Boganmeldelse: "KIM LARSEN Mine unge år" af Jens Andersen

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom: 4. december 2018
Omfang: 326 sider
Vejl. pris: 350 kr.
"Man kan godt være genert i al almindelighed og så ikke være genert over for et publikum, har jeg lært. Når jeg først står på scenen, og musikken spiller, har jeg aldrig følt mig genert, men lige så snart jeg går ned af scenen, så er jeg lille Kim, der ville ønske, at han kunne slukke for det hele og bare være anonym og Mr. Nobody,"
Ovenstående citat synes jeg så fint og enkelt rammer essensen af denne smukke erindringsbog om hele Danmarks spillemand. Hvad ville han mon selv have ment om den overstrømmende og fuldt fortjente hyldest, der blev ham til del i dagene efter dødsfaldet?!
Erindringsværket er blevet til på baggrund af syv samtaler, som forfatter Jens Andersen havde med Larsen i løbet af foråret 2018, og forfatteren formår på fornemmeste vis at få præsenteret mange sider af ham, der med rette kan kaldes Danmarks nationalskjald.

Oprindeligt havde tanken været, at erindringsbogen skulle fortælle om hele Kim Larsens liv, men hans død satte en stopper for det projekt. Kim Larsen nåede således kun at fortælle om sin barn- og ungdom, og bogen slutter dér, hvor mange måske vil mene det hele startede; med tilblivelsen af Gasolin. Efter endt læsning sad jeg da også med en tom og uafsluttet følelse, for hvor ville jeg dog gerne have hørt mere fra denne på samme tid fandenivoldske, belæste, ordentlige, generte og energiske gadedreng, der var en særdeles talentfuld og engageret fortæller.

Bogen går kronologisk frem, og fra begyndelsen bliver jeg rørt af at læse om Larsens loyalitet og respekt overfor sin kærlige og urokkelige mor. Hun opdrager egenhændigt sine to drenge, mens hun passer et kontorjob og sidenhen tager en læreruddannelse. På sidelinjen rumsterer navnlig den kærlige morfar, der har en stor del af æren for Kim Larsens videbegærlighed og livslange lyst til at læse klassisk litteratur med vægt på kvalitet, men også kvantitet. Med Larsens egne ord: "Jeg hader tynde bøger. Hvis en bog er under 400-500 sider, er den jo færdig, inden man er kommet i gang, ikke?"

Gennem hele værket formår Jens Andersen at skrive Kim Larsens fortællestemme frem på en måde, så den folkekære musiker nærmest pibler ud mellem linjerne. Der er både forstand, humor og charme for alle pengene, når Larsens fortælletalent folder sig ud.

Det er en stålsat ung Larsen, der er helt bevidst om, at han på ingen måde har et ønske om eller behov for at skifte socialklasse og blive akademiker, da han starter på gymnasiet. Han har blot målet, at blive lærer, for øje, og så er han tvunget til at tage den studentereksamen med. Den fastlagte livsbane som skolelærer, holder han stædigt fast i meget længe, mens han ligeså stædigt forsøger at undertrykke musikeren i sig. I beskrivelsen af Larsens splittelse mellem at følge sin forstand eller sit hjerte, synes jeg, at Jens Andersen på smuk vis skriver nogle facetter frem, der virkelig nuancerer billedet af mennesket Kim Larsen.

"Slynglerne er nu de sjoveste, Kim!", gentog Larsens mor ofte i løbet af hans barn- og ungdom. Det sande i det udtryk, kommer til sin ret flere gange i løbet af bogen - særligt beskrivelsen af Wili Jønssons og Mogens Mogensens bohemefester i slutningen 1960'erne fik mig til at le højt.

Endelig er romanen kræs for dig, der er bognørd. Når fingrene løber hen over forsiden, er titlen skrevet med hævede bogstaver - og til min glæde min all time favourite: Bogen har et let buet fremsnit i stedet for en lige bogblok. Kapitlerne ledsages desuden af en mængde billeder og tegninger. Gennem barn- og ungdommen udtrykte Larsen sig nemlig ofte gennem tegninger.

