Læsefestivalen “Vi læser sammen”

Efter pressemødet i går er det som om, at løfterne om forår og bedre tider lader vente lidt på sig! Men det skal heldigvis ikke hindre os i at gøre noget af dét, vi kan sammen hver for sig: Læse, nyde og tale om litteratur - og der er hele fem værker af danske forfattere at vælge imellem, når Aarhus Litteraturcenter for første gang nogensinde indbyder til deltagelse i læsefestivalen "Vi læser sammen".

Med læsefestivalen vil Aarhus Litteraturcenter skabe et landsdækkende læsefællesskab fra den 1.-31. marts 2021, hvor vi sammen skal læse og fordybe os i den samme bog. Vi skal diskutere bogens tematikker og lære mere om forfatteren bag.

Du kan være med til at bestemme, hvilket ét af de fem værker udvalgt af Aarhus Litteraturcenter, der skal være genstand for fælleslæsningen. Afstemningen åbner i dag, den 6. januar, og frem til den 20. januar kan du stemme på lige præcis den bog, du helst vil læse.

Jeg har præsenteret de fem værker på min Instagramprofil, hvor du kan læse mere om dem:

"Opkald fra Mælkevejen" af Bjørn Paulsen

"Africana" af Thomas Boberg

"Det, du ikke vil vide" af Birgithe Kosovic

"Løbeklubben i Saudi" af Lotte Garbers

"Nej" af Sanne Søndergaard

Linket til afstemningen finder du her: https://strawpoll.com/azscbqk88?fbclid=IwAR2N3sEBD0lItSUtbHLz0p7UBA1nT5ZpjaQ_8Crn4SBNcUzqmPz9vDAh5Uc - kan du ikke klikke på det, kopierer du blot linket og smider det op i din browser.

Det bliver spændende, hvad vi skal læse sammen hver for sig.

Til døden os skiller

Anmeldereksemplar fra Gads Forlag

Mette Bording Nybo: "Lev stærkt dø smukt"

Udkom: 5. februar 2020

Omfang: 226 sider

Vejl. pris: 249,95 kr.

"Lev stærkt dø smukt" er en bog om kærlighed og om vedholdende at insistere på livets styrke, men det er også fortællingen om tab, afsked, fortvivlelse, sorg og sorgbearbejdning - og den hjerteskærende dualisme, der opstår, når alle disse modsatrettede følelser skal rummes i én og samme familie.

Forfatter Mette Bording Nybo beskriver gribende og stærkt, hvordan hun sammen med sin mand, Thomas, må erkende, at han vil tabe den ulige kamp mod en knoglemarvskræft, der gennem tre et halvt år har reduceret ham fra en trænet sportsmand til en fysisk nedbrudt krop. Familien, der også tæller tre sønner, gennemlever et sorgforløb, hvor Thomas sammen med sin hustru spiller en helt central rolle i at forberede sønnerne og hende til et liv, som han ikke bliver en del af. 

I form af nærvær, svære samtaler og intense stunder mellem far og sønner, men også på det helt lavpraktiske plan med instruktioner om, hvordan udfordringer af mere teknisk og praktisk karakter kan klares. Thomas' krop forfalder, men psykisk bevarer han værdigheden og styrken ved at gå ind i de vanskelige samtaler om familiens liv efter hans død, men også i modet til at være i sorgen sammen med dem. Det samme gør sig gældende i Thomas' planlægning af sin egen begravelse og det faktum, at han bygger sin egen kiste sammen med en kammerat.

I Mette Bording Nybos optik har det den betydning, at hun og sønnerne påbegyndte sorgarbejdet sammen med Thomas, mens han stadig var hos dem. Thomas ønskede blandt andet, at forfatteren skulle finde en ny mand efter hans død. Thomas satte hende fri til at fylde det tomrum, som hans død naturligvis ville efterlade. Et tomrum, det ville være helt urimeligt at lade de tre sønner at udfylde. Et tomrum som han og forfatteren i stedet ønskede, at et andet voksent menneske skulle udfylde.

