Hvor er tiden, der tager os

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Mathilde Walter Clark: "Lone Star"
Udkom: 16. august 2018
Omfang: 426 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Lad mig indledningsvist advare dig om, at superlativerne kommer til at flyde i en lind strøm i denne anmeldelse, for "Lone Star" af Mathilde Walter Clark har på alle parametre været min bedste litterære oplevelse i 2019 so far!
"Lone Star" er en utrolig smuk bog, hvor der er kælet for detaljen i stor stil, hvilket betyder meget for en bognørd som mig. Læsningen bliver så fin en helhedsoplevelse, når forfattere og forlag vælger at prioritere kvaliteten i de nørdede detaljer.

Smudsomslaget er vendbart, alt efter om man foretrækker en rød eller en blå udgave, og titlen er på begge omslag skrevet med hvidt, og derudover er omslaget udstyret med henholdsvis en rød eller en blå glitrende stjerne. Farverne, hvid, rød og blå, modsvarer de tre farver på staten Texas' flag, Lone Star. Derudover er bogen pyntet med et rødt kapitælbånd - et lille tøjstykke, der findes foroven og forneden ved ryggen på bogbindet - samt et matchende læsebånd i samme røde nuance. Forsatspapiret gengiver til venstre et foto af den lille Mathilde Walter Clark og hendes far, mens det til højre er et stemningsbillede fra Lockhart i Texas, hvor Walter Clarks far stammer fra. Til at toppe det har "Lone Star" et buet fremsnit, det vil sige, at bogblokken er buet frem for blot lige. Trofaste læsere vil vide, at netop det buede fremsnit er min all-time-bookish-turn-on.

"Lone Star" falder i to dele, Erindringsbog og Rejsebog. Den udslagsgivende faktor for romanens første del er Mathildes stedfars død, der efterfølgende overmander hende med natligt vejrtrækningsbesvær og koldsved - for hvem skal fortælle det til hende, hvis hendes amerikanske far dør?! Den far, der i Mathildes tidlige barndom materialiserede sig ved det årlige besøg hos Mathilde og hendes mor i København og sidenhen ved Mathildes egne sommerferierejser til St. Louis, hvor faderen var bosat med stedmoderen og fire halvsøskende. En far, der var fraværende i både fysisk og mental forstand. Han og Mathilde delte hverken kontinent, sprog, kultur eller familie. For at fastholde faderen i andet end sin egen flygtige erindring, går Mathilde i gang med at skrive den bog, hun altid har vidst, hun måtte skrive - bogen om sin far.

I deres relation synes to forskellige sprog og kulturer samt et Atlanterhav at være rigelige forhindringer, men derudover er Mathildes stedmor ikke af denne verden. Hun lader ikke selv den ondeste stedmor noget tilbage at ønske i sine betændte relationer til alt levende omkring sig, og Mathilde og hendes far tvinges ved stedmoderens mellemkomst til at finde "tidsvinduer", hvor de kan være sammen. Stedmoderen fremstilles med sin markante hollandske accent, som Walter Clark gengiver, helt grotesk, men også ret komisk: "They cøme and they park all øver the street" og "Now you jøst vant to go back or vat?"

I et "tidsvindue" får Mathilde og hendes far mulighed for at rejse til Texas, faderens hjemegn, sammen, i forbindelse med hendes skrivning af bogen om faderen, og denne fælles rejse er omdrejningspunktet for romanens anden del. Det er tydeligt, at far og datter har to forskellige mål med rejsen. Mens hans ønske er at vise sit Texas frem, er hendes mål at finde sin far i det, hun ser for at lære ham bedre at kende. I anden del fletter familien Walter Clarks historie sig på smukkeste vis sammen med Texas', og Mathilde møder i løbet af de ti dage, rejsen varer, både for længst afdøde og særdeles nulevende slægtninge.