Erindringsbogen får mine varmeste anbefalinger med - også som et smukt fremstillet tidsbillede. Læn dig trygt tilbage og nyd den. Kim Larsen holder dig i hånden hele vejen fra 50'ernes København til 70'ernes hippietid på Christianshavn.

Boganmeldelse: "Undladelsessynden" af Berit Alberg

Anmeldereksemplar fra Forlaget forfatterskabet.dk
Udkom: 2. november 2018
Omfang: 261 sider
Vejl. pris: 199 kr.
En hændelse, som man aktivt har valgt ikke at reagere på, selvom man burde have gjort det. På denne måde kan man definere en undladelsessynd, og dem er der indtil flere af i Berit Albergs debutroman, "Undladelsessynden".

Romanen er udgivet på det godt tre år gamle Forlaget forfatterskabet.dk, som tvillingerne Søren og Morten Ellemose står bag. De fortæller, at de forsøger, at være det forlag, de gerne selv ville udgive hos. De er nemlig i fællesskab udøvende forfattere med mere end 30 titler bag sig.
Denne spændingsromans tragiske bagtæppe er det smertelige tab, som det unge ægtepar, Bolette og Carsten, lider, da deres 3-årige datter bliver dræbt i en trafikulykke. Ved ulykken kvæstes Carstens far ligeledes alvorligt. Fra politiet er det Michael Jensen og Charlotte Lund, der som team får til opgave at overbringe forældreparret den tragiske nyhed om tabet af datteren, og de to politifolk står også for den videre efterforskning af ulykken. Den lille piges død efterlader en familie i ruiner, og hurtigt eskalerer antallet af dødsfald.
Læseren ved fra romanens start godt, hvem gerningsmanden bag det stigende antal dødsofre er, men jeg synes, at Alberg ret fint formår at fastholde en støt stigende spændingskurve. Det gør hun blandt andet ved, at undladelsessynderne nærmest står i kø for romanens centrale personer. Forfatteren formår også igennem romanen at smide en række set ups, det vil sige detaljer og informationer, som man fornemmer vil få betydning senere i romanen, og dermed giver pay off for læseren. Det var med til at vække min nysgerrighed, så jeg måtte læse videre. Undervejs i min læsning hæftede jeg mig også ved nogle ganske fine miljøbeskrivelser, der var med til at sætte gang i min indre biograf.
Endelig synes jeg, at Berit Alberg ganske fint får skrevet frem, at det, man oplever som værende retfærdigt, ikke nødvendigvis giver den ro og udfrielse, som man forestillede sig.
I forhold til personernes indbyrdes relationer oplevede jeg, at romanen har nogle svagheder. Er det troværdigt, at henholdsvis en politimand og en retsmediciner deltager i begravelsen af de mennesker, hvis sag de efterforsker eller har haft på dissektionsbordet? Og er det plausibelt, at en efterforsker inviterer et af objekterne for sin efterforskning ud "for at snakke lidt" uden for arbejdstiden? Her oplever jeg, at Alberg bøjer troværdigheden for at få nogle ender i plottet til at mødes belejligt, hvilket i min optik virker forstyrrende på handlingens fremdrift.
Sprogligt oplevede jeg, at der enkelte steder var noget, som en korrekturlæser godt kunne file lidt på. Der er nogle gentagelser, lidt roden rundt i hendes og sin - og oh ve oh skræk udtrykket 'i sommers', hvor jeg til enhver tid vil hævde, at det hedder 'i sommer' på korrekt dansk.
Opsamlende vil jeg dog anbefale dig romanen som en god, underholdende og fængslende læseoplevelse, hvor forfatterens baggrund som sygeplejerske bestemt ikke fornægter sig, og den må have været et stort aktiv i hendes research.

