligt at få et godt og indholdsrigt liv, selvom du fik en lorthånd, da tilværelsens kort blev delt ud. Hun sætter også et uhyre virkningsfuldt spot på, at stoffer er livsødelæggende, når hun slår porten op til en socialklasse, der ikke har megen taletid i Velfærdsdanmark. Endelig sender hun et velafrettet spark afsted til de sociale myndigheder, der tænker i kroner og ører og lukker øjnene for de børn og unge, der er faldet af samfundsvognen. Hun er med rette vred på det sociale system, der vendte det blinde øje til, da hun havde allermest brug for hjælp. Det nytter ikke noget, at fagpersoner pålægges at råbe vagt i gevær, når de møder børn i mistrivsel, hvis der ikke længere oppe i systemet lyttes til deres stemme på vegne af de børn, der ikke selv har én!
Det er så vigtigt, at det bliver sagt højt. Ama'r halshug!

Jagten på far

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Tom Rachman: "Den italienske mester"
Udkom: 21. februar 2019
Omfang: 346 sider
Vejl. pris: 250 kr.

Bear Bavinsky er på alle måder en bjørn - privat som storforbruger af kvinder, men også professionelt som kunstmaler, hvor han har opnået verdensomspændende anerkendelse for sine ekspressionistiske mesterværker. Midt i dette krydsfelt møder vi ved romanens begyndelse i 1955 den 5-årige Pinch, søn af Bear Bavinsky og den langt yngre Natalie. Hun er også kunstner, men det står hurtigt klart, at Bear Bavinskys kunstneriske udfoldelse til enhver tid trumfer hendes åbenlyse, men helt underkendte begavelse som kunstner. Som Natalie har forklaret sin søn, ligger Bears skaberevne nærmest udenfor ham selv: "…hvert af fars penselstrøg er skæringspunktet mellem ham og netop det øjeblik - den mindste afbrydelse, og kunsten går tabt for evigt. Og ingen hader denne anmassende kendsgerning mere end far selv, som hellere vil pjatte rundt her. Men sådan er det bare." 

Vi følger Pinch som barn, hvor han skatter de sjældne timer i selskab med sin far som uvurderlige gaver, som han nærmest vil gøre alt for at blive skænket, hvilket dog besværliggøres af, at Bear - endnu en gang - rykker teltpælene op og etablerer sig med en ny kvinde og deraf følgende nye børn. I kontakten med sine børn, erfarer Pinch hurtigt, er Bear er både egoistisk og kompromisløs - børnenes egne ønsker og behov er underordnede.

Som ung fortsætter Pinchs higen efter faderens anerkendelse, da han begynder at studere kunsthistorie og famlende forsøger sig som udøvende kunstner, hvilket Bear dog ikke ser nådigt på. Pinchs betagelse af faderen og den vedvarende stræben efter Bears påskønnelse får i Pinchs voksenliv konsekvenser for hans kærlighedsliv, når kærester gennemskuer, hvad det er for et Sisyfosprojekt, Pinch har gang i, og relationen til moderen overskygges også vedvarende af, at hun netop ikke er faderen.

Efterhånden erkender Pinch, at længslen efter at blive set af sin far er en dødssejler, og følelser som vrede og frustration bliver en følgesvend i relationen til faderen. På et tidspunkt rejser Pinch alene ned til sin fars hus i Frankrig, og i afmagt ødelægger han et af Bears værker, der står i depot der. Øjeblikkeligt fortryder Pinch sin handling og for at råde bod på sin ugerning, maler Pinch en kopi af mesterværket. Herfra udvikler romanen sig til at blive andet og mere end beskrivelsen af et betændt far/søn-forhold, idet Pinch bryder ud af sin skyggetilværelse. Han bliver langsomt aktør i sit eget liv i stedet for et appendiks til faderen, ligesom Bears personlighed folder sig ud og tilføres flere facetter.

"Den italienske mester" er en udviklingsroman, men Tom Rachman formår også med vid og bid at give slet skjulte stikpiller til en kunstverden, der fremstilles inkompetent og hyklerisk, hvilket tilfører bogen en vis portion humor. I persontegningen synes jeg, at romanen udvikler sig farverigt og nuanceret særligt i den sidste del, og det løfter romanen til at blive en rigtig god og fængslende læseoplevelse.
På formsiden må jeg - igen - komplimentere Politikens Forlag, for "Den italienske mester" er en smuk bog, hvor der er kælet for detaljen, så den, udover indholdet, er virkelig lækker at få i hænderne. Det farverige smudsomslag flugter naturligvis med Bear Bavinskys ekspressionistiske udtryk, og det rød/sorte kapitælbånd passer til den røde farve, som bogen har uden smudsomslag. Og ja, I know - jeg er en sucker for det buede fremsnit, og det har "Den italienske mester", hvilket også medvirker til at gøre helhedsindtrykket helstøbt.