"Lone Star" er en roman om et brændende ønske om at etablere et far-datter-forhold, og fremstillingen af den verdensfjerne atomfysiker af en far er på samme tid kærlig, konfronterende, morsom og bevægende. Derudover er bogen en afsøgning af, om det kan være for sent at skabe et forhold til sin far. Grundtonen er romanen igennem også præget af en systematisk undersøgelse af, hvad det vil sige at høre til - i et land, i et sprog, i en kultur og i en familie.

Da jeg havde læst "Lone Star", var jeg helt inde i Mathildes, hendes fars og deres families univers. Min læseoplevelse var mind-blowing - altså både overvældende og fænomenal. Sproget er så fint og fuldt af både smukke og komplekse billeder, som fx her, hvor Mathilde Walter Clark beskriver oplevelsen af sprogbarrieren mellem Mathilde og faderen: "Det føltes som at få udleveret en teske til at hente et ton diamanter op af et bjergdyb. Hver gang det lykkedes mig at redde noget ud i lyset, viste det sig at være kul." Jeg må også konstatere, at det overvældende og fænomenale ligger i Walter Clarks evne til at skabe kronologi uden, at den er tilstede. Det virker både paradoksalt og absurd; men det kan bedst forklares ved igen at bruge forfatterens egne ord: "Erindringerne ligger og blinker og skvulper mod hinanden som isflager. Om morgenen står jeg op til det hele igen, følelserne, øjeblikkene. Det findes alt sammen på én gang, der er ingen kronologi." Mathilde Walter Clark gør på denne måde både tiden og erindringerne flydende og plastiske, så alt er til stede samtidigt. Mathilde kan på samme tid være den lille pige og den voksne kvinde - præcis som det er med erindringer, uden kronologi og samtidige.

"Lone Star" er selvbiografisk på den måde, at bogens Mathilde er Mathilde Walter Clark på samme måde som romanens øvrige personer er virkelige mennesker, men forfatteren insisterer på, at de samtidig også er romanfigurer, og at det er som sådan, at læseren møder dem. Det selvbiografiske træder tydeligt frem, når Walter Clark reflekterer over skriveprocessen i et metalag.

Bogens 426 sider tog mig forholdsvis lang tid at læse, fordi jeg nød og læste mange af siderne gentagne gange på grund af det fantastiske sprog, og som det nogle gange er med litteratur, krøb romanen virkelig under huden på mig på en måde, så den var vanskelig at slippe mentalt efterfølgende.

"Lone Star" får en varm og dybfølt læseanbefaling herfra.

Sorrig og glæde de vandre til hobe

Anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren
Lotte Elmann Wegner: "Livet, du efterlod"
Udkom: 26. april 2019
Omfang: 280 sider
Forlaget Montagne
Vejl. pris: 249,- kr.
Sigmund Freud, psykoanalysens grundlægger, mente, at sorg forløb i fire faser. Den primære opgave for et menneske i sorg var at arbejde med de sorgfulde følelser for at frigøre sig fra den mistede person for derefter at kunne få det bedre og komme videre med sit liv. Heldigvis får gode gamle Freud i disse år betydeligt modspil, for det viser sig, at døden ganske vist afslutter et liv, men aldrig en kærlighedsrelation.
At kærligheden, til den man har mistet, ikke blot "går over", og at sorgen ikke er en faseinddelt størrelse, man skal komme igennem, er Lotte Elmann Wegners anden roman, "Livet, du efterlod", et meget smukt og inderligt skrevet eksempel på - på flere niveauer.