Boganmeldelse: "Outsideren" af Stephen King

Anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand - en del af Politikens Forlag
Udkom: 6. november 2018
Omfang: 599 sider
Vejl. pris: 300 kr.
Stephen King. Så afgjort ikke nogen hr. hvem som helst. Han har udgivet mere end 40 bøger, og det vurderes, at han har solgt på den gode side af 350 millioner bøger på verdensplan. Mange af Kings romaner er filmatiserede, og han har skrevet manuskripter til både film og tv-serier.
"Outsideren" er mit første møde med Stephen Kings forfatterskab og med læsningen af denne spændingsroman, har jeg bevæget mig ud af min normale skønlitterære komfortzone. I Kings univers åbenbares brutalitet og grusomhed på både et fysisk og psykisk plan på en måde, som jeg normalt viger langt udenom.

I den lille søvnige by Flint City bliver den 11-årige Frank Peterson myrdet på uhyre bestialsk vis, men en hurtig opklaring, der styres af kriminalassistent Ralph Anderson, synes at ligge lige til højrebenet. Både DNA-spor og et væld af vidneforklaringer peger nemlig på Terry Maitland, Flint Citys respekterede baseballtræner, i daglig tale blot træner T. I sin iver for hurtigt at få sat træner T fast er kriminalassistent Anderson drevet af både afsky for den forbrydelse, der er begået mod den mindreårige, men det nager ham i høj grad også, at træner T på et tidspunkt har undervist Andersons egen søn i baseball. På baggrund af både forbrydelsens voldsomhed samt de uigendrivelige beviser finder både Anderson og den stræbsomme distriktsanklager for Flint County, Bill Samuels, det helt legitimt, at Maitland arresteres i fuld offentlighed under en kamp på det lokale stadion for øjnene af sin kone, to døtre og fyldte tilskuerpladser. Hverken Anderson eller Samuels finder det relevant med en forudgående afhøring af Maitland om hans alibi for mordaftenen. Sagen er, på grund af bevisernes stilling, jo helt åbenlys og viser en lige vej til dødsstraf for træner T.

Problemet er blot, at Terry Maitland har et helt vandtæt alibi, der er ligeså uimodsigeligt, som det bevismateriale Anderson og Samuels kan præsentere, og de tvinges da også begge til at erkende, at gerningsmanden ikke er så let at få fat om som først antaget.
Herfra tager romanen fart på en måde, der helt bestemt fangede mig ind som læser. Indledningsvist er det simpelthen en rigtig god kriminalhistorie, for hvordan kan beviserne mod Maitland på samme tid tale for både hans skyld og uskyld?! Her benytter King en særlig skriveteknik som virkemiddel, idet teksten er forsynet med udskrifter af vidneafhøringer og mails, der understreger, hvorfor både Anderson og Samuels er så overbeviste om Maitlands skyld. For mig er det med til at folde både Andersons motiver for at handle som han gør, ud, men det understreger desuden Samuels drive for at se denne sag som en ganske risikofri trædesten til en stærkere jobmæssig positionering. En "bagatel", som at afhøre den mistænkte om et muligt alibi, er helt unødvendig! Personerne materialiserer sig langsomt, men sikkert i Kings kyndige hænder. Det kræver tid, og Stephen King er da også en forfatter, der ikke fatter sig i korthed. Kings romaner er som oftest på +600 sider, idet figurerne netop skal have rum og tid til at folde sig ud fra at være forholdsvis flade til at blive levende. Da Kings tekster er lange, er der også rum til endnu et skriveteknisk greb, som jeg hæftede mig ved på positivsiden. King skifter fortæller flere gange undervejs i romanen, hvilket naturligvis betyder, at synsvinklen skifter tilsvarende. Det giver romanen en god fremdrift, og derudover skaber det en god ramme, at King afslutningsvist vender tilbage til den fortæller, der indledte romanen.