Dømt ude

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Anders Wendt Jensen: "Uden min datter - syv års kamp for samvær"
Udkom: 11. juni 2019
Omfang: 193 sider
Vejl. pris: 99,95 kr.
Lad det være sagt med det samme: Denne bog er et partsindlæg i en på alle måder ulykkelig en sag om en fars brændende ønske om -  siden indædte kamp for - at få lov til at se sit eget barn. Som ved ethvert partsindlæg er præmissen, at beskrivelsen af de begivenheder, der præsenteres, i høj grad er subjektiv og ensidig - for vi hører kun om sagen fra den ene side, faderens. Den præmis køber man dog ret hurtigt, for Anders Wendt Jensen fremstår saglig, nuanceret og ordentlig. Han forsøger at handle "by the book" overfor en mor, der åbenlyst sætter det ene urene hug ind efter det andet i en sag, der, set fra min stol, kun har tabere.

Anders Wendt Jensen møder til et skolejubilæum en kvinde, som han indleder et forhold til, og hun bliver, til begges overraskelse, hurtigt gravid. Wendt Jensen er indledningsvist både overrumplet og tøvende - en reaktion han sidenhen skal komme til at fortryde bitterligt, men de beslutter i fællesskab at få barnet. Deres forhold bliver dog aldrig stabilt, og da kvinden er halvvejs i graviditeten, afbryder hun definitivt kontakten til Wendt Jensen. Et brud, hvor det bliver tydeligt, at konsekvenserne bliver store for ham. Moderen til hans ufødte barn gør det nemlig hurtigt klart, at hun under ingen omstændigheder ønsker, at han skal være en del af barnets liv.
Herefter starter det, der skal blive en tsunami af nederlag for en mand, der først kæmper for at blive far af navn og sidenhen af gavn. En kamp, hvor han føler, at han ikke blot kæmper med moderens modvilje - i hans optik bliver statsapparatet i form af en ekstremt fodslæbende Statsforvaltning et alvorligt benspænd for etableringen af en relation til datteren.
Anders Wendt Jensen fortæller via dagbogsnotater, psykolograpporter, brevveksling imellem parternes respektive advokater samt mailkorrespondance mellem de to forældre om sagens forløb, hvor moderen, ifølge Wendt Jensen, fordrejer hans indledende tøven overfor graviditeten til, at han har forsøgt at presse hende til abort. Derudover beskriver moderen Wendt Jensen som både drikfældig og voldelig og derfor helt ude af stand til at tage vare på et barn. Disse påstande klæber nærmest til sagen helt uagtet Wendt Jensens forsøg på at påvise det modsatte, og moderen trækker alle svarfrister til sidste sekund, indtil hun på et tidspunkt (måske) forlader landet som den ultimative obstruktion af et muligt samvær mellem far og datter.
Efter endt læsning kan man med rette betvivle, om det reelt er et retssamfund, vi lever i. Jeg forstår til fulde Wendt Jensens kritik af systemet, de regler og den helt horribelt langsommelige sagsbehandlingstid, der har beskyttet og skærmet den kvinde, der har lagt alle tænkelige forhindringer ud for en far, hvis brændende ønske blot er at kende og være sammen med sin datter. I Wendt Jensens beretning gjorde det ligeledes stort indtryk på mig, at han, som mand, har en oplevelse af at være prisgivet i system, hvor man, hvis der højlydt gives udtryk for afmagt og frustration, bliver opfattet som både vred og truende. Et univers primært bestående af kvindelige sagsbehandlere og børnesagkyndige, hvor sprogbrug, føleord, tonefald og stil trumfer en mands angst og afmagt, og hvor han har vanskeligt ved at betjene sig det sprog, der helt åbenlyst tæller på plussiden.
Bogen fremlægger, som beskrevet, Anders Wendt Jensens egne nedslående erfaringer med at være den ene part i en såkaldt højkonfliktsag, hvor det faktum, at han aldrig har boet sammen med sit barns mor, giver ham om muligt endnu dårligere odds i ønsket om få en relation til sin datter. Baseret på sin viden fra en opslidende sag, opstiller han i bogen 12 bud på, hvordan myndighederne kan tilgodese begge parter i disse højkonfliktsager. Hermed bliver bogen også fremadrettet, hvilket understreger den saglighed og ordentlighed, som, jeg synes, er kendetegnende for bogen.
"Uden min datter" har været en skræmmende læseoplevelse. Primært fordi man ved, at der sidder et lille menneske, som på ingen måde har valgt at være en del af dette opgør.