Læseren fornemmer hurtigt, at Albert har oplevet en stor sorg, der har rykket på al balance i livet. Et liv, hvor omdrejningspunktet tidligere var driften af et stort gartneri sammen med kone og to børn, Suleima og Adam - i modsætning til nu, hvor han bor alene i et af drivhusene. Også for Cecily ligger tilværelsen i ruiner, da manden efter 15 års parforhold har forladt hende og datteren, Anemone, til fordel for en anden kvinde. Christine, tidligere lærer, men nu ansat i byens café, slås med indre kampe, hvor hun skal finde fred med konsekvenserne af velmente valg truffet i hendes forhenværende erhverv som lærer. Valg, der stik mod hensigten, fik skæbnesvangre følger. Åsa arbejder i byens supermarked, men bor fortsat i sit barndomshjem efter forældrenes død, og også hun har svært ved at finde ro i sit eget selskab. Ved sin stille eksistens i kasselinjen og på de natlige vandreture bliver hun beskuer af andres liv i det lille samfund.

Som det fornemmes af ovenstående er der noget usagt og uudtalt på spil for alle bogens karakterer, og den konstante underliggende uro og indre turbulens får Elmann Wegner skrevet frem i et både smukt og poetisk sprog, så det bliver klart, at sorg - uanset i hvilken form den viser sit væsen - ikke går væk. Sorgen og magtesløsheden er nødt at finde en form, så dén, der er tilbage, kan leve sammen med den, og den lille Anemone bliver, med sin naturlige barnlige insisteren på at livet fortsætter her og nu, katalysator for et spirende håb.

Kapitlerne veksler mellem seks forskellige titler: Albert, Cecily, Anemone, Suleima, Åsa og Christine - naturligvis navngivet efter fortælleren. At synsvinklen konstant er skiftende, betyder at læseren uvægerligt lærer alle personerne og deres følelser og tanker at kende indefra - og dermed også får sympati og forståelse for deres handlinger. Derudover giver den skiftende synsvinkel romanen en rigtig god fremdrift, fordi forfatteren ligger små spor ud, så man konstant har lyst til at vende tilbage til de enkelte karakterer.

Lotte Elmann Wegner berører i romanen svære livskriser som sorg, dødsfald, skilsmisse, uforløst kærlighed, psykisk sårbarhed og omsorgssvigt. Alligevel formår hun via bogens karakterer at skrive håbet frem midt i fortvivlelsen og afmagten, og jeg synes også, at håbet antydes i titlen. Selvom et "du" har efterladt os, er vi tilbage med netop livet.