En af mine følgere på Instagram pirrede min nysgerrighed, da han gav udtryk for, at det var ærgerligt, at "Outsideren" var mit første King bekendtskab. Hans oplevelse var nemlig, at King i sine romaner trækker tråde til sit øvrige bagkatalog, som jeg naturligt ville gå glip af. I forhold til "Outsideren" har jeg researchet mig frem til, at King "genbruger" den private opdager Holly Gibney fra sin roman "Mercedesmanden" fra 2016. Dette skrivetekniske greb, at lade figurer, der er kendt fra et tidligere værk, dukke op igen i en senere roman, synes jeg, er ret interessant, og jeg kan godt forstå, at der som rutineret King-læser går sport i at genfinde personer fra tidligere udgivelser. Det har også skærpet min appetit på at dykke endnu mere ned i Kings forfatterskab.
Jeg vil bestemt anbefale "Outsideren" til alle, der kan lide en spændingsroman, der er skruet rigtig godt sammen. Persongalleriet er let overskue, og det er, ud fra Kings beskrivelser, ligetil at danne indre billeder, der pinpointer den lille amerikanske soveby. Eneste malurt i bægeret for mig er, at jeg ikke er blevet helt enig med mig selv om, hvorvidt jeg mener Kings beskrivelse af det onde er for letkøbt eller for fantastisk. Måske er det endda en kvalitet, at jeg fortsat overvejer det?!

Boganmeldelse: "Mit halve liv" af Anita Furu

Bogen er fra mit eget bibliotek
Udkom: 7. november 2017
Omfang: 254 sider
Vejl. pris: 229,95 kr.

På min Instagramprofil, litteraturtale, skrev jeg forud for dette års Bogforum, at jeg godt kunne forstå, at Sara Omar var shortlistet til Bogforums Debutantpris 2018. Hendes meget omtalte, succesfulde og særdeles væsentlige debutroman, "Dødevaskeren", tager livtag med en misogyn og syg kultur, der giver kvindekønnet skyld og skam i vuggegave. Det er så stærk og modig en debut, der kun kan aftvinge dyb respekt.

Det blev ikke Sara Omar, der blev tildelt den litterære pris, der markerer starten af årets Bogforum. Det blev derimod Anita Furu for romanen "Mit halve liv", og det gjorde mig nysgerrig i en sådan grad, at romanen var ét af de bogkøb, jeg gjorde på Bogforum i år. Romanen har slet ikke haft den enorme eksponering, der fuldt fortjent er blevet "Dødevaskeren" til del. I den forbindelse vil jeg komplimentere juryen bag Debutantprisen for et nuanceret og ikke blot oplagt valg af vinder. "Mit halve liv" er udkommet ved det for mig ukendte forlag Gladiator - og her udstiller jeg måske min uvidenhed?! Værdien af Bogforums Debutantpris er, udover den kontante del på 50.000 kr., indiskutabel som vindue ud til et bredere publikum. Tidligere modtagere tæller blandt andre Knud Romer, Anne-Cathrine Riebnitzsky og Morten Pape.