Tiltrækkende Toscana

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag
Domenica de Rosa: "To uger i Toscana"
Udkom: 12. juni 2019
Omfang: 361 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
Netop i denne weekend lover meteorologerne fantastisk sommervejr, og derfor synes jeg, at det er helt passende at invitere dig med til Toscana. Altså ikke sådan for real, men ved at anbefale dig denne skønne sommerroman, for den emmer af alt det, sommeren bør byde på - solskin, fantastisk mad og kærlighed. Derudover er der tilsat et strejf af jalousi og italiensk temperament, sproget er ukompliceret og plottet ligetil - så kast dig på rygfinnen på en solseng og gå fluks i gang med læsningen.

Patricia O'Hara driver det smukke Il Castello della Luna, en borg fra 1200-tallet, som hotel, og denne sommer møder syv håbefulde forfatterspirer op for at deltage i et 14 dages skrivekursus. Patricia har brug for kursisterne; hun hænger i med det yderste af neglene for at holde det billedskønne, men omkostningstunge sted økonomisk oven vande. Oprindeligt var det ikke planen, at Patricia skulle ende alene med sliddet, da hun og hendes daværende mand, Sean, erhvervede det smukke sted, som de forelskede sig hovedkulds i ti år tidligere. Arbejdet med at omdanne Castello til et hotel med plads til 20 gæster blev dog for voldsom en prøvelse for ægteskabet. Derfor er Patricia nu alene om arbejdet og ansvaret med at tiltrække gæster, der kan sikre levebrødet for Patricia, den pubertetsramte søn Matt og de ansatte - blandt andre kokken Aldo og altmuligmanden Fabio.
Gennem dagbogsnotater, mailkorrespondance og de skriveopgaver, som de syv kursister præsenteres for på kurset, lærer man de syv forfatterspirer at kende - alle med et mere eller mindre udtalt ønske om at debutere som forfatter. Det er dog ikke forfatterdrømmene, der bærer bogens handling. Det er derimod beskrivelsen af de indbyrdes relationer imellem alle bogens karakterer, ligesom Domenica de Rosa med sine fantastiske miljøbeskrivelser giver mig et klart billede af hvor smukt og idyllisk, der er i Toscana - uden at jeg nogensinde har været der.
"To uger i Toscana" er en dejlig feel-good roman, der får mine varme sensommeranbefalinger med.

Hvor er tiden, der tager os

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Mathilde Walter Clark: "Lone Star"
Udkom: 16. august 2018
Omfang: 426 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Lad mig indledningsvist advare dig om, at superlativerne kommer til at flyde i en lind strøm i denne anmeldelse, for "Lone Star" af Mathilde Walter Clark har på alle parametre været min bedste litterære oplevelse i 2019 so far!
"Lone Star" er en utrolig smuk bog, hvor der er kælet for detaljen i stor stil, hvilket betyder meget for en bognørd som mig. Læsningen bliver så fin en helhedsoplevelse, når forfattere og forlag vælger at prioritere kvaliteten i de nørdede detaljer.

Smudsomslaget er vendbart, alt efter om man foretrækker en rød eller en blå udgave, og titlen er på begge omslag skrevet med hvidt, og derudover er omslaget udstyret med henholdsvis en rød eller en blå glitrende stjerne. Farverne, hvid, rød og blå, modsvarer de tre farver på staten Texas' flag, Lone Star. Derudover er bogen pyntet med et rødt kapitælbånd - et lille tøjstykke, der findes foroven og forneden ved ryggen på bogbindet - samt et matchende læsebånd i samme røde nuance. Forsatspapiret gengiver til venstre et foto af den lille Mathilde Walter Clark og hendes far, mens det til højre er et stemningsbillede fra Lockhart i Texas, hvor Walter Clarks far stammer fra. Til at toppe det har "Lone Star" et buet fremsnit, det vil sige, at bogblokken er buet frem for blot lige. Trofaste læsere vil vide, at netop det buede fremsnit er min all-time-bookish-turn-on.