Alle krimiers moder

Trofaste læsere vil vide, at jeg bruger lydbøger til at spice al rutinepræget arbejde op - vasketøj, havearbejde, rengøring og træning. På den måde føles dét, jeg i bund og grund overhovedet ikke gider, knapt så slidsomt. En foretrukken genre, når jeg forbruger lydbøger, er krimi, og jeg har lyttet mig igennem det meste af bagkataloget hos blandt andre Inger Wolf, Elsebeth Egholm, Julie Hastrup, Jesper Stein, Anne Mette Hancock, Michael Katz Krefeld og Katrine Engberg. Jeg mener, at det var sidstnævnte - Katrine Engberg - der i Anne Glads Bogselskabet anbefalede lytteren at give sig i kast med det forfatterskab, som alle nuværende krimiforfattere står på skuldrene af.
Den opfordring har jeg taget til mig, og det drejer sig om de ti bøger i serien "Roman om en forbrydelse", der i tiåret 1965 til 1975 blev skrevet af det svenske forfatterpar Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Deres ti bøger med hovedkarakteren Martin Beck, der indledningsvist er kriminalassistent og sidenhen kriminalkommissær i Rigsmordskommissionen (en pendant til vores hedengangne Rejsehold), er blevet en udødelig klassiker i nordisk kriminallitteratur og oversat til mere end 30 sprog.
Med Sjöwall og Wahlöös indtog på krimiscenen tog også "de kloge" krimigenren til sig; en genre der tidligere blev betragtet som illitterær og underlødig. Det, der øjensynligt hæver genrens niveau er forfatterduoens lidet tilslørede kritik af den svenske velfærdsstat, der, ifølge dem, har svigtet manden på gulvet. Sjöwall og Wahlöö udstiller velfærdsstatens svaghed og hævder, at det er klasseskel og elendige sociale forhold, der fører mennesker ud i kriminalitet. Forfatterparret var erklærede marxister, og de anså de ti bøger, de nåede at udgive, inden Per Wahlöö dør af kræft i 1975, som værende ét samlet værk. "Roman om en forbrydelse" dækker ganske enkelt over det, som Sjöwall og Wahlöö mente, var socialdemokraternes samlede svigt af arbejderklassen.
Udover af være de første til at indarbejde et politisk budskab i krimigenren, gav Sjöwall og Wahlöö også hovedpersonen et realistisk privatliv med kone og børn i modsætning til tidligere tiders excentriske enspændere som fx Philip Marlowe eller kriminalkommissær Maigret. Dette realistiske privatliv kommer også til at fungere som en indbygget dramatisk motor, der spiller med i plottet. Det øger nemlig det pres, som hovedkarakteren befinder sig i, idet familielivet bliver yderligere en modstander, der forhindrer, at vores helt kan arbejde uforstyrret med opklaringen af forbrydelsen.
På samme måde kommer, ved Sjöwall og Wahlöös mellemkomst, hovedpersonens arbejdsliv til at foregå i en mere realistisk ramme ved regulær efterforskning i kollegiale teams i stedet for, som hos førnævnte enspændere, at bygge på fornemmelser og særlige sjette sanser.
Ovenstående betyder, at genren over tid er blevet tilført spænding, humor, social bevidsthed og et psykologisk drama, der er medvirkende til, at krimigenren i dag er uhyre populær - endda i en grad så vi, her i Norden, har fået vores egen genrebetegnelse: Nordic Noir. For at et værk lever op til dén betegnelse, er det ikke tilstrækkeligt, at forfatteren er nordisk. Romanen skal derudover foregå i Norden, hvilket er et kardinalpunkt, for naturen og miljøet indgår som væsentlige dele af plottet, men den skal også betone den sammenhæng, der er mellem det nordiske menneske og det altomsluttende mørke, der overvælder os om efteråret og vinteren. Mørket bliver dermed en katalysator for en deprimerende sindstilstand, der kan ramme det nordiske menneske i velfærdssamfundet i efterårs- og vintermånederne. Endelig er et andet typisk genretræk, at Nordic Noir ofte bruger ord som 'frost', 'is', 'kulde' eller  'sne' i titlen - her på bloggen er Vinterland en repræsentant for genren.
At Sjöwall og Wahlöö for mere end 50 år siden på denne måde skulle blive banebrydende i at brede krimien ud til alle samfundslag, synes jeg, er en bedrift, man kun kan beundre. I "Roman om en forbrydelse" er jeg blot nået til den indledende bog i serien, "Roseanna" - og selvom bogen runder de 54 år, holder både plot og personskildring fortsat i 2019.

Lærlingen og læremesteren

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Kim Faber & Janni Pedersen: "Vinterland"
Udkom: 21. marts 2019
Omfang: 461 sider
Vejl. pris: 150 kr.
Krimigenren lever i allerbedste velgående, hvilket kan konstateres ved et kort blik på forskellige bestsellerlister. Fem ud af de ti mest sælgende bøger hos Saxo er krimier, mens fire ud af ti bestsellere hos Arnold Busck er krimier - og hos Bog & idé er topbestsellerlisten en hel række af netop krimier. Endelig tegner krimigenren sig for at være den mest populære hos streamingtjenesten Mofibo - så ja, folket vil ha' krimier.

Journalistparret Janni Pedersen og Kim Faber er nye elever i krimiklassen med deres debutroman "Vinterland", der udspiller sig over knapt 14 dage i et vinterdækket Danmark. Overordnet har jeg haft en rigtig god og medrivende læseoplevelse i selskab med bogens to hovedkarakterer, der begge er politikommisærer og normalt nære samarbejdspartnere i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, Signe Kristiansen og Martin Junckersen.