I "Mit halve liv" præsenteres vi for jeg-fortælleren Ruths fantastiske og rørende livshistorie, som den folder sig ud fra hun er en lille pige, til hun bliver en midaldrende kvinde. Ruth er som 6-årig ankommet alene til Helsingør fra Skt. Petersborg efter at have mistet den sidste af sine forældre under de russiske jødeforfølgelser i starten af 1900-tallet. Bag sig efterlader hun sit russiske navn, Nunja, og sine søskende, der spredes for alle vinde. I København adopteres hun af en jødisk velhavende enlig kvinde og vokser op som enebarnet Ruth Ballin. Den endelige adoption bliver dog først en realitet, da Ruth har været i Danmark i et halvt år, hvilket betyder, at der reelt har været et halvt års prøvetid for den lille forældreløse 6-årige pige.
Da adoptivmoderen dør 7 år senere, står Ruth for anden gang i sit korte liv uden fast base. Fundet af nogle af adoptivmoderens efterladte breve skubber til minderne om det gamle liv med søskende. Brevene viser sig nemlig at være fra Ruths storebror, der på et tidspunkt har ønsket at møde Ruth. En kontakt der strandede på adoptivmoderens initiativ: "... din mama var sikker på, at det var bedst for dig at stoppe kontakten", som Ruths barnepige formulerer det. Ruth skulle være dansk og glemme sin historie, som hun naturligvis i kraft af sin alder har klare erindringer om.
Vi følger Ruth ind i voksenlivet i ægteskabet med en norsk forretningsmand, der tager hende med til spanske San Sebastián, hvor ønsket om og længslen efter en rigtig familie rejser med. Ruths ophav er, som nævnt, jødisk, og igennem romanen skildres hendes brændende ønske om ikke at skille sig ud og være anderledes meget fint, og Ruth lader sig da også døbe som voksen.
Anita Furu formår på overbevisende vis at have både den lille piges og den voksne kvindes stemme i sin beskrivelse af den grundfølelse af tab og savn, som Ruth personificerer. Sproget i romanen er både smukt, sanseligt og fuldt af skønne metaforer. Det betyder, at Ruths paradoksale følelse af at være både hjemme og rodløs på samme tid, hvilken titlen "Mit halve liv" også refererer til, skrives langsomt, men sikkert og stærkt frem.
I romanen trækker Anita Furu på hovedstolen, idet fortællingen er en del af hendes egen familiehistorie. Ruth Ballin er nemlig Anita Furus farmor, og jeg vil varmt anbefale dig at kigge nærmere på denne meget velskrevne debut.

Boganmeldelse: "Læseren i morgentoget" af Jean-Paul Didierlaurent

Bogen er lånt på biblioteket
Udkom: 25. april 2016
Omfang: 157 sider
Vejl. pris: 200 kr.
Dette er fortællingen om en af verdens stille eksistenser i skikkelse af den 36-årige, Guylain Vignolles - en mand, der livet igennem har lært at krybe langs panelerne og glide i ét med tapetet. Primært fordi han er begavet med to navne, der begge har indbudt til konsekvent latterliggørelse. Guylain har ikke gode erfaringer med mennesker, men det har han derimod med bøger, som han elsker og er dybt afhængig af.

Netop derfor er det paradoksalt, at han, som bogelsker, er ansat som chefoperatør hos Selskabet for Forarbejdning og Genanvendelse. Et foretagende, der makulerer boghandlernes usolgte bøger. At den beskæftigelse smerter ham i hjertet, understreges hver eneste morgen på den faste togforbindelse kl. 06.27. Her læser Guylain Vignolles, siddende på den faste plads på det smalle klapsæde til højre for døren, brudstykker af iturevne fragmenter højt, som han akkurat har nået at redde fra fabrikkens gigantiske makulator, Zerstor. I Guylains nedsættende terminologi blot kaldet Tingen.

Hver morgen har Guylain Vignolles en trofast tilhørerskare, der andægtigt lytter til hans oplæsning. Blandt dem finder vi de mest trofaste fans, Monique og Josette. To ældre damer som Guylain Vignolles har rørt med sin oplæsning - i grad, så de beder ham komme hjem til sig og læse op. Guylain Vignolles indvilliger, og til hans overraskelse går det op for ham, at de bor på plejehjemmet Blåregnhuset, hvilket udvider tilhørerne til den private oplæsning betragteligt.

Derudover består persongalleriet af Guylains forgænger på posten som chefoperatør, Guiseppe, der har den samme kærlighed til den trykte bog som Guylain selv. Giuseppe har måttet indstille arbejdet efter et voldsomt møde med Tingen og er nu besat af tanken om at finde alle de eksemplarer af "Haver og køkkenhaver før i tiden", han overhovedet kan. Hvorfor det giver mening, vil jeg lade dig selv finde ud af. Også Guiseppe ser med foragt på Zerstors ødelæggelser: "Glem det aldrig, lille ven! Vi er for forlagene, hvad røvhullet er for fordøjelsen, ikke andet!" Vi møder ligeledes portvagten Yvon Grimbert, der primært udtrykker sig i udsagn, der kan sige på tolv versefødder.