Bogen følger alfabetets kronologi i kapiteloverskrifterne, fra Ametystbryllup til Åbenhed, men derudover en det en cirkulær fortælling uden tidsfølge med nedslag i familiens liv i kræftforløbet med kurs mod det uundgåelige, den forårsdag sidste år hvor Thomas dør som 45-årig. Her ligger, efter min mening, bogens største styrke - med Mette Bording Nybos egne ord: "Optimisme kan være godt, men ikke hvis den skygger for accepten af det uafvendelige." Netop her præciserer forfatteren en pointe, der er blevet hos mig efter endt læsning. Hvis man ikke accepterer dødens tilstedeværelse, når alt håb er ude, kan man ikke bruge den sidste tid på at tage en nærværende afsked med den, man elsker.

"Lev stærkt dø smukt" gør op med kulturelt indlejrede forestillinger om, hvordan man sørger. At sorgarbejdet kan indledes sammen med den, der skal dø, Dermed bliver den en vigtig stemme i forhold til at aftabuisere døden. Jeg har læst bogen med tårerne trillende ned af kinderne, men det er også en bog, der indgyder håb. Håb om at livet går videre - trods alt.

Hjernegrød

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Pernille Frandsen: "Et anker af flamingo. Det, vi glemmer, gemmer vi i hjertet"
Udkom: 20. maj 2019
Omfang: 233 sider
Forlaget mellemgaard
Vejl. pris: 199,95 kr.
Denne selvbiografiske beretning beskriver en ung kvindes møde med et psykiatrisk system, hvor hun langt hen af vejen føler sig prisgivet og misforstået.
Efter en barndom med overgreb udløser en grænseoverskridende oplevelse på den døgninstitution for udsatte unge, hvor hun er ansat, en mental nedsmeltning for Pernille. Hun bliver i første omgang indlagt med en moderat depression, og herfra eskalerer det hurtigt. Pernille opfordres til at starte i ECT-behandling (elektrochok), hvilket hun modstræbende indvilger i, og hun får i alt 10 elektrochokbehandlinger. Hendes værste anelser i forhold til behandlingstypen bekræftes i flere omgange, og den har den konsekvens, at hun nærmest nulstilles i sin hukommelse. Hun har vanskeligt ved at genkende personer, fastholde informationer, erindre tidligere oplevelser og bliver uhyre støjsensitiv, hvilket på den lange bane betyder, at Pernille i dag er førtidspensionist.
Sideløbende med ECT-behandlingerne bliver Pernille diagnosticeret som bipolar; en diagnose, det er meget vanskelig for den behandlende læge at stille, da Pernilles sygdomsforløb ikke passer entydigt med diagnosen. Hun føler, at lægerne herfra kun "ser" hendes diagnose og ikke hende som menneske, og hun tager sidenhen kampen op for at blive løst af diagnosen.
I bogen, der er en kombination af personlige refleksioner og Pernilles journalnotater, er det tydeligt, at hun har et dybfølt ønske om at aftabuisere psykisk sygdom og give viden og oplysning til de mennesker, der er tæt på en psykisk syg - både de pårørende og de professionelle. Jeg føler mig overbevist om, at mennesker, der har været i kontakt med det psykiatriske system, vil blive berørt af Pernilles beretning
Jeg mener dog også, at forfatteren med en god redaktørs hjælp kunne have strammet en stor del af bogens afsnit op, hvilket ville have skabt mere fremdrift i fortællingen. Alt for meget bliver skåret ud i pap, hvor læseren sagtens kunne have dannet sine egne konklusioner.