Junckersen - i daglig omtale Juncker - er på grund af en tjenstlig forsyndelse blevet sendt på tvunget ophold i den sydsjællandske provinsby, Sandsted, hvor han også er vokset op som næstældste søn af byens mægtige advokat, Mogens Junckersen. Sidstnævnte er dog nu reduceret til en sørgelig skygge af sig selv i takt med, at en endnu ikke-diagnosticeret demens langsomt, men sikkert er ved at forvandle en ellers lynende skarp hjerne til grød. Juncker er nødsaget til at gøre en dyd ud af nødvendigheden, og han ser derfor også den ufrivillige exit fra hovedstaden som en mulighed for at tage af sin svækkede far - hvorfor han flytter ind på barndomsværelset i det parcelhus, hvor han er vokset op. Arbejdsmæssigt er hans mission er få en lokalstation op at køre i samarbejde med en ung mandlig politielev og en lige så ung kvindelig politiassistent af anden etnisk herkomst. Lokalstationens primære opgave er i udgangspunktet at håndtere udfordringerne med et asylcenter i lokalområdet - et arbejde, der dog hurtigt overskygges af voldsomt mord på en lokal mand med nynazistiske sympatier. 

I København er Signe nærmest i døgndrift optaget af opklaringen af en voldsom eksplosion, der lillejuleaften rammer et julemarked i Indre By. Det viser sig at være et terrorangreb, og Signe kommer hurtigt til at savne sin makker, Juncker, i opklaringsarbejdet. Efterforskningen ender nemlig i en blindgyde, hvor det synes umuligt at komme videre - lige indtil Signe får et tip fra en højst uventet kant.

"Vinterland" holdt mig godt fanget over alle 460 sider, og romanen igennem fungerer det som en dramatisk motor, der sikrer romanens fremdrift, at både Juncker og Signe ikke blot er under pres på jobbet, men også stresses af de hjemlige forhold - et velkendt skriveteknisk kneb fra krimigenren. Deres arbejde fylder for meget, og de familiære skærmydsler øger dermed det krydspres, de er under - og bliver en forhindring for, at de kan arbejde uforstyrret.

Derudover hæftede jeg mig ved romanens flotte sprog, hvor forfatterparrets journalistiske baggrund naturligvis ikke fornægter sig - blandt andet i beskrivelsen af Junckers relation til barndomsven, Rasmus: "Juncker oplevede dette sit første møde ned den sociale arvs tyngde som en blodig uretfærdighed, men også som noget uomgængeligt, man stod magtesløs over for." Eller i skildringen af faderens demens: "Faren stirrer på ham med samme tøvende forbløffelse i øjnene, som har lyst ud af dem hver eneste morgen, siden sønnen flyttede ind. Juncker kan formelig se, hvordan den gamle desperat klamrer sig til følelsen af, at den mand, der står i hans køkken og roder med hans kaffemaskine, er et menneske, han kender." 

Romanen er sine steder også ganske makaber og skræmmende på en måde, så jeg som læser måtte holde mig for munden og knibe øjnene sammen. Sammen med bogens karakterer blev jeg både vred og oprørt, og romanen pirrede både min angst og frygt. Det er vel netop krimiens fornemmeste adelsmærke - at skabe en følelsesmæssig reaktion hos læseren.

Krimigenrens kontrakt med læseren er, at man bliver lovet en afslutning, og her synes jeg, at forfatterparret kun til dels når i mål. Jeg føler mig som læser lidt snydt; de afsluttende ender blev ligesom spundet lidt for hurtigt - a la "nu har vi nået 400 sider, så nu skal vi ha' den her lukket." Her føler jeg egentlig, at slutningen er lidt uforløst og uafsluttet, men heldigvis er andre ligeså indigneret som jeg - uden at jeg dog vil afsløre, hvem det er! Derfor bliver jeg naturligvis nødt til at læse to'eren, som forfatterparret er i gang med as we speak.