Point of no return i Guylains liv indtræffer, da han finder et granatrødt usb-stik liggende på klapsædet glemt i toget. Det åbenbarer i 72 nummererede filer, der beskriver den unge Julies liv som "tissekone" i et stort indkøbscenter i Paris. Guylain betages med det samme af den mystiske unge kvinde, og han giver sig nu i kast med at læse Julies dagbogslignende tekster højt i morgentoget. Fra da af ændres alt for ham; tvangshandlinger indstilles, morgentoget kører præcist og i stedet for iturevne papirstykker er det nu hele papirer, han holder mellem hænderne. At teksterne også rører de faste tilhørere er åbenlyst: "Deres ansigter havde ikke denne maske af upåvirkelighed, som skulle holde andre rejsende på afstand. Alle havde et mæt barns tilfredsstillede lille smil." Med et bestemt, men kærligt puf fra Giuseppe får Guylain mod til at søge efter den gådefulde kvinde.

Jeg har nydt at læse denne lille herlige roman, der vrimler med skæve eksistenser og forfægtere af den trykte bog, Det har været en morsom oplevelse at læse et værk, hvor man søger efter mening i Guylain Vignolles' skøre og skønne univers. Didierlaurent skriver med kant og nerve om eksistens og kærlighed tilsat et blomstrende og sprudlende sprog, hvor man heller ikke selv kan lade være med at lytte, når læseren i morgentoget går i gang.

Boganmeldelse: "Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" af Agnès Martin-Lugand

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Udkom: 17. august 2018
Omfang: 184 sider
Vejl. pris: 250 kr.

Diane har mistet sin mand og datter i en trafikulykke. I det år, der er gået siden ulykken, har Diane nærmest gravet sig ned i sorgen og fortvivlelsen med søvnen som det eneste sted, hvor hun kan finde fred og helle. Sengetøjet er ikke blevet skiftet for at fastholde mandens duft, datterens værelse står urørt, og Diane har fuldstændig tabt interessen for og glæden ved den lille bogcafé, Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe, som hun ejer og tidligere har drevet i Paris med stor begejstring og arbejdsiver. Altså før ulykken. I stedet har ansvaret for bogcaféens drift ligget hos hendes ven, Félix, der øjensynligt har vanskeligt ved at magte opgaven, idet kundegrundlag og den generelle standard er hastigt nedadgående. Diane kan bare ikke vende tilbage, for alt minder hende om tiden før ulykken. Den lykkelige tid med Colin og Clara.

Félix er meget insisterende i sit ønske om, at han og Diane skal rejse ud sammen - i et desperat forsøg på at rive Diane ud af sorgens altfortærende greb. Nærmest for at undvige det, som Diane opfatter som omklamrende omsorg og igen få fred til at sørge, tager hun sagen i egen hånd og beslutter at forlade Paris for permanent at flytte til den lille irske landsby Mulranny.

Ved ankomsten til Mulranny møder Diane sit meget elskværdige værtspar, Abby og Jack, der ejer det hus, hun bor i, og de vil gøre alt for, at Diane hurtigt finder sig tilrette i det irske. Det samme kan bestemt ikke siges om Jack og Abbys nevø, Edward, der bliver Diane nye nabo. Han emmer af uforstilt modvilje mod Diane og ønsker på ingen måde at acceptere, at han pludselig har fået et andet menneske fysisk tæt på - og hermed er der naturligvis lagt op til en uundgåelig konflikt imellem de to.

"Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" har taget mig lang tid at læse - uden at jeg helt kan beskrive hvorfor. Noget bunder nok i, at mit læseoverskud i en periode har været minimalt. Men - noget skyldes nok også, at værket her aldrig rigtig fangede mig helt ind. Romanen har fornuftige potentialer blandt andet i forhold til at beskrive en sorg- og helingsproces, som jeg til dels synes, at den når i mål med. At sorg er altfortærende og altopslugende. At der ikke kan sættes tid på sorg, hvilket forfatteren betoner med bogens indledende citat af Freud. 