Blinde vinkler

Anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand - en del af Politikens Forlag
Alex Michaelides: "Den tavse patient"
Udkom: 7. februar 2020
Omfang: 390 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Dét, der løfter denne psykologiske thriller, er helt klart forfatter Alex Michaelides' evne til at skrive en dramatisk effekt frem, der primært beror på skabelsen af en underliggende utryg og usikker stemning fremfor blot den plotdrevne handling. Michaelides' fokus er i højere grad på den psykologiske udvikling hos bogens karakterer end på plottet, for det er let at gå til i denne særdeles velskrevne debut.
Jeg-fortælleren, Theo Faber, har fået ansættelse som kriminalpsykolog på den sikrede psykiatriske institution, The Grove, i det nordlige London. For ham et drømmejob, da han har en helt særlig og professionel interesse i en af patienterne, den anerkendte kunstmaler Alicia Berenson. Hun har været indlagt de seneste seks år, efter hun modtog en forvaringsdom for det brutale mord på sin mand, Gabriel Berenson. Han var en velrenommeret modefotograf, og de havde øjensynligt det perfekte liv sammen - altså lige indtil den aften, hvor Gabriel kommer hjem fra arbejde og bliver skudt fem gange i hovedet på klos hold af sin hustru. Et drab, som hun hverken angrer eller fortryder efterfølgende.
Siden mordet har Alicia nægtet at tale, og Theo er dybt fascineret af myten om Alicia Berensons årelange vedholdende tavshed med et inderligt ønske om at hjælpe hende gennem de tidligere oplevede traumer, der åbenlyst må have ført til det voldsomme drab. Nu, seks år efter dommen, er der ved et lykketræf blevet en stilling ledig som psykolog på The Grove, og Theo kan endelig nærme sig Alicia og arbejde med sin faste overbevisning om, at han er den, der kan få den spektakulære patient til at tale igen.
Valget af jeg-fortæller betyder, at læseren får indblik i, at Theo også har sine egne dæmoner at slås med. De stammer ikke kun fra barndommen, men optræder også i samlivet med konen, Kathy. Michaelides doserer disse på en måde, så man indimellem bliver i tvivl om, hvem der er psykolog, og hvem der er patient, men vi sympatiserer med vores jeg-fortæller, og det nuancerer billedet af ham, at vi er lukket ind i hans tanker og følelser.
"Den tavse patient" er inddelt i fem dele, hvor vi altså primært har adgang til Theos tiltagende opmærksomhed på og i stigende grad uortodokse metoder for at få Alicia i tale. Via Alicias dagbogsnotater får vi også adgang til hendes følelser og tanker i tiden op til mordet, og i udgangspunktet forvirrede og slørerede det mit fokus - for hvad skulle jeg med tankerne og følelserne hos en psykisk ustabil kvinde? At de har betydning fornemmer man dog, og skriveteknisk medvirker det til, at man som læser har svært ved at regne ud, hvordan historien udvikler sig.
Kapitlerne er forholdsvis korte, hvilket for mig bidrager til læsevenligheden, og de fleste af dem afsluttes med cliffhangers, der betyder, at man må læse videre. Litterært løfter det "Den tavse patient", at forfatteren åbenlyst har interesse for og viden om sindets krinkelkroge, men også er inspireret af myten om Alkestis - og så er det simpelthen en god psykologisk thriller, hvor vi bliver trukket rundt i manegen lige til sidste side.

Når man skal glemme sig selv

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Iben Mondrup: "Tabita"
Udkom: 15. januar 2020
Omfang: 354 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
Min debut med Iben Mondrups forfatterskab har gjort nas helt ind i hjernebarken, så lad mig starte med det smukke - det ydre udtryk. "Tabita" er en virkelig pæn bog, der på indholdssiden river hjertet ud, men i sin ydre fremtoning er meget smuk og harmonisk.

Smudsomslaget er lavet af den grafiske designer Alette Bertelsen, mens grafiker og billedhugger Aka Høgh er kvinden bag kunstværket på både for- og bagsatsbladet. Sammen har de to grønlandske grafikere skabt en koncis sammenhæng med romanens overordnede tema, natur møder "kultur", og bogens fysiske form. Det kan jeg virkelig godt lide.
Derudover er kapitælbåndet, det lille stykke stof foroven og forneden på bogbindet, i en lyseblå nuance, der passer til farverne på smudsomslaget, hvor titlen er skrevet med sænket guldskrift, der er lækker at røre ved. Endelig har romanen et buet fremsnit, hvilket vil sige en rundet bogblok fremfor blot en lige. For en bognørd som mig, betyder det virkelig meget, når forlagene prioriterer at kæle for detaljen, og dermed løfter det samlede udtryk betragteligt.