Når græsset er grønnere

Anmeldereksemplar fra C&K Forlag - en del af Politikens Forlag
Geir Gulliksen: "Se på os nu"
Udkom: 11. april 2019
Omfang: 345 sider
Vejl. pris: 300 kr.
Geir Gulliksen er en ganske erfaren forfatter, der debuterede i 1986. Han har skrevet både digte, essays, børnebøger og flere romaner. I 2015 udgav han "Historie om et ægteskab", som han blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for. En roman, der kredser om det moderne parforholds tilstand, og denne undersøgelse fortsætter Gulliksen i sin seneste roman, "Se på os nu".

Hans er gift på 14. år med Ingunn; han arbejder på et pr-bureau, mens hun har haft en støt opadgående karrierekurve som først læge, siden forsker og nu leder i sundhedssystemet. Sammen har de datteren Kristina og hver især et barn fra tidligere forhold, som de brød ud af for at kunne være sammen. Hans og Ingunn har tilsyneladende en god og stabil hverdag sammen, hvor de er sikre på sig selv, hinanden og deres indbyrdes forhold. Stabiliteten og det sikre fundament rokkes der dog ved, da Hans ved et bryllup får den langt yngre Harriet til bords.

Harriet er umiddelbart en udkørt nybagt mor, men ikke desto mindre indleder hun og Hans et passioneret forhold. Han er indledningsvist præget af skyld, men gradvist begynder han at betragte sin hustru anderledes - hvorfor interesserer hun sig fx ikke for kunst, film og litteratur som Harriet?! Hvor går Ingunn ikke med kjoler, nederdele og højhælede sko?! Harriets bevidsthed om mode får umærkeligt Hans til selv at skifte til en mere ekstravagant og luksuriøs påklædning, ligesom han bruger mere og mere tid sammen med Harriet og hendes lille datter, som han nærmest påtager sig en bonusfarrolle overfor. Alt dette beskrives med Hans som personbunden 3. personsfortæller, og jeg købte præmissen om, at Ingunn ikke var klar over, hvor langt Hans er kommet i forhold til at hive al saft og kraft ud af sit ægteskab for at være sammen med Harriet.

Den vildfarelse bliver man dog brat hevet ud af, da synsvinklen skifter til Ingunn, og det skrivetekniske greb fungerer simpelthen så godt for romanens videre fremdrift. Vi følger først Ingunns håb om, at Hans' besættelse af Harriet vil gå over, hvis blot hun giver ham tid, så de kan bevare det, de har sammen og siden hendes erkendelse af, at det ikke er en mulighed. Herefter rejser hun sig som en modig fugl Føniks, der ikke længere vil lade Hans sidde i førersædet i sit liv.

Geir Gulliksen har skrevet en både gribende og bidende samtidsroman, hvor han sætter spotlight på de omkostninger, det kan have, hvis man trækker al energien ud af sit parforhold og i stedet gøder naboens græsplæne. Hans blik for og behandling af de mellemmenneskelige relationer i det senmoderne samfund, hvor vi kun er bundet til hinanden af lyst er fantastisk skrevet. I de lange malende beskrivelser af både Hans', Ingunns og til dels også Harriets følelser og tanker, kommer læseren helt under huden på dem, så man på samme tid kommer til at føle både sympati og modvilje for dem og deres motiver. Er vi kommet dertil, at parholdet og familien blot er noget, vi vil engagere os i, indtil vi ikke vil længere?! Dét med at holde ud og holde ved - not so much!