Alligevel sidder jeg med en følelse af, at både plot og persontegning er lidt for naiv, hvilket understreges af et sprog, hvor ikke meget er overladt til læserens forestillingsevne, som når der står: "Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg kiggede på ham, han havde aldrig set så afklaret og afslappet ud som i dette øjeblik." Der går til tider lidt for meget Barbara Cartland i sproget, og måske ligger noget i en middelmådig oversættelse - desværre har det betydning for min samlede vurdering af værket.

Boganmeldelse: "Sort Land" af Ahmad Mahmoud

Bogen er lånt på biblioteket.
Udkom: 2. november 2015
Omfang: 190 sider
Vejl. pris: 169,95 kr.
Med sin roman "Sort Land" giver Ahmad Mahmoud os et indblik i sit trøstesløse barndoms- og ungdomsliv i boligkvarteret Askerød, der indtil december 2017 var på regeringens liste over særligt udsatte boligområder. Den såkaldte ghettoliste.

På samme måde som Yahya Hassan og siden Morten Pape sætter Ahmad Mahmoud spot på en helt forfejlet integration, hvor man i et misforstået hensyn har mødt nytilkomne medborgere med et voldsomt overload af rettigheder i stedet for pligter. I Mahmouds optik har konsekvensen af dette været, at en stor gruppe af indvandrere i dag lever i et parallelsamfund  med egne love og regler, der baserer sig på et fundament af fællesopdragelse, social kontrol, kvindeundertrykkelse, ære og skam. Helt afsondret fra det omgivende danske samfund og uden interesse i at blive medborgere. Ganske imod hensigten har det skabt en massiv gruppe af modborgere, der er hinsides al integration.

Mahmoud præsenterer i romanen en række af erindringsglimt, hvor omdrejningspunktet er hans dysfunktionelle familie. En familie hvor vold og opretholdelse af familiens ære er de bærende søjler, hvilket er tilfældet for langt de fleste familier i Askerød, som Mahmoud beskriver det. Den primære karrierevej for ung fra Askerød er et giftermål med én fra hjemlandet og derefter offentlig forsørgelse - helst i form af førtidspension. Der er stor status i at undgå både aktivering og arbejde. 

Kapitlerne kan for så vidt læses uafhængigt af hinanden, hvilket både er romanens styrke og svaghed. Styrke, fordi de forekommer at blive præsenteret, som Mahmoud kommer i tanke om dem, hvilket giver romanen en god fremdrift. Det svage punkt bliver, når et erindringsglimt afsluttes lidt for brat - og man som læser sidder med en uafsluttet fornemmelse.

Ahmad Mahmoud er hård i sin dom - både overfor indvandrerne, men også i forhold til de alt for godtroende etniske danskere. Navnlig den gennemgribende misogyni i den muslimske kultur får gnubbede ord med på vejen af Mahmoud: "Kvinderne bærer i forvejen den største byrde og bliver gang på gang straffet for mandens perverse og ustyrlige adfærd. De skal pakkes ind, så manden ikke bliver lokket, de skal holde mund, så manden ikke føler sig forsmået, og de skal holde mandens temperament ud og være lydige koner." I Mahmouds optik har den mandchauvinistiske kultur alt for længe haft frit spil og fået næring af den altdominerende danske berøringsangst.

Paradoksalt nok ligger Mahmouds håb for fremtiden også hos den underkuede kvinde, idet han er af den overbevisning, at hvis kvinderne styrkes via uddannelse, vil de videregive deres styrke til kommende generationer.

Jeg synes, at Mahmouds roman har været både interessant og oplysende læsning - og jeg forundres og glædes altid, når mælkebøttebørn rejser sig og bryder fri af deres spændetrøje. Derudover kan jeg godt lide, at Ahmad Mahmoud udtrykker, at der er et - om end spinkelt - håb for fremtiden. Mahmoud taler med en stærk og vigtig stemme. Oprøret må og skal komme indefra - og jeg er så enig med ham i, at de værste forventninger, du kan have til andre mennesker, er ingen forventninger. Noget dansk integration desværre har båret præg af.