Alt det smukke og harmoniske smadres dog eftertrykkeligt, når vi bevæger os fra form til indhold i bogen, der er kvindernes. Miljøerne er væsensforskellige, grønlandske Upernavik og danske Humlebæk i midten af 60'erne.
Vi møder først grønlandske Rosine, der i bogens indledende korte afsnit våger over sin skyggerne af sin engang så stolte fangermand og familiens eksistensgrundlag, den døende Vitus. Dernæst hendes datter Abelone med de tre børn, som ingen ved, hvem der er far til. Så danske Eva, der er rejst til Upernavik med sin mand, Berthel, der bestyrer byens butik og endelig Tabita, Abelones datter.
Abelone arbejder som husassistent hos Eva og Berthel, og hermed skabes romanens skæbnesvangre forbindelse mellem de to nationaliteter, der godt nok lever side om side, men ligeså kunne befinde sig på hver sin planet. Iben Mondrup beskriver usentimentalt, hvordan danskerne i Upernavik betragter grønlænderne som indfødte, mens Abelone på sin side ser sin datter "gå som en lille dansker", og via fru Eva åbner verdenen til "det danske sprog og danskerlivet".
Man fornemmer hurtigt, at Eva er ensom i rollen som medfølgende hjemmegående husmor, der bittert konstaterer, at Abelone tilsyneladende får alle de børn, hun vil have, mens hun selv forbliver barnløs. Bitterheden synes dog ikke at gå Abelone på, med mindre fruens frustrationer går ud over børnene, som Abelone ofte tager med på job - selvom hun har vanskeligt ved at finde et mønster i, hvornår fru Eva synes, de er en velsignelse eller en plage.
Ved en tragedie åbnes der, med en særdeles driftig dansk sygeplejerskes mellemkomst, mulighed for, at Eva alligevel kan blive mor, da hun og Berthel adopterer Abelones to yngste, Vitus og Tabita. Hovedkulds forlader Eva Upernavik sammen med de to børn med planer om, at Berthel skal følge efter senere, og den nye familie slår sig ned i Humlebæk. Eva er fast besluttet på at grundlægge sin harmoniske familie, hvilket lettest gøres ved, at børnene glemmer fortiden, deres kultur og sprog - og helst så hurtigt som muligt. Den 4-årige Tabita kan dog sagtens huske både sin mor, som hun savner, sit sprog og sin kultur, hvilket betyder, at hun ofte slår sig på den abrupte omplantning til Danmark.
Ligesom der er knager i fugerne i mødet mellem det grønlandske og danske, slår forholdet mellem Eva og Berthel også store revner, hvilket betyder, at Eva drager en konsekvens, der får fatal betydning for den lille Tabita og hendes liv fremover.
"Tabita" er en uafrystelig roman om et kulturmøde, hvor intentionen om at give to sårbare børn en tryg og "civiliseret" tilværelse nok har været god, men ender katastrofalt ud, fordi den grundlæggende præmis er helt forfejlet. De voksne og "civiliserede" bliver de inhumane, der lader de mest sårbare sejle deres egen sø. Iben Mondrup skriver smerten, fortvivlelsen og de gode intentioners kuldsejling så hjerteskærende stærkt frem, at man som læser fysisk kan mærke det.

Middelalderen har ringet

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Sara Omar: "Skyggedanseren"
Udkom: 26. november 2019
Omfang: 413 sider
Vejl. pris: 300,- kr.
I fredags var en ung kvinde for retten i Glostrup, hvor hun sammen med sin mand er tiltalt for at have slået deres halvanden måned gamle datter ihjel sidste forår. Under retsmøderne er det kommet frem, at den lille pige var uønsket, fordi manden allerede havde to døtre. Den grusomme virkelighed for den lille pige, hvis eneste brøde var, at hun blev født med det forkerte køn, sætter hermed på den mest bestialske vis fingeren lige midt ind i det kvindefjendske univers, som Sara Omar endnu en gang ganske gruopvækkende blotlægger i opfølgeren til den anmelderroste og prisvindende debut, "Dødevaskeren", der udkom for to år siden.

I "Skyggedanseren" møder vi atter pigen Frmesk, der i 90'ernes Kurdistan bor hos sine kærlige bedsteforældre, mormor Gawhar og morfar Darwésh. Gawhar er praktiserende muslim, der forfærdet og oprørt gang på gang oplever, at mænd, men også kvinder, med et ældgammelt religiøst skrift som legitimeringsgrundlag retfærdiggør overgreb og æresdrab på forsvarsløse kvinder. Darwésh derimod, er af den overbevisning, at troen alene skal forblive et anliggende imellem det enkelte menneske og Gud. I hans optik er de religiøse skrifter skrevet af mennesket selv for at holde folk, der ellers var vanskelige at tæmme, i skak. For at beskytte kvinderne mod samfundets tyrannisering åbner han en hamam kun for kvinder, men til bedsteforældrenes sorg og bekymring synes det kvindelige frirum dog ikke at opmuntre den lille Frmesk, der bliver mere og mere indadvendt. Hun taler ikke, vil ikke spise, tegner voldsomme tegninger og lemlæster sine dukker. De, der har læst "Dødevaskeren", ved godt, hvorfor Frmesk er traumatiseret. At mænds forkvaklede fortolkning af de religiøse skrifter også her spiller en syg rolle.
Forfatteren krydsklipper romanen igennem til nutiden, hvor den voksne Frmesk i udgangspunktet læser jura og får afløb for fortidens uhyrligheder ved at læse sine egne digte højt og skrive kritiske artikler om etniske minoritetskvinders mangel på rettigheder. I hjemmet, hvor Frmesk bor med sin mor og to små søskende, er hendes rolle dog helt traditionel. Hun navigerer i en på alle måder ulige og voldsom relation mellem sin desillusionerede og kontanthjælpsmodtagende mor, og faderen, der, på trods af forældrenes skilsmisse, på daglig basis fører hårdhændet justits med sin familie. Sidstnævnte har siden Frmesks fødsel haft planer for hendes fremtid, men da hendes - og dermed familiens - ære krænkes, formår han lynhurtigt at sadle om, hvilket får fatale konsekvenser for Frmesk.
"Skyggedanseren" har ganske enkelt været forfærdende læsning, hvor de overgreb, som bogens kvinder udsættes for, er beskrevet i en detaljegrad, der gjorde fysisk ondt. På samme måde er romanen en brutal understregning af, at kvindehadet ikke kun er dagens uorden i lande fjernt fra os. Mishandlingen af kvinder og piger finder også sted i vores del af verden, hvilket Frmesks historie illustrerer, men også sagen fra Glostrup i al sin grufuldhed er et eksempel på.
Middelalderen har ringet - og den vil have sit kvindesyn tilbage.

Enten - Eller

Anmeldereksemplar fra forfatteren
Mikkel Mosen: "Ud af slumreland"
Udkom: 20. september 2019
Omfang: 476 sider
Forlaget Montagne
Vejl. pris: 249,- kr.
Hovedperson og jeg-fortæller i Mikkel Mosens debutroman, "Ud af slumreland", har taget springet ud af hamsterhjulet i storbyen til fordel for det gode og mindre hektiske liv på Ærø. Sammen med sin kone, Mona, og to mindre børn har Eik Enghoff, slået sig ned på den lille ø, hvor hun har spirende succes som iværksætter, mens han arbejder fuldtid som office manager på turistbureauet i Marstal. Oprindeligt var hensigten med flytningen væk fra alfarvej, at Eik også skulle forfølge sin drøm om at blive forfatter, men han må nu erkende, at han atter er fanget i det hamsterhjul, han målrettet forsøgte at undslippe. Han er blevet eneansvarlig for den faste indkomst, og ønsket om at skrive hver eneste dag er lige så stille blevet fortrængt af hverdagen.

Eiks gymnasieven, Jasper, melder sin ankomst hos Eik og familien, hvilket for alvor giver næring til den gnavende orm af utilfredshed og undertrykte følelse af uforløst potentiale, som Eik går med. Jasper er nemlig personificeringen af det liv, Eik drømmer om. En rebelsk gonzojournalist, der i højt tempo tager for sig af de muligheder, tilværelsen byder på. Fri og ubundet rusker han op i Eik, der kæmper med at finde fodfæste i et familie- og arbejdsliv,  hvor alle gør krav på både den opmærksomhed og tid, han gerne vil vie til drømmen om at blive forfatter. Eik er fascineret af sin oprørske kammerat, og da Jasper tilbyder ham at komme med på en roadtrip, der skal munde ud i, at de to mænd lander i Spanien, hvor Jasper skal skrive videre på den roman, han er i gang med, slår Eik til.
De to mænd forlader Ærø med et, for Eiks vedkommende, ønske om nye horisonter samt uanede mængder af frihed med plads og rum til at færdiggøre den roman, der hidtil har ligget ufærdig i skuffen. Det står dog ret hurtigt klart, at Jasper, også her, har sin egen dagsorden, hvor Eiks behov for selvrealisering ikke står øverst på listen. Rejsen bliver for Eik startskuddet til en selvransagelse, hvor han skal gøre op med sig selv, hvorvidt det frie og ubundne liv udelukkende er værd at stræbe efter for at få en meningsfuld tilværelse.
"Ud af slumreland" er inddelt i fire dele, og det fungerer på sin vis godt med denne opdeling, der har fin stringens i forhold til handlingen, men jeg oplever, at romanen vil for meget - den er simpelthen for lang. Som læser blev jeg hægtet af både i de lange og detaljerede gengivelser af samtalerne i den kreative, men stærkt påvirkede, klasse i Ærøskøbing. På samme måde løb jeg ret let hen over de litterære referencer, som der er nogle stykker af. Et andet eksempel, hvor jeg som læser blev tabt, er, da en af Eiks hallucinerende drømme beskrives minutiøst over mere end fem sider. Man mister fokus, hvilket forstyrrer min læsning og oplevelse af værket.
Det ville klæde roman med en mere stram komposition, da handlingen hermed ville få mere fremdrift. Den roadtrip, som man hurtigt fornemmer, kommer til at være udslagsgivende for de erkendelser, Eik når frem til, og den dannelsesrejse, han gennemgår, starter først på side 397. Jasper som person blev jeg - måske på grund af mit køn og min alder - ret hurtigt utrolig træt af, og jeg synes, at han er alt for nem at gennemskue. Det irriterede mig, at Eik, som jeg et langt stykke hen af vejen både har sympati med og sagtens kan identificere mig med, ikke langt tidligere gennemskuer blålyset. Det virker ikke troværdigt.
Tematisk kredser "Ud af slumreland" om det mod, som det kræver at forfølge sine drømme, når man træder væk fra den vej, som alle andre synes at følge - og her har Mikkel Mosen fat i noget meget eksistentielt, hvor man som læser uvægerligt tvinges til at spejle sine personlige til- og fravalg, og det kan jeg rigtig godt lide. Eik bliver med sin splittelse imellem drømmen om det frie og ubundne liv og "det rigtige at gøre" også et sindbillede på en moderne mand, omend jeg synes, han kommer til at fremstå forkælet. Det er naivt at forestille sig, at man kan stifte familie - for så derefter at ønske sig lige lukt tilbage i den nærmest grænseløse frihed fra gymnasietiden.