Angst æder sjæle op

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Thomas Alexander Jensen: "Angstens Besættelse"
Udkom: 7. april 2017
Omfang: 63 sider
Forlaget Brændpunkt
Vejl. pris: 100 kr.
Angsten kan være en ven og hjælper, når man skal præstere - fx forud for en eksamen, eller når hjernen fortæller, at man skal skynde sig over gaden for at undgå et katastrofalt møde med den bil, der kører lige imod én. Så pumper hjertet rigelige mængder adrenalin rundt i kroppen, så man klarer sig bedre eller ikke bliver kørt ned. På den måde er kroppen en fantastisk maskine og har været det, siden mennesket skulle undslippe farer i en evolutionsmæssig fjern fortid.

Angsten kan også blive en fjende og vokse helt ud af proportioner, og det handler denne fine digtsamling om. Den beskriver en angst, der konstant fodrer en bekymring for, at der vil ske noget slemt. En angst, der giver undvigeadfærd i en grad, så jeg-fortælleren forsøger at undgå de ting, der gør ham angst. En angst, der forplanter sig til kroppen, der begynder at reagere med søvnbesvær, fysisk ubehag, hjertebanken, voldsom vrede og udmattelse.
Angsten er blevet en grunduro, der forhindrer jeg-fortælleren i at gøre det, han vil - i at leve sit liv og knytte sig til andre mennesker i følelsesmæssige relationer.
Angsten er, som digtsamlingens forside, sort, og det illustrerer meget fint, hvordan angsten, i Thomas Alexander Jensens optik, slører alle andre nuancer i et levet liv. Forfatteren beskriver i en letlæselig og meget tilgængelig knækprosaform, hvordan angsten er med til at distancere ham fra verden, hvilket giver ham en grundlæggende følelse af ensomhed. Angsten har, for forfatteren, en fysisk form, og den er et "du", som han henvender sig direkte til i al sin truende og nærmest altfortærende fremtoning. Hvert af digtene har deres egen overskrift, der naturligvis er betegnende for handlingen, men på samme tid illustrerer den fragmentering, som angsten også tilfører livet for dén, der kæmper med den.
"Angstens Besættelse" har en kronologisk opbygning, hvor læseren følger jeg-personen i en periode af hans liv, hvor angsten er tiltagende. Sproget er på samme tid både sanseligt, fyldt af metaforer og uhyre konkret. Blandt andet i beskrivelsen af den fysiske udmattelse: "En følelse af bedøvelse" og "dens farver springer som miner under sandet".
Thomas Alexander Jensen har helt åbenlyst brugt skrivningen af digtsamlingen som et sted, hvor han kunne bearbejde sine følelser og tanker i håb om at kunne forstå dem bedre, og hermed bliver "Angstens Besættelse" ikke et sted, hvor man som angstramt kan finde håb om helbredelse og bedring.
Hvad digtsamlingen derimod når i mål med, er en hudløst ærlig beskrivelse af angstens mange former, og hvad den kan gøre ved kroppen og sindet. Hermed kan angstramte måske alligevel finde håb ved ikke at føle sig alene; en byrde bliver altid lidt lettere at bære, når man kan spejle sig i en ligesindet.
Endelig sætter "Angstens Besættelse" spot på et tema, der bestemt ikke bør være tabuiseret. Som angstramt er det lige for at føle sig alene med følelsen af tab af værdighed og kontrol, for "er jeg ved at blive tosset?!" Her kan det omgivende samfund hjælpe ved at aftabuisere angsten, og her synes jeg, at forfatteren hjælper os godt på vej. Det er "bare" angst, altså en følelse - og dermed ikke farligt eller smitsomt for os, der ikke lider af det. Det forpligter os "kun" til at prøve at forstå følelsen og dermed mennesket bag angsten.