"Lone Star" falder i to dele, Erindringsbog og Rejsebog. Den udslagsgivende faktor for romanens første del er Mathildes stedfars død, der efterfølgende overmander hende med natligt vejrtrækningsbesvær og koldsved - for hvem skal fortælle det til hende, hvis hendes amerikanske far dør?! Den far, der i Mathildes tidlige barndom materialiserede sig ved det årlige besøg hos Mathilde og hendes mor i København og sidenhen ved Mathildes egne sommerferierejser til St. Louis, hvor faderen var bosat med stedmoderen og fire halvsøskende. En far, der var fraværende i både fysisk og mental forstand. Han og Mathilde delte hverken kontinent, sprog, kultur eller familie. For at fastholde faderen i andet end sin egen flygtige erindring, går Mathilde i gang med at skrive den bog, hun altid har vidst, hun måtte skrive - bogen om sin far.

I deres relation synes to forskellige sprog og kulturer samt et Atlanterhav at være rigelige forhindringer, men derudover er Mathildes stedmor ikke af denne verden. Hun lader ikke selv den ondeste stedmor noget tilbage at ønske i sine betændte relationer til alt levende omkring sig, og Mathilde og hendes far tvinges ved stedmoderens mellemkomst til at finde "tidsvinduer", hvor de kan være sammen. Stedmoderen fremstilles med sin markante hollandske accent, som Walter Clark gengiver, helt grotesk, men også ret komisk: "They cøme and they park all øver the street" og "Now you jøst vant to go back or vat?"

I et "tidsvindue" får Mathilde og hendes far mulighed for at rejse til Texas, faderens hjemegn, sammen, i forbindelse med hendes skrivning af bogen om faderen, og denne fælles rejse er omdrejningspunktet for romanens anden del. Det er tydeligt, at far og datter har to forskellige mål med rejsen. Mens hans ønske er at vise sit Texas frem, er hendes mål at finde sin far i det, hun ser for at lære ham bedre at kende. I anden del fletter familien Walter Clarks historie sig på smukkeste vis sammen med Texas', og Mathilde møder i løbet af de ti dage, rejsen varer, både for længst afdøde og særdeles nulevende slægtninge.

"Lone Star" er en roman om et brændende ønske om at etablere et far-datter-forhold, og fremstillingen af den verdensfjerne atomfysiker af en far er på samme tid kærlig, konfronterende, morsom og bevægende. Derudover er bogen en afsøgning af, om det kan være for sent at skabe et forhold til sin far. Grundtonen er romanen igennem også præget af en systematisk undersøgelse af, hvad det vil sige at høre til - i et land, i et sprog, i en kultur og i en familie.

Da jeg havde læst "Lone Star", var jeg helt inde i Mathildes, hendes fars og deres families univers. Min læseoplevelse var mind-blowing - altså både overvældende og fænomenal. Sproget er så fint og fuldt af både smukke og komplekse billeder, som fx her, hvor Mathilde Walter Clark beskriver oplevelsen af sprogbarrieren mellem Mathilde og faderen: "Det føltes som at få udleveret en teske til at hente et ton diamanter op af et bjergdyb. Hver gang det lykkedes mig at redde noget ud i lyset, viste det sig at være kul." Jeg må også konstatere, at det overvældende og fænomenale ligger i Walter Clarks evne til at skabe kronologi uden, at den er tilstede. Det virker både paradoksalt og absurd; men det kan bedst forklares ved igen at bruge forfatterens egne ord: "Erindringerne ligger og blinker og skvulper mod hinanden som isflager. Om morgenen står jeg op til det hele igen, følelserne, øjeblikkene. Det findes alt sammen på én gang, der er ingen kronologi." Mathilde Walter Clark gør på denne måde både tiden og erindringerne flydende og plastiske, så alt er til stede samtidigt. Mathilde kan på samme tid være den lille pige og den voksne kvinde - præcis som det er med erindringer, uden kronologi og samtidige.

"Lone Star" er selvbiografisk på den måde, at bogens Mathilde er Mathilde Walter Clark på samme måde som romanens øvrige personer er virkelige mennesker, men forfatteren insisterer på, at de samtidig også er romanfigurer, og at det er som sådan, at læseren møder dem. Det selvbiografiske træder tydeligt frem, når Walter Clark reflekterer over skriveprocessen i et metalag.

Bogens 426 sider tog mig forholdsvis lang tid at læse, fordi jeg nød og læste mange af siderne gentagne gange på grund af det fantastiske sprog, og som det nogle gange er med litteratur, krøb romanen virkelig under huden på mig på en måde, så den var vanskelig at slippe mentalt efterfølgende.

"Lone Star" får en varm og dybfølt læseanbefaling herfra.