Kærligheden besejrer alt

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Mikael Strøm Eriksen: "Skal vi knalde, mens vi venter?"
Udkom: 16. maj 2019
Omfang: 207 sider
Forlaget Adi og Lama
Vejl. pris: 199,95 kr.
Dette er den nyredigerede genudgivelse af forfatter Mikael Strøm Eriksens debutroman fra 2003, "Amor vincit omnia – 
livet er en tv·2-sang", og romanen passer da også perfekt til omkvædet i netop tv2's "Kys Det Nu":
"Ja kys det nu, det satans liv
Og grib det, fang det
Før det er forbi
Og kys mig nu, godnat, farvel
Og gå, nej ta' og bliv
Alligevel"
"Skal vi knalde, mens vi venter?" er dick lit, selvom jeg nu bedre kan lide betegnelsen ladlit - så snerpet er jeg. Uanset navn er dick lit det mandlige modstykke til chick lit; fiktion, der primært handler om karakterernes liv i storbyen samt deres singlestatus - og hvordan de undslipper den. I modsætning til chick lit har dick lit naturligvis en mandlig hovedkarakter, der bakser med kærlighedens (vild)veje.
Tidsmæssigt befinder vi os i 2001, og Ditlev Munch, romanens hovedperson, er 33 år, ansat i et advokatfirma og netop blevet forladt af sin kæreste, Helena, uden et ord til afsked. Den kvinde, som han egentlig havde indstillet sig på, var hende, han skulle giftes og have børn med. Og hvad så nu - når Ditlevs drøm om at leve lykkeligt side om side med den eneste ene smuldrer?! Ditlev smides ud i et følelsesmæssigt limbo, hvor han har vanskeligt ved at genfinde sig selv på det "kødmarked", singlelivet tilbyder. Et illusorisk selvbedrag om det frie og ubundne liv som Ditlev nu skal forsøge at finde sig selv i. Med sine 33 år er han for gammel til leve det vilde ungdomsliv, men helt klart også for ung til at slå sig til tåls med at være alene, selvom det modsatte køn er vanskeligt at forstå til fulde. Altså må han i gang i kærlighedskarusselen igen, og læseren følger ham på den særdeles underholdende tur.
I en række flash backs præsenteres vi for de meget forskellige, men ganske morsomme møder, Ditlev har haft med piger og kvinder i sit liv indtil nu. Lige fra den seksuelle debut som 16-årig med den supersexede Julie på en stak håndklæder på et hårdt terrazzogulv hos en kammerats forældre til den ihærdigt redebyggende Nanny, der nærmest i ly af natten helt ubemærket slår lejr i Ditlevs lejlighed.
Mikael Strøm er tro overfor de traditionelle genretræk, som de kendes fra chick lit. Han skriver med en underlæggende humor romanen igennem, der spiller godt sammen med de mange fine sproglige billeder, som forfatteren skaber med et sprog, der flyder let og ubesværet. Jeg synes også, at karakteren Ditlev beskrives troværdigt i udviklingen fra en primært happy-go-lucky type til en mere reflekteret mand, der må sande, at det der med at slå sig til ro og stifte familie nok ikke behøver at vente til en alt for fjern fremtid. Romanen er også et tidsbillede, hvor man bliver mindet om discman, lokalsamtaler og kuvertikoner på mobilen som tegn på nyligt indkomne beskeder.
Samtidig udtrykker "Skal vi knalde, mens vi venter?" en indbygget længsel, og romanen får dermed lidt mere dybde. Længslen efter kærlighed og samhørigheden med et andet menneske, og at individet dermed også skal give efter for kærligheden - give den en chance.
Jeg nød at læse om Ditlevs prøvelser udi kærlighedslivet, og jeg følte mig godt underholdt romanen igennem. Mikael Strøm Eriksen arbejder på fortsættelsen af "Skal vi knalde, mens vi venter?" , og jeg ser meget frem til igen at følge Ditlev, der i mellemtiden har rundet 50 år og igen befinder sig på kærlighedsmarkedet. Siden Ditlev sidst var single, har nogen opfundet Tinder - hvilket er en ubekendt, Ditlev ikke har erfaring med! Det skal nok blive morsomt at læse om - jeg er i hvert fald